SFI og KORA er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

God praksis i forebyggende arbejde
Hent udgivelsen (2.382 KB)
Del
Rapport

God praksis i forebyggende arbejde

En samlet evaluering af Dialogprojektet

Del
Dette er den syvende og afsluttende rapport fra projektet ”Dialoggruppe – om forebyggende foranstaltninger som alternativ til anbringelse”. Rapporten samler resultater og erfaringer fra de tidligere delrapporter, som hver har beskrevet indsatser for forskellige målgrupper i alderen 0-22 år.
På tværs af det store aldersspænd i indsatserne viser rapporten et fælles fokus i at hjælpe de udsatte børn og unge med at styrke relationerne til deres familie og skabe netværk til omgivelserne.
Formålet med Dialogprojektet har været at tilvejebringe og systematisere viden om kommuners praksis, erfaringer og resultater i forhold til det forebyggende arbejde med udsatte børn og unge. Samlet udgør de syv rapporter et katalog over eksempler på god praksis, som kan give landets kommuner bedre forudsætninger for at yde den relevante støtte og hjælp til udsatte børn og unge.
Projektet er af bestilt af Socialstyrelsen og er gennemført af SFI i samarbejde med COWI A/S.

Resumé:  God praksis i forebyggende arbejde. Samlet evaluering af dialogprojektet 


Børn og unge-området har gennemgået en betydelig udvikling de seneste år, hvor flere reformer har betydet et øget fokus på forebyggelse og på udvikling af forebyggende foranstaltninger som alternativ til anbringelse. Vi har i Dialogprojektet gennem 4 år opbygget en bred viden om forskning og praksis omkring forebyggende foranstaltninger – en viden, der skal medvirke til at gøre alle landets kommuner bedre i stand til at iværksætte den støtte og hjælp, som socialt udsatte børn og unge har behov for, så deres trivsel og udvikling sikres.

Denne rapport er den afsluttende rapportering af Dialogprojektets resultater.

RESULTATER
Foranstaltningerne, der indgår i projektet, spænder vidt. Nogle af foranstaltningerne henvender sig til endnu ufødte børn og deres mødre, mens andre henvender sig til unge, der gennem efterværn får støtte og hjælp til overgangen til et selvstændigt voksenliv. Derudover har vi i udvælgelsen af foranstaltninger tilstræbt variation for at afspejle den brede vifte af støttemuligheder, der findes ude i kommunerne. Det er derfor svært at sige noget generelt om foranstaltningerne under ét. Projektet peger dog på nogle overordnede fællestræk, der kendetegner den gode praksis:

  • Foranstaltningerne har generelt fokus på, at udsatte børn, unge og deres familier har brug for støtte til at bygge bro (bridging), hvad enten det drejer sig om at udvikle forældrenes handlekompetencer og gøre dem mere bevidste om egen adfærd og egne ressourcer eller om at udvikle de unges faglige kompetencer og sociale færdigheder.
  • De fleste foranstaltninger har også generelt fokus på forældrenes, børne-nes og de unges netværk og sociale kompetencer (bonding). Dette fokus er yderst vigtigt, hvad enten det drejer sig om at støtte og styrke relationen mellem det helt lille barn og dets forældre eller om at støtte unge til at få et ressourcestærkt netværk, hvor de kan finde støtte og rollemodeller, når arbejdet i foranstaltningen er til ende.
  • De foranstaltninger, der viser den største udvikling i børnenes trivsel og udvikling, er foranstaltninger, der bruger familiebehandling som metode. Samtidig er de foranstaltninger, der viser størst udvikling blandt de unge, foranstaltninger, der arbejder med at opbygge de unges egne sociale kompetencer og netværk til almenområdet.
  • Samtidig med at bygge bro og skabe netværk arbejder behandlerne i foranstaltningerne ud fra en ressourcefokuseret og anerkendende tilgang, hvor de ved hjælp af faste rammer, genkendelighed og forudsigelighed får familiernes, børnenes og de unges egne ressourcer i spil. Der er stærk fokus på tilknytning til almenområdet gennem skoler, fritidsklubber, fritidsaktiviteter og lokalt netværk, så visitering til en forebyggende foranstaltning netop ikke resulterer i en eksklusion fra det almene børneliv, men en hjælp til senere inklusion.
  • Et af de områder, hvor det ikke er lykkedes at forbedre de unges situation, er i forhold til eksisterende misbrug og kriminalitet. Foranstaltningerne kan forebygge at unge starter et misbrug, men det tyder på, at unge med eksisterende misbrug og kriminalitet har en sådan problemtyngde, at det ofte ikke lader sig behandle med en forebyggende indsats.


Vi har til Dialogprojektet designet et spørgeskema, som kommuner eller foranstaltninger selv kan benytte til at få mere fokus på effekt i det daglige arbejde. Spørgeskemaet er opbygget, så det er muligt at vælge en eller flere dele ud. Den enkelte kommune kan på den måde udvælge de temaer, der er relevante for den specifikke foranstaltning, den ønsker at evaluere. Det vil give kommunen eller foranstaltningen før- og eftermålinger, som de selv kan analysere som supplement til den viden, de i forvejen har om foranstaltningen.

PERSPEKTIVER
Vi har i Dialogprojektet arbejdet mod fire mål:

  • Vi har afdækket kommunernes praksis, erfaringer og resultater i forhold til børn og unge, der tilbydes en forebyggende foranstaltning.
  • Vi har skabt overblik over den forskningsmæssige viden på området og herved gjort den tilgængelig og anvendelig for kommunerne.
  • De udvalgte kommuner har, med deres deltagelse i dialoggruppen, skabt et grundlag for erfaringsudveksling såvel mellem kommuner internt som mellem praktikere i kommunerne og forskere.
  • Vi har uddraget en række eksempler på god praksis i forhold til et bredt spektrum af forebyggende foranstaltninger – eksempler, som kan formidles og bidrage til, at landets kommuner bliver bedre i stand til at iværksætte den støtte og hjælp, som børn og unge med problemer har behov for.


De generelle fællestræk, vi har uddraget af projektets eksempler på god praksis, ligger i fin forlængelse af den eksisterende viden på området. Det dokumenteres bl.a. af den omfattende vidensopsamling.

Der er en voksende efterspørgsel på viden om, i hvilket omfang indsatserne kan betale sig, samt et stigende behov for dokumentation af indsatsernes indhold og ikke mindst effekt.

Denne rapport indeholder en række effektevalueringer, der sammenligner effekterne af de eksempler på god praksis, der indgår i Dialogprojektet. Blandt andet som følge af et lille datagrundlag finder vi for flere foranstaltninger ikke nogen forskel, eller at udviklingen viser negative tendenser, da vi sammenligner foranstaltninger med gode erfaringer relativt med andre foranstaltninger, der også har gode erfaringer.

Rapporten indeholder en række af de overvejelser og erfaringer, vi har haft i forbindelse med indsamling af data samt valg af evalueringsmetoder. I erkendelse af, at det i Dialogprojektet ikke har været muligt at lave en klassisk effektmåling, der dokumenterer kausale effekter af de enkelte foranstaltninger, har vi i stedet gennemført en effektevaluering, der kan sandsynliggøre en effekt og hermed bibringe nyttig viden til den fortsatte udvikling af indsatser til udsatte børn og unge.

En af de væsentligste udfordringer ved evalueringer på børn og unge-området er få isoleret effekten af den konkrete indsats fra det utal af andre faktorer, som også spiller ind i barnets eller den unges liv og derfor også har betydning for trivslen. Ved hjælp af før- og eftermålinger og inddragelse af andre udvalgte foranstaltninger som kontrolgruppe har vi sandsynliggjort en relativ effekt blandt en gruppe af foranstaltninger, der alle er vurderet som særligt lovende af kommunerne. De tekniske beregninger kræver reelt set ikke mange statistiske kundskaber, den store udfordring ligger i projektets planlægning og implementering.

En anden udfordring ved at evaluere forebyggende foranstalt-ninger ligger i indsamlingen af data. En række forhold gør sig gældende:

  • Effektevalueringen bygger på behandlernes vurdering af udviklingen for børn og unge på en række parametre, hvor nogle behandlere måske ikke har den fornødne og relevante viden.
  • Tyngden og kompleksiteten af problemerne kan være større for et barn eller en ung end først antaget. Den reelle problemtyngde viser sig først, når relationen mellem behandler og barn/ung er skabt, hvorved førmålingen ikke afspejler det reelle udgangspunkt.
  • Udskiftning af personale kan også være et problem, således at før- og eftermålingen ikke er besvaret af den samme person.


Det betyder, at vores resultater er behæftet med en vis usikkerhed, hvor få ekstra besvarelser vil kunne ændre udfaldet. Det ændrer dog ikke ved, at resultaterne i denne rapport kan bruges til at forbedre kommunernes forebyggende indsats over for udsatte børn og unge.

VIDENSGRUNDLAG
Dialogprojektet er bygget op omkring flere typer af viden, der alle har deres særlige bidrag til eksempler på god praksis:

  • En indledende afdækning af kommunernes praksis baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt landets børn og unge-chefer
  • En vidensopsamling, der fremhæver de forhold, som forskningen finder, man skal være særlig opmærksom på i arbejdet med udsatte børn, unge og deres familier
  • En nøgletalsanalyse, som belyser strukturen og udviklingen i den enkelte kommune
  • En række casestudier om de udvalgte forebyggende foranstaltninger
  • En evaluering, der bygger på før- og eftermålinger af behandlernes vurdering af børnenes og de unges trivsel og udvikling.
Nyheder og artikler om denne publikation
Forfattere Mette Lausten, SFI
Helle Hansen, SFI
Vibeke Myrup Jensen, SFI
Udgivelsesdato 07.03.2013
Udgiver SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd
Sprog Dansk
ISSN 1396-1810
ISBN 978-87-7119-147-9
E-ISBN 978-87-7119-148-6
Sidetal 174
Publikationsnr. 13:04
Kontaktperson

Mette Lausten

Kontaktperson
DIREKTE 33 69 77 13 E-MAIL mel@sfi.dk
Forskningsemne

Denne publikation hører under Børn, unge og familie, Samfund og sammenhængskraft, Udsatte grupper
emneord: Boligsociale indsatser, Udsatte børn og unge, Anbringelser, Foranstaltninger for børn og unge, Familie, Børn og unge, Familiemønstre, Udsatte grupper, Social arv

Anden relevant SFI-forskning

Søg på sfi.dk