SFI og KORA er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Artikler

Ingen kender dagen: Temaer i fremtidens ældreforskning

Del

Der vil blive flere og flere ældre i fremtiden, og de vil udgøre en større og større andel af befolkningen. Så meget ligger fast. Men det er svært at spå om fremtiden, og vi ved stadig meget lidt om, hvilke konsekvenser ældreboomet vil få – for samfundet, for de ældre selv og for deres familier. Forskningschef Kræn Blume Jensen kigger i krystalkuglen og tegner de store linjer i fremtidens ældreforskning.

Lad os starte med nogle nøgletal:
I dag er 4 pct. af den danske befolkning over 80 år gamle. Ifølge Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivninger vil det tal i 2050 være steget til 10 pct. Mens hver fjerde af os nu er over 60 år, vil knap hver tredje dansker i 2050 være over 60 år. Og endelig: De over 100-årige udgør i dag 0,02 pct. af befolkningen. I 2050 vil de udgøre 0,09 pct., og den udvikling vil fortsætte: Op mod halvdelen af de danske børn, der fødes i disse år, vil opleve at blive 100 år, spår sundhedsforskere.

Ældreboomet kommer, og det kommer hurtigt. Det kommer som følge af et dygtigt sundhedsvæsen, der bliver stadig bedre til at kurere sygdomme og redde menneskeliv. Og det kommer som følge af, at vi har et sundere liv end generationerne før os. Flere af os kan forvente at leve længere, og det skaber en befolkningskurve med tyngden på de ældre årgange.

De store ubekendte

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvilke konsekvenser det får, når henved en tredjedel af befolkningen om føje årtier har passeret det, vi i dag betragter som den produktive del af livet. Hvad betyder det for det danske samfund, og hvad betyder det for de ældre selv og for deres familier?

Svaret er langt hen ad vejen: Det ved vi ikke. Det fortæller forskningschef Kræn Blume Jensen fra SFI, der leder centrets ældreforskning:

”Vi ved med sikkerhed, at der bliver flere ældre i fremtiden, men vi ved i princippet ikke, om den demografiske udvikling også bliver en demografisk udfordring. I sagens natur kan vi nemlig ikke vide, om det er lutter gode eller dårlige år, der bliver lagt til livet, eller om det er en skønsom blanding. Det gør det svært for os som samfund at forberede os, for hvor meget pleje og omsorg får fremtidens ældre brug for? Og hvad skal vi hver især gøre for at forberede os på den lange alderdom, som vi måske – eller måske ikke – kommer til at opleve?”

Der er mange ubekendte, men der arbejdes på højtryk i disse år for at mindske dem. Politisk har man fokus på at forberede det danske samfund på det demografiske skifte, der er på vej. Blandt værktøjerne er en stigende pensionsalder og et øget fokus i ældreplejen på forebyggelse og hjælp til selvhjælp. Også i forskningskredse er ældreområdet i vækst. Her følger nogle af de temaer, der optager forskerne i disse år.

Et efterår med flere sæsoner

Det er en åbenlys følge af udviklingen, at alderdommen for kommende generationer vil blive gennemsnitligt længere, end den er i dag. Det betyder, at livets efterår så at sige får flere sæsoner, og den udvikling bliver et væsentligt tema for fremtidens ældreforskning, mener Kræn Blume Jensen:

”Vi kan ikke længere betragte alderdommen – forstået som årene, fra vi trækker os tilbage fra arbejdsmarkedet og til vi dør – som en enkelt, samlet fase af livet. Enhver kan se, at der er himmelvid forskel på den aktive 67-årige, der rejser, passer børnebørn og dyrker egne interesser, og den skrøbelige 85-årige, der får hjemmehjælp og er afhængig af sin families omsorg. Vi taler allerede nu om den tredje alder eller den aktive senior, og det er en livsfase, vi ikke på samme måde kendte eller havde defineret i Danmark for blot få årtier siden, og som vi stadig ved meget lidt om. På samme måde vil vi måske se fremkomsten af andre livsfaser, i takt med at vi bliver meget gamle – den del af livet, som også omtales som den fjerde alder. Det er et område, vi som forskere bør have fokus på i de kommende år.”

Den tredje alder er et tidspunkt i livet, hvor de ældre på mange måder er en ressource – både for samfundet og for deres familier. Trods tidens fortællinger om ældre, der spiller golf og ikke har tid til børnebørnene, så viser tal fra SFI’s Ældredatabase faktisk, at folk i 70’erne i dag hjælper deres børn og børnebørn meget mere, end de tilsvarende årgange gjorde for 15 år siden. Og den udvikling vil formodentlig fortsætte, påpeger Kræn Blume.

”Man kan sige, at vi som samfund skal lære at trække mere på de aktive ældre og deres ressourcer og bruge dem mere aktivt – både når det gælder civilsamfundet og familielivet, men selvfølgelig også når det gælder arbejdslivet. Vi kommer ikke udenom, at pensionsalderen må stige i takt med, at vi bliver ældre – men vi kommer heller ikke udenom, at den del af livet, hvor vi har forladt arbejdsmarkedet, stadig vil blive længere for mange mennesker, end den er i dag.”

Støtte fra familien

Nok bliver alderdommen længere, men alt får en ende, og i fremtiden kan flere af os forvente at blive så gamle og skrøbelige, at vi har brug for meget støtte og hjælp – ikke kun fra velfærdssystemet, men også fra vores familier. Den udvikling bringer et aspekt i fokus, der måske undertiden bliver overset i samfundsdebatten: De yngre familiemedlemmers rolle.

”Der sker jo hele tiden medicinske landvindinger, men som det ser ud nu, er det sandsynligt, at flere i fremtiden fx vil blive ramt af aldersrelaterede lidelser som demens. Det betyder, at der om 30 år vil være langt flere af os, som oplever at have et eller flere fx demente familiemedlemmer, hvis pleje skal passes ind i et travlt liv. Vi kan som samfund arbejde med at forberede den professionelle ældrepleje på den udvikling, men det er straks sværere at regulere sig ud af det pres, det også lægger på de yngre generationer. Jeg tror, vi vil komme til at tale mere om de pårørendes rolle i årene fremover,” påpeger Kræn Blume Jensen.

Teknologiske muligheder

En stor gruppe skrøbelige ældre bliver ikke kun en opgave for de pårørende, men i høj grad også for velfærdssystemet. Set i samfundsperspektiv ligger her den store ubekendte faktor: Hvor meget pleje vil fremtidens ældre have brug for?

Det er åbenlyst, at hvis fremtidens ældre har brug for støtte i samme omfang som ældre i dag, så har vi som samfund et helt konkret, økonomisk problem: Det vil være svært at fastholde det samme udbud af varer på hylderne, hvis der pludselig er dobbelt så mange kunder i butikken. Alt tyder dog på, at det ikke bliver tilfældet, mener Kræn Blume Jensen:

”Vi kan jo se via SFI’s Ældredatabase, hvor vi har fulgt generationer af ældre siden 1997, at de ældre bare siden da er blevet gennemsnitligt mere aktive og mere selvhjulpne, og den udvikling vil formodentlig fortsætte.”

Når det gælder fremtidens ældrepleje, er der desuden en væsentlig faktor, der også vil optage forskerne i de kommende år: Mulighederne for at bruge teknologi til at forbedre kvaliteten og effektiviteten i ældreplejen.

”Teknologi i ældreplejen lyder måske umiddelbart skræmmende, men det handler jo ikke om at lade robotter overtage kontakten til de ældre, men snarere om at bruge teknologien til at lette hverdagen for både de ældre og de professionelle omkring dem. Det kan være alt lige fra traditionel teknologi som løftekraner og kaldealarmer til telemedicin eller digitale løsninger, vi slet ikke kender endnu. På SFI er vi netop gået i gang med et stort forskningsprojekt på området, og det vil vi uden tvivl se mere af fremover.” 

Den grå forskellighed

Et sidste forskningstema skal nævnes, og det er på mange måder det vigtigste af dem alle: At bibringe det danske samfund og dets beslutningstagere en forståelse af, at folk over 65 år er lige så indbyrdes forskellige som alle andre.

”Der er en sær tendens til, at vi taler enormt meget om forskelle og uligheder blandt de yngre og midaldrende generationer, mens de ældre nærmest bliver betragtet som en grå, homogen masse – og her kan forskningen i hvert fald bidrage med at kaste lys på de forskelle, der selvfølgelig også er mellem ældre, når det gælder både ressourcer, præferencer og behov,” påpeger Kræn Blume Jensen.

Den viden kan fx bruges til i højere grad at differentiere de tilbud, velfærdssystemet kan give de ældre. ”Rehabiliteringstankegangen fylder jo meget i ældreplejen i de her år, og devisen om hjælp til selvhjælp er jo på mange måder prisværdig, men den har også en tendens til at skære alle over en kam. Faktum er jo, at vores forskelligheder og præferencer fortsætter ind i alderdommen – hvis man altid har klaret sig selv, vil man gerne blive ved, men hvis man har manglet ressourcer hele livet og har haft brug for støtte, så har man det nok også som gammel. De forskelle blandt de ældre skal vi have mere fokus på,” slutter Kræn Blume Jensen.

Søg på sfi.dk