Artikler

Vejen til et almindeligt liv går over skolen

Del

Udsatte børn og unge, der har været anbragt, klarer sig dårligere som unge voksne end andre med samme vilkår, der ikke har været anbragt som børn. Ny SFI-rapport viser, at det har svag negativ effekt at blive anbragt. Det får dog ikke forskeren bag undersøgelsen til at afsværge anbringelser. Svaret på udfordringer er at sætte ekstra ind dér, hvor det virkelig kan gøre en forskel for børnene: Deres skolegang.

Det synes at være en umulig opgave: At finde ud af hvilken effekt, det egentlig har at være anbragt. For hvordan skal man kunne lave en kontrolgruppe, som man kan sammenligne med for at kunne afdække konsekvenserne af at have været anbragt? Man kan jo ikke trække lod blandt udsatte børn der mistrives for at se, hvordan det går dem, der ikke bliver anbragt.

Men man kan faktisk nærme sig et svar ved at bruge en statistisk metode. Ud fra forskningens viden om risikofaktorer finder man i de omfattende danske registre frem til en gruppe børn, der har samme kendetegn, som de anbragte børn, men som ikke har været anbragt. Det kan være fx være om forældrene bor sammen, hvilke uddannelsesniveau de har, misbrug og psykisk sygdom. Børnene er altså lige så socialt dårligt stillet som de anbragte børn.

”Metoden giver en højere sandsynlighed for, at de to grupper er ens på områder, som vi ved er centrale for børn trivsel. Men vi kan ikke udelukke, at der er andre vigtige faktorer, som ikke kan findes i registerdata. Ikke desto mindre er det en bedre metode end så mange andre, man har prøvet i tidens løb til at få viden om konsekvenserne af at have været anbragt,” siger seniorforsker Tine Egelund, som dog understreger, at resultaterne må tages med et vist forbehold.

Klarer sig dårligere

Sammenligningen viser, at der tilsyneladende ikke er nogen positiv effekt af at have været anbragt: De tidligere anbragte er på alle områder, man har undersøgt, lidt dårligere stillet end dem i sammenligningsgruppen, der ikke har været anbragt. Det vil fx siger i forhold til graden af marginalisering, kriminalitet og kontakt til det psykiatriske system.

Og det gælder uanset anbringelsens varighed. Det vil sige, at selv om der faktisk har været lang tid og mange muligheder for at kompensere barnet for de årsager, der har været til anbringelsen, så er der ingen positive effekter.

”Det er forstemmende for vores velfærdssamfund, at vores resultater stemmer overens med forskning fra lande, der ikke har samme velfærdsniveau,” mener Tine Egelund.

Men det betyder ikke, at man ikke skal anbringe børn udenfor hjemmet, understreger hun. Dels må man som sagt behandle resultaterne med forsigtighed, da det altid er vanskeligt at opnå fuldstændig ens undersøgelses- og kontrolgrupper. Dels er der ikke et reelt alternativ til anbringelse: 

”Anbragte børn har generelt forældre med så svage ressourcer eller har selv skader, der gør det helt usandsynligt, at vi kan lade være med at anbringe. Det kan fx være forældre med misbrug, som slet ikke har kræfter til at opdrage børn bare nogenlunde.”

Vejen til et almindeligt liv

Vejen frem er i stedet for at tænke i kvalitet i anbringelsen. Og for Tine Egelund er der ingen tvivl om, at det mest oplagte er at fokusere på børnenes skolegang og uddannelse.

”Det er adgangsbilletten til goder i voksenlivet – til det almindelige liv. Dårlige præstationer i skolen er en markant risikofaktor,” siger hun og refererer til en engelsk undersøgelse, der netop viser, at anbragte børn, der har haft en god skolegang, klarer sig markant bedre end anbragte børn med dårlig skolegang.

”Det højner uddannelsesmotivationen, så de kommer i gang med en uddannelse som unge. Og det betyder, at de møder andre unge fra andre miljøer og fx kan få en kæreste, der fungerer socialt og kan være en støtte. Det er som ringe, der breder sig i vandet. Derfor er enhver indsats, der kan styrke børnene i skolegangen vigtigt,” siger Tine Egelund. 

Fakta

publikation Tidligere anbragte som unge voksne.
Forfattere Rikke Fuglsang Olsen, Tine Egelund, Mette Lausten
Emner Arbejdsmarkedet, Børn og unge, Kriminalitet
Forskningsemne Børn, unge og familie

Søg på sfi.dk