SFI og KORA er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Alkoholbehandling til socialt udsatte borgere
Hent udgivelsen (1.243 KB) Bestil en trykt udgave (170 kr. inkl. moms)
Del
Rapport

Alkoholbehandling til socialt udsatte borgere

Systemets tilbud i borgerperspektiv

Del
Undersøgelsen viser, at størstedelen af de socialt udsatte borgere, som ønsker og får et tilbud om alkoholbehandling vurderer, at det har hjulpet dem. Det er imidlertid ikke alle socialt udsatte borgere med alkoholmisbrug, der får tilbud om behandling. Undersøgelsen viser således, at godt hver fjerde oplever, at der mangler relevante alkoholbehandlingstilbud, som passer til deres ønsker og behov. Et andet vigtigt fund er, at socialt udsatte borgere især beskriver opsøgende indsatser som betydningsfulde, men at der er stor forskel på, hvorvidt kommunerne råder over denne slags tilbud. Endelig peger mange af de adspurgte i undersøgelsen på, at der mangler opfølgende indsatser, som kan være med til at støtte op om og fastholde positive forandringer efter et alkoholbehandlingsforløb. Socialt udsatte borgere er en heterogen gruppe med forskellige ønsker og præferencer, men det, de har til fælles er særdeles vanskelige livsbetingelser, som betyder, at de i særlig grad har behov for, at velfærdssystemet møder dem dér, hvor de er. Evalueringen er bestilt og finansieret af Rådet for Socialt Udsatte.

SAMMENFATNING:  ALKOHOLBEHANDLING TIL SOCIALT UDSATTE BORGERE 


Undersøgelser har vist, at en betydelig andel blandt socialt udsatte borgere har alkoholrelaterede problemer, og knap 30 pct. af alle dødsfald blandt socialt udsatte borgere vurderes at være alkoholrelaterede. Samtidig påpeger Social- og Sundhedsstyrelsen, at eksisterende behandlingssystemer kan have svært ved at nå og fastholde socialt udsatte borgere i alkoholbehandling. Derfor er det relevant at belyse, hvordan socialt udsatte borgere oplever systemets tilbud, hvilke ønsker de har, og hvad deres erfaring er med at søge og modtage alkoholbehandling. Socialt udsatte borgere med alkoholmisbrug har komplekse problemer, hvilket vil sige, at alkoholafhængighed kun er ét problem blandt mange problemer, som kan omfatte psykisk sygdom, stofmisbrug, hjemløshed, gæld og fattig-dom. Det er vigtigt at belyse, hvordan de oplever systemets tilbud, hvis vi i Danmark vil sikre et rummeligt alkoholbehandlingssystem, som også når socialt udsatte borgere.

På baggrund af kvalitative interviews, etnografisk feltarbejde og en spørgeskemaundersøgelse belyser vi socialt udsatte borgeres ønsker om professionel hjælp i forhold til alkoholforbrug, deres oplevelser af muligheder og barrierer i forhold til at opnå tilbud om alkoholbehandling samt erfaringer med at modtage alkoholbehandling. Borgerperspektivet betyder, at undersøgelsen fremlægger borgernes egne oplevelser og vurderinger.

I tillæg til dette hovedformål belyser en del af undersøgelsen også alkoholbehandling til socialt udsatte set ud fra et systemperspektiv. På baggrund af en mindre vignetundersøgelse samt strukturerede interviews belyser vi, hvordan centralt placerede nøglepersoner i 10 udvalgte casekommuner forstår og beskriver socialt udsatte borgeres behov og kommunernes muligheder for at imødekomme disse. Undersøgelsen belyser således systemperspektivet gennem personer, der repræsenterer behandlingssystemet og via deres stillinger har et ansvar for den kommunale alkoholbehandling.

RESULTATER
Alle borgere i Danmark har ret til at få et tilbud om alkoholbehandling, hvis de har et alkoholmisbrug, jf. sundhedsloven § 141. Kommunen er forpligtet til at give en borger et tilbud senest 14 dage efter, at borgeren har henvendt sig med et behandlingsønske, mens det er op til kommunen at afgøre, hvilken type behandling (ambulant, dag- eller døgnbehandling) borgeren skal tilbydes. Vejledninger fra Social- og Sundhedsstyrelsen anbefaler, at kommuner som udgangspunkt tilbyder borgere med alkoholmisbrug ambulant og dagbehandling, men bemærker, at gruppen af socialt udsatte borgere kan have svært ved at profitere af disse tilbud, og her peger styrelserne i stedet på døgnbehandling.

I overensstemmelse med dette beskriver nøglepersonerne i de 10 casekommuner gennemgående, at socialt udsatte borgere i deres erfaring har svært ved at følge ambulant og dagbehandling, fordi de har vanskeligheder med fremmøde og stabilitet. Trods denne erfaring beskriver nogle nøglepersoner, at visitationen i deres kommuner generelt hviler på en trinbaseret tilgang, hvor ambulante og dagbehandlingstilbud skal afprøves, før en borger kan få tilbud om døgnbehandling, og nøglepersonerne forklarer, at dette også gælder socialt udsatte borgere. I andre kommuner beskriver nøglepersonerne ikke en trinbaseret tilgang, men lægger i stedet vægt på, at socialt udsatte borgere har anderledes behov.

To typer af ræsonnementer træder overordnet frem blandt nøglepersonerne i casekommunerne. I den ene type lægges der vægt på, at socialt udsatte borgere skal have de samme rettigheder til alkoholbehandling som alle andre borgere. I den anden lægges der vægt på, at socialt udsatte borgere skal have særlige tilbud. Mens det første ræsonnement lægger op til en rettighedsorientering (lige muligheder for alle), lægger det andet ræsonnement op til særindsatser (specielle tilbud for socialt udsatte borgere). De enkelte nøglepersoner kan trække på begge typer af ræsonnementer i forhold til forskellige aspekter af alkoholbehandlingssystemet, og undersøgelsen viser generelt, at der er stor variation i, hvordan kommunerne tilrettelægger alkoholbehandling til socialt udsatte.

Socialt udsatte borgere ønsker og oplever også alkoholbehand-ling på meget forskellige måder. Forskellene skal ikke kun ses på bag-grund af kommunal variation (at systemerne er forskellige), men også på baggrund af, at gruppen af socialt udsatte borgere med nuværende eller tidligere stort alkoholforbrug er meget heterogen (borgerne er forskellige). Undersøgelsen har fokus på en gruppe af borgere, som har det til fælles, at de er socialt udsatte og har et nuværende eller tidligere stort alkoholforbrug, men bortset fra dette er disse borgere meget forskellige. Deres forskellige ønsker og erfaringer skal derfor ikke blot ses som en afspejling af forskellige kommunale systemer, men også som forskellige individuelle præferencer.

Godt halvdelen (53 pct.) af de 128 socialt udsatte borgere, der deltager i denne rapports spørgeskemaundersøgelse ønsker at få eller fastholde en eller anden form for professionel hjælp i forhold til deres alkoholforbrug. Den professionelle hjælp kan være en form for alkoholbehandling, hjælp til at fastholde alkoholfrihed (nogle af borgerne drikker ikke aktuelt) eller former for hjælp til at mindske skadevirkninger af fortsat alkoholforbrug (fx omsorgs- og plejetilbud). Blandt de borgere, der ønsker en form for alkoholbehandling, ønsker de fleste enten indsatsen i form af individuel behandling (38 pct.) eller en kombination af individuel og gruppebehandling (34 pct.) mens færre ønsker hjælp i form af gruppebehandling (17 pct.).

Blandt de borgere, der har deltaget i spørgeskemaundersøgelsen, har 70 pct. på et eller andet tidspunkt modtaget en eller anden form for alkoholbehandling. Undersøgelsen er ikke en decideret kortlægning af, hvor mange socialt udsatte borgere der totalt set har modtaget alkoholbehandling. 36 pct. af borgerne i spørgeskemaundersøgelsen er nemlig rekrutteret via alkoholbehandlingssteder, og andelen, der er rekrutteret herfra, kan påvirke andelen af borgere med behandlingserfaring. De øvrige socialt udsatte borgere med stort nuværende eller tidligere alkoholforbrug er rekrutteret til spørgeskemaundersøgelsen fra væresteder og varmestuer (45 pct.) eller herberger (19 pct.). Samlet set giver undersøgelsen dog indikationer på, hvilke behandlingsformer der er mest anvendt i forhold til socialt udsatte borgere, og den belyser, hvordan borgerne oplever disse behandlingsformer.
Den behandlingsform som flest (84 pct.) af de socialt udsatte borgere med behandlingserfaringer har modtaget er antabusbehandling. Den behandlingsform som færrest af disse borgere har modtaget er døgnbehandling, hvor målet ikke er afholdenhed men skadesreduktion, fx pleje- og omsorgsophold. Den type tilbud har kun 8 pct. blandt borgere med en eller anden form for behandlingserfaring modtaget. Det er bemærkelsesværdigt, at undersøgelsen finder, at så få socialt udsatte borgere med nuværende eller tidligere stort alkoholforbrug har modtaget denne type tilbud. Dette set i lyset af, at officielle vejledninger og nøglepersoner i casekommuner giver udtryk for, at stabiliserende omsorgsophold er et særligt relevant tilbud til socialt udsatte borgere med alkoholproblemer.

I forhold til oplevelsen af virkningen af de forskellige behand-lingsformer vurderer socialt udsatte borgere med stort alkoholforbrug især, at døgnbehandling hjælper dem. Blandt de borgere, der har været i døgnbehandling med afholdenhed som målsætning, vurderer 78 pct., at denne behandling har hjulpet dem i høj eller nogen grad. Blandt de forholdsvis få borgere, der har været i døgnbehandling med skadesreduktion som formål, vurderer 88 pct., at denne behandling har hjulpet dem i høj eller nogen grad. For de ambulante behandlingsformer er andelen, der vurderer, at behandlingen har hjulpet dem, lavere; 48 pct. af de borgere, der har været i ambulant behandling med målsætning om afholdenhed, vurderer, at det har hjulpet i høj eller nogen grad, mens det samme gør sig gældende for 38 pct. for de borgere, der har været i ambulant alkoholbehandling med skadesreduktion som mål. Blandt de forholdsvis mange borgere, der har erfaringer med antabusbehandling, vurderer halvdelen (52 pct.), at det har hjulpet dem i høj eller nogen grad.

Spørgeskemaundersøgelsen viser, at hver femte socialt udsatte borger (21 pct.) ikke oplever samlet set at have fået den hjælp, vedkom-mende har brug for i forhold til deres alkoholforbrug. Den viser endvidere, at godt hver fjerde (27 pct.) oplever, at der mangler relevante alkoholbehandlingstilbud, som passer til deres ønsker og behov. Opfølgning og hjælp til fastholdelse af positive forandringer efter behandlingsforløb er en type tilbud, som socialt udsatte borgere særligt efterlyser.

SAMMENSATTE PROBLEMER OG MØDET MED SYSTEMET
Spørgeskemaundersøgelsen, de kvalitative interviews og det etnografiske feltarbejde tegner tilsammen et billede af en gruppe borgere med meget sammensatte problemer. Udover at nogle af borgerne oplever deres alkoholforbrug som problematisk, er der mange af borgerne, som har fysiske, psykiske, økonomiske og sociale problemer samt giver udtryk for, at de mangler meningsfulde aktiviteter i hverdagen. Hvis man sammenligner betydningen af forskellige typer af problemer, er andelen af borgere, der oplever, at fysiske problemer og psykiske problemer påvirker deres liv i høj eller nogen grad størst (henholdsvis 58 og 57 pct.), mens en lavere andel (24 pct.) oplever, at økonomiske problemer påvirker deres liv i høj eller nogen grad. Borgerne blev spurgt om, hvilken type problemer de havde mest brug for hjælp til, og den største andel (28 pct.) svarer psykiske problemer, men flere borgere anfører, at problemerne hænger sammen, og de har brug for en ’totalløsning’.

Nøglepersonerne i casekommunerne giver i interviewene udtryk for, at en af de centrale udfordringer i systemperspektiv i forhold til at give socialt udsatte borgere tilbud om alkoholbehandling er sammensatheden i deres problemer. Nøglepersonerne oplever, at problemer som dårligt fysisk helbred, psykisk sygdom, gæld, hjemløshed, verserende retssager og manglende socialt netværk vanskeliggør deres muligheder for at komme i gang med og blive fastholdt i alkoholbehandling. Vignetundersøgelsen viser i forlængelse heraf, at de fleste nøglepersoner vurderer, at alkoholbehandling er noget, der kan startes op, når andre akutte sociale og boligrelaterede problemer er håndteret.

I forhold til en vignet, der beskriver en hjemløs borger, der oplever sit store alkoholforbrug som skadeligt, men ikke ytrer behandlingsønske, refererer 9 ud 10 nøglepersoner til ’Housing First’-strategien, som handler om, at borgeren først og fremmest skal sikres en bolig. Én nøgleperson giver imidlertid udtryk for, at borgeren i denne kommune udover en boligorienteret indsats også ville få et tilbud målrettet alkohol, fordi han selv beskriver sit alkoholforbrug som skadeligt. Denne kommune skiller sig ud i undersøgelsen ved som den eneste kommune at have et decideret alkoholbehandlingstilbud, der er opsøgende og indrettet, så det kan rumme borgere, der har sammensatte problemer og ikke kan møde stabilt.

I socialt udsatte borgeres beskrivelser af mødet med systemet fremgår det, at netop deres sammensatte problemer kan medføre, at de oplever sig modtaget med et andet fokus, end det de ønsker. Der er fx borgere, der fortæller, at de ønsker alkoholbehandling, men systemet giver dem tilbud om stofmisbrugsbehandling. For at borgere skal opleve det behandlingstilbud, de får, som relevant er det afgørende, at det adresserer de forhold, som borgerne selv oplever som problematiske. Derudover fortæller borgere, at relationerne til dem, der skal hjælpe, samt praktiske forhold som åbningstider og tilgængelighed er afgørende for, om et tilbud opleves som relevant.

I spørgeskemaundersøgelsen giver lidt over halvdelen (53 pct.) af borgerne udtryk for, at de – samlet set – vurderer, at det er meget let eller forholdsvis let at få et tilbud om alkoholbehandling, hvis man ønsker det. Hver fjerde (24 pct.) oplever omvendt, at det er meget svært eller forholdsvis svært at få et alkoholbehandlingstilbud, hvis man ønsker det, og 15 pct. af de adspurgte borgere fortæller, at de har oplevet afslag på ansøgninger om alkoholbehandling.

KONKLUSION OG PERSPEKTIVERING
Et hovedresultat i undersøgelsen er, at størstedelen af de socialt udsatte borgere, som ønsker og får et tilbud om alkoholbehandling vurderer, at det har hjulpet dem. Hver femte socialt udsatte borger oplever imidlertid ikke samlet set at have fået den hjælp vedkommende har brug for i forhold til deres alkoholforbrug. Undersøgelsen viser endvidere, at godt hver fjerde oplever, at der mangler relevante alkoholbehandlingstilbud, som passer til deres ønsker og behov.

En anden vigtig observation er, at socialt udsatte borgere især beskriver opsøgende indsatser som betydningsfulde, men at der er stor forskel på, hvorvidt kommunerne råder over denne slags tilbud. Endelig peger mange socialt udsatte borgere på, at der mangler opfølgende indsatser, som kan være med til at støtte op om og fastholde positive forandringer efter et alkoholbehandlingsforløb.

I perspektiveringen af undersøgelsens resultater er det relevant at sammenligne med en undersøgelse, som for snart to årtier siden fandt, at socialt udsatte borgere havde meget svært ved at få relevante behandlingstilbud (Järvinen, 1998). Undersøgelsen fandt dengang, at velfærdssystemet prioriterer yngre og socialt integrerede borgere, mens systemet resignerer i forhold til socialt udsatte borgere, fordi det ikke opfattes som realistisk og meningsfuldt at tilbyde denne gruppe behandling (Järvinen, 2002).

Nogle resultater i denne undersøgelse er sammenfaldende med den tidligere undersøgelse. Antabusbehandling er fx fortsat den behandlingsform, som flest socialt udsatte borgere har erfaring med. Ligeledes er der også borgere, der beskriver, at de oplever, at alkoholbehandlingssteder passer bedre til mennesker med hus og familie end til folk fra gaden. Denne aktuelle undersøgelse anlægger ikke et sammenlignende perspektiv, og vi kan derfor ikke sige noget om behandlingssystemets prioriteringer i forhold til henholdsvis socialt udsatte og socialt integrerede borgere. Undersøgelsen viser imidlertid, at der er en betydelig andel af socialt udsatte borgere, der får alkoholbehandling og ikke mindst, at flertallet oplever, at det hjælper dem.

Et resultat som adskiller sig fra den tidligere undersøgelse er, at socialt udsatte borgere i stigende grad synes at have fået erfaringer med opsøgende indsatser. Som en del af den historiske baggrund for opsø-gende indsatser i Danmark kan man bl.a. se den betydningsfulde 1984-rapport fra Alkohol- og Narkotikarådets behandlingsudvalg, hvor rådet argumenterede for, at hjælpesystemet skal ”møde mennesket, hvor det er …” (Alkohol- og Narkotikarådet, 1984). Rådet foreslog en strukturændring i behandlingssystemet baseret på et grundlæggende princip om, at man forsøger at møde mennesket, dér hvor det aktuelt befinder sig og tilbyder en hjælp, der opleves som meningsfuld og relevant. En anden del af den historiske baggrund man kan pege på, er Socialministeriets vejledning omkring ”Den sociale indsats for de mest udsatte voksne” fra 1998, hvor de konkluderer, at kommunerne har en særlig forpligtelse til at udføre en opsøgende indsats overfor socialt udsatte borgere, der ikke kan formodes selv at henvende sig i den offentlige forvaltning. Gradvist siden 1990’erne er de opsøgende indsatser blevet en fast del af socialpolitikken, hvor der også er indført bostøtte og støttekontaktpersonordninger. Denne undersøgelse viser, at mange af de socialt udsatte borgere, som disse indsatser når, har glæde af dem.

Undersøgelsen understreger behovet for en individualiseret og differentieret tilgang til socialt udsatte borgere, som tager hensyn til, at ønsker og behov er forskellige blandt mennesker med svære og sammensatte problemer. Nogle socialt udsatte borgere ønsker og oplever sig hjulpet af døgnbehandling, andre ønsker og oplever sig hjulpet af ambulant behandling. Hvis faste behandlingsstrategier som Housing First eller trinbaserede tilgange medfører en manualiseret tilgang med faste svar på, hvad borgere skal have af tilbud og i hvilken rækkefølge, de skal have tilbuddene i, kan det betyde, at borgere ikke bliver mødt med det fokus, de selv ønsker. Manualer og ufleksible behandlingsstrategier risikerer på den måde at modarbejde en individualiseret og differentieret tilgang. Socialt udsatte borgere med sammensatte problemer har i særlig grad brug for at møde professionelle, der lytter til deres oplevelser og prioriteringer, og som arbejder i systemer, der er fleksible nok til at give de tilbud og kombinationer af tilbud, der er behov for i hver enkelt sag. Kort sagt har de socialt udsatte borgere brug for professionelle og for systemer, der kan og vil møde dem, der hvor de er.

Forfattere Ditte Andersen, SFI
Marie Benkert Holtet
Torben Gliese
Udgivelsesdato 02.02.2016
Udgiver SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd
Sprog Dansk
ISSN 1396-1810
ISBN 978-87-7119-354-1
E-ISBN 978-87-7119-355-8
Sidetal 176
Publikationsnr. 16:02
Kontaktperson

Ditte Andersen

Kontaktperson
DIREKTE 33 48 09 13 E-MAIL den@sfi.dk
Forskningsemne

Denne publikation hører under Udsatte grupper
emneord: Misbrugere, Udsatte grupper

Projekt

Denne publikation er en del af projektet "Alkoholbehandling til socialt udsatte"

Anden relevant SFI-forskning

Søg på sfi.dk