SFI og KORA er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Anbragte børns sundhed og skolegang
Hent udgivelsen (984 KB)
Del
Rapport

Anbragte børns sundhed og skolegang

Udviklingen efter anbringelsesreformen

Del
Hvordan klarer anbragte børn sig i forhold til hjemmeboende børn? Det spørgsmål belyser denne rapport, som sætter fokus på anbragte børns sundhed, skolegang og trivsel.
Undersøgelsen tyder på, at den almene helbredstilstand hos anbragte børn er lige så god som hos andre børn. til gengæld har en uforholdsmæssig stor del af de anbragte børn en langvarig sygdom eller et handicap. Som helhed klarer de anbragte børn sig fagligt og socialt dårligere i skolen. De har sværere ved at finde venner og trives i det hele taget ikke lige så godt som deres jævnaldrende. Det er imidlertid især børn med diagnoser og adfærdsproblemer, som har svært ved at klare sig i skolesystemet, og som trives dårligt.
Rapporten bygger på data fra SFI’s Forløbsundersøgelse af anbragte børn og SFI’s Børneforløbsundersøgelse af børn født i 1995. Børnene, deres mødre, sagsbehandlere og anbringelsessteder er blevet interviewet i både 2003 og 2007. Rapporten redegør således for børnenes udvikling, fra de er 7 til 11 år.
Rapporten er den første af tre delundersøgelser, der følger anbringelsesreformen, som trådte i kraft i 2006.
Rapporterne er bestilt af velfærdsministeriet og udarbejdes af SFI.

RESUMÉ: ANBRAGTE BØRNS SUNDHED OG SKOLEGANG. UDVIKLINGEN EFTER ANBRINGELSESREFORMEN.


UNDERSØGELSENS FORMÅL
I kølvandet på anbringelsesformen, der trådte i kraft i 2006, belyser denne rapport anbragte børns skole- og helbredsforhold. To områder, som anbringelsesreformen prioriterede, at der skulle sættes mere fokus på. Vi sammenligner i denne rapport anbragte børn med jævnaldrende ikkeanbragte børn på skole- og helbredsområdet og belyser, om skolegang og sundhed er integreret i socialforvaltningens tænkning om beskyttelses- og risikofaktorer i børns liv.

ANBRAGTE BØRN HAR HYPPIGERE DIAGNOSER
Adskiller anbragte børns helbredstilstand, trivsel og skoleforhold sig fra jævnaldrende, der ikke er anbragt uden for hjemmet? Undersøgelsen fandt ingen væsentlige forskelle mellem de to undersøgelsespopulationer i forhold til den almene helbredstilstand. Anbragte børn synes ikke hyppigere end andre børn at være overvægtige eller skrante helbredsmæssigt: Forekomster af sygdomsperioder og symptomer på fx hoste, hoved- og mavepine er således omtrent de samme. Vi undersøgte også, om anbragte børn adskilte sig fra en sammenligningsgruppe af ikke-anbragte udsatte børn på samme alderstrin, dvs. børn der havde modtaget en eller anden form for social foranstaltning. Vi fandt, at den almene helbredstilstand var dårligere blandt udsatte børn end blandt jævnaldrende, der var anbragt. Betragter vi udsatte børns situation som et muligt forstadie til et senere anbringelsesforløb, ser det med andre ord ud til, at en anbringelse uden for hjemmet kan bidrage positivt til at forbedre børns almene helbredstilstand

Anbragte børn har til gengæld i langt videre udstrækning end børn i almindelighed fået stillet en diagnose, dvs. har et handicap eller en langvarig sygdom. Analyserne viste videre, at andelene af børn med sammensatte diagnoser (multihandicap) var større blandt de anbragte børn, og desuden led de betydeligt hyppigere af børnepsykiatriske sygdomme, DAMP/ADHD og især udviklingshæmning. 4 ud af 5 anbragte børn med handicap havde en af disse tre diagnoser. Vi sammenlignede også trivslen i de to undersøgelsesgrupper. På baggrund af informationer fra børnenes daglige omsorgspersoner fandt vi, at anbragte børn i markant større udstrækning end deres ikke-anbragte jævnaldrende faldt uden for det normale trivselsområde. Informationer fra de anbragte børn selv tegnede dog et mere optimistisk billede af deres trivsel.

ANBRAGTE BØRN HALTER BAGUD I SKOLEN
I forhold til skolegangen viste analysen, at en ret stor andel af anbragte børn udelukkende modtager specialundervisning enten i ’normalsystemet’, på specialskoler eller interne skoler på anbringelsesstedet. Hvert tredje anbragte barn modtog ikke-klassetrinsopdelt undervisning, og blandt de resterende børn befandt en betragtelig andel sig på et lavere klassetrin, end deres alder egentlig berettiger til. Sammenlignet med børn i almindelighed haltede flere anbragte børn bagud fagligt, og de havde også dobbelt så hyppigt trivselsmæssige problemer i skolen.

På de allerfleste mål om helbreds- og skoleforhold, som indgik i analysen, var den gennemgående tendens, at de udsatte børn, som ikke var anbragt, i højere grad end børn i almindelighed, lignede de anbragte børn, skønt situationen var knap så slem for denne sammenligningsgruppe.

VARIATIONER BLANDT ANBRAGTE BØRN
For at finde en målestok for de anbragte børns forudsætninger og behov for særlig støtte eller indsatser, opdelte vi børnene i fire grupperinger. Kategoriseringen tog dels afsæt i, om barnet havde en diagnose, dels i de anbringelsesårsager, som anbringelsesstederne havde givet oplysninger om. Vi antog, at jo flere problemområder, som barnet ud fra disse indikatorer var omfattet af, desto vanskeligere ville det være stillet helbredsmæssigt, trivselsmæssigt og i forhold til at klare sig i skolen.

Vi testede derpå vores antagelse i datamaterialet. Resultaterne viste, at der var en betydelig differentiering blandt de anbragte børn, undtagen i forhold til den almene helbredstilstand (sygdomsperioder, hoste og mavepine).

Gruppe 1-børnene var efter undersøgelsens definitioner de mest problembelastede, fordi de ud over sociale problemer, der knyttede sig til såvel dem selv som til forældrene, tillige havde et handicap. Gruppe 1 tegnede sig for størstedelen af medicinforbruget blandt de anbragte børn, og to tredjedele faldt uden for normalområdet rent trivselsmæssigt. Flertallet (to tredjedele) modtog specialundervisning og havde vanskeligt ved at klare sig fagligt i skolen på det alderssvarende trin. Desuden var mange socialt isolerede fra deres jævnaldrende.

Blandt gruppe 2-børnene med udtalte adfærdsproblemer, faldt en lidt mindre andel uden for normalområdet mht. trivsel. Mange af børnene havde svært ved at klare sig i skolen og omkring halvdelen modtog specialundervisning. Også i denne gruppering forekom mange børn at være socialt isolerede fra deres kammerater. At disse børn har alvorlige problemer, er måske ikke så overraskende, fordi gruppen netop er karakteriseret ved at have de mest komplekse problemstillinger, dvs. flest forskellige anbringelsesårsager.

Den 3. gruppe børn var ikke anbragt på grund af egentlige handicap eller adfærdsproblemer, men ’kun’ fordi de havde været udsat for vanrøgt og/eller overgreb. I 2 ud af 3 tilfælde optrådte der tillige forældrerelaterede problemer. Som helhed trivedes disse børn noget bedre, skønt det fortsat var en ganske stor gruppe, der faldt uden for det normale område (44 pct.). Flertallet af børnene var i det almindelige skolesystem og så ud til at klare sig igennem rent fagligt. Disse børn så ud til at have velfungerende relationer til kammerater. Alligevel var der i denne gruppe også tegn på, at nogle børn havde brug for særlig støtte og bistand, idet især andelene med emotionelle problemer og med koncentrationsvanskeligheder i skolen var ganske høj.

Gruppe 4-børnene, som ’kun’ var anbragt på grund af forældrerelaterede problemer, klarede sig relativt godt. Flertallet faldt inden for det trivselsmæssige normalområde; stort set alle gik i det normale undervisningssystem. Helhedsindtrykket var, at de klarede sig fagligt rimeligt godt i skolen, lige som relationerne til kammerater var velfungerende. Når det er påpeget, skal vi dog også understrege, at der er tale om en relativ betragtning. Når vi perspektiverende sammenligner med ‘almindelige’ ikke-anbragte børn, var selv de bedst stillede anbragte børn i gruppe 4 betydeligt dårligere fungerende i forhold til trivsel, i forhold til forskellige problemer omkring deres skolegang og konflikter med lærere og kammerater.

Undersøgelsesfundene dannede alt i alt grundlag for at antage, at det især ville være børn i gruppe 1 og 2, som var genstand for indsatser eller særlig støtte, og sjældnere børn i gruppe 4.

ANBRINGELSESSTEDERNE OG SAGSBEHANDLERNE VURDERER IKKE ALTID BØRNENES PROBLEMER ENS
Hvilke handleplaner, målsætninger og konkrete indsatser bliver udformet eller iværksat for anbragte børn i forhold til deres helbred, sundhed og skolegang? Det spørgsmål blev belyst ved at analysere besvarelser fra anbringelsesstederne og de anbragte børns sagsbehandlere.

Vi interesserede os for, om anbringelsessteder og sagsbehandlere havde en ensartet problemopfattelse af børnene. Dette mener vi på baggrund af gennemgangen, at vi overordnet må svare bekræftende på, men samtidigt var der i undersøgelsesmaterialet en entydig tendens til, at anbringelsesstederne vurderede børnenes problemer som mere alvorlige end sagsbehandlerne, og at de også havde et mere differentieret syn på børnenes kompetencer og vanskeligheder. Enigheden kunne med andre ord være større.

HANDLEPLANER ER ENDNU IKKE IMPLEMENTRET I FULD UDSTRÆKNING
Næsten alle sagsbehandlere angav, at der fandtes en handleplan for barnet, mens kun fire ud af fem anbringelsessteder oplyste det samme. Skønt anbringelsesreformen lægger op til, at helbredsforhold og skolegang skal indgå som fokuspunkter i alle anbragte børns handleplaner, fandt vi, at reformen ikke var implementeret i fuld udstrækning for de børn, der deltog i denne undersøgelse. Ifølge anbringelsesstederne indgik sygdom og helbred i handleplanen for to tredjedele af de anbragte børn (som havde en handleplan), og hyppigere blandt børn med handicap, sygdomme og adfærdsvanskeligheder end blandt andre børn.

En tilsvarende andel (ca. to tredjedele) havde skolegang som fokuspunkt i handleplanen. Derom var sagsbehandlere og anbringelsessteder enige, men de er ikke helt enige om, i hvilke børns handleplaner der var dette fokus. Ifølge anbringelsesstederne var det som ovenfor især blandt børn med handicap, langvarige sygdomme og adfærdsproblemer, at skolegangen var nævnt. Ifølge sagsbehandlerne var opmærksomheden og målsætningerne mere spredt. 

At disse fokuspunkter ikke indgår i alle anbragte børns handleplaner, kan hænge sammen med, at dataindsamlingen blev gennemført kort tid efter, at anbringelsesreformen var vedtaget.

Der blev igangsat helbredsmæssige foranstaltninger for godt en fjerdedel af børnene ifølge sagsbehandlerne og for en lidt større andel ifølge anbringelsesstederne. Den hyppigste foranstaltning var, at barnet blev sendt til psykologundersøgelse, men det førte ikke altid til et behandlingsforløb. Anbringelsesstederne (69 pct.) mente også betydeligt hyppigere end sagsbehandlerne (48 pct.), at der var iværksat indsatser for at afhjælpe børnenes skoleproblemer.

Undersøgelsen kan ikke bedømme, om de foranstaltninger, børn modtager, er tilstrækkelige, endsige om de hjælper. Men vi antog, at de fire grupper af børn, som vi konstruerede, måtte have varierende behov for bistand, fordi deres forudsætninger i forhold til sundhed og skolegang var forskellige. Vi fandt, at opdelingen af børnene i de fire grupperinger fungerede som et udmærket analytisk instrument: Anbringelsesstedernes besvarelser bekræftede os i, at de børn, der efter undersøgelsens grove definitioner var mest behovskrævende, også hyppigere end andre børn fik indsatser. Samme tydelige sammenhæng fandt vi imidlertid ikke i de data, som hidrørte fra sagsbehandlernes besvarelser. Her fordelte besvarelserne sig mere jævnt og nogle steder påfaldende jævnt. Uoverensstemmelserne mellem anbringelsessteders og sagsbehandleres besvarelser kan muligvis give anledning til flere fortolkningsmuligheder. For os gav observationerne anledning til at rejse spørgsmålene, om sagsbehandlerne har et tilstrækkeligt indgående kendskab til barnets situation, og om der er den fornødne dialog mellem anbringelsessteder og sagsbehandlere og for den sags skyld også andre hjælpeinstanser (fx skole og PPR) omkring disse børn, hvoraf mange så tydeligt er problembelastede.

SPOR AF ANBRINGELSESREFORMEN?
Anbringelsesreformen havde kun været i kraft et år, da denne undersøgelse fandt sted. Vi ønskede at perspektivere resultaterne om indsatser i forhold til anbragte 11-årige børn ved for det første at inddrage undersøgelsesfund fra dengang, børnene var 7 år. Det gjorde vi bl.a. ved at undersøge, om der kunne spores effekter af anbringelsesreformen i forhold til de nyligt anbragte børn. Og for det andet sammenstillede vi de indsatser, som anbragte børn fik, med de tilbud, som ikke-anbragte jævnaldrende børn med tilsvarende problemer får. På grund af datamaterialernes beskaffenhed – nogle talstørrelser var meget små – må netop disse fund anskues som tendenser snarere end som håndfaste resultater.

I forhold til det første undersøgelsesspørgsmål, om anbringelsesreformen har sat sig spor, observerede vi en tendens til, at de nyligt anbragte børn hyppigere end tidligere anbragte havde fået anbringelsesreformens målsætninger implementeret i deres handleplaner.

Med hensyn til det andet undersøgelsesspørgsmål, om anbragte børn modtager flere eller færre indsatser end ikke-anbragte børn med tilsvarende problemer, ser det ved første øjekast ud til, at der iværksættes flere foranstaltninger i forhold til anbragte børn, når der er problemer i skolen. Forskellene skal imidlertid nok forklares med, at ‘et problem’ kan dække over mange sværhedsgrader. Antagelsen om, at anbragte børns skoleproblemer ofte er dybere og derfor også kalder på mere støtte, blev understøttet, når vi opdelte børnene i de fire grupper, som vi har opereret med gennem undersøgelsen: De to ‘problemtunge’ grupperinger modtog betydeligt hyppigere end ikke-anbragte børn indsatser, mens de to mindst problemtunge grupper sjældnere fik hjælp til deres skoleproblemer. Vi undersøgte i forlængelse heraf også, om anbragte og ikkeanbragte børn med identiske diagnoser modtog foranstaltninger i samme udstrækning. Det må vi overordnet konkludere, at de gør.

DATAGRUNDLAG
Undersøgelsens primære datagrund er SFI’s Forløbsundersøgelse af anbragte børn, som er en totalundersøgelse af alle børn, født i 1995, der er eller har været anbragt uden for hjemmet. Anden dataindsamling blev gennemført i 2007, hvor børnene var 11 år gamle. Anbringelsesstederne, børnenes sagsbehandlere og børnene selv blev spurgt. Vi sammenholder data i undersøgelsen med andre datakilder: For det første med data fra Forløbsundersøgelsens første dataindsamling i 2003, hvor børnene var 7 år gamle. For det andet har vi inddraget sammenlignende data om børn i samme aldersgruppe, der ikke er anbragt uden for hjemme. Disse data stammer fra SFI’s Børneforløbsundersøgelse, der omfatter knap 5.000 børn, som også blev født i 1995. 

Forfattere Mai Heide Ottosen, SFI
Pernille Skovbo Christensen
Udgivelsesdato 01.09.2008
Udgiver SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd
Sprog Dansk
ISSN 1396-1810
ISBN 978-87-7487-907-7
Sidetal 129
Publikationsnr. 08:21
Forskningsemne

Denne publikation hører under Børn, unge og familie
emneord: Anbringelser

Søg på sfi.dk