SFI og KORA er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Rapport

Børn i deleordninger.

En kvalitatitiv undesøgelse.

Del
Gennem det sidste tiår er det blevet mere udbredt, at skilsmissebørn lever i deleordninger, hvor de bor lige meget hos begge forældre. For første gang på dansk grund belyser denne forskningsbaserede undersøgelse, hvordan deleordninger på godt og på ondt fungerer for børn.
Undersøgelsen viser bl.a., at en deleordning kan fungere godt for børn, hvis forældrene har et udbygget samarbejde, og der ikke er for mange barrierer i barnets hverdagsliv. Sådan ser virkeligheden imidlertid ikke altid ud.
Undersøgelsen er baseret på dybtgående interview med 28 delebørn og 24 forældre og er finansieret af Egmont Fonden.

RESUMÉ:  BØRN I DELEORDNINGER. EN KVALITATIV UNDERSØGELSE 


BAGGRUND, FORMÅL OG TILRETTELÆGGELSE
Gennem de senere år har skilsmissebørn fået mere samvær med den forælder, som de ikke har bopæl hos. Der er også sket en vækst i andelen af børn, som har en deleordning, det vil sige som bor lige meget eller næsten lige meget hos begge forældre. Fra at være et marginalt fænomen er deleordninger nu blevet mere mainstream. Omkring hvert sjette skilsmissebarn lever i en deleordning.

Der har ikke tidligere været udført egentlig forskningsbaserede undersøgelser om vilkårene ved at være delebarn i Danmark, og også viden fra den internationale forskning fremstår noget sporadisk. Det er en væsentlig baggrund for, at denne undersøgelse er blevet iværksat. Undersøgelsen aktualiseres yderligere af, at forældreansvarsloven fra 2007 åbnede for, at de familieretlige myndigheder fik mulighed for at bestemme, at børn kunne få samvær i op til halvdelen af tiden, for eksempel såkaldte 7/7-ordninger.

Undersøgelsen belyser, hvordan børns hverdagsliv er indrettet – inden for og uden for familien – når man lever med en deleordning, herunder hvordan forældrene samarbejder og koordinerer, og hvordan det for børn er muligt at passe venner og fritidsaktiviteter, når man bor to steder. Vi har lagt vægt på, at beretningerne om delebørns hverdagsliv skulle hidrøre fra børnene selv, men som en kontekst for disse beretninger har vi også indhentet informationer fra forældre.

Denne rapport er det første af to studier om delebørn og baserer sig på dybtgående interview med 8-14-årige børn og deres forældre, som aktuelt eller for nylig har haft en deleordning. I nogle tilfælde var deleordningen et resultat af forældrenes egen frivilligt indgåede aftale, i andre tilfælde var den resultatet af en myndighedsafgørelse. Derudover er der også gennemført interview med en håndfuld unge voksne, som levede i en deleordning i kortere eller længere tid i deres barndom. I alt er 56 personer interviewet til undersøgelsen. I en senere rapport offentliggøres resultater fra et andet studie, der er baseret på kvantitative data.

RESULTATER
Undersøgelsen giver indblik i, hvordan skilsmissebørn i deleordninger oplever deres hverdag underlagt de særlige vilkår, deleordningen skaber. Nogle af de problemstillinger, børnene fremhævede, er særskilte for børn i deleordninger. Andre problemstillinger deler de med skilsmissebørn i almindelighed, om end disse accentueres for delebørn, fordi de tilbringer lige meget tid hos begge forældre. Atter andre problemstillinger er vilkår for børn, uanset om deres forældre er skilt eller ej. Det gælder eksempelvis de behov for forandringer i hjemmet, børn kan opleve, i takt med at de bliver ældre og får øget trang til frihed og autonomi.

KARAKTERISTIKA VED UNDERSØGELSENS BØRN
For nogle af de børn, som deltog i undersøgelsen, lå samlivsbruddet en del år tilbage, i andre tilfælde var det af nyere dato. Uanset tidspunktet står situationen, hvor børnene fik overrakt beskeden om forældrenes skilsmisse, mejslet i erindringen hos de allerfleste. En del børn har ønsker om, at forældrene finder sammen igen, selvom der hos de fleste er en realistisk erkendelse af, at det nok ikke kommer til at ske.

Ikke alle børn i undersøgelsen havde haft deleordning fra starten, ligesom flere på undersøgelsestidspunktet er gået over til en anden ordning. De fleste børn har forældre, der bor tæt på hinanden, hvilket kan smidiggøre et deleordningsarrangement. 

Der er en variationsbredde med hensyn til skiftedage og med hensyn til, hvordan der skiftes. Nogle børn har meget bagage med, andre næsten ingen. Nogle får hjælp af forældrene til at blive bragt på plads i det andet hjem i forbindelse med skiftet, andre må klare det selv.

Selvom forældre med en frivilligt indgået deleordning gennemgående har en bedre indbyrdes relation end forældre med en fastsat deleordning, kan man ikke kategorisk opdele børns hverdagsoplevelser med deleordning efter, om forældrene har fået fastsat deleordningen i statsforvaltningen eller ikke. Ligesom der eksisterer forældrepar med indbyrdes betændte relationer, som selv står bag et deleordningsarrangement, er der også samarbejdende forældrepar, som går til statsforvaltningen, fordi de har behov for at få aftalerne nedfældet på papir. Kun få af undersøgelsens børn har været til samtale i statsforvaltningen. Der er blandt disse børn varierende oplevelser af samtalen. For nogle børn var samtalen en mulighed for aktivt at præge situationen, for andre børn blev samtalen gennemført af hensyn til forældrene, selvom barnet helst var fri.

MOTIVER TIL AT FÅ DELEORDNING
Et af de spørgsmål, som har optaget os i arbejdet med denne undersøgelse, var, om deleordninger nogen sinde vælges for børnenes skyld? Børnene var ikke blevet spurgt om, hvilken ordning de selv ønskede, da forældrene gik fra hinanden. Det kan der være gode grunde til, blandt andet kan børn undgå at blive bibragt en følelse af, at de skal vælge mellem forældrene.

Undersøgelsen finder blandt forældre forskellige motiver, som gennemgående er mere begrundet i forældrenes egne interesser end i børnenes. Et dominerende tema er at få en retfærdig ordning, som giver forældrene mulighed for at få lige adgang til børnene. For nogle forældre overskygger behovet for retfærdighed barnets trivsel, og børn kan i disse familier opleve at blive reduceret til en genstand, forældrene kæmper om. Vi observerede i den forbindelse en kønsforskel: Nogle mødre mener, det er fair, at begge forældre har barnet lige meget. Andre havde følt sig presset til at få en deleordning, selvom de mente, at børn har bedst af en fast base. Ingen af de deltagende fædre talte om børns behov for at have en fast base.

Et andet motiv til at vælge deleordning beror på de fordele, børnefri tid kan skabe for forældrene. Pressede forældre, herunder mødre der føler, de har stået alene med ansvaret for børnene, kan opleve, at en deleordning skaber et pusterum, hvor de i de uger, børnene er hos deres anden forælder, kan pleje sig selv, deres karriere og egen sociale omgangskreds. For disse forældre kan savn af børnene gå hånd i hånd med en lettelse over at have lidt tid til sig selv. Ligeledes kan den børnefri tid generere ekstra overskud, så forældrene føler sig bedre rustede i deres rolle som forældre de uger, hvor børnene er hos dem.

Et tredje motiv er, at barnet med en deleordning bevarer (lige meget) kontakt til begge forældre.

Et fjerde motiv til at vælge deleordning er, at nogle forældre mener, at det kan holde forældrekonflikterne nede, hvis begge ”får lige adgang til barnet”.

Selvom en deleordning sjældent er etableret for at tilgodese børnenes behov, er der børn i undersøgelsen, som peger på, at det er dejligt at kunne bevare en tæt kontakt til begge forældre. Et par af de unge i 20’erne, som deltog i undersøgelsen, oplever det som et udtryk for forældrenes interesse og kærlighed, at begge ønsker at have barnet boende hos sig.

HVORDAN FUNGERER DELEORDNINGER FOR BØRN?
Deleordninger kan fungere godt for nogle børn, men ikke for alle. Det beror på de konkrete omstændigheder, blandt andet barnets egen robusthed, måden samværet er organiseret på, afstanden mellem de to hjem samt, ikke mindst, hvordan forældrene hjælper barnet med at skabe kontinuitet i hverdagen og forbindelse mellem de to familieliv.

At leve i en deleordning er et logistisk puslespil, som børn kan opleve som stressende og anstrengende, og som besværliggør hverdagen. At pakke, skifte og falde til er simpelthen bare mere besværligt. Flere af de forældre, som deltog i undersøgelsen, fortalte, at de ikke selv ville kunne holde ud at leve i en deleordning. Børn i deleordninger er derfor udsat for en særlig og ekstra belastning, som ikke i samme udstrækning gælder for andre skilsmissebørn. Givet, at en række forudsætninger er opfyldt, tyder undersøgelsen på, at børn kan håndtere at have to hjem. Har børn gennem en årrække, eller siden de var små, levet i en deleordning, så er det den normale sociale orden, og det kan være svært at forestille sig, at tingene kan være anderledes. Idéen om at have to hjem blev i mindre grad problematiseret blandt de yngste end blandt de ældre børn og de unge. Børn kan også godt håndtere, at der er forskelligheder ved de to hjem. Men gestalter forældrene deres barn som to helt forskellige personer, eller er normerne i de to hjem i egentlig modstrid, er det næppe gunstigt for et barns udviklingsbetingelser.

Undersøgelsen efterlader det indtryk, at deleordning opleves som tungere og mere besværlig, i takt med at børn bliver ældre. Når børn når teenagealderen, er det for eksempel vigtigt at have adgang til yndlingstøjet, og det bliver vigtigere at kunne være sammen med vennerne. Det er især blandt børn i de ældre aldersgrupper, at vi ser en efterspørgsel på andre samværsordninger end deleordninger.

Afstanden mellem forældrenes hjem er afgørende for, om barnet kontinuerligt kan være forankret i sit lokale miljø. Lang distance mellem forældrene kan forhindre børn i at se venner, gå til fritidsinteresser m.m. i de uger, de er hos den forælder, der bor længst væk fra disse vigtige udenoms-familiære arenaer. Nogle børn befinder sig på isolerede familiære øer i halvdelen af deres tid uden mulighed for at integrere det øvrige sociale liv.

FORÆLDRENE OG DERES INDBYRDES SAMARBEJDE
Undersøgelsen efterlader ikke tvivl om, at det stiller særlige fordringer til forældresamarbejdet, hvis en deleordning skal fungere godt for barnet. Det kræver høj grad af samordning, når et barn ikke har en fast base, hvor forældreansvaret er placeret, men derimod oplever forældreansvaret fordelt blandt to voksne, som lever i hver deres husstand. Hvis ikke der udveksles informationer om praktiske forhold og barnets velbefindende, eller hvis ikke der sættes visse fælles normative standarder, vil der opstå risiko for slip, huller og brud, som skaber opsplitning i barnets liv.

Forældres fleksible indretning af samværet og kort geografisk afstand mellem de to hjem kan bidrage til at gøre hverdagen nemmere for børnene, fordi de derved bedre kan integrere deres to familieliv, eksempelvis ved at smutte forbi i det andet hjem for at hilse på, hente glemte ting eller tage en ekstra overnatning der, fordi det er mest praktisk.

For nogle børn har det ingen betydning, at deres forældre bor dør om dør, fordi forældreforholdet er så belastet, at barnet lever to adskilte liv i de to hjem. For en del familier i undersøgelsen forekommer der ingen samordning, fordi forældrene ikke eller kun på et minimalt niveau samarbejder. Herved bliver der lagt en belastning på børnene, som i nogle tilfælde fører til, at de logistiske aspekter bliver yderligere besværliggjort.

Børnene i undersøgelsen er meget bevidste om, hvordan deres forældre har det med hinanden. Undersøgelsen viser, at nogle delebørn deler skæbne med andre skilsmissebørn ved at have forældre med indbyrdes dårlige relationer eller forældre, der ligger i åben krig. I sådanne situationer kan børn blive fanget i en loyalitetsklemme eller blive brugt i en alliance mod den anden forælder. Belastede forældrerelationer finder vi i dette undersøgelsesmateriale ikke kun blandt familier, der har fået deres deleordning fastsat i statsforvaltningen. Når forældrenes indbyrdes forhold er dårligt, kan det også belaste andre aspekter af delebørns hverdagsliv, for eksempelvis ved at de forpligtelser eller aktiviteter, barnet er indrulleret i uden for familien (fritid, venner mv.), ikke bliver passet. I de særligt konflikttunge familier er barnet følelsesmæssigt i klemme mellem de to stridende forældre. I de værste tilfælde bliver barnet brugt af enten begge eller den ene forælder mod den anden. Undersøgelsen finder eksempler på børn, der håndterer disse kritiske forældrerelationer ved at lukke fuldstændig af for information mellem forældrene. De styrer igennem tilværelsen ved at skjule følelser for den ene forælder for den anden Disse børn censurerer alt, hvad de fortæller om hverdagen hos den ene forælder til den anden, eller lukker helt i og fortæller ingenting. Derved kommer børnene til at leve to helt adskilte liv.

BETYDNINGEN AF SØSKENDE
Det står som et meget centralt resultat i undersøgelsen, at de fleste børn – små som store – betoner vigtigheden af at kunne følges med søskende, også selvom de indimellem skændes med dem, som søskende nu gør. Søskende udgør en stabilitetsfaktor, der skaber kontinuitet og fungerer som et meget vigtigt forankringspunkt for børn.

Samtidig viser undersøgelsen, at der i en søskendeflok kan være skiftende behov. For eksempel kan mindre børn have brug for hyppigere skift, fordi de ellers kommer til at savne den anden forælder. De allerfleste børn værdsætter at have søskende at følges med, også selvom det kunne gå ud over deres egne behov.

NYE FAMILIEMEDLEMMER
Det er et vilkår for skilsmissebørn i almindelighed, at de kan opleve, at familien bliver udvidet i form af nye familiemedlemmer som stedforældre, stedsøskende og halvsøskende, og udvidelsen af familien kan på godt og ondt bidrage til, at hverdagen ændrer sig. De komplekse familiedannelser med for eksempel nye stedsøskende indebærer, at der må bøjes af og tages hensyn. Undersøgelsens resultater peger på, at det kan være både berigende og anstrengende; det er ikke barnet selv, men forælderen, der har valgt at få de nye familiemedlemmer. For delebørn fremstår det imidlertid som en særlig udfordring, hvis forholdet til nye stedforældre eller stedsøskende er anstrengt, fordi de skal leve under samme tag i halvdelen af tiden og ikke bare kan nøjes med at se dem ved besøg.

INDIVIDUELLE BØRN
Undersøgelsen har bibragt os viden om, at søskende ofte har en fælles overordnet virkelighedsforståelse af deres familieliv. Undersøgelsen viser imidlertid også, at børn fra de samme familier kan håndtere deres livssituation ved hjælp af meget forskellige tilpasningsstrategier, som knytter sig til individuelle forskelle i temperament og personlighed. Kufferten er symbolet på delebørns livsvilkår, og nogle bærer den byrde med et smil. De formår at trives under vanskelige vilkår og håndterer en presset hverdag splittet mellem to hjem. Andre børn oplever en ellers rimelig velorganiseret hverdag med deleordning som stressende. Disse individuelle forskelle er vigtige at have for øje, når man som forældre eller familieretlig myndighed skal vurdere, om en deleordning vil kunne fungere for børnene i en familie.

HVAD SIGER BØRN OM FORDELE OG ULEMPER?
Fordele ved en deleordning er, at dette samværsarrangement giver mulighed for at have tæt kontakt til begge forældre, et større familienetværk (der inkluderer stedforældre, pap- og halvsøskende og ekstra hold bedsteforældre) og dobbelt op af ferier og materielle ting. Det er for nogle børn desuden positivt, at deleordningen tilgodeser forældrenes behov. Blandt negative elementer fremhæves stress, rodløshed og det besvær, der følger med at have to hjem.

Hvis deres bedste vens forældre stod for at skulle skilles, anbefaler de fleste børn, at vennen får en deleordning. Argumenterne går dels på, at den tætte kontakt til begge forældre kan bevares, dels på retfærdighedstankegangen: En ligelig fordeling af samværet bliver synonymt med noget positivt. Endelig anbefales deleordning af børn, fordi det sikrer, at forældrenes følelser ikke kommer i klemme. Børn, der ikke anbefaler deleordning, argumenterer for dette ud fra den byrde, de ugentlige skift medfører.

PERSPEKTIVER FOR PRAKSIS
På grundlag af tidligere forskning – både den internationale forskningslitteratur og tidligere danske analyser – havde vi forventet at få indblik i familieliv, der tegnede sig relativt positivt. Vores forventninger var funderet i undersøgelsesresultater, som har vist, at de skilsmisseforældre, der vælger deleordninger, er en selvselekteret gruppe, som er særligt velfungerende. Selvom vi i dette undersøgelsesmateriale også finder sådanne positive eksempler, er det en negativ overraskelse, at en betydelig del af børnene lever i relativt komplicerede familierelationer. Dette faktum kan kun delvist tilskrives, at en del af casene blev rekrutteret fra statsforvaltningerne. Også blandt familier med frivilligt indgåede deleordninger fungerer en del af dem problematisk set fra børneperspektivet, blandt andet fordi børnenes hverdagsliv er opsplittet, og forbindelseslinjen mellem de to familier mangler.

Vi kan ikke ud fra en undersøgelse som denne med et kvalitativt analyseafsæt vide, om dette – knap så positive – billede er repræsentativt for alle børn i deleordninger. En hypotese er imidlertid, at i og med at flere børn omfattes af deleordninger, vil der også være flere børn, som lever i komplicerede eller egentligt belastede familierelationer. I det perspektiv mener vi, at der på grundlag af undersøgelsen kan uddrages nogle råd til gavn for det praktiske liv, det vil sige til både skilsmisseforældre og til de myndigheder, som kommer i berøring med og skal træffe beslutninger om skilsmissebørn. Det stiller særlige fordringer at praktisere en deleordning, hvis det skal fungere til gunst for barnet.

RÅD TIL FORÆLDRE, DER VÆLGER DELEORDNING
Forældre skal hjælpe børn med at skabe kontinuitet mellem de to familieliv. Det kan ske ved:

  • Et respektfuldt og udbygget forældresamarbejde, hvor forældre sammen kan løse hverdagens problemstillinger og træffe væsentlige beslutninger sammen.

  • At tillade barnet adgang til den anden forælder (for eksempel tillade telefonkontakt, give barnet rum til at kunne tale om sit andet familieliv, tillade barnet at kunne smutte forbi den anden forælders hjem osv.).

  • Et fleksibelt organiseret samvær, hvor det er muligt for barnet at flytte rundt på samværet, når der opstår behov.

  • En fælles forståelse omkring centrale normer og opdragelsesområder.

     

Børn kan godt klare visse forskelle i hjemmemiljøet – det kan endda være berigende. Men det nytter ikke, hvis der er egentlig modstrid, for eksempel at den ene tillader en bestemt fritidsaktivitet, og den anden boykotter, sådan at barnet reelt ikke kan følge sin undervisning eller sport. Det nytter heller ikke, hvis barnet bliver behandlet som én person i det ene hjem og en anden i det andet.

De ovenfor nævnte forhold skærpes:  

    • Hvis der er krydsende søskende, som har hver deres bopælsforælder. Der bør være synkrone regler og normer for søskende, der følges ad.

    • Hvis barnet har særlige behov: Det nytter for eksempel ikke, at et læsesvagt barn kun får træning i det ene hjem, eller at det overvægtige barn kun er på diæt det ene sted.

 

Forældre er et ankerpunkt for børn, men børn har også et hverdagsliv uden for forældre-barn-relationen: Hvis en deleordning skal fungere godt, bør forældre bosætte sig i nærheden af hinanden, så barnet fra begge hjem kan bibeholde kontakt til lokalmiljøet – skolen, fritidsaktiviteterne og vennerne.

Stedforældre og nye søskende kan tage tid og opmærksomhed fra barnet. Det er derfor vigtigt, at barnet oplever, at forældrene stadig prioriterer (alene)tid med barnet, og at barnet stadig oplever, at det får opmærksomhed, hvis forældrene får nye partnere. Samtidigt er det imidlertid også vigtigt at give børnene tid til at være alene, så de respektive forældre ikke beslaglægger børnenes tid, fordi de kun er der en uge ad gangen.

RÅD TIL DE FAMILIERETLIGE MYNDIGHEDER
Vi har gennem arbejdet med denne undersøgelse kunnet konstatere, at nogle – også advokater – har den forståelse, at fælles forældremyndighed er ensbetydende med, at børn også skal være omfattet af deleordning. Der forekommer at være brug for en oplysningsindsats, som klargør, at den juridiske konstruktion om forældremyndighed og den praktiske samværsordning er to forskellige ting.

Når en eller begge forældre ønsker at få statsforvaltningen (eller domstolen) til at fastsætte en deleordning, bør den familieretlige myndighed forhøre sig grundigt om, hvordan forældrepar har tænkt sig at realisere deres forældresamarbejde.

Man kan som udgangspunkt stole på børns udsagn, men skal man altid tage dem for pålydende? Vores undersøgelse peger på, at der ikke er et enkelt svar herpå. Hvad børn (og voksne) siger i en interviewsituation, vil uundgåeligt være præget af de særlige forhold, den enkelte samtale er underlagt, og det enkelte barns personlighed og aktuelle sindstilstand. Nogle børn er bramfri og synes at kunne tale lige ud af posen; andre er forsagte eller diplomatiske. De ønsker ikke at være illoyale eller miskreditere deres forældre, men vil tværtimod helst beskytte dem. Atter andre børn taler med en stemme, der reproducerer, hvad forældrene har sagt, eller hvad børnene tror, forældrene vil sige. Det er ikke givet, at det er børnenes oprigtige mening, der kommer frem. Det forekommer derfor til stadighed at være en udfordring og en væsentlig del af arbejdet for de familieretlige myndigheder at tilstræbe klarhed over, om børns ønsker til eller meninger om deres samværsordning hidrører fra dem selv eller fra forældrene. 

Forfattere Mai Heide Ottosen, SFI
Sofie Mathilde Hansen Stage
Hanne Søndergaard Jensen
Udgivelsesdato 11.10.2011
Udgiver SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd
Sprog Dansk
ISSN 1396-1810
ISBN 978-87-7119-056-4
E-ISBN 978-87-7119-057-1
Sidetal 207
Publikationsnr. 11:38
Kontaktperson

Mai Heide Ottosen

Kontaktperson
DIREKTE 33 48 08 88 E-MAIL mho@vive.dk
Forskningsemne

Denne publikation hører under Børn, unge og familie
emneord: Børn og unge, Familie, Familiemønstre, Skilsmisse

Anden relevant SFI-forskning

Søg på sfi.dk