Presse

Børn med funktionsnedsættelser har få venner

Del

Børn med ADHD, autisme, nedsat mobilitet, syn, talevanskeligheder eller andre funktionsnedsættelser har kun få venner, de er mere udsat for mobning, og deres mødre oplever i højere grad stress i hverdagen. Det viser en undersøgelse, der sammenligner 11-årige danske børn i almindelighed med 11-årige børn med funktionsnedsættelse.

Funktionsnedsættelser hos børn har især betydning for deres kontakt med andre. De har flere konflikter med kammerater og lærere, end andre børn har, og større risiko for at blive mobbet og for selv at mobbe. De har sværere ved at knytte venskaber og tilbringer mindre tid sammen med kammerater, end andre børn gør.

Drengene rammes hårdere end pigerne

Drengene er mere belastet af en funktionsnedsættelse end pigerne. Og mange flere drenge end piger har funktionsnedsættelse. Det hænger sammen med, at ADHD og autismeforstyrrelser, som især findes hos drenge, udgør en meget stor andel af funktionsnedsættelserne.

Forældrenes hverdag og samliv præges også

Forældrene til børn med funktionsnedsættelse beskæftiger sig en del mere med barnet, end andre forældre gør med deres børn, og de bruger langt mindre tid på selv at besøge venner eller gå i biografen. Mødrene bruger mere tid sammen med barnet til fritidsaktiviteter, men mindre til skolearbejde, set i forhold til familier i almindelighed.

Selv om alle de undersøgte familier modtager støtte fra det offentlige, melder mødrene til børn med funktionsnedsættelser om langt flere stresssymptomer som fx søvnproblemer, migræne og depressioner, end andre mødre gør.

Familielivet belastes, hvilket bl.a. kommer til udtryk i, at forældrene skændes mere end andre forældre – ofte om hvordan barnet skal opdrages. Det fører ikke til flere skilsmisser. Bliver der et brud, går mødrene sjældnere ind i et nyt forhold.

Undersøgelsen af børn med funktionsnedsættelse foregår i et parløb med SFI’s børneforløbsundersøgelse. Den er finansieret af Socialministeriet.

Fakta

publikation Børn med en funktionsnedsættelse og deres familier
Forfattere Steen Bengtsson, Helle Hansen, Maria Røgeskov
Emner Børn og unge, Familie
Forskningsemne Børn, unge og familie

Søg på sfi.dk