Artikler

Viden vi kan stole på

Del

Evidens betyder, at beslutninger skal træffes på et fundament af solid viden. Det gælder uanset om man som minister fremsætter et nyt lovforslag om udsatte børn, som kommune planlægger en strategi for hjemløse, eller som institution vælger metode til behandling af stofmisbrugere. Men hvordan kan vi egentlig afgøre, om vi faktisk står på en bund af solid viden, eller om vi vakler på et skrøbeligt fundament af useriøse undersøgelser?

Vi bliver dagligt bombarderet med viden fra alle mulige sider – fra tænketanke, aviser, interesseorganisationer og analyseinstitutter.

”Undersøgelser viser…” kan dække over alt lige fra en meningsmåling gennemført af journalistpraktikanten, som har stukket en mikrofon op i hovedet på nogle forbipasserende på Strøget med nogle spørgsmål, skrevet ned på en serviet i frokostpausen – til et 5-årigt forskningsprojekt med omhyggeligt udvalgte stikprøver på 5000 personer, og et spørgeskema, som det har taget et forskerteam et år at udvikle. Så hvornår har vi at gøre med viden vi kan stole på?

Dertil kommer, at forskerne ofte langt fra er enige om, hvornår noget er endegyldigt dokumenteret. Inden for forskning i modersmålsundervisning er der for eksempel to lejre, der lige stædigt forfægter hver deres konklusion. 

Den ene lejr hævder hårdnakket at have bevist, at modersmålsundervisning styrker etniske minoritetsbørns skolegang – mens den anden lejr mener at have bevist, at det ingenlunde er tilfældet. Så hvad stiller man op med dette virvar af ”evidens”, hvis man som skoleforvaltning skal tage stilling til, om man skal poste penge i modersmålsundervisning eller ej? Hvilke forskningsresultater kan man regne med?

Forskning adskiller sig fra andre vidensformer ved at have strenge krav til, hvad der er solide konklusioner og resultater. Der er krav til, hvornår en kvantitativ undersøgelse af effekten af en indsats over for udsatte unge er statistisk gyldig. Og der er krav til, hvornår et kvalitativt studie af nogle skolers praksis eller af socialrådgiveres møde med klienterne er designet tilstrækkeligt videnskabeligt til, at man kan udlede noget generelt. Men som i alle andre brancher gælder det, at kvaliteten er svingende. 

Diskussioner af forskningens kvalitet er som regel ikke rasende interessante for omverdenen. Mange bliver meget fjerne i blikket, når forskere tørner sammen i ophedede diskussioner af denne eller hin metodes fortræffeligheder – og det er der ikke noget at sige til. 

Det er også de færreste uden for VVS-branchen, der tænder på en diskussion af årsager til galvaniske tæringer i vandinstallationer. Ikke desto mindre er det vigtigt med en sober faglig debat om kvalitet – uanset om det gælder vandinstallationer eller viden om velfærd.

Selve kernen i evidensbaseret politik og praksis består i, at man har en kritisk tilgang til viden. At man ikke bare tager alt for pålydende. Forskere er uddannet til at have denne kritiske tilgang, og de har nogle specifikke redskaber til at vurdere kvaliteten af viden. 

Men kravet gælder også for politikere, embedsmænd og praktikere. Hvis man hævder at arbejde evidensbaseret, så betyder det, at man stiller spørgsmål til den viden, man bliver præsenteret for. At man med hård disciplin bruger sin egen og andres faglighed til at vurdere resultater, metode og kilde til den viden, man vil bygge sine beslutninger på. 

Viden er ikke bare viden. Og hvis vi vil arbejde evidensbaseret, så skal vi tage den erkendelse alvorligt.

Søg på sfi.dk