Presse

Delebørn kræver samarbejdende forældre

Del

Skilsmissebørn der bor lige meget hos far og mor, har behov for at forældrene samarbejder om at få barnets hverdag til at hænge sammen. Det handler om såvel praktiske forhold som om opdragelse og normer. Det viser en ny undersøgelse fra SFI. Undersøgelsen er finansieret af Egmont Fonden.

Selv om det sjældent er børnene, der har valgt en deleordning, så er det dem, der skal få flest brikker til at passe i det logistiske puslespil det giver, at have to hjem. Nogle børn kan godt håndtere at have to værelser, to klædeskabe og to pladser ved spisebordet. Men for andre kan det være stressende. Det viser en ny undersøgelse fra SFI.

Forældrene skal samarbejde

På baggrund af børnenes egne fortællinger giver SFI-rapporten Børn i deleordninger et nuanceret indblik i, hvad det nødvendige forældresamarbejde indebærer:

For at undgå at barnet kommer til at leve to opdelte liv, bør forældrene ikke bo for langt fra hinanden. De skal være fleksible i den praktiske hverdag, så barnets liv med venner og fritidsaktiviteter kan hænge sammen.

Det er også vigtigt, at der er en sammenhæng i opdragelse og rutiner i de to hjem. Forældrene skal kunne arbejde sammen om disse ting. De skal også kunne rumme barnets forhold til den anden forælder - fx ved give lov til at snakke med far, selv om barnet i denne uge bor hos mor.

Søskende bør følges

Både store og små børn i undersøgelsen fortæller, at deres søskende er et vigtigt holdepunkt i hverdagen – selv om de indimellem er irriterende, som søskende nu er. Derfor er det vigtigt for børnene, at de kan følges med deres søskende, når de flytter frem og tilbage hver uge.

Men undersøgelsen viser også, at børn – selv søskende – håndterer skilsmissen og deleordningen forskelligt. Derfor understreger forskerne nødvendigheden af, at såvel myndigheder som forældre tager udgangspunkt i det enkelte barns behov, når de skal beslutte, hvordan samværet skal fordeles efter skilsmissen.

Omkring hvert sjette skilsmissebarn lever i dag i en deleordning. Rapporten bygger på interview med 56 børn og forældre.

Fakta

publikation Børn i deleordninger.
Forfattere Mai Heide Ottosen, Sofie Mathilde Hansen Stage, Hanne Søndergaard Jensen
Emner Børn og unge, Familie, Skilsmisse
Forskningsemne Børn, unge og familie

Søg på sfi.dk