Presse

Godt udgangspunkt for inklusion i folkeskolen

Del

Debatten om inklusion i folkeskolen har skabt store overskrifter i det sidste års tid. SFI følger frem mod 2016 elevernes egne oplevelser af inklusion. Den første spørgerunde blandt de 9.000 elever viser, at udgangspunktet for inklusion er ganske godt, men der er stadig udfordringer.

Regeringen præsenterede i 2012 ambitionen om øget inklusion af elever med særlige behov i den almindelige undervisning. Siden har ordet ”inklusion” sat gang i følelserne hos forældre, elever, lærere og politikere. SFI’s forskningsprojekt ”Inklusionspanelet” sætter frem mod 2016 fokus på elevernes oplevelse af inklusion.


God generel trivsel

Resultatet af den første spørgerunde blandt 9.000 folkeskolebørn i 5. og 7. klasse viser, at eleverne generelt trives godt og deltager aktivt i både det sociale og faglige liv i klassen. Forskerne konkluderer på den baggrund, at der generelt er et stærkt fundament for inklusion af elever med særlige udfordringer.


De inkluderede har det sværere

Undersøgelsen viser dog også, at de inkluderede elever generelt trives mindre godt end deres klassekammerater. Det kan skyldes, at netop den gruppe har nogle vanskeligheder, som de andre elever ikke har. De inkluderede elevers vurdering af at deltage i klassen ligger også lavere end klassekammeraterne. Det gælder både social og faglig deltagelse.

Ikke mistrivsel

Forskerne pointerer, at resultaterne ikke er et udtryk for, at de inkluderede børn mistrives i de normale skoleklasser. Deres vurdering af trivsel og deltagelse ligger generelt på et højt niveau, men altså lavere end deres klassekammerater.

Derfor konkluderer forskerne også, at der stadig udfordringer i at sikre, at alle elever trives og føler sig som en del af det sociale og faglige fællesskab.
Inklusionspanelet er finansieret af Undervisningsministeriet.

Fakta

publikation Inklusionspanelet - Statusnotat 1
Forfattere Mikkel Lynggaard, Mette Lausten
Emner Børn og unge, Skole og uddannelse, Inklusion
Forskningsemne Børn, unge og familie

Søg på sfi.dk