SFI og KORA er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Anbragte unges overgang til voksenlivet
Hent udgivelsen (1.224 KB) Bestil en trykt udgave (160 kr. inkl. moms)
Del
Rapport

Anbragte unges overgang til voksenlivet

Evaluering af fire efterværnsinitiativer under efterværnspakken

Del
Denne rapport er en evaluering af fire efterværnsinitiativer under Efterværnspakken, som er igangsat af Socialstyrelsen i forbindelse med satspuljeaftalen for 2011-2014.
Det overordnede formål med evalueringen er at undersøge, om de fire efterværnsinitiativer er med til at støtte tidligere anbragte unge mellem 18 og 22 år i deres overgang til voksenlivet. De fire initiativer er:
’Vejen til uddannelse og beskæftigelse’, som er en kommunal samarbejdsmodel, der lægger op til en ny tværfaglig organisering af det professionelle samarbejde.
’Systematisk tilbud om støtte fra de frivillige organisationer til tidligere anbragte’, hvor frivillige organisationer samarbejder med kommuner om, at tidligere anbragte unge får støtte.
’Forsøg med værts- og kontaktfamilier’, som giver tidligere anbragte unge mulighed for enten at bo i en værtsfamilie eller få tilknyttet en kontaktfamilie, der kan yde støtte i overgangen fra anbringelse til selvstændig bolig.
’Forsøg med socialt iværksætteri’, hvor opholdssteder samarbejder med lokale virksomheder om at skabe praktikpladser til anbragte unge.

Sammenfatning: Anbragte unges overgang til voksenlivet

Denne rapport er en evaluering af fire efterværnsinitiativer under Efter-værnspakken, som er igangsat af Socialstyrelsen i forbindelse med sats-puljeaftalen for 2011-2014. Det drejer sig om fire efterværnsinitiativer, der alle har til formål at forbedre anbragte unges overgang til et selvstændigt voksenliv:

  • Vejen til uddannelse og beskæftigelse
  • Støtte fra frivillige organisationer
  • Værts- og kontaktfamilier
  • Socialt iværksætteri.

Forskning viser, at hovedparten af tidligere anbragte unge oplever en række vanskeligheder og udfordringer i årene efter anbringelse uden for hjemmet. Udfordringerne gælder særligt i forhold til at komme i uddannelse eller varetage et arbejde, at have styr på økonomiske forhold og at opnå en stabil boligsituation. De unge har ofte oplevet komplicerede opvækstvilkår og kan i deres ungdomsår have dårligt psykisk helbred, misbrug eller være indblandet i kriminalitet (se fx Egelund m.fl., 2008; Olsen, Egelund & Lausten, 2011; Mølholt m.fl., 2012).

For at skabe en bedre overgang fra anbringelse til selvstændigt voksenliv blev der i 2001 mulighed for at iværksætte støtteforanstaltninger i form af efterværn til tidligere anbragte unge i alderen 18 til 22 år. Støtten består oftest af forlængelse af døgnophold eller tildeling/opretholdelse af fast kontaktperson. Med Barnets Reform i 2011 blev efterværnsparagraffen præciseret, og der blev mulighed for at tilbyde ’andre former for støtte’ for at åbne op for en bredere palet af nye former for efterværn, hvilket de fire efterværnsinitiativer er eksempler på.

Det overordnede formål med evalueringen er at undersøge, om de fire efterværnsinitiativer er med til at forbedre tidligere anbragte unges overgang til voksenlivet. Herunder om de tidligere anbragte unge får den relevante og nødvendige støtte i forhold til uddannelse og beskæftigelse og dermed kommer nærmere en øget selvstændighed.

VEJEN TIL UDDANNELSE OG BESKÆFTIGELSE
Efterværnsinitiativet ’Vejen til uddannelse og beskæftigelse’ består af en kommunal samarbejdsmodel, der lægger op til en ny tværfaglig organisering af det professionelle samarbejde, med henblik på at støtte de unge på vej mod uddannelse og beskæftigelse. Samarbejdsmodellen indeholder et tværfagligt team, bestående af relevante fagpersoner, herunder den unges sagsbehandler, den unges kontaktperson/mentor og Ungdoms- og Uddannelsesvejleder (UU-vejleder). Den tværfaglige gruppe mødes med den unge og repræsentanter for den unges netværk, herunder fx den unges forældre, plejeforældre eller primærpædagog på anbringelsesstedet. Det tværfaglige team følger de unge fra 15-årsalderen og frem til det 23. år. Der afholdes som udgangspunkt samarbejdsmøder, når de unge er 16, 17 ½ og 18 ½ år, men hensigten er, at det tværfaglige team skal fungere fleksibelt, og at relevante fagpersoner kan indkaldes til møde med den unge alt efter behov. I hvert tværfagligt team udnævnes en ansvarlig mødeleder. Mødelederen skal arbejde tæt sammen med den unge og er tovholder på samarbejdet og indsatsen for den unge. Der udpeges også en person i den unges netværk, som skal støtte den unge i at nå de mål, der laves aftaler om. Et vigtigt led i modellen er, at der løbende fastsættes mål for uddannelse og beskæftigelse, som de professionelle skal understøtte, og som de unge skal arbejde for at indfri.

I løbet af projektperioden er der sket en modificering og tilpas-ningsproces, hvor projektet er blevet tilpasset den specifikke organisation i den pågældende kommune. I denne proces er der blandt andet sket en udvidelse af målgruppen, så samarbejdsmodellen ikke blot bruges i sager med anbragte unge, men også i sager med ikke-anbragte unge med en børnesag, hvor det vurderes, at den unge har behov for særlig støtte i forhold til uddannelse og beskæftigelse.

Samarbejdsmodellen er implementeret og afprøvet i fire kommuner: København, Fredericia, Gentofte og Roskilde kommuner.

RESULTATER
Særligt det tværfaglige team, men også de unge giver udtryk for, at samarbejdsmodellen er med til at skabe en mere koordineret indsats, en mere målrettet indsats og i høj grad også en involverende indsats for og med de unge.

En mere koordineret indsats, hvor fagpersonerne arbejder sammen om et fælles mål og har et fælles sprog, giver øget kendskab til hinanden, øget klarhed om rolle- og ansvarsfordeling samt øget forståelse for de unges unikke situation.

En målrettet indsats, hvor fokus på de unges vej til uddannelse og beskæftigelse ifølge fagpersonerne giver en mere løsnings- og handlingsorienteret tilgang til de unge, og der er i højere grad kommet fokus på de unges ressourcer. De unge oplever på samme måde, at møderne er relevante for dem, og at der ’sker noget’ på møderne. Samarbejdsmodellen lægger op til en tættere opfølgning, hvilket skal sikre, at de unge hjælpes hurtigere, hvis den unge fx har problemer i forbindelse med et praktikophold eller lignende.

En sammenhængende indsats, hvor flere af de unge oplever det som en fordel, at der er mulighed for at holde ét samlet møde, hvor alle de professionelle er til stede, så de ikke behøver at holde adskillige møder, hvor de skal fortælle deres historie igen og igen. Derudover oplever både de unge og fagpersonerne en bedre overlevering mellem forvaltninger, hvilket sikrer en blødere overgang for de unge ved 18-årsalderen.

Endelig lægger samarbejdsmodellen op til en indsats for og med de unge, hvor de unge og deres familier i højere grad inddrages aktivt i at fastsætte mål og ønsker for fremtiden, hvilket ifølge fagpersonerne er med til at styrke følelsen af ejerskab. De unge føler sig generelt lyttet til og inddraget til møderne. De ser det som en fordel at have en fra deres eget netværk med, selvom det også kan give udfordringer, hvis der fx er en konflikt. De professionelle ser ligeledes inddragelse af de unges netværk som en stor styrke, da det samtidig udgør et sikkerhedsnet for den unge, den dag han/hun ikke længere følges af de professionelle fagpersoner.

Selv om der er mange potentialer i samarbejdsmodellen, er der også nogle udfordringer. For det første de unges individuelle udfordringer. Mange af de unge er udfordret i forhold til at skulle tage aktivt ansvar for deres vej til uddannelse og beskæftigelse, på grund af manglende modenhed og ’foranstaltningstræthed’. Fagpersonerne står derfor over for en svær opgave i forhold til at motivere de unge. For det andet er der udfordringer, som knytter sig til de organisatoriske udfordringer, herunder manglende vidensdeling og samarbejdskultur på tværs af forvaltninger. Dertil kommer udfordringer i forhold til at fastholde ledelsens interesse for projektet samt imødekomme skepsis blandt medarbejdere, som dels bunder i for få afsatte ressourcer. Samtidig er der en udfordring i forhold til, at der er flere lovgivninger i spil. For det tredje er der også en række samfundsmæssige udfordringer, herunder mangel på billige ungdomsboliger, hvilket i samspil med en økonomisk dårlig situation skaber bekymringer hos de unge.

STØTTE FRA FRIVILLIGE ORGANISATIONER
I efterværnsinitiativet ’Støtte fra frivillige organisationer’ samarbejder frivillige organisationer med kommuner om, at tidligere anbragte unge får støtte, efter de er fyldt 18 år. Frivillige organisationer har nogle særlige karakteristika sammenlignet med offentlige organisationer, fx at det er frivilligt at benytte sig af deres tilbud, at de i særlig grad er indrettet efter deres målgruppes behov, og at de fungerer som vagthund og fortalere for marginaliserede målgrupper i samfundet (Mandag Morgen, 2011). Disse karakteristika gør dem teoretisk set ideelle til at favne den gruppe af tidligere anbragte unge, som de kommunale tilbud om efterværn af forskellige årsager ikke favner. I projektet forpligter både de frivillige organisationer og deres samarbejdskommuner sig på et samarbejde, hvor kommunen systematisk henviser relevante unge til de frivillige projekter. De frivillige organisationer i undersøgelsen tilbyder støtte til de unge inden for rammerne af to forskellige modeller:

  • Støtte forankret i et mødested
  • Støtte forankret i et tilbud om at få en frivillig mentor.

Hensigten med undersøgelsen af initiativet er at opnå viden om to for-hold: for det første om, hvordan de frivillige organisationer i praksis favner tidligere anbragte unge, og hvilke potentialer og udfordringer der er forbundet med en indsats til tidligere anbragte unge forankret i frivillige organisationer. For det andet om, hvordan samarbejdet mellem de frivillige organisationer og kommunerne er implementeret, og hvilke potentialer og udfordringer der er forbundet med et samarbejde på tværs af de to sektorer.

RESULTATER
Når de frivillige projekter tilbyder tidligere anbragte unge en indsats forankret i deres organisation med de særlige rammer, der kendetegner den frivillige sektor, opstår en række potentialer for at nå målgruppen og derved supplere kommunens efterværnstilbud. De frivillige organisationer tager i høj grad udgangspunkt i den unges ønsker og behov. De stiller ikke samme krav om dokumentation af arbejdet med den unge, som kommunale tilbud gør, hvilket både unge og medarbejdere fra kommuner og frivillige organisationer fremhæver som en fordel ved de frivillige organisationers tilbud om støtte. Derudover fremhæver de unge det særlige ved, at det er frivilligt, om de vil komme i projektet, hvilket står i kontrast til de regler, de tidligere har oplevet i kommunalt regi. Samtidig fremhæver de unge, at medarbejderne udviser engagement i de unges liv, og at de er frivillige, hvorfor relationen til den unge ikke er betinget af økonomiske incitamenter. De frivillige tilbud er vedholdende og fleksible i deres tilgang, hvilket bidrager med stabilitet i de unges liv. De skaber ligeværdige relationer, som de unge fremhæver som en styrke. Heri ligger muligheden for ung-til-ung-relationer samt for mødestedsprojekterne at møde ligesindede med samme baggrund som dem selv og dermed det positive i at opleve en form for normalitet omkring både egen person og de følelser, de har omkring deres opvækst. De frivillige projekter formår at favne en bred målgruppe af unge, og pro-jektmedarbejderne oplever i vid udstrækning at være i stand til at tage imod unge, der ikke får eller takker nej til et kommunalt efterværn.

Samlet set er det gennemgående for de potentialer, vi har frem-hævet, at de skaber tryghed for de unge. Den tryghed skaber lydhørhed og velvilje, og derigennem opstår et potentiale i de frivillige projekter for at nå de unge og udvikle dem i en retning, hvor både uddannelse og beskæftigelse bliver realistiske målsætninger.

I samarbejdet med kommunerne opstår et potentiale for at få adgang til disse unge, hvoraf mange ellers kan være svære at komme i kontakt med. Resultaterne fra vores undersøgelse viser dog, at kun to ud af seks projekter har afprøvet et tæt og systematisk samarbejde mellem den frivillige organisation og kommunen, hvor de arbejder med en formaliseret samarbejdsmodel med henholdsvis en følgegruppe og formelle samarbejdsmøder for projekterne. I de resterende fire projekter samarbejdes der ad hoc. Resultaterne fra evalueringen peger på, at de formaliserede samarbejdsmodeller skaber en ramme for samarbejdet, hvor samarbejdsparterne kan diskutere eventuelle udfordringer. Derved opstår muligheden for at udvikle samarbejdet, så det i højere grad imødekommer målet om, at flere unge, der ikke modtager kommunalt efterværn, får en anden form for støtte. I projekterne, hvor samarbejdet mellem organisationer foregår mere ad hoc, opstår dette potentiale ikke.

Evalueringen viser, at potentialerne er tæt forbundet med udfordringer. De frivillige projekter har behov for at rejse økonomiske midler og derved sikre deres eksistensgrundlag og i sidste ende den stabilitet og tryghed, som de bidrager med til de unges liv. I arbejdet med at skaffe finansiering fra eksterne interessenter møder organisationerne ofte krav om, at de kan dokumentere virkningen af deres indsats. Det er derfor en svær balancegang, når de frivillige organisationer skal leve op til omverdenens krav om dokumentation af virkningen af deres indsatser, samtidig med at de imødekommer de unges behov for et frirum fra den dokumentationspraksis, der kendetegner de kommunale systemer.

De frivillige organisationer skal potentielt set håndtere en bred målgruppe af unge, hvoraf nogle kan have alvorlige problemer, som man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt ikkeprofessionelle medarbejdere er i stand til at varetage. I evalueringen af initiativet har det været relevant at undersøge, hvor grænsen for de frivillige organisationers indsats går, herunder hvilke unge, der ligger uden for deres målgruppe. Evalueringen peger på, at det er svært at foretage en konkret afgrænsning heraf på baggrund af vores undersøgelse. Dels er de frivillige projekter forskellige, både hvad angår deres organisering og den støtte, de tilbyder de tidligere anbragte unge. Dels viser undersøgelsen, at mange unge, der ikke får eller tager imod et tilbud om efterværn fra kommunen, takker nej til tilbuddet om støtte fra de frivillige organisationer. Det betyder, at det er usikkert, hvorvidt projekterne under initiativet har opnået kontakt til den del af de tidligere anbragte unge, der står med de mest alvorlige udfordringer. Med denne undersøgelse er vi derfor ikke i stand til på detaljeret vis at belyse, hvor den nedre grænse for bredden i målgruppen for de frivillige organisationer går.

VÆRTS- OG KONTAKTFAMILIER
Initiativet ’Værts- og kontaktfamilier’ er afprøvet som kommunalt efter-værnstilbud i to kommuner. Tilbuddet giver tidligere anbragte unge mulighed for enten at bo i en værtsfamilie eller få tilknyttet en kontaktfamilie, der kan yde praktisk og følelsesmæssig støtte i overgangen fra anbringelse til selvstændig bolig. Indsatsen er henvendt til tidligere anbragte unge, der ikke har omfattende støttebehov, men som omvendt heller ikke er parate til på selvstændig vis at håndtere voksenlivets udfordringer og opgaver.

Oprindeligt omfattede initiativet alene værtsfamilier, der juridisk er underlagt samme regler, som gælder ved en anbringelse, om end indsatsen er tænkt som en lettere form for støtte end anbringelse i almindelig plejefamilie. Initiativet er i løbet af projektperioden blevet udvidet med kontaktfamilie, hvor den unge får en familie tilknyttet, men samtidig bor i egen selvstændig bolig.

RESULTATER
De projektansvarlige, i form af projektledere og -medarbejdere, giver udtryk for, at både tilbud om værtsfamilie og tilbud om kontaktfamilie bidrager til at give tidligere anbragte unge en blødere og mere gradvis overgang til selvstændighed, da værts- og kontaktfamilierne medvirker til, at de unge gradvist støttes i at håndtere de udfordringer og praktiske opgaver, som de møder på vejen til et selvstændigt voksenliv.

Ifølge de projektansvarlige giver de unge i projektet ofte udtryk for, at tilbuddet udgør en mere familielignende indsats, hvor de føler, de kan høre til og være sig selv. Derudover giver det for de unge, der sjældent har andet netværk, en tryghed at vide, at de ikke står alene i forhold til de udfordringer, de møder.

Det er en stor fordel, når værts- eller kontaktfamilien kan findes inden for den unges eksisterende netværk. Den unge opnår hurtigere tillid til familien, når der bygges på en eksisterende relation, som den unge selv har peget på, og hvor matchet rummer et gensidigt tilvalg mellem den unge og familien. Mange af familierne, der påtager sig opgaven, gør det ofte ud fra et ønske om at gøre en forskel for den konkrete unge. Dette betyder, ifølge de projektansvarlige, at relationen ofte rækker ud over indsatsens ophør. I forhold til tilbud om værtsfamilie er det samtidig en fordel, da familien så kan godkendes efter de mere lempelige regler for netværksanbringelse end anbringelse i plejefamilie, hvilket betyder, at indsatsen hurtigere kan sættes i værk.

Der er dog også udfordringer forbundet med tilbuddet om værts- og kontaktfamilier. Tilbud om værtsfamilie er underlagt de juridiske regler for en anbringelse, hvilket udgør en barriere for normalitet. Den unge har ikke mulighed for at få SU under uddannelse, hvilket ifølge de projektansvarlige betyder, at den unge fastholdes i en identitet som anbragt og ikke kan opnå den normalitet for ungelivet, som de selv ønsker.

En anden potentiel udfordring er knyttet til forholdet mellem den unge og værts- eller kontaktfamilien, når værts- eller kontaktfamilien består af forældrene til en af den unges venner. Her er det vigtigt at være opmærksom på, at relationen kan være særligt sårbar for de konflikter, der måtte opstå mellem den unge og familien eller den unge og familiens biologiske barn, da den unge her ikke blot risikerer at miste værts- eller kontaktfamilien, men også et venskab.

Reglerne for godkendelse af værtsfamilier kan også udgøre en udfordring, da familierne stadig skal igennem samme godkendelseskrav som plejefamilie, selvom indsatsen er tænkt som en lettere form for støtte end fx plejefamilieanbringelse. Dette kan betyde, at nogle familier fravælger at blive værtsfamilie, herunder også familier, der tidligere har været godkendt som plejefamilie.

Slutteligt er der udfordringer knyttet til udbredelsen af kendskabet til tilbuddet blandt de kommunale sagsbehandlere, der skal visitere til indsatsen. Det tager tid at få synliggjort tilbuddet i en stor kommune, hvor der er langt mellem bestiller og udfører, og hvor projektet kan drukne i mængden af andre tilbud. Projektet kan også være udfordret af organisatoriske forandringsprocesser i kommunens forvaltninger, der kan skygge for projektet og gøre det vanskeligt at sikre den nødvendige opbakning til projektet.

SOCIALT IVÆRKSÆTTERI
I initiativet ’Socialt iværksætteri’ samarbejder opholdssteder med lokale virksomheder om at skabe praktikpladser til anbragte unge, således at de kan stifte bekendtskab med arbejdslivet, inden de ender deres anbringelse. Der indgår to projekter under initiativet, som arbejder efter to forskellige strategier:

  • Et projekt har ansat en relationskoordinator, der har ansvaret for alle unge under indsatsen samt alle aktører, de samarbejder med inden for projektets rammer.
  • Et projekt anvender seniormentorer, som matches med de unge i projektet. De har ansvar for at koordinere arbejdet med kommunale aktører, der er tilknyttet den unge, og står ligeledes for kontakten med den virksomhed, hvor unge kommer i praktik.

Undersøgelsen af dette initiativ er udelukkende baseret på interview med professionelle tilknyttet opholdsstederne, hvorfor evalueringen fokuserer på at afdække effektive strategier og god praksis i forhold til at etablere samarbejdsaftaler med lokale virksomheder.

RESULTATER
Et centralt potentiale ved begge projekter er at de skaber et tæt samarbejde mellem enten relationskoordinator eller seniormentor på den ene side og virksomheden på den anden side. Det betyder, at både de unge og virksomhederne er forberedt på praktikforløbet, ligesom relationskoordinatoren eller seniormentoren løbende kan støtte op om et godt praktikforløb. Overordnet set frigiver initiativet, der er målrettet de unges uddannelse og beskæftigelse, desuden mere tid til, at en kontaktperson eller kommunal mentor kan målrette sin indsats mod den unges sociale kompetencer. Projektet sikrer derudover en mere effektiv proces omkring iværksættelse af praktikforløb, end hvis Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU-vejledningen) skal involveres (som ellers er proceduren, hvis en ung skal i praktik). Det betyder, at der kan gennemføres flere praktikforløb for de unge.

I det ene projekt har de inkorporeret praktikforløbene i de unges øvrige skolegang, hvilket de professionelle vurderer, gør praktikforløbene meningsfulde for de unge. I det andet projekt har det været en udfordring at motivere og fastholde de unge i praktikforløbet. Praktikforløbene foregår uden løn, hvorfor der ikke er økonomisk incitament for de unge til at indgå i et forløb, og projektet har kun i begrænset omfang formået at skabe mening med praktikken for de unge ved at gøre det udviklingsmæssige udbytte af praktikforløbet synligt for dem.

Projektet, der har en relationskoordinator ansat, er ligeledes lykkedes med at skabe en overskuelig praksis for socialt iværksætteri. Medarbejderne fremhæver, at det giver overblik og enkelhed, når én person har ansvar for kontakten til alle lokale virksomheder og alle unge. Derudover bliver relationen til projektet og opholdsstedet mere simpel for eksterne aktører, idet de kun skal samarbejde med en person, hvis de ønsker at modtage unge i praktikforløb.

DET VIDERE ARBEJDE: OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER
På baggrund af analyserne ser vi nogle tværgående opmærksomheds-punkter i forhold til det videre arbejde med efterværnsinitiativer, som hver især er afgørende for at indfri hensigten om at styrke overgangen til en selvstændig voksentilværelse for tidligere anbragte unge.

OPBAKNING OG PRIORITERING TIL NY ORGANISERING
Det første opmærksomhedspunkt knytter sig til organiseringen af efterværnsindsatserne. Hvis projekterne skal udfolde deres potentialer, kræver det, at ledelsen i kommunen bakker op og er parat til at investere tid og ressourcer i projektet. Det kræver også, at medarbejdere motiveres og inddrages i både implementering og udfoldelsen af projekterne for at sikre ejerskab og forankring. En udfordring er modstanden mod projekterne fra medarbejdernes side. Modstanden kan blandt andet imødekommes ved at inddrage praktikerne tidligt i udviklingen af projektet samt ved en tydelig prioritering af projektet fra ledelsen side.

Samarbejde på tværs af sektorer kan let blive udfordret, og det er afgørende med god kommunikation mellem de samarbejdende parter for at sikre tydelig arbejdsfordeling og rolleafklaring. Samarbejdet kan blandt andet udfordres af manglende ligeværdighed, da parterne arbejder ud fra forskellige logikker, og hvis den ene part har mere på spil i samarbejdet end den anden. Samtidig kan det være en udfordring at få et projekt hele vejen gennem det kommunale hierarki, og der kan derfor med fordel tænkes i at kombinere en top-down- og en bottum-up-tilgang, hvor man søger at inddrage medarbejdere fra alle relevante niveauer for at sikre forankring af projektet. Den samarbejdsmodel, der er blevet afprøvet mellem de frivillige organisationer og kommunerne, kan defineres som et ’løbende samarbejde’ og ikke et reelt partnerskab. Ved et partnerskab kunne man forestille sig, at partnerne fra de to sektorer i højere grad vil kunne udnytte hinandens ressourcer i relation til de unge og udvikle mere målrettede indsatser, både sammen og hver for sig.

IMPLEMENTERING OG TILPASNING KRÆVER TID
Det andet opmærksomhedspunkt knytter sig til implementeringen af initiativerne. Efterværnsinitiativerne i denne undersøgelse har gennem projektperioden alle gennemgået modificeringer af forskellig karakter. Dette er en naturlig del af implementeringen af ethvert projekt, hvor projektidéen modificeres og tilpasses den konkrete organisation. Der er dog grænser for, hvor radikale ændringer man kan lave og samtidig være tro mod metoden. Det er desuden vigtigt at anerkende og tage højde for, at det tager tid at implementere et nyt projekt, og at der ofte vil være behov for løbende at tilpasse projektet, så det både passer til praksis og favner målgruppen. Dette gælder ikke mindst, når projektet kræver samarbejde mellem flere organisationer eller sektorer.

EN FLEKSIBEL OG VEDHOLDENDE STØTTE
Det tredje opmærksomhedspunkt knytter sig til selve støtten til de unge. Gruppen af tidligere anbragte unge er en meget uhomogen gruppe, som generelt set oplever mange udfordringer og ikke alle er i stand til at påbegynde en uddannelse eller varetage et job. Grundet en ofte kaotisk opvækst kan tidligere anbragte unge være forsinkede i deres udviklingsforløb, og deres biologiske alder stemmer ikke nødvendigvis overenes med den sociale alder. Derfor er det afgørende med en fleksibel efterværnsindsats, som kan rumme de unges forskellige modenhedsgrader og aktuelle livssituation, samt støtte den unge i at komme godt videre i voksenlivet i et tempo, hvor den unge kan være med. Samtidig er det afgørende, at fagpersonerne er vedholdende i deres kontakt til de unge, da det kan tage tid, før den unge er klar til at tage imod tilbud om støtte.

Med præciseringen af efterværnsparagraffen i forbindelse med Barnets Reform blev det muligt at tilbyde ’andre former for støtte’ i forbindelse med efterværn, hvilket åbnede op for en bredere palet af efterværnsindsatser. Ud fra denne evaluering kan vi konkludere, at det er lykkedes at skabe større fleksibilitet og variation i paletten af efterværnstilbud. De fire efterværnsinitiativer er eksempler på en øget fleksibilitet i tilbuddene til de unge samt en øget grad af involvering af og medbestemmelse til de unge. Med ’Værts- og kontaktfamilier’, ’Socialt iværksætteri’ og ’Frivillige organisationers støtte til tidligere anbragte’ lykkedes det at fange nogle af de unge, som ellers ville stå uden støtte. Med ’Vejen til uddannelse og beskæftigelse’ er det lykkes at fange de unge allerede fra 15-årsalderen og sikre bedre samarbejde mellem alle involverede fagpersoner og øget inddragelse af den unge og den unges netværk. Der er dog fortsat behov for at udvikle tilbud om støtte, der favner de allermest udsatte unge, som hverken bliver nået inden for rammerne af disse fire initiativer eller i de eksisterende efterværnsindsatser.

DATAGRUNDLAG
Evalueringen bygger på kvalitative interview med både unge og fagper-soner foretaget som dels individuelle interview og gruppeinterview. I de to største initiativer, ’Vejen til uddannelse og beskæftigelse’ og ’Frivillige organisationers støtte til tidligere anbragte’, er der foretaget interview med projektledere, projektmedarbejdere, kommunale aktører samt tidli-gere anbragte unge. I de to mindste initiativer, ’Værts- og kontaktfamilier’ og ’Socialt iværksætteri’, er der foretaget interview med de projektansvarlige. I alt er der gennemført 52 individuelle interview og 6 gruppeinterview i denne undersøgelse. ’

Forfattere Anemone Skårhøj
Anna-Katharina Højen-Sørensen
Kirstine Karmsteen, SFI
Helene Oldrup
Jan Hyld Pejtersen, SFI
Udgivelsesdato 15.01.2016
Udgiver SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd
Sprog Dansk
ISSN 1396-1810
ISBN 978-87-7119-352-7
E-ISBN 978-87-7119-353-4
Sidetal 160
Publikationsnr. 16:01
Forskningsemne

Denne publikation hører under Børn, unge og familie, Udsatte grupper
emneord: Børn og unge, Udsatte børn og unge, Foranstaltninger for børn og unge, Anbringelser

Anden relevant SFI-forskning

Søg på sfi.dk