SFI og KORA er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Anbragte børn og unges trivsel 2014
Hent udgivelsen (1.505 KB) Bestil en trykt udgave (120 kr. inkl. moms)
Del
Rapport

Anbragte børn og unges trivsel 2014

Del
Hvordan har anbragte børn det egentlig? Denne undersøgelse er en temperaturmåling på trivslen hos de 11-17-årige børn og unge, der er anbragt i familiepleje, på en døgninstitution eller et socialpædagogisk opholdssted eller andetsteds, for eksempel på eget værelse eller en efterskole.
De anbragte børns besvarelser om, hvordan de har det med at bo på et anbringelsessted, efterlader helt overordnet det positive indtryk, at flertallet af børnene bliver støttet af de voksne på anbringelsesstedet, og at børnene gennemgående trives og har det godt der, hvor de bor.
Trods fraværet af familieressourcer føler de anbragte børn sig omtrent i lige så høj grad elsket af deres biologiske forældre som børn, der ikke er anbragt. Det er et meget positivt resultat.
Dette overordnede billede af, at de anbragte børn har det godt, dækker imidlertid over nogle betydelige variationer, når det kommer til, hvilken anbringelsesform børn er i. Børn og unge, der lever i familiepleje, er hyppigere mere glade for deres anbringelsessted end børn på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder. De familieplejeanbragte børn føler sig i højere grad støttet og holdt af, og de oplever hyppigere, at anbringelsesstedet er trygt, harmonisk og hjemligt.
Undersøgelsen er bestilt og finansieret af Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold.


Resumé:  Anbragte børn og unges trivsel 2014 


RESULTATER
Denne undersøgelse kortlægger hvordan anbragte 11-17-årige børn og unge trives i forhold til deres anbringelsessted, familie, skole, helbred, fritid og venskaber. Desuden har undersøgelsen sat fokus på børn og unges oplevelser af at blive medinddraget og, som et særligt tema, også på børn og unges erfaringer med kontinuitet og skift i anbringelsesforløbet. Disse temaer er belyst ud fra ca. 90 indikatorer.

Undersøgelsen omfatter både børn, der bor i plejefamilier, og børn, der er anbragt på institutioner. 60 pct. af de 11-17-årige, som har deltaget i undersøgelsen, bor i en plejefamilie, mens de fleste øvrige er institutionsanbragte på en døgninstitution eller et socialpædagogisk opholdssted. En mindre gruppe (9 pct.) er anbragt andetsteds, fx på eget værelse eller en efterskole. Børn i plejefamilier var hyppigere yngre – ofte i førskolealderen – da de blev anbragt første gang, og de har typisk været anbragt i den aktuelle plejefamilie gennem længere tid.

Når man vurderer trivselsniveauet blandt anbragte børn og unge, er det væsentligt at have in mente, at en del har et i forhold til børnebefolkningen generelt dårligere udgangspunkt for at trives. Blandt anbragte børn og unge finder vi således en betydelig højere forekomst af selvrapporterede handicap, langvarige sygdomme og mentale trivselsproblemer. Børn med sådanne vanskeligheder fordeler sig ikke ensartet blandt de forskellige anbringelsesformer. Hos de børn og unge, der er anbragt på døgninstitutioner eller socialpædagogiske opholdssteder, har anbringelsesårsagerne ofte en anden og mere alvorlig karakter, og problemtyngden er gennemgående tungere i forhold til dem, der bor i plejefamilier. Når de plejefamilieanbragte scorer mere positivt på en række af undersøgelsens trivselsmål, må det bl.a. ses i sammenhæng med, at de på nogle områder har færre udfordringer end børn og unge, der er institutionsanbragte.

Blandt undersøgelsens centrale resultater er:

  • Både registerbaserede data og børnenes egne udsagn afspejler, at der ofte er færre materielle og sociale ressourcer i anbragte børns oprindelige familier – og det er sikkert i mange tilfælde netop begrundelsen for, at de er blevet anbragt. Trods fraværet af familieressourcer føler de anbragte børn sig omtrent i lige så høj grad elsket af deres biologiske forældre som børn, der ikke er anbragte. Relationen til forældrene ser dog ud til at være svagere for de ældre 17-årige end for de yngre 11-årige børn.
  • De anbragte børns besvarelser om, hvordan de har det med at bo på et anbringelsessted, efterlader helt overordnet det indtryk, at flertallet af børnene bliver støttet af de voksne på anbringelsesstedet, og at børnene gennemgående trives og har det godt der, hvor de bor. Dette overordnende billede dækker imidlertid over nogle betydelige variationer, når det kommer til, hvilken anbringelsesform børn er i. Børn og unge, der lever i plejefamilier, er hyppigere mere glade for deres anbringelsessted end børn på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder. De familieplejeanbragte børn føler sig i højere grad støttet og holdt af, og de oplever hyppigere, at anbringelsesstedet er trygt, harmonisk og hjemligt. Ved en sammenstilling af, hvordan anbragte og ikke-anbragte børn oplever deres omsorgsmiljø, viser det sig, at anbragte børn – især de yngre – på en række områder ikke forekommer at være mere ugunstigt stillet end børn, der lever i almindelige familier. Det er et meget positivt resultat, at anbragte børn i næsten samme grad som børn i almindelige familier oplever, at der er voksne på det sted, hvor de bor, som holder af dem. 
  • Undersøgelsen viser, at anbragte børn er sårbare i forhold til deres relationer og netværk til jævnaldrende. 11- og 15-årige anbragte har sjældnere venner end ikke-anbragte jævnaldrende, og de rapporterer hyppigere om ensomhed og om at være udsat for mobning. Undersøgelsesresultaterne tyder på, at anbringelsesformen spiller en rolle i forhold til børns mulighed for at have samvær med venner. Børn, som er anbragt i en plejefamilie, er oftere end institutionsanbragte børn sammen med venner, og de føler sig sjældnere ensomme. Desuden betyder det noget, hvor lang tid barnet har været anbragt på det aktuelle anbringelsessted. Børn, som har været anbragte på stedet i under ét år, føler sig oftere ensomme og har færre venner end børn, der har været på stedet i længere tid. 
  • Som et særligt tema har undersøgelsen fokuseret på kontinuitet og skift i børns anbringelsesforløb. Vi har herunder set på, hvilke begrundelser børn og unge selv giver, hvis de fornylig er flyttet til et andet sted. Resultaterne viser, at halvdelen af de 11-17-årige har oplevet mindst et skift gennem deres samlede anbringelsesforløb. Børn, der på undersøgelsestidspunktet bor i en plejefamilie, har gennemgående haft mere stabile anbringelsesforhold end børn, der er anbragt på en institution. 20 pct. af undersøgelsens børn har haft erfaringer med at flytte inden for de sidste 2 år, og blandt dem oplyser halvdelen, at flytningen ikke var planlagt. Det indikerer, at et anbringelsesforløb er brudt sammen. De hyppigste grunde til, at anbragte børn flytter til et andet sted, beror efter børnenes egne besvarelser på et mismatch mellem barnet og anbringelsesstedet, på problemstillinger hos barnet selv eller på forhold i barnets familie. Er barnet flyttet pga. et mismatch eller pga. af egne problemer har der hyppigere være tale om et uplanlagt end om et planlagt skift. De fleste børn – næsten 8 ud af 10 – som for nylig har oplevet et skift i anbringelsen, oplyser, at deres liv er blevet lidt eller meget bedre, efter at de er flyttet. Det må siges at være et overordentligt positivt resultat, og det bidrager til at nuancere diskussionen om sammenbrud i anbringelser.


For yderligere og mere detaljeret sammenfatning af undersøgelsens resultater henviser vi til rapportens konkluderende og perspektiverende kapitel 11.

PERSPEKTIVER
Ud fra børnenes besvarelser ser det overordnet ud til, at anbringelsesstederne sikrer, at børns basale behov (i forhold til fx fysiske rammer, søvn, kost, helbredsforebyggelse, lektiehjælp) bliver varetaget forsvarligt, dvs. på et niveau, som stiller de anbragte børn omtrent lige så gunstigt som børn, der ikke er anbragte. På nogle områder synes institutionerne dog at halte bagud. Som nævnt oplever flertallet af børnene også at blive socialt støttet, og mange er glade for deres anbringelsessted, som de i vid udstrækning oplever som trygt, hjemligt og harmonisk. Billedet er dog mere positivt blandt familieplejeanbragte børn end blandt børn, der bor i et institutionelt miljø. På institutionerne er der ganske høje andele af børn og unge, som føler sig mindre trygge på deres anbringelsessted. Her ser vi en udfordring, som døgninstitutionerne kan arbejde videre med. Vi finder det også påfaldende, at institutionsanbragte børn og unge i noget mindre grad end børn i plejefamilier oplever at have personlig frihed.

Skønt der på nogle områder er paralleller mellem anbragte børns oplevelser af deres omsorgsmiljø på anbringelsesstederne og det hverdagsliv, ikke-anbragte børn har i deres familier, er der betydelige forskelle på andre områder. En væsentlig del af disse forskelle lader sig samle under begrebet orienteringen mod omverdenen. Problemstillingen gælder særligt, men ikke kun, de institutionsanbragte børn og unge.

Undersøgelsen efterlader for det første et samlet indtryk af, at ganske mange anbragte børn og unge befinder sig i et lukket univers på anbringelsesstedet uden udfoldede muligheder for at etablere omverdensrelationer til jævnaldrende, der lever et ’normalt’ liv. Den vurdering baserer vi dels på, at især institutionsanbragte børn og unge sjældnere deltager i organiserede fritidsaktiviteter, dels på anbragte børn og unges oplysninger om, at de sjældent er sammen med venner (uden for anbringelsesstedet) i fritiden.

For det andet peger undersøgelsen på, at anbragte børn og unge – og særligt de institutionsanbragte – er mindre gunstigt stillede end deres jævnaldrende i almindelighed, når det kommer til børn og unges dannelse eller omverdensforståelse. Denne konklusion drager vi ud fra anbragte børns besvarelser om adgang til at læse bøger, erfaringer med at følge med i nyhedsstrømmen og ikke mindst ud fra børns erfaringer med, om de har tilgængelige voksne, der kan overføre kulturel kapital til dem fx via samtaler om politiske eller kulturelle emner. Et øget fokus på dimensionen om dannelse kan ruste børnene og de unge i forhold til et fremtidigt uddannelsesforløb og i forhold til deltagelse i samfundslivet. Problemstillingen accentueres af, at ganske mange anbragte børn og unge rapporterer om vanskeligheder med skolegangen. Alt i alt peger undersøgelsens resultater således på, at selvom anbringelsesstederne på mange områder ser ud til at skabe gode rammer for børn og unges hverdagsliv i anbringelsesforløbet, så er der et forbedringspotentiale omkring omverdensorienteringen, særligt på institutionerne, når målet er at normalisere anbragte børns barn- og ungdom og støtte dem til en mindre problemfyldt overgang til voksenlivet.

OM UNDERSØGELSENS GRUNDLAG
Undersøgelsen er gennemført som en survey stillet til tilfældigt udvalgte grupper af børn og unge på 11, 13, 15 og 17 år, der i foråret 2014 var anbragt uden for hjemmet. Af stikprøvens 2.600 individer har 1.404 børn og unge deltaget i undersøgelsen på grundlag af face-to-face-interviews (11- og 13-årige) eller gennem et web-baseret skema (15- og 17-årige). Det svarer til, at 55 pct. af den samlede stikprøve og 64 pct. af den interviewbare stikprøve har deltaget i undersøgelsen.

Undersøgelsen er tilrettelagt som en panelundersøgelse. Det indebærer, at det er de samme respondenter, som medvirker i dataindsamlingerne fra gang til gang. Det er således intentionen, at undersøgelsen skal gentages hvert andet år, så man løbende kan følge udviklingen i anbragte børn og unges trivsel.

De allerfleste fremviste analyser i rapporten er baseret på aldersvægtede gennemsnit, som korrigerer for, at populationen af anbragte børn og unge består af flere 17-årige end 11-årige. Hvor det har været muligt, har vi sat de anbragte børn og unges besvarelser i perspektiv med resultater fra en trivselsundersøgelse udført blandt børn og unge, der ikke er anbragt. Desuden er registerbaserede data inddraget i analyserne. I undersøgelsen indgår også illustrerende citater fra samtaler med et mindre udvalg af børn og unge, som er anbragt på en døgninstitution. 

Forfattere Mai Heide Ottosen, SFI
Mette Lausten, SFI
Signe Frederiksen, SFI
Dines Andersen
Udgivelsesdato 29.01.2015
Udgiver SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd
Sprog Dansk
ISSN 1396-1810
ISBN 978-87-7119-276-6
E-ISBN 978-87-7119-277-3
Sidetal 118
Publikationsnr. 15:01
Kontaktperson

Mai Else Heide Ottosen

Kontaktperson
DIREKTE 33 48 08 88 E-MAIL mho@sfi.dk
Forskningsemne

Denne publikation hører under Børn, unge og familie
emneord: Børn og unge, Anbringelser, Foranstaltninger for børn og unge, Udsatte børn og unge

Anden relevant SFI-forskning

Søg på sfi.dk