SFI og KORA er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Artikler

Ældreplejen presses til at substituere sygehusvæsenet

Del

Nye udfordringer på landets sygehuse betyder kortere indlæggelsestid for patienterne, som hurtigt sendes hjem igen. Ofte er de ældre patienter derfor ikke færdigbehandlet, når de udskrives. Opfølgning overlades til praktiserende læger og i stadigt større omfang til hjemmeplejen og plejecenterpersonale. Men håndteringen af de sundhedsfaglige opgaver støder på strukturelle udfordringer

Vi lever længere, og jo ældre vi bliver, desto mere medicinsk komplekse bliver vi også. Det medfører, at der også bliver flere og hyppigere indlæggelser af de ældre. Men i og med, at sygehusvæsenet på grund af problemer med overbelægninger som følge af færre sengepladser har forkortet indlæggelsestiderne, så vender opgaver med behandling og medicinering hurtigt tilbage til de praktiserende læger og til ældreplejen ude i kommunerne, som i stadig stigende grad må tage hånd om sundhedsfaglige opgaver. Den kommunale ældrepleje skal så at sige omstilles til at være det nære og moderne sundhedsvæsen for de ældste og i et vist omfang løse opgaver, som ellers har ligget hos sygehusvæsenet og alment praktiserende læger. Men det giver plejecentrene og hjemmeplejen en række kompetencemæssige udfordringer. For hvordan kan man løfte opgaven?

Plejepersonale med nye og flere opgaver

Social- og sundhedspersonalet får udvidet deres arbejdsområder. Opgaver vedrørende praktisk hjælp og personlig pleje og grundlæggende sundheds- og sygeplejerelaterede opgaver bliver i stigende grad suppleret med flere forskellige sundhedsfaglige opgaver i grænselandet til sygeplejerskernes. Der stilles nye krav til ressourcer og kompetencer. Og med det følger også, at plejepersonalet skal løbe hurtigere i ældreplejen for at udføre det daglige arbejde.

Et problemfelt for plejepersonalet på plejecentrene er fx beboernes behov for lægefaglig behandling og herunder kontakten til beboernes egne praktiserende læger. Ifølge ph.d.-stipendiat Heidi Hesselberg Lauritzen svækkes kontakten mellem de ældre og deres egen læger, når de flytter i plejebolig, hvilket skyldes en prioritering af ressourcer hos de praktiserende læger:

”Plejepersonalet giver ofte udtryk for, at beboerne ikke altid bliver prioriteret af deres egen læge, fordi de typisk ikke er i stand til at tage hen til lægen, men vil kræve at lægen kommer på besøg hos dem. Og samtidig kan der blandt lægerne godt være en opfattelse af, at plejepersonalet selv er i stand til at håndtere borgernes situation,” fortæller hun, og fortsætter:

”Så risikerer man, at plejepersonalet står med en beboer, der får det dårligere og har behov for at blive tilset af en læge og måske startet op i en behandling. Og kan plejepersonalet ikke få fat i lægen, eller lægen ikke vælger at tage ud til beboeren, ender det i en del tilfælde med, at plejepersonalet føler sig nødsaget til at ringe til lægevagten, hvilket typisk ender med en indlæggelse – oftest en indlæggelse, der kunne være undgået med en lægekonsultation.”

Sådanne situationer vidner om for stor ’afstand’ mellem plejecenterbeboernes egne læger og plejepersonalet, og at der er behov for samarbejde og lokal lægefaglig kompetence og rådgivning til at støtte plejecentrene med de sundhedsfaglige opgaver.

Fasttilknyttede læger giver fordele

Et løsningstiltag blev iværksat i 2011 af to daværende ministerier: Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse lancerede et pilotprojekt med at knytte læger fast til syv plejecentre i fem kommuner. Efter en periode på tre år afdækkede SFI resultaterne af projektet, som viste flere klare fordele ved at få læger tilknyttet lokalt.

Fasttilknyttede læger på plejecentre kan bl.a. hindre forebyggende indlæggelser og genindlæggelser, reducere kontakten til lægevagten, sikre en korrekt medicinering ved at følge beboerne på tættere hold og støtte plejepersonalet på centrene i deres stadig flere sundhedsplejeopgaver.

”Det tyder bestemt på at være en vej til at imødekomme nogle af de strukturelle udfordringer. En fasttilknyttet læge på et plejecenter kan bl.a. lette kommunikationen og dialogen mellem plejepersonalet og lægen. Det skaber et grundlag for bedre samarbejde mellem lægen og plejepersonalet om den enkelte beboers pleje- og behandlingsmæssige behov og kan måske være med til at give plejepersonalet et kompetenceløft. Flere kommuner benytter sig nu også af denne model,” fortæller Heidi Hesselberg Lauritzen.

Fokus på medicinering

Tilknytningen af en fast læge har fx vist sig at øge fokus på medicineringen af beboere hos både den faste læge og plejepersonalet. Håndteringen og gennemgange af beboernes medicinering bliver systematisk drøftet på møder mellem læge og plejepersonale, og emner som overmedicinering, dosering og bivirkninger bliver inddraget. En fasttilknyttet læge kan undervise og vejlede personalet om de forskellige medicinpræparaters indhold og optagelse i kroppen, hvordan de anvendes og virker, og hvilke bivirkninger der kan være forbundet med indtagelsen.

I det hele taget har det tættere samarbejde mellem den faste læge og plejepersonalet og lægens større involvering i beboernes medicinering været en positiv oplevelse for både lægen og plejepersonalet. Det har også ført til en reduktion i forbruget af overflødig eller unødvendig medicin.

Før samarbejdet med en fasttilknyttet læge gav personalet på de fleste af de pågældende plejecentre udtryk for, at de kun sjældent oplevede, at beboernes egne læger foretog tjek af, om beboernes medicin stadig var nødvendig, den rigtige eller i den rette dosering. Det skete heller ikke, selvom plejepersonalet oplevede et stort behov for det og i flere tilfælde gjorde lægerne opmærksomme på det.

Er ældres sundhed et lavstatusfænomen blandt læger?

Foruden den ovennævnte afstand mellem plejecenterbeboere og deres egne læger så synes der at være flere tegn på, at der blandt læger måske ikke rigtig er prestige i at behandle ældre mennesker. ”Det kan synes paradoksalt, når man medtænker, at ældre er nogle af de medicinsk mest komplekse borgere med forskellige sygdomme og lidelser. Eller også er det et spørgsmål om prioritering af ressourcer og de rette strukturelle løsninger, som kan understøtte håndteringen af de sundhedsfaglige opgaver på plejecentrene,” lyder det fra Heidi Hesselberg Lauritzen.

Fakta

publikation Rehabilitering på ældreområdet
Forfattere Heidi Hesselberg Lauritzen, Maj Bjerre, Lea Graff, Tine Rostgaard, Freya Casier, Torben Fridberg
Emner Ældre
Forskningsemne Ældres levevilkår
Kontaktperson

Heidi Hesselberg Laurizen

Ph.d.-stipendiat
DIREKTE 33 48 08 82 E-MAIL hhl@vive.dk

Søg på sfi.dk