SFI og KORA er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Anbragte børns undervisning: Sammenfatning af tre delrapporter
Hent udgivelsen (807 KB)
Del
Rapport

Anbragte børns undervisning: Sammenfatning af tre delrapporter

A summary of three sub-reports

Del
Børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, klarer sig ofte dårligt i skolen. Det er især på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder, at børnene halter bagefter, og der er derfor behov for et øget fokuspå skolegangen på disse institutioner.
SFI har gennemført et forskningsprojekt, der – via datastudier og kvalitative interview med ledere, pædagoger og lærere på otte institutioner samt tilknyttede medarbejdere fra den kommunale PPR – undersøger, hvilke forhold der har betydning for anbragte børns skolegang.
Denne rapport sammenfatter resultater og konklusioner fra de i alt tre delprojekter. Delrapport 1 indeholder kvantitative analyser af eksisterende data om anbragte børn og unge. Delrapport 2 fokuserer på vægtningen af skolegangen i visitationsprocessen inden en anbringelse. Og delrapport 3 fokuserer dels på samarbejdet mellem de professionelle faggrupper, der er involveret i de anbragte børns og unges dagligdag, dels på forvaltningen af det lovpligtige tilsyn med de anbragte børns skolegang.

RESUMÉ: ANBRAGTE BØRNS UNDERVISNING. SAMMENFATNING AF TRE DELRAPPORTER


SAMARBEJDE MELLEM FAGGRUPPER
Cirka 14.000 børn og unge er anbragt uden for hjemmet. Heraf er de 9.000 i alderen 7-16 år (skolealderen). Hovedparten får deres undervisning på en almindelig folkeskole eventuelt med støttende specialundervisning. Men der er også en mindre del (ca. 500 børn og unge), som undervises på en intern specialskole på den døgninstitution eller det socialpædagogiske opholdssted, hvor barnet/den unge bor.

Rapporten sammenfatter resultaterne fra tre delrapporter, der dels har belyst forskellige faggruppers samarbejde omkring visitationen af børn og unge til en anbringelse uden for hjemmet, dels har belyst samarbejdet omkring undervisningen af børn og unge, der er anbragt på en døgninstitution eller et socialpædagogisk opholdssted.

ANBRAGT I 2006
I løbet af 2006 blev ca. 3.200 børn og unge i alderen 0-17 år anbragt uden for hjemmet (se Andersen, 2008). 45 pct. af disse tilhørte de tre ældste årgange (15-17 år). Godt halvdelen af alle de børn og unge, som anbringes i løbet af året, bliver placeret på en døgninstitution eller et socialpædagogisk opholdssted. En fjerdedel kommer i familiepleje, og resten sendes ud at bo på eget værelse eller kommer på en kost- eller efterskole.

Forud for anbringelsen har mange af de 7-16-årige haft en problematisk skolegang med ringe indlæring og flere skoleskift end normalt. Der kan også have været perioder helt uden undervisning. Således mangler Ankestyrelsen oplysninger om, hvor 10-15 pct. af de anbragte børn og unge i 2006 blev undervist.

Den hyppigste årsag til, at et barn bliver anbragt uden for hjemmet, er generelle adfærds- og tilpasningsproblemer, hvilket nævnes i godt og vel hver anden anbringelsessag. Desuden anføres det om godt og vel en tredjedel, at de har skoleproblemer og problemer i fritid og venskaber, eller sagt med andre ord: at de er kommet i dårligt selskab. Ser vi på forhold, der peger tilbage på forældrene, er den hyppigst nævnte enkeltårsag voldsom disharmoni i hjemmet. En del af disse børn og unge har været udsat for regulær vold.

ANBRAGTE 11-ÅRIGE
SFI’s Forløbsundersøgelse af 11-årige, der er anbragt uden for hjemmet, og som typisk har været det i en årrække, består af børn, der hovedsageligt (70 pct.) bor i en familiepleje. Det er en meget blandet gruppe børn: I den ene ende af spektret har vi de forholdsvis ‘almindelige’ børn, hvor anbringelsen ikke skyldes egne forhold, men forældrenes manglende evne til at give dem en tryg opvækst. De har været anbragt i ganske mange år – typisk i en plejefamilie; de har ingen diagnose på en alvorlig sygdom eller et alvorligt handicap og på SDQ-skalaen (som er en standardiseret skala til måling af psykiske og adfærdsmæssige problemer) falder de inden for normalområdet. Der er derfor som udgangspunkt grund til at tro, at disse børn har potentiale til at klare sig på nogenlunde lige fod med andre børn, som bor hos deres egen familie. Denne gruppe af forholdsvis ‘almindelige’ børn udgør en fjerdedel af samtlige børn i undersøgelsen. I den anden ende af spektret er en halvt så stor gruppe, som bærer på de modsatte karakteristika: de har en eller flere diagnoser på alvorlig sygdom/handicap; de har problemer, som placerer dem uden for normalområdet på SDQ-skalaen; deres anbringelse er ikke blot begrundet i forældrenes problemer, men skyldes også barnets egne vanskeligheder. Mange af disse børn vil bo på en institution, fordi en almindelig familiepleje ikke magter dem. Mellem disse yderpunkter har vi forskellige blandingsformer, som tilsammen dækker mere end halvdelen af børnene.

KLARHED OM, HVEM DER GØR HVAD
Til undersøgelsen var valgt fire kommuner (to større og to mindre) med forskellige måder at organisere arbejdet med visitering til anbringelse på. Formålet med projektet var at undersøge, om de involverede fagfolk formåede at fastholde et klart fokus på skolegang i visitationsprocessen, samtidig med at der også var fokus på anbringelsesstedets behandlingsmæssige kvalifikationer.

Projektet tyder på, at det ikke har større betydning, om beslutningskompetencen i anbringelsessager ligger i sagsbehandlergruppen eller er udskilt til udvalgs- eller ledelsesniveau. I det daglige arbejde er sagsbehandlerne nemlig i høj grad styret af centralt formulerede regler og lovkrav. Større betydning har det til gengæld, om der eksisterer klare aftaler om, hvem der gør hvad og hvornår. Klarhed om faglige grænser og ansvarsområder mellem faggrupperne (socialrådgivere og psykologer i PPR) styrker mulighederne for at holde fokus på skolegang i visitationen.

SOCIALE OG BEHANDLINGSMÆSSIGE BEHOV VIGTIGST
Når tingene ikke vil gå op i en højere enhed, og det synes nødvendigt at vælge mellem hensynet til at skaffe et godt anbringelsessted (der matcher barnets sociale og behandlingsmæssige behov) og et godt undervisningstilbud, prioriterer sagsbehandlerne det pædagogiske perspektiv og lader behandling komme før undervisning. Derved støtter de den grundholdning, som mange pædagoger ansat på anbringelsessteder har: at barnets eller den unges sociale og psykiske vanskeligheder må håndteres, før det kan nytte noget at tilbyde undervisning i større omfang.

Gennem samtalerne med sagsbehandlere og PPR-psykologer i de fire kommuner fremstår nogle forhold, som udgør en barriere for øget samarbejde mellem de to professioner. Navnlig sagsbehandlere, som hele tiden arbejder med anbringelsessager, oplever et behov for en tættere fysisk kontakt med deres samarbejdsparter i PPR, således at de ad mere uformel vej hurtigt kan få svar på spørgsmål, der på grund af tidsfrister mv. skal afklares hurtigt. Desuden anerkender medarbejderne, at deres ledere er opmærksomme på vigtigheden af skoledelen i en anbringelsessag, men de efterlyser konkrete krav og anvisninger, samt at der afsættes ressourcer til formålet.

EN RUMMELIG FOLKESKOLE
Sagsbehandlernes generelle billede af anbragte børn og unge er nogenlunde enslydende, selv om de er meget bevidste om, at det enkelte barn har sin helt egen historie at berette. Den generelle karakteristik af børn i skolealderen rummer blandt andet ringe skolekundskaber og mangelfuld undervisning i en længere periode op til anbringelsen, hvilket sætter spørgsmålstegn ved folkeskolens evne og vilje til at rumme disse børn. Opfattelsen (som vi ikke har haft mulighed for at søge af- eller bekræftet af repræsentanter for folkeskolen selv) er, at folkeskolen over en årrække er blevet mindre rummelig i forhold til elever med problemer. Selv om opfattelsen måtte vise sig at være forkert, er den en del af baggrunden for de overvejelser, sagsbehandlere gør sig med hensyn til, hvilket skoletilbud børn, der skal anbringes uden for hjemmet, skal have. Jo mindre rummelig folkeskolen menes at være, jo mere tilbøjelig vil sagsbehandlerne være til at se bort fra (fortsat) undervisning i folkeskolen, når barnet visiteres. Der ligger derfor en udfordring i at udvikle en større rummelighed i folkeskolen og demonstrere denne for omverdenen, så myterne kan blive aflivet.

FAGLIGE IDENTITETER
I visitationsfasen samarbejder de sociale sagsbehandlere (som typisk er socialrådgivere) med PPR-psykologer. Parternes faglige selvopfattelse og deres billede af det andet fag har betydning for deres samarbejde.

Socialrådgiveren, der er med hele vejen og har ansvaret for sagsbehandlingen, ser sig selv som koordinator og myndighedsperson. Undervejs oparbejder socialrådgiverne et godt kendskab til barnet og dets familie, de lægger vægt på at se barnet i en helhed, og det anses ikke for problematisk at øse af egen livserfaring. Opstår der problemer med at finde den rette kombination af anbringelsessted og skoletilbud, er socialrådgiverne tilbøjelige til at skyde behovet for et egnet botilbud i forgrunden og lade undervisningen få lavere prioritet. Denne anskuelse genfindes i øvrigt ofte blandt pædagoger på institutioner og opholdssteder.

PPR-psykologerne er gennem deres tilknytning til folkeskolen mere rettet mod normalsystemet, hvor de som specialister yder rådgivning og vejledning. De er ikke igennem længere tid i tæt kontakt med barnet og dets familie og ser derfor ikke barnet i forhold til dets sociale problemer i familien. De ser primært barnet i skolen. Og det anses for decideret upassende at inddrage egen livserfaring i arbejdet. Psykologerne ser undervisningen som en del af behandlingen og har derfor ikke forståelse for, at valg af anbringelsessted skal prioriteres frem for valg af undervisningstilbud.

Den officielle målsætning om, at de undervisningsmæssige behov skal tillægges større vægt i visitationen, er således mere i pagt med PPR’s syn end med socialrådgivernes.

De dårligst stillede børn og unge, som ikke (længere) kan rummes i normalsystemet (folkeskolen), og som i stedet undervises i specialsystemet på interne skoler, menes at kunne få en bedre skolegang, hvis der er større opmærksomhed på deres undervisning i den periode, de er anbragt uden for hjemmet. Det drejer sig blandt andet om at forbedre samarbejdet mellem pædagogerne på anbringelsesstedet og lærerne på de interne skoler samt mellem skolen og det kommunale tilsyn med undervisningen.

TO PERSPEKTIVER – BESKYTTELSE ELLER LIVSMESTRING
Undersøgelsen viser, at der er forskel på, hvordan ledere, pædagoger og lærere ser på børnene og de unge, samt på deres skolegang. Nogle steder dominerer et omverdensinkluderende perspektiv med fokus på ressourcer og kompetencer, andre steder dominerer et mere individualiserende perspektiv, hvor indsatsen er mere lukket om sig selv.

Det er ikke omfanget eller tyngden af børnenes problemer, som afgør om anbringelsesstederne eller de interne skoler er omverdensinkluderende eller mere lukkede.

De to socialpædagogiske perspektiver illustreres af eksempler fra børnenes skolegang. Et anbringelsessted med et individualiserende perspektiv hjælper hver morgen børnene i gang med dagen, vækker dem og følger dem i skole, hvor lærerne står klar til at modtage dem. Skolen har en fast struktur, og når børnene kommer ind i klassen, ved de nøjagtigt, hvor de skal sidde, og hvad der skal ske. De bliver beskyttet mod deres egen uro, usikkerhed og angst, men lærer tilsyneladende ikke meget om at begå sig i omverdenen. Forudsigelighed og en fast rytme skaber sikkerhed hos børnene.

Et andet anbringelsessted med unge i teenagealderen har valgt en strategi, hvor man i stedet for at beskytte de unge gennem et planlagt hverdagsliv stiller krav til dem, ud fra en tanke om at de skal lære at mestre forståelige og meningsfulde krav om fx at kunne stå op om morgenen og komme af sted til skole eller arbejde. Herved kan de unge komme til at opleve kontrol over egne handlinger og opnå social anerkendelse.

FORSKELLIGE SLAGS TILSYN
Tilsynet med undervisningen på de interne skoler, som medvirker i denne undersøgelse, er lagt i hænderne på en skoleleder fra en lokal skole eller integreret i det almene samarbejde med PPR. Undervisningsministeriets manual for tilsyn beskriver dets forskellige aspekter (kontrol, kvalitetssikring, metodeudvikling og samarbejde). Men nogle af skolerne kender ikke manualen, og der er på disse skoler nogen uklarhed om formålet med tilsynet. Der er således stor forskel på, hvordan det er organiseret og udmøntes i praksis. Et sted praktiseres et rent administrativt tilsyn, der ikke føres ved besøg, men alene via kendskab til stedets budget, læseplaner og andet materiale, som fremsendes til myndighederne. En anden model, det rutiniserede tilsyn, udføres ved nogle få besøg, primært med vægt på kontrolaspektet og uden samarbejde med det lokale skolesystem. Lærerne oplever ikke at få noget fagligt udbytte af denne form for tilsyn. Endelig har vi oplevet et radikalt tilsyn og samarbejde, hvor der er en løbende kontakt, og samarbejdet har elementer af såvel kontrol som kvalitetssikring. Det foregår i tæt samarbejde med det lokale skolesystem.

Et frugtbart tilsyn hviler ifølge undersøgelsen blandt andet på en god balance mellem kontrol og udviklingselementer i tilsynet. Kontrol og vejledning skal sikre, at de anbragte børn og unge får en undervisning, der lever op til de lovbestemte krav, men det tager tid at opbygge samarbejdsrelationer og implementere nye tiltag, ligesom det skal sikres, at underviserne har adgang til de nødvendige ressourcer til at løfte opgaven. 

Traditionelt er udfordringen i forhold til undervisning på de interne skoler at sikre, at niveauet på disse skoler står mål med undervisningen i folkeskolen. Men der ligger også en modsatrettet udfordring i at bringe anbringelsesstedernes erfaring og viden i at undervise børn med svære sociale belastninger ind i folkeskolen, således at undervisningen her kan udvikles og øge normalsystemets rummelighed.

Endelig er der en udfordring i at sikre lærerne på de interne skoler en faglig og kollegial sparring og støtte, samt sikre undervisningens kvalitet i fag (fx idræt og fysik), der kræver særlige materialer og lokaler, og sidst men ikke mindst at sikre, at eleverne til enhver tid har mulighed for ad fleksible og lempelige veje at få en plads i normalsystemet i de tilfælde, hvor det kan lade sig gøre. 

Forfattere Dines Andersen
Marie Dam Mortensøn
Maja Neerbek
Udgivelsesdato 04.11.2008
Udgiver SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd
Sprog Dansk
ISSN 1396-1810
ISBN 978-87-7487-914-5
Sidetal 77
Publikationsnr. 08:26
Forskningsemne

Denne publikation hører under Børn, unge og familie, Skole og uddannelse
emneord: Anbringelser, Skolegang

Anden relevant SFI-forskning

Relaterede arrangementer
Tidligere

Søg på sfi.dk