SFI og KORA er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Børnemishandling i hjemmet
Hent udgivelsen (889 KB)
Del
Rapport

Børnemishandling i hjemmet

Delrapport 1

Del
Denne rapport handler om børnemishandling. Rapporten fokuserer især på fysisk mishandling begået af barnets forældre.
Undersøgelsen trækker på tre forskellige datamaterialer: landspatientregisteret, en gennemgang af 900 kommunale børnesager og en interviewundersøgelse med 3.000 25-årige. Sammenligningen af tallene fra de tre datamaterialer viser, at en stor del af den fysiske børnemishandling ikke registreres nogen steder.
Undersøgelsen viser desuden, at de børn, der bliver registreret, ikke altid får den relevante hjælp, hvilket til dels skyldes en mangelfuld koordinering mellem sundhedssektoren og de sociale myndigheder.
Dette er delrapport 1 af 3 i et større projekt om vold mod børn og unge i Danmark. Resultaterne fra de tre delrapporter sammenfattes i en afsluttende hovedrapport.
Projektet er bestilt og finansieret af Socialministeriet.

RESUMÉ: BØRNEMISHANDLING I HJEMMET 


Denne rapport belyser sandsynligheden for, at et barn i løbet af opvæksten vil blive udsat for børnemishandling af forældre eller stedforældre. Rapporten afdækker desuden sandsynligheden for, at et barn vil blive omfattet af en personlig støtteforanstaltning ved mistanke om forskellige typer af børnemishandling (fysisk mishandling, psykologisk mishandling, seksuelt overgreb eller vanrøgt).

Undersøgelsen baserer sig på tre datamaterialer. For det første trækker vi på registerdata fra Danmarks Statistik, som bl.a. indeholder data om alle børn født 1994-2006. Ud fra disse data kan vi belyse, hvor mange børn der i løbet af barndommen behandles på et hospital på grund af børnemishandling. For det andet har vi fået sagsbehandlere til at gennemgå en stikprøve på 900 af kommunernes børnesager. Ud fra denne gennemgang kan vi estimere, hvor mange børn der får personlige støtteforanstaltninger i løbet af deres barndom. For det tredje har vi foretaget en repræsentativ interviewundersøgelse med 3.000 25-årige, som er blevet interviewet om deres barndom. Interviewene giver os en belysning af, hvor udbredt børnemishandling er.

Ved at sammenligne tallene fra de tre datamaterialer får vi et estimat for, hvor mange børn der ikke opdages hverken af kommunen eller en skadestue, selvom de har været udsat for børnemishandling.

EN STOR DEL AF BØRNEMISHANDLINGEN REGISTRERES IKKE
Undersøgelsen viser, at en væsentlig del af de børn og unge, der udsættes for børnemishandling, tilsyneladende ikke opfanges, hverken af det sociale system eller af sundhedsvæsenet. Rapporten viser, at 5,6 pct. af en årgang børn beretter, at de er blevet fysisk mishandlet af deres forældre eller stedforældre. Mishandlingen kan være alt fra spark og slag med en genstand til kvælertag og brændemærker og kan være sket enkelte gange eller systematisk over en lang periode. Mindre end hver femte af dem, eller 1,07 pct., blev opdaget af kommunen. Og kun 0,12 pct. blev opdaget i forbindelse med hospitalsbehandling.

Rapporten ser også på såkaldt psykologisk mishandling, hvor forældre ydmyger deres børn og fortæller dem, at de er uønskede, ikke elskede eller værdiløse og truer dem med at blive smidt ud hjemmefra. Det siger hele 22,7 pct. af de interviewede, at de har oplevet. Men kun 3,2 pct. af en årgang ender hos kommunen som en børnesag, hvor man erkender den psykologiske mishandling.

Hver syvende interviewede, eller 14,9 pct., er blevet udsat for vanrøgt i deres barndom. De har fx ikke fået ordentlig mad, fysisk pleje og omsorg, fx under sygdom, eller i en for tidlig alder fået et for stort ansvar for at passe yngre søskende. Kun 3,4 pct. af en årgang er blevet omfattet af en børnesag, hvor sagsbehandleren har registreret dem som vanrøgtede.

BØRNENE BLIVER TABT I EN MANGELFULD KOORDINERING
Undersøgelsens resultater peger på en række problemer i en mangelfuld koordinering af indsatsen mellem sundhedssektoren og socialsektoren i kommunerne. Undersøgelsen viser, at for de børn, hvor sagsbehandleren har registreret, at barnet har været udsat for fysisk mishandling, havde sagsbehandleren kun kendskab til, at barnet var blevet undersøgt af en læge i 6 pct. af tilfældene. Undersøgelsen viser endvidere, at det kun er omkring hver tredje af de børn og unge, der hospitalsregistreres med en børnemishandlingsdiagnose, der efterfølgende modtager personlig støtte i henhold til servicelovens bestemmelser.

Undersøgelsen viser endvidere, at der ved kommunens sagsbehandling er et mangelfuldt kendskab til, om barnets situation er forbedret, eller om mishandlingerne fortsætter. Kun for omkring 42 pct. af de sager, hvor sagsbehandleren har registreret fysisk mishandling, giver sagsgennemgangen vished for, at forholdene i hjemmet er bedret.

Det kan således tyde på, at man i nogle kommuner ville profitere af dels klare procedurer for, hvad sagsbehandlerne eller andre professionelle skal gøre, når der opstår mistanke om mishandling. Dels af en systematisk opfølgning på barnets situation i tiden bagefter.

BØRNEMISHANDLING HAR VIDTRÆKKENDE KONSEKVENSER
Gennemgangen af kommunernes børnesager viser, at man hos de børn og unge, hvor der var mistanke om børnemishandling, også har kunnet iagttage en række udviklingsforstyrrelser, der påvirkede deres kognitive, sociale og følelsesmæssige udvikling. Det er således ikke overraskende, at interviewene med de 25-årige viste, at mange af de unge, der har været udsat for børnemishandling, i dag lider af posttraumatiske stressreaktioner og selvmordsovervejelser. De unge, der har været udsat for fysisk mishandling, har fem gange større risiko end deres jævnaldrende for at have posttraumatiske stressreaktioner som 25-årige, og de har seks gange større risiko for at have selvmordsovervejelser. Et tilsvarende mønster finder man for de andre former for børnemishandling.

 

Nyheder og artikler om denne publikation
Forfattere Mogens Christoffersen
Udgivelsesdato 08.12.2010
Udgiver SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd
Sprog Dansk
ISSN 1396-1810
ISBN 978-87-7487-992-3
Sidetal 220
Publikationsnr. 10:30
Kontaktperson

Mogens Christoffersen

Kontaktperson
DIREKTE E-MAIL
Forskningsemne

Denne publikation hører under Børn, unge og familie
emneord: Børn og unge

Anden relevant SFI-forskning

Søg på sfi.dk