SFI og KORA er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Nyheder

ADHD-foreningen får SFI-pris for vidensbaseret praksis

Del

Torsdag den 29. juli overrækkes SFI’s jubilæumspris for sidste gang. Det er ADHD-foreningen, der får prisen for at have modet og viljen til at arbejde ud fra den bedst eksisterende viden.

SFI’s jubilæumspris, der er på 25.000 kr., gives til en person, en gruppe af personer eller en organisation, der på velfærdsområdet har ydet en særlig fortjenstfuld indsats for at forskningsbaseret viden bliver omsat til konkret brug i socialfaglig praksis.

I 2017 går jubilæumsprisen til ADHD-foreningen. I begrundelsen hedder det bl.a.:

ADHD-foreningen har modet og viljen til at arbejde ud fra den bedste eksisterende viden. Foreningen evner at bygge bro mellem forskning og praksis på en eksemplarisk måde, de tør udsætte deres egne projekter for effektmåling af højeste kvalitet, og de er klar til at tage konsekvensen af resultaterne. Ved at gøre den forskningsbaserede vidensudvikling til en integreret del at sin praksis medvirker ADHD-foreningen således på bedste vis til at forbedre vilkårene for børn og voksne med ADHD i Danmark.

I begrundelsen fremhæves især ADHD-foreningens forældretræningsprogram ”Kærlighed i Kaos”, der bygger på viden fra udenlandske forskningsresultater og dernæst er udviklet målrettet den danske kontekst. Derudover er ”Kærlighed i Kaos” blevet evalueret efter højeste metodiske standard for effektmåling – et lodtrækningsforsøg – og ved anvendelse af validerede måleredskaber.

Prisen bliver modtaget med stor begejstring hos ADHD-foreningens direktør Camilla Louise Lydiksen:

”Vi er så stolte over at modtage denne anerkendelse fra SFI. Det styrker vores motivation for at fortsætte arbejdet med Kærlighed i Kaos, som vi håber, kan blive en helt almindelig indsats i civilsamfundet. Vi hører direkte fra forældrene, at indsatsen og den faglighed, der ligger bag, gør en markant forskel hver eneste dag. Den videnskabelige dokumentation, som SFI har lavet, giver os et solidt grundlag for at få indsatsen ud til de mange familier, som har Kærlighed i Kaos til gode,” siger hun.

Det er fjerde og sidste gang, at SFI’s jubilæumspris uddeles. Prisen blev i 2010 tildelt cand.soc. Winnie Kjærsdam, i 2012 gik prisen til center-chef Preben Siggaard, og i 2014 modtog Mødrehjælpen prisen.

Søg på sfi.dk