SFI og KORA er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Artikler

Familiepleje er ikke altid den rigtige løsning

Del

Der har i den senere tid igen været debat om anbragte børn og unge og typen af anbringelse. Familiepleje bliver fremstillet som den rigtige løsning, fordi forskningen har vist, at børn og unge på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder ofte klarer sig dårligere. Men debatten er forsimplet, og der er brug for en række meget væsentlige nuancer.

Det allervigtigste budskab er, at når børn og unge på institutioner og opholdssteder klarer sig dårligere (som tidligere SFI-undersøgelser har kortlagt), så er det, fordi de har et helt andet udgangspunkt end børn, der er anbragt i plejefamilie. Børn i plejefamilier er som regel yngre, når de anbringes, og er oftere anbragt på baggrund af problemer, der primært er knyttet til deres forældre. Børn og unge på institutioner og opholdssteder er oftere blevet anbragt første gang i en sen alder eller har flere anbringelser bag sig. Desuden har de selv i højere grad langt tungere problemer, som fx psykiatriske diagnoser eller alvorlige adfærdsproblemer, der kræver specialuddannet personale. Det er intet belæg for (hverken i dansk eller international forskning), at det er typen af anbringelse, der er årsagen til, at disse børn klarer sig dårligere. Nogen børn har simpelthen brug for en specialiseret indsats, som de ikke kan få i familiepleje. Samtidig kan det være særdeles svært for plejefamilier at håndtere de problemer, som børnene har med i bagagen.

Netop plejefamilier har i den aktuelle debat givet udtryk for, at de hverken har været informeret godt nok om eller rustet godt nok til at håndtere børnenes vanskeligheder og derfor har haft svært ved at få anbringelsen til at fungere. Her er det vigtigt at holde sig for øje, at det politiske ønske siden Barnets Reform i 2011 har været at tage udgangspunkt i den mindst indgribende indsats først, dvs. forebyggelse i hjemmet før familiepleje, familiepleje før institutionsanbringelse osv. Det har dels betydet et fald i både det samlede antal anbragte og mere konkret i brugen af døgninstitutioner og i antallet af døgninstitutionspladser, dels at familieplejere nu har fået en ny målgruppe, nemlig børn med tungere problemer, der tidligere ville have været anbragt på institution.

Vi kender endnu ikke konsekvenserne af dette skifte til mindre indgribende indsatser. Det er dog indlysende, at det kræver noget mere af familieplejere at skulle rumme børn og unge med tunge problemer. Den lille mængde uddannelse, som familieplejere kan få (og ikke altid bliver tilbudt rundt omkring i kommunerne), er ikke tilstrækkelig.

Når der skal finde en anbringelse sted, skal det ske med barnets tarv for øje. Anbringelse er et voldsomt indgreb, og det er vigtigt at huske, at formålet med anbringelsen først og fremmest er at beskytte barnet og hjælpe barnet med at håndtere de aktuelle udfordringer. Her er familiepleje, døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder ikke perfekte substitutter. Der er tale om forskellige tilbud målrettet forskellige børne- og ungegrupper med forskellige behov, og det er som sådan, de skal bruges. Det er også sådan, at selv om kommunerne generelt er glade for tanken om ”indsatstrappen”, hvor man kontinuerligt skal søge at gå ned ad trappen mod mindre og mindre indgribende og samtidig billigere foranstaltninger, så skal man stadig tilgodese barnets bedste, dvs. give den indsats der bedst hjælper dette barn eller denne unge videre i livet mod en helt almindelig ungdoms- og voksentilværelse med familie, uddannelse, arbejde osv.  Institutionsanbringelser er langt dyrere end familiepleje, og hvis kortsigtede økonomiske hensyn spiller en for stor rolle i beslutningen om anbringelsestilbud til et barn eller ung, er der overhængende risiko for, at regningen i sidste ende bliver langt større, end den behøvede at være. Det gælder både for det enkelte barn, som ikke får tilbudt den anbringelse, som bedst kan tilgodese barnets behov, men også for samfundet, idet en mislykket social indsats i barndommen udmønter sig i store omkostninger til vedvarende indsatser i voksenlivet.

Denne artikel har været bragt i en kortere version i dagbladet Politiken den 6. april 2017

Kontaktperson

Mette Lausten

Seniorforsker
Telefon 33 69 77 13 E-mail mel@vive.dk

Søg på sfi.dk