SFI og KORA er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Børn og unge i Danmark - Velfærd og trivsel 2010
Hent udgivelsen (7.251 KB)
Del
Rapport

Børn og unge i Danmark - Velfærd og trivsel 2010

Del
Børn og unge i Danmark – Velfærd og trivsel 2010 er kommet i stand på Bikubenfondens initiativ. Fonden har ønsket at få tilvejebragt en statistisk baseret oversigt over børnebefolkningens tilstand.
Oversigten giver indblik i, hvordan den brede del af børnepopulationen trives på forskellige livsområder. Samtidig bidrager den også med viden om kategorier af børn og unge, som har det særligt vanskeligt og derfor kan have brug for børnesociale indsatser.

RESUMÉ: BØRN OG UNGE I DANMARK. VELFÆRD OG TRIVSEL 2010


BAGGRUND FOR RAPPORTEN
Børn og unge i Danmark – Velfærd og trivsel 2010 er kommet i stand på Bikubenfondens initiativ. Fonden ønskede at få tilvejebragt en statistisk baseret oversigt over børnebefolkningens tilstand. Opdraget var, at oversigten både skulle give indblik i, hvordan den brede del af børnepopulationen trives på forskellige livsområder. Samtidig skulle den også bidrage med viden om kategorier af børn og unge, som har det særligt vanskeligt og derfor kan have brug for børnesociale indsatser.

RAPPORTENS FREMSTILLING
Rapporten består af tre dele, der kan læses uafhængigt af hinanden:

Del 1: Danske børn og unge i tal. I den første og mest omfangsrige del af rapporten præsenteres resultaterne fra en empirisk undersøgelse om velfærd og trivsel i den danske børnebefolkning. Den er gennemført blandt fem årgange i alderen fra 3-19 år. Med udgangspunkt i en række centrale indikatorer på trivsel og velfærd leverer undersøgelsen 115 små statistiske beretninger, fordelt over otte kapitler, der dækker hvert sit velfærdsdomæne. I undersøgelsen belyser vi børns materielle velfærd, deres helbredsmæssige trivsel samt børns og unges fritidsliv m.m. Undervejs i rapporten udarbejder vi synteser for at vurdere børnebefolkningens trivsel inden for de enkelte velfærdsdomæner. Til slut beskriver vi et overordnet velfærds- og trivselsindeks, der som resultat af undersøgelsen samlet opgør omfanget af danske børn og unge, som befinder sig i en risikozone for at være marginaliserede. De væsentligste resultater præsenteres nedenfor.

Del 2: I dybden på udvalgte områder består af tre selvstændige kapitler, som giver plads til nogle mere indgående analyser, der belyser vilkår for danske børn og unge. I det første kapitel leverer vi et statistisk portræt af de 19-årige og sætter blandt dem fokus på tre grupperinger: Unge piger med emotionelle problemer, unge drenge, der lever usundt samt endelig 19-årige udeboende, der på nogle områder ser ud til at være en særlig udsat gruppe. I det andet kapitel analyserer vi, hvilke faktorer der påvirker børns og unges oplevelse af at være tilfredse – eller mindre tilfredse med livet. Analysen peger bl.a. på, at erfaringer med mobning og forskellige andre former for overgreb kan bidrage til at forklare lav livstilfredshed blandt 11-19-årige børn og unge. Det tredje kapitel handler om nogle af samfundets allermest udsatte børn og unge: Dem, der er anbragt uden for hjemmet. Kapitlet er skrevet af Tine Egelund, der redegør for centrale resultater fra de senere års danske forskning om anbragte børns hverdagsliv på døgninstitutioner.

Del 3: Den børnesociale praksis skaber bro mellem forskningen og det virkelige liv gennem tre selvstændige kapitler om det børnesociale arbejde. I det første kapitel diskuterer vi spørgsmålet om, hvordan det børnesociale arbejde, dvs. hvordan man forstår og i praksis arbejder med udsatte børn og unge, har ændret sig gennem de senere år, og søger svar herpå ved at interviewe en række centrale aktører på feltet. Det andet kapitel tager afsæt i det faktum, at konflikter og mobning mellem børn er en central kilde til mistrivsel i skolen, og rapporterer fra en skole, der tager hånd om disse problemer ved at tilbyde elevmægling. I kapitlet beskriver vi, hvordan det fungerer set fra elevernes perspektiv. Det sidste kapitel behandler en problemstilling, der i disse år er megen fokus på: stigende overvægt. Vi rapporterer fra et konkret projekt, der arbejder med overvægtige børn og deres familier, i et forsøg på at få belyst spørgsmålet: ”Hvordan håndteres løsninger på det, så man undgår individualisering, der ender i skyld og skam?”

DEN EMPIRISKE UNDERSØGELSE: FORMÅL OG TILRETTELÆGGELSE
Formål
For det første er formålet med denne undersøgelse at tilvejebringe et solidt vidensgrundlag om den danske børnebefolknings velfærd og trivsel i almindelighed. Det sker ved først at udvælge en række centrale indikatorer på velfærd og trivsel, der dækker forskellige velfærdsdomæner ved børns og unges liv, og derpå indsamle og destillere store mængder data herom, som efterfølgende fremstilles i en overskuelig form. Undersøgelsen interesserer sig særligt for, hvordan velfærd og trivsel fordeler sig i den danske børnepopulation: Hvilken betydning har fx køn, alder, familieforhold og sociale baggrundsforhold for børns og unges levevilkår og for, hvordan de trives?

Undersøgelsens andet formål er at tilvejebringe en indsigt, som kan fungere som platform for det børnesociale arbejde. Derfor interesserer den sig særskilt for at identificere kategorier af børn og unge, som har det vanskeligt: På hvilke områder er børn og unge særligt udsatte, hvor mange drejer det sig om, og hvilke sociale karakteristika har de?

Endelig har det været et formål at skabe et bæredygtigt og fremtidssikret forskningsdesign, der gør det muligt at følge børnebefolkningens velfærd over tid, ikke kun på årgangsniveau men også på individniveau, sådan at der er mulighed for at følge de enkelte børn gennem livsforløbet. Undersøgelsen tager dermed det første skridt mod at udvikle sig til et monitoreringsværktøj.

TILRETTELÆGGELSE OG METODE
Vi har lagt vægt på, at der skal være en genkendelighed mellem denne undersøgelse og andre tilsvarende, internationale indikatorundersøgelser om børnevelfærd. Derfor har andre undersøgelser inspireret vores analysemodel. Vi har imidlertid også lagt stor vægt på, at undersøgelsen skal reflektere karakteristika ved netop den danske børnebefolkning, og vi har i forhold til andre indikatorundersøgelser haft mulighed for at arbejde væsentligt mere facetteret med, hvad der konstituerer børns og unges velfærd og trivsel.

Alt i alt indgår der i denne undersøgelse otte velfærdsdomæner, som tilsammen dækker 36 komponenter og 102 indikatorer. De otte velfærdsdomæner er:

• Materiel velfærd
• Boligforhold, mobilitet og lokalområder
• Helbred og sikkerhed
• Dagpasning og uddannelse
• Sociale relationer
• Adfærd og livsstil
• Fritid og medborgerskab
• Subjektiv trivsel

Undersøgelsen er designet som en panelundersøgelse, fordi den skal kunne gentages med mellemrum. Det indebærer, at det er de samme respondenter, som medvirker i dataindsamlingerne fra gang til gang. Danske børn og unge er i undersøgelsen repræsenteret ved fem aldersgrupper: de 3-, 7-, 11-, 15- og 19-årige. Vi anvender både survey-data og registerbaserede data. I surveyundersøgelsen, som fandt sted i 2009, deltog 6.267 respondenter fra de fem årgange. For de 3- og 7-årige deltog børnenes mødre som interviewpersoner, mens de 11-, 15- og 19-årige selv besvarede survey-undersøgelsens spørgsmål. Når undersøgelsen anvender registerbaserede informationer, ser vi på forholdene for hele befolkningen i de fem årgange, i alt ca. 336.000 individer.

SAMMENFATNING AF UNDERSØGELSENS RESULTATER
Danmark i internationalt perspektiv
Når den danske børnevelfærd er blevet målt i et internationalt perspektiv, placerer Danmark sig – lige som de øvrige nordiske lande – i toppen. Det har gentagne undersøgelser vist. Det beror især på, at danske børn vokser op under gode materielle rammer: Danske børnefamilier er økonomisk velstillede, børnefattigdommen er lav, og børn har ordentlige boligforhold. Desuden er den grundlæggende helbredstilstand god. På andre velfærdsdomæner scorer den danske børnebefolkning knap så højt, og billedet kan fremstå som mere broget. Men det rykker ikke ved den omstændighed, at de helt fundamentale områder er i orden. Det er en vigtig indsigt at holde sig in mente. Børnevelfærd er et væsentligt parameter for samfundets samlede tilstand, og her må man helt overordnet fastslå, at den danske – eller nordiske – velfærdmodel leverer en god opvækstramme for børnebefolkningen. Resultaterne i denne undersøgelse rokker ikke ved den konklusion.

Alder og køn
Undersøgelsen efterlader det helt overordnede indtryk af, at det starter godt for de allerfleste børn. De fleste er ved godt helbred gennem de første år, de er veltilpassede i daginstitutionen, de har fornuftige kost- og motionsvaner. Ved skolestart er de glade for at gå i skole, og deres forældre synes, at de klarer sig fagligt godt. De har et aktivt fritidsliv, og de allerfleste er i 11-års-alderen glade for livet. Alt i alt efterlader undersøgelsen det indtryk, at der bliver passet godt på de yngre børn ude i familierne. De vokser op under gode materielle vilkår og får den nødvendige omsorg af deres forældre. Sandsynligvis yder velfærdssamfundets omsorgsinstitutioner også sit bidrag til de yngre børns som helhed ret gode trivsel. Når de yngre årgange modtager kulturelle tilbud (fx teater, museum og musikarrangementer) eller har sunde kostvaner (fx får frisk frugt til dagligt), er det ikke sikkert, at det kun er forældrenes fortjeneste – det kan også være et resultat af daginstitutionernes tilbud.

De gode takter, der er slået an i de tidlige år, fortsætter imidlertid ikke, men bliver gradvist overtrumfet af et stadigt mere risiko fyldt og problematisk liv. Glæden ved at gå i skolen aftager noget, og det gør tiltroen til egen faglig formåen også. Skolen er en sorteringsproces, og i den honorerer piger bedre forventningerne om boglighed end drengene. Det kan både aflæses af deres faglige præstationer og deres forventninger til fremtiden. Den sociale baggrund yder imidlertid også sit selvstændige bidrag til, hvordan børns og unges (forventninger om) livschancer vil forme sig med hensyn til uddannelse. Ved 19-års-alderen er omkring hver tredje ikke i uddannelsessystemet. To tredjedele af dem var i arbejde, mens resten ikke lavede noget. På det alderstrin kan nogle befinde sig på en mellemstation, måske fordi de holder sabbatår eller aflægger militærtjeneste, og derfor må man forvente, at nogle vil finde ind i uddannelsessystemet igen. Alligevel må man også konstatere, at der er en betydelig afstand til regeringens målsætning om, at 95 pct. af de unge er under uddannelse. Vi kan endvidere konstatere, at der blandt de ældste aldersgrupper er en afmatning i kulturforbrug og sportsaktiviteter, mens den politiske interesse stiger. I teenageårene bliver tilværelsen mere risikabel – unge udøver og udsættes for temmelig meget, som sundhedsmyndigheder og andre autoriteter finder bekymrende. Således er unges alkoholforbrug alarmerende højt, når man sammenligner med andre lande. Det står heller ikke for godt til med de unges motions- og kostvaner. Hver tredje 19-årig går ikke til nogen form for sport, og de retningslinjer, sundhedsmyndighederne udsteder omkring kost, bliver ikke efterlevet af mange 19-årige.

Som helhed viser undersøgelsen, at drenge og piger er marginaliserede i omtrent samme omfang, men det er forskellige forhold, der bidrager til, at de ældre drenge og piger havner i risikozonen. Det fremgår af undersøgelsen, at den risikable adfærd i teenageårene er kønsbetinget. Blandt de ældste piger finder vi temmelig høje andele, der har ”ondt i livet”, der bl.a. kan ytre sig ved indadvendthed og depressive symptomer. Blandt de 19-årige piger er der således 21 pct., der tilkendegiver, at de har haft en psykisk lidelse. 8 pct. af pigerne i 15-19-års-alderen angiver, at de en eller flere gange har forsøgt selvmord, og 9 pct. af de 15-årige og 12 pct. af de 19-årige piger rapporterer, at de har eller har haft en spiseforstyrrelse.

Blandt drengene i samme aldersgruppe er der udtalte tendenser til et ”lev stærkt”-syndrom. De ryger og drikker mere end jævnaldrende piger, spiser også usundere og har oftere erfaringer med stoffer. Sammenlignet med pigerne forekommer unge drenge også hyppigere at være udsatte i nattelivet, og det er også fortrinsvis dem, der tegner sig for den adfærd, der er ”på kant med loven”. Selv om der – måske – er tale om et overgangsfænomen i den forstand, at de unge måske ”retter sig”, når de modnes yderligere, efterlader undersøgelsen alligevel spørgsmålet, om familierne eller
de velfærdsinstitutioner, de unge er tilknyttede, har rustet dem godt nok til at stå på egne ben.

Familiebaggrund
Danske børn og unge har det godt med deres familier. De besvarelser, vi indhentede fra de unge respondenter, tyder på, at de allerfleste føler sig elsket, værdsat og støttet op om, og at de lever et familieliv med fred og harmoni. Forældrene har stor betydning for dem. De allerfleste børn og unge har også et godt kammeratskabsnetværk. 

Det er imidlertid ikke ligegyldigt, hvilken familie man vokser op i.

Børn og unge med anden etnisk baggrund er helt fra den unge alder sjældent så fuldt inkluderede som danske børn, men når det drejer sig om andelene, som vi definerer som egentlig marginaliserede, finder vi ikke markante forskelle mellem 3-årige danske og etniske børn: 1 pct. af de danske og 3 pct. af de etniske børn kan efter undersøgelsens definitioner karakteriseres som udsatte. Men undersøgelsesmaterialet tyder på, at forskellene øges op gennem opvæksten og navnlig fra 11-års-alderen og frem. Slutresultatet er, at der som helhed er tre gange så mange etniske børn og unge, som befinder sig i risikozonen for marginalisering som danskere.

De forhold, som især bidrager til at forklare, hvorfor børnepopulationen med anden etnisk baggrund er mere udsatte, er domænerne om materiel og boligmæssig velfærd. På disse områder har etniske børn og unge markant dårligere opvækstbetingelser i forhold til danske børn og unge. I forhold til de øvrige livsområder finder vi ingen væsentlige forskelle med hensyn til helbred og heller ikke i forhold til domænet om adfærd og livsstil. I undersøgelsesmaterialet er der i forhold til det uddannelsesmæssige område heller ikke så store variationer, at det berettiger til at tale om markante forskelle. De områder, der i øvrigt bidrager til at skubbe de etniske børn og unge ud i risikozonen, er dels domænet om sociale relationer, hvor vi blandt andet kunne registrere et på nogle områder anderledes opdragelsesmønster blandt familier med anden etnisk baggrund. Undersøgelsen viser blandt andet, at etniske børn betydeligt sjældnere end danske børn og unge får støtte hjemmefra til lektier, særligt når de kommer op i årene. Derudover har undersøgelsen vist, at etniske børn og unge sjældnere deltager i det organiserede fritidsliv og sjældnere udnytter de kulturelle tilbud – men hyppigere deltager i religiøse aktiviteter. Som helhed er de næsten dobbelt så ofte marginaliserede i forhold til domænet om fritid og medborgerskab som danske børn og unge. Det er tankevækkende i et integrationsperspektiv.

Familietyper: Kernefamilien er normen i begyndelsen af de fleste børns liv, men sådan bliver det ikke ved med at være. En del danske børn oplever gennem opvæksten, at forældrene går fra hinanden. Blandt de 19-årige, hvoraf nogle også er flyttet hjemmefra, er det kun hen ved halvdelen, der lever i kernefamilier. Undersøgelsen har vist, at et overraskende stort antal skilsmissebørn – omkring hver fjerde – siger, at de ingen kontakt har med den ene af forældrene. Undersøgelsen tyder endvidere på, at erfaringer med familiebrud hyppigere fører til, at man tidligt flytter
hjemmefra.

Børn og unge, der ikke lever i kernefamilier, er efter undersøgelsens definitioner hyppigere marginaliseret. Det beror ikke kun på, at familiebrud bliver defineret som en negativt formuleret indikator, men også på, at der er ringere materiel velfærd i eneforsørgerfamilier: Fra andre undersøgelser ved vi dels, at der er en social selektion i skilsmisser – de socioøkonomisk svagt stillede grupper har hyppigere erfaringer med samlivsbrud. Dels vil husholdninger med enlige forsørgere typisk have færre materielle ressourcer til rådighed, og det kan afholde børn og unge fra at deltage i samme aktiviteter som deres jævnaldrende, der bor i kernefamilier.

Undersøgelsen viser, at 3-årige småbørn af enlige forsørgere på flere områder er dårligere stillede end jævnaldrende børn i kernefamilier. Allerede på dette alderstrin er 5 pct. udsatte. De lider afsavn på det materielle område, og i forhold til helbredsområdet kan man observere, at børn i eneforsørgerfamilier hyppigere er disfavoriserede ved ikke i samme grad som andre at være omfattede af forebyggelsestiltag og ved, at de i højere grad er syge.

Undersøgelsen kan ikke umiddelbart finde belæg for, at sammenbragte familiedannelser, hvor der kommer en stedforælder ind i billedet, bidrager til at minimere børns risiko for at blive marginaliseret. I alle aldersgrupper er andelene af marginaliserede stort set lige stor blandt  neforsørgere og stedfamilier. Det forhold, at et barn vokser op med to potentielle forsørgere (dvs. ressourcepersoner), ser ikke ud til at svække en marginaliseringsrisiko.

Det er en meget central pointe i undersøgelsen, at kernefamilien ser ud til at beskytte de unge mod de adfærds- og livstilsmønstre, som medvirker til en risikobetonet adfærd. Under velfærdsdomænet om adfærd og livsstil ser vi på sundhedsadfærd, på risikobetonet adfærd (rusmidler og sex), på børn og unge som ofre for overgreb og på kriminel adfærd. Her finder vi gennemgående og systematiske forskelle mellem unge i kernefamilier og unge, der lever i andre familietyper. Vi finder endvidere, at en opvækst i en kernefamilie hyppigere bidrager positivt til, at børn deltager i fritidslivet.

Vi forstår disse forskelle som et resultat af de ressourcer og processer, der kan være på spil i forskellige familiesystemer. Børn i kernefamilier vokser typisk op i et intakt normsystem med ét fælles værdisystem omkring fx orienteringshorisonter, grænsesætning og monitorering, og det antages at have en regulerende indflydelse på barnets adfærd og udvikling. Det intakte normsystem bliver i nogen grad svækket ved familiebrud, hvor forældrene ikke på samme måde som i kernefamilien er gensidigt forpligtede på at afstemme normerne. Børn og unge kan derfor være mere tilgængelige for anden påvirkningskraft, fx den, der udøves fra det sociale netværk af jævnaldrende.

Omkring hver femte 19-årige er udeboende, og undersøgelsens resultater viser, at de ikke har det så nemt. Hver tredje befinder sig efter undersøgelsens definitioner i en marginal position. De unge udeboende har mange materielle afsavn i dagligdagen (fordi de ikke har mange penge); de lever i dårlige boliger; en del af dem er ikke i uddannelsessystemet; ret mange har en risikabel livsstil, fx med usunde kostvaner, for lidt motion og for meget druk. Man kan argumentere for, at disse livsvilkår er noget, der hører denne livsfase til. For nogle vil der være tale om en midlertidig situation: De er på vej til et uddannelsesforløb, der senere kan give dem fodfæste på arbejdsmarkedet og i samfundslivet. For andre er der risiko for at hænge fast. Der kan være grund til at holde øje med 
denne gruppe.

Den sociale familiebaggrund: I undersøgelsen har vi anvendt moderens uddannelse og den højeste klassemæssige position i familien til at belyse betydningen af den kulturelle og økonomiske kapital, der er i børns familier. Disse forhold har først og fremmest betydning for den materielle og boligmæssige levestandard, og af undersøgelsen fremgår det, at flertallet af danske børn har det godt rent materielt.

Undersøgelsesresultaterne viser, at den sociale familiebaggrund har væsentlig betydning såvel for børns velfærd og trivsel i dagligdagen som for deres fremtidige livschancer. Der er på stort set alle otte domæner mindst dobbelt så mange marginaliserede børn og unge fra familier med få socioøkonomiske ressourcer (dvs. ingen uddannelse; ingen forældre i beskæftigelse), i forhold til de socialt mest privilegerede familier (lang uddannelse; højere serviceklasse).

I forhold til børns og unges hverdagsliv viser undersøgelsen således, at børn fra de privilegerede lag er mere beskyttede i forhold til de adfærds- og livsstilsbetingede risikofaktorer. Også i forhold til børns og unges muligheder for at være deltagende i samfundslivet (forstået som organiserede fritidsaktiviteter og kulturforbrug) spiller den kulturelle og økonomiske kapital en rolle. Børn fra kapitalstærke hjem er hyppigere kulturforbrugende, og de unge på 19 år fortsætter med at være det på egen hånd. Endelig viser undersøgelsen, at højtuddannede forældre i deres opdragelsespraksis lægger vægt på, at der finder en social og kulturel overføring sted. De samtaler i højere grad end andre med barnet eller den unge om politiske og kulturelle emner og støtter op om
og involverer sig i børnenes skolearbejde. Det kan være en effekt af den indsats, man ser reflekteret, når vi i undersøgelsen også kan konstatere, at den sociale familiebaggrund er nøje knyttet sammen med de forventninger, som børn og unge selv har om deres fremtidige uddannelsesniveau og position i samfundslivet.

Samlet indeks over børnebefolkningens velfærd og trivsel
Undersøgelsens forskellige fund og delkonklusioner munder i den afsluttende del ud i en beregning af, hvor store dele af den danske børnebefolkning i 3-19-års-alderen, der samlet set kan karakteriseres som inkluderede henholdsvis ekskluderede (dvs. marginaliserede eller udsatte). Vi definerer børn og unge som ekskluderet, hvis de er marginaliserede på tre eller flere af de i alt otte velfærdsdomæner, som indgår i undersøgelsen. Efter denne opgørelsesmetode når vi frem til, at 9 pct. af dem, der deltog i survey-undersøgelsen, kan karakteriseres som ekskluderede. Der er imidlertid meget store variationer mellem aldersgrupperne. Ret få fra de yngste aldersgrupper faldt ud i den zone, som vi har defineret som kritisk (1 pct. af de 3-årige, 3 pct. af de 7-årige og 5 pct. af de 11-årige). Anderledes tegner mønstret sig for de 15- og 19-årige. Her faldt 16 pct. af de 15-årige og 21 pct. af de 19-årige ud i den kritiske zone. Den omstændighed reflekterer efter vort skøn det faktum, at tilværelsen bliver mere risikofyldt, kompleks og farefuld i takt med, at man gror til, modnes og skal møde tilværelsen på egne ben.

Vi ved, at befolkningsgrupper med få ressourcer sjældnere ønsker at deltage i survey-undersøgelser. Det gælder også for denne. Derfor må man forvente, at andelen, der befinder sig i en marginaliseringszone, reelt er noget højere. Vi foretog i undersøgelsen et estimat ved at anvende data fra registrene, som jo omfatter hele befolkningen, og nåede på det grundlag frem til, at andelen af marginaliserede eller udsatte børn og unge snarere nærmer sig 15 pct.

Alt i alt efterlader undersøgelsen det helt overordnede billede, at danske børn og unge som helhed har det godt, om end tilværelsen tegner sig mere uproblematisk for de yngre end for de ældre. Et mindretal befinder sig i en risikozone for marginalisering. Det er imidlertid ikke muligt at tale om én udsat gruppe, der deler de samme karakteristika – undersøgelsen viser, at udsathed kan sætte sig igennem på mange forskellige måder.

PERSPEKTIVER
En indikatorundersøgelse kan bruges til at give offentligheden indblik i og overblik over trivselsbilledet i den danske børnebefolkning her og nu. På nogle områder kan den være med til at aflive myter om, hvor slemt vi tror, det står til. På andre områder bidrager den måske til at kaste lys på problemområder, som der ikke tidligere har været så meget opmærksomhed omkring. Undersøgelsen kan bruges som et strategisk redskab for offentlige og private instanser, der beskæftiger sig med børnesocialt arbejde, og resultaterne kan bidrage til at give et fingerpeg om, hvor der særligt er behov for at sætte ind med indsatser. De kan også være en kilde til overvejelse om, hvorvidt der er behov for universelle eller mere målrettede tiltag i forhold til bestemte grupper af børn og unge. Endelig kan undersøgelsen bruges som et monitoreringsredskab: Hvordan ser det faktiske adfærdsbillede ud i forhold til de velfærdspolitiske mål, der er sat? Det sundhedspolitiske område er et godt eksempel, for her er der mange klart formulerede anbefalinger om, hvad god sundhedsadfærd er. Men holder børn og unge sig til disse anbefalinger? Ved gentagne målinger bliver det også muligt at overvåge forandringer over tid. Derved kan undersøgelsen bidrage til at tilvejebringe pejlemærker for, om nogle børnepolitiske områder forsømmes, eller om iværksatte indsatser ser ud til at virke. 

Set i et bredere børnepolitisk perspektiv er undersøgelsens resultater på nogle områder ikke overraskende. Det er således velkendt, at unge danskere drikker alt for meget alkohol i forhold til deres europæiske jævnaldrende, men det bliver problemet ikke mindre af. Undersøgelsen understøtter også eksisterende viden om, at den sociale familiebaggrund har betydning for børns og unges opvækstbetingelser. Det er ikke underordnet, om man vokser op i en familie, hvor der er knaphed på eller rigelige mængder af uddannelsesmæssig (kulturel) kapital, og det er ikke igegyldigt, om familien er højt placeret på arbejdsmarkedshierarkiet eller står uden for det. Det ser på flere områder ud til at stille børn forskelligt, mens barndommen står på, og det forventes at påvirke livschancerne på lang sigt, fordi der er varierede tilgange til og handlerum i forhold til børns og unges fremtidige uddannelsesmuligheder.

I andre henseender inviterer undersøgelsesresultaterne til nye debatter og mere viden om danske børns opvækstvilkår. Et undersøgelsesfund, vi selv har fundet påfaldende, omhandler de ret høje andele af unge piger, som har ”ondt i livet”. Skønt fagfolk er opmærksomme på problemstillingen, forekommer der at være behov for mere viden på området. Det er heller ikke et tema, som fylder så meget i den brede socialpolitiske debat, og her må man uundgåeligt stille spørgsmålet, om det skyldes, at de unge piger går stille med deres problemer?

Et andet resultat, der påkalder sig opmærksomhed, vedrører børn og unge med anden etnisk baggrund. De børn og unge, som deltog i undersøgelsen, oplever selv, at de klarede sig relativt godt i skolen. Det gør de fx også i forhold til velfærdsdomænerne om helbred og subjektiv trivsel. Set fra en forskningsmæssig optik er det interessant, at børn og unge med anden etnisk baggrund klarer sig godt på disse områder, når man samtidig ved, at de vokser op under materielle rammer, der er betydeligt ringere end de vilkår, danske børn har. I forhold til velfærdsdomænet om fritid og medborgerskab er børn og unge med anden etnisk baggrund dog hyppigere mindre inkluderede end deres danske jævnaldrende, og her forekommer der at ligge en socialpolitisk udfordring.

Et tredje væsentligt resultat fra undersøgelsen er, at opvækst i forskellige familietyper tilsyneladende stiller børn og navnlig unge uensartet i forhold til at møde det risikable liv. Børn og unge, der vokser op i kernefamilier, er hyppigere end andre beskyttede i forhold til forskellige former for udsathed. Vi ved, at børns chancer for at havne i den ene eller den anden familietype er påvirket af forskellige sociale selektionsmekanismer, men der forekommer at være behov for mere viden, som kan klarlægge betydningen af forskellige effekter. Et af de spørgsmål, der rejser sig, er, om vi i skilsmissebørnenes adfærd ser nogle utilsigtede konsekvenser af et moderniseret liv, som har fritsat de pågældende børn og unge mere end godt er?

Forfattere Mai Heide Ottosen, SFI
Dines Andersen
Lisbeth Palmhøj Nielsen
Mette Lausten, SFI
Sofie Mathilde Hansen Stage
Udgivelsesdato 30.09.2010
Udgiver SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd
Sprog Dansk
ISSN 1396-1810
ISBN 978-87-7487-982-4
Sidetal 255
Publikationsnr. 10:20
Kontaktperson

Mai Heide Ottosen

Kontaktperson
DIREKTE 33 48 08 88 E-MAIL mho@vive.dk
Forskningsemne

Denne publikation hører under Børn, unge og familie, Samfund og sammenhængskraft
emneord: Børn og unge, Familie, Udsatte børn og unge, Levevilkår

Anden relevant SFI-forskning

Søg på sfi.dk