Presse

Fædre bruger øremærket barsel

Del

Flere fædre tager mere barsel, hvis en del af orloven bliver tildelt dem. Men det er stadig mødrene, som tager den forældreorlov, der er til deling. Det viser SFI’s rapport om de nordiske landes erfaringer med øremærket barsel.

Flere fædre vil formodentlig afløse mor på barsel og blive hjemme med den lille, hvis en del af orloven øremærkes til faren. Det er hovedresultatet af SFI’s rapport om øremærkning af barselsorlov til fædre, hvor man har kigget på erfaringerne fra de nordiske lande.

Hvor Sverige, Norge, Finland og Island har øremærket en længere del af barselsorloven til fædre, skiller Danmark sig ud ved kun at have reserveret 14 dage til faren i forbindelse med fødslen.

Øremærkning skal være fleksibel 

Undersøgelsen viser, at den måde, orlovsordningen er skruet sammen på, har betydning for, om faren går på barsel. Flere fædre tager orlov, hvis den er øremærket og ikke kan overføres til moren. Men samtidig skal orlovsperioden helst være fleksibel, når det kommer til, hvornår man vil placere den.

Erfaringerne fra de øvrige nordiske lande viser også, at økonomien spiller en rolle. Hvis der er mulighed for kompensation af den tabte løn, kan det få flere fædre til at gå på barsel.

Loven sætter normen 

Samtidig har lovgivningen en normsættende virkning, forklarer Helle Holt, der har været projektleder på rapporten. 

”Når man laver en lov om øremærkning, er det med til at normalisere, at fædre tager orlov – men den sætter også grænsen for, hvad der anses for passende orlovslængde,” siger hun.

Rapporten er bestilt af Beskæftigelsesministeriet.

Fakta

publikation Øremærkning af barsel til fædre
Forfattere Sara Jul Jacobsen, Alice Heegaard Klynge, Helle Holt
Emner Arbejdsmarkedet, Familie, Ligestilling, Ligestilling
Forskningsemne Beskæftigelse og arbejdsmarked

Søg på sfi.dk