SFI og KORA er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Evaluering af mentorordningen
Hent udgivelsen (1.703 KB)
Del
Rapport

Evaluering af mentorordningen

Del
Formålet med denne rapport er at give et detaljeret og aktuelt billede af mentorordningens anvendelse, herunder de involveredes vurdering af ordningen.
Undersøgelsen viser blandt andet, at mentorordningen primært bruges til borgere, der er langt fra arbejdsmarkedet og har komplekse sociale eller personlige problemer. Det betyder, at mentorernes arbejde ofte bliver af social karakter, hvor de hjælper borgerne med i det hele taget at få hverdagen til at hænge sammen.
Derudover har deltagerne i mentorordningen en vidt forskellig opfattelse af, om ordningen virker efter hensigten. 81 procent af de interviewede mentorer vurderer, at borgerne er blevet bedre til at klare de udfordringer, der var årsagen til tildelingen af en mentor, mens det kun er tilfældet for 37 procent af borgerne.

Resumé: Evaluering af mentorordningen 


Siden 2003 har der i arbejdsmarkedspolitikken været mulighed for at anvende mentorer i beskæftigelsesindsatsen I 2009 blev flere borgere omfattet af målgruppen for mentorindsatsen. I 2014 blev indsatsen mere målrettet de mest udsatte borgere. I 2012 påbegyndte ca. 16.000 borgere knap 25.000 mentorforløb. I 2013 påbegyndte 24.000 borgere godt 36.000 mentorforløb.

Formålet med denne rapport er at give et detaljeret og aktuelt billede af mentorordningens anvendelse, herunder de involveredes vurdering af ordningen. Vi gør både brug af registrerede oplysninger om borgere, som efter 2011 har modtaget mentorstøtte, og spørgeskemaoplysninger fra udvalgte borgere og mentorer. Endvidere har vi interviewet medarbejdere i et større antal jobcentre.

Undersøgelsen indgår i det udvalgsarbejde, som regeringen har igangsat med henblik på en udredning af den aktive beskæftigelsesindsats.

RESULTATER
MENTORORDNINGEN HAR I PRAKSIS ET STORT SOCIALT ELEMENT
Godt halvdelen af borgerne var på passiv offentlig forsørgelse – navnlig kontant- og uddannelseshjælp –- ved mentorforløbets start uden at deltage i andre beskæftigelses- eller uddannelsesrettede aktiviteter. Knap 40 pct. deltog i aktive indsatser, især vejledning og opkvalificering og virksomhedspraktik. Hovedparten af borgerne er ikke job- eller uddannelsesparate og har i gennemsnit været på offentlig forsørgelse i 3 år. Megen mentorstøtte løser således udfordringer, der står i vejen for, at borgere kan deltage i beskæftigelsesrettede aktiviteter, ustøttet beskæftigelse eller uddannelse. Denne mentorstøtte spænder meget bredt. Det kan således fx være hjælp til at få struktur på hverdagen eller få orden i økonomien; støtte til at komme af sted til lægen, så borgeren kan blive helbredsmæssigt udredt; støtte til at følge behandlingsforløb; støtte til at opbygge og vedligeholde et socialt netværk; indgå i dialog med borgeren om fremtræden (beklædning, hygiejne m.m.) og støtte til at ændre evt. uhensigtsmæssig fremtræden. Denne type støtte er den hyppigst forekommende.

En anden type mentorstøtte går ud på at støtte borgere i at deltage i og fastholde dem i andre indsatser fx kurser, virksomhedspraktik og ansættelse i løntilskud.

En tredje type mentorstøtte består i at introducere og oplære borgere på en virksomhed, hvor borgeren fx er i virksomhedspraktik eller løntilskud, samt evt. støtte til at deltage socialt. Opgaven varetages typisk af virksomhedsmentorer, der i forvejen er ansat på virksomheden. Denne type er den sjældnest forekommende.

INVOLVEREDES VURDERING AF MENTORORDNINGEN
Medarbejderne i jobcentrene og mentorerne er overordnet set meget positive over for ordningen og tror på, at mentorindsatsen gør en positiv forskel – særligt for borgernes progression hen mod det ordinære arbejdsmarked. Sagsbehandlerne vurderer således, at den tætte kontakt mellem borger og mentor både giver jobcentret bedre indblik i, hvad der står i vejen for, at borgeren kan deltage i en indsats eller opnå uddannelse eller beskæftigelse, og hvilke ressourcer borgeren har, som jobcentret ellers ikke ville have fået kendskab til.

Borgerne fremstår noget mere kritiske. Mens 81 pct. af de interviewede mentorer vurderer, at borgerne er blevet bedre til at klare de udfordringer, der var årsagen til tildelingen af en mentor, er det kun tilfældet for 37 pct. af borgerne. Borgerne har dog hyppigst en tillidsfuld og fortrolig relation til mentor, og borgerne tror generelt på, at mentoren vil dem det bedste.

Dette på trods af, at det langtfra er alle borgere, der har haft indflydelse på, hvilken mentor de har fået tilknyttet, og at 40 pct. af borgere med mentorstøtte i 2014 slet ikke mener, at de burde have haft en mentor.

KARAKTERISTIK AF MENTORFORLØBENE
Et mentorforløb er i gennemsnit på knap 5 måneder, og mentoren arbejder 3,4 timer for borgeren pr. uge i gennemsnit. De interviewede borgere oplever i gennemsnit at have ansigt til ansigt-kontakt med mentoren i 1,6 timer om ugen typisk ved et ugentligt møde inden for normal arbejdstid.

PERSPEKTIVERING
En væsentlig del af mentorindsatsen består i at etablere en tæt personlig relation mellem mentor og borger, hvilket nærmest er en forudsætning for, at mentor kan komme i gang med sin vejledende og rådgivende indsats over for borgeren. Ved sit virke uden for jobcenteret kan mentoren også være med til at afdække, hvad der hindrer borgeren i at komme videre med beskæftigelse eller uddannelse, og hvilke færdigheder og erfaringer borgeren i øvrigt er i besiddelse af. Det er derfor let at forstå, at sagsbehandlere i jobcentrene er glade for mentorordningen, fordi mentorer virker som sagsbehandlerens forlængelse over for de borgere, som er allerlængst væk fra arbejdsmarkedet. Sagsbehandlerne i jobcentrene giver også – i lighed med interviewede mentorer – udtryk for, at mentorordningen bidrager til at bringe udsatte borgere tættere på uddannelse eller det ordinære arbejdsmarked. Men det er med små skridt, hvorfor det ordinære arbejdsmarked har lange udsigter for de fleste.

I 2014 modtager de fleste borgere, som har tilknyttet en mentor, kun denne indsats uden forbindelse med andre indsatser. Langt de fleste borgere fortæller, at samtaler med mentor omhandler dagligdags forhold om borgerens mere private livsførelse i modsætning til udfordringer med at passe et arbejde eller en uddannelse. Med den justering af mentorordningen, som er gældende fra 2014, hvor mentorstøtte kun gives til de mest udsatte borgere, må myndighederne indstille sig på, at virkningen af mentorstøtte på ordinær beskæftigelse og uddannelse tidligst forventes at vise sig efter 2-3 år.

Det harmonerer også med lovtekstens ord: ”Med henblik på at fremme, at personer kan opnå eller fastholde aktiviteter, tilbud, ordinær uddannelse, ansættelse i fleksjob eller ordinær ansættelse, kan der gives tilbud om mentorstøtte”. Teksten lægger også op til, at mentorstøtten kan være et led i en længere proces. I den foreliggende undersøgelse har vi ikke søgt at måle den kortsigtede progression, som ikke giver sig udslag i ordinær beskæftigelse eller uddannelse. Vi har sagsbehandlernes positive vurdering og borgernes mindre positive vurdering af de kortsigtede fremskridt som følge af mentorstøtten.

Den tætte personlige relation mellem borger og mentor opstår ikke automatisk, uanset hvor veluddannet og velmenende mentoren er i udgangssituationen. Men det hjælper selvfølgelig, at sagsbehandleren forsøger at finde en mentor, som både passer til borgerens personlighed og dennes udfordringer, så vidt sagsbehandleren er vidende om disse i udgangssituationen. Undersøgelsens resultater peger bl.a. på, at manglende faglighed og forståelse for rollen som mentor kan bevirke, at mentoren modvirker borgerens progression. Dette kan fx ske, hvis borgeren bliver for afhængig af mentorens hjælp, ved at mentoren ”ordner” udfordringer på borgerens vegne uden at oplære og inddrage borgeren i sine egne udfordringer.

Mentorordningen foreskriver nu, at aktivitetsparate kontant-hjælpsmodtagere foruden ret nu også har pligt til mentorstøtte, når de ikke deltager i andre tilbud på grund af ”personlige forhold”. Her skal man være opmærksom på, at mentorordningen forudsætter en gensidighed. Hvis en borger ikke ønsker en tæt personlig relation til en mentor, opstår den ikke. I det omfang borgeren ikke ønsker en tæt relation, vil mentoren nok nærmere virke som sagsbehandlerens forlængede arm og i mindre omfang være borgerens rådgiver og hjælper. Det kan imidlertid også give mening. Ved at virke uden for jobcenteret og mødes med borgeren i dennes private omgivelser kan mentoren få nærmere indsigt i borgerens situation, problemer og muligheder, nok ofte i højere grad end sagsbehandleren kan ved møder med borgeren på et kontor i jobcenteret.

GRUNDLAG
I undersøgelsen har vi for det første gjort brug af registrerede oplysninger om borgere, som har modtaget mentorstøtte bevilget af et jobcenter efter 2011. For det andet har vi gennemført spørgeskemaundersøgelser blandt knap 300 mentorer og godt 200 borgere, som i 2014 har modtaget mentorstøtte. Endvidere har vi for det tredje gennemført interviews med medarbejdere i 18 jobcentre.

Forfattere Karsten Albæk, SFI
Henning Bjerregaard Bach
Rebekka Bille
Brian Krogh Graversen
Helle Holt, SFI
Søren Jensen, SFI
Anders Bruun Jonassen
Udgivelsesdato 17.03.2015
Udgiver SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd
Sprog Dansk
ISSN 1396-1810
E-ISBN 978-87-7119-291-9
Sidetal 146
Publikationsnr. 15:10
Forskningsemne

Denne publikation hører under Beskæftigelse og arbejdsmarked
emneord: Ledighed, Arbejdsmarkedet, Kontanthjælp

Anden relevant SFI-forskning

Søg på sfi.dk