Presse

Trivsel skyldes ikke det samme for drenge som for piger

Del

Over 90 pct. af de 11-årige trives. Men det er ikke helt det samme, der får drenge og piger til at trives godt. At bo sammen med både mor og far har stor betydning for pigers trivsel, mens det for drengene er forældrenes uddannelsesniveau, der har forholdsvis stor betydning for trivslen.

En ny undersøgelse ser på 11-årige børns trivsel og sammenligner den med oplysninger om deres trivsel, da de var 7 år. Den afdækker risikofaktorer i børnenes liv, som spiller ind på deres trivsel. Rapporten bygger på data fra SFI’s børneforløbsundersøgelse og på registerdata fra Danmarks Statistik.

Piger trives i kernefamilien

Familiestruktur har større betydning for pigernes trivsel end drengenes. Kernefamilien er en beskyttelsesfaktor for pigerne og fremmer god trivsel hos dem, mens trivslen kan svækkes for pigerne, hvis de lever hos en enlig forælder eller hos en forælder og en ny stedforælder.

Forældrenes baggrund har betydning for drengene

For drenge betyder familiebaggrund mere end for piger. Drengene har større sandsynlighed for at trives godt, jo højere uddannelsesniveauet er i familien. Forældre, der bliver arbejdsløse, og hyppige skoleskift kan gå ud over drengenes trivsel.

En lille gruppe trives ikke

Generelt trives de 7-11-årige børn. Det er kun 3,5 pct. af børnene, der enten har haft lav trivsel eller mindre god trivsel både som 7- og 11-årige. Børn med langvarig lav trivsel er karakteriseret ved, at forældrene skændes mere end andre forældre, har lavere uddannelse og oftere bruger fysiske afstraffelse, samt at børnenes mødre oftere finder det sværere at opdrage deres børn. Endvidere beskriver forældrene til denne gruppe børn oftere deres økonomiske situation som dårlig.

I 2012 kommer SFI’s børneforløbsundersøgelse med resultater fra den femte dataindsamling, hvor børnene nu er 15 år. Den vil bringe ny indsigt i, hvad det er, der gør, at nogle børn får bugt med dårlig trivsel, mens andre fastholdes i den.

Undersøgelsen er finansieret af Socialministeriets satspulje.

Fakta

publikation 11-åriges trivsel og risiko.
Forfattere Lisbeth Palmhøj Nielsen, Peter Skov Olsen
Emner Børn og unge, Familie, Familiebaggrund, Familiemønstre
Forskningsemne Børn, unge og familie

Søg på sfi.dk