Presse

SFI-forsker udnævnt til ung eliteforsker

Del

SFI-forsker Signe Ravn har fået tildelt næsten en million kroner gennem Det Frie Forskningsråds prestigefyldte Sapere Aude-program. Bevillingerne gives til unge forskertalenter, og pengene vil Signe Ravn bl.a. bruge til at knytte internationale kontakter i sin forskning om unge, stoffer og risiko.

Sociolog og SFI-forsker Signe Ravn er en af årets modtagere af en bevilling gennem Det Frie Forskningsråds Sapere Aude-program for unge eliteforskere, som offentliggøres i dag.

Bevillingen og titlen som Ung Eliteforsker gives årligt til 40 af de mest talentfulde unge, danske forskere indenfor alle videnskabelige fagområder. Prisen kan ikke søges, men tildeles af Det Frie Forskningsråd i forbindelse med rådets bevillinger af post.doc.-stipendier.

Internationale kontakter

Med æren følger næsten en million kroner, og de skal bruges til yderligere udbygning af Signe Ravns forskningsprojekt om unge, stoffer og risiko.

”Jeg interesserer mig for de kulturer, der opstår omkring unges stofbrug, hvor nogle stoffer ikke opfattes som risikofyldte, men blot bliver en accepteret og ureflekteret del af samværet i fx en vennegruppe”, fortæller Signe Ravn. ”At forstå de mekanismer, der ligger bag unges beslutning om at tage stoffer er jo også en forudsætning for at kunne forebygge de unges stofbrug.”

Signe Ravn påbegynder projektet i foråret 2013, og med Sapere Aude-bevillingen er det samlede budget på knap 2,7 millioner. Bevillingen vil hun bl.a. bruge til at besøge og knytte kontakter til nogle af de stærkeste, internationale forskningsmiljøer på området, i henholdsvis Melbourne, Australien, og Cambridge, Storbritannien.

Søg på sfi.dk