Presse

Integrerede indsatser giver gode resultater

Del

Det nytter, når kommuner og regioner skaber sammenhængende forløb for at hjælpe en psykisk syg borger tilbage på fode. Det viser en ny forskningsoversigt fra SFI.

En integreret indsats for psykisk syge, hvor et samlet hold professionelle både giver behandling og social støtte, gavner psykisk syge mere end forløb, hvor behandling og social støtte varetages separat af myndighederne. 

Det er konklusionen på en ny forskningsoversigt fra SFI, som gennemgår de mest brugte metoder til at integrere indsatserne for psykisk syge. 

Forskningsoversigten er udarbejdet i forbindelse med projektet Integrerede Forløb, som SFI gennemfører for Socialstyrelsen sammen med konsulentfirmaet Implement Care. Seks kommuner i to regioner afprøver i projektet forskellige metoder til at skabe mere integrerede behandlings- og støtteforløb for psykisk syge danskere.

Forskellige metoder til integration

Forskningsoversigten gennemgår bl.a. metoderne Assertive Community Treatment, Shared Care, Åben Dialog, bostøtte og støttet beskæftigelse. Metoderne arbejder på forskellig måde med integration af indsatsen og dialog med borgeren. 

I Danmark er psykiatrisk behandling og indlæggelse regionernes ansvar, mens de sociale indsatser ligger hos kommunerne. Formålet med oversigten er at give personaler og administrationer begge steder en indgang til forskningen om social indsats og behandling af psykisk sygdom.

"Oversigten viser, at forskningen mest har fokuseret på de psykiatriske metoder. Men alt tyder på, at den sociale indsats er mindst lige så vigtig, og det bedste resultat opnås ved at kombinere, så borgeren oplever et samlet og koordineret forløb," siger seniorforsker Steen Bengtsson, der er en af rapportens forfattere.

Fakta

publikation Integrerede indsatser for mennesker med psykiske lidelser
Forfattere Steen Bengtsson, Signe Ørkeby Gregersen
Emner Helbred, Sygefravær
Forskningsemne Udsatte grupper

Søg på sfi.dk