SFI og KORA er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Handicap, beskæftigelse og uddannelse i 2016
Hent udgivelsen (2.305 KB) Bestil en trykt udgave (300 kr. inkl. moms)
Del
Rapport

Handicap, beskæftigelse og uddannelse i 2016

Del
Denne rapport afdækker, hvor stor en del af den danske befolkning i alderen 16 til 64 år, der har et handicap eller et længerevarende helbredsproblem. I forlængelse heraf undersøger rapporten en lang række forhold relateret til denne gruppes tilknytning til arbejdsmarkedet.
Rapporten belyser for det første om og, i givet fald, hvordan personer med handicap adskiller sig fra personer uden handicap, når det gælder beskæftigelse, modtagelse af overførselsindkomst, uddannelse, læse- og skrivevanskeligheder, arbejdsudbud og jobsøgning samt tidspunkt for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.
For det andet belyses ansættelsesforhold, brug af hjælpemidler og støtteforanstaltninger, kendskab til fleksjobordningen og til handicapkompenserende ordninger, forekomsten af handicaprelaterede barrierer
forbundet med arbejdsmarkedsdeltagelsen, arbejdsgivers og kollegaers hensyntagen og størrelsen af ikkebeskæftigedes beskæftigelsespotentiale for personer med handicap.
Endelig belyser rapporten beskæftigedes holdninger til at arbejde med personer med handicap.

En høj arbejdsmarkedsdeltagelse er det økonomiske grundlag for vores velfærdssamfund og en forudsætning for at sikre den enkeltes levestandard og livsudfoldelse. Det er velkendt, at personer med handicap i mindre udstrækning er i beskæftigelse end personer uden handicap. I de senere år er der derfor gennemført en række beskæftigelsesrettede tiltag med det formål i større udstrækning at inkludere og fastholde personer med handicap på arbejdsmarkedet.

Formålet med denne rapport er for det første at undersøge, hvor stor en del af den danske befolkning i alderen 16-64 år der har et handicap eller et længerevarende helbredsproblem. For det andet er formålet at undersøge en lang række forhold relateret til denne gruppes tilknytning til arbejdsmarkedet, herunder beskæftigelses- og velfærdsmæssige forskelle mellem personer med og uden handicap, brugen af foranstaltninger og beskæftigedes holdninger til at arbejde med personer, der har et handicap.

”Handicap”-begrebet

Begrebet ”handicap” er ifølge WHO relationelt (World Health Organization, 2001). Det vil sige, at der skelnes mellem en funktionsnedsættelse og et handicap. En funktionsnedsættelse indebærer ikke i sig selv et handicap – det er i mødet med omgivelserne, at det afgøres, om der er tale om et handicap. Der er tale om et handicap, hvis en person har en funktionsnedsættelse, der medfører, at der er aktiviteter (fx arbejdsrelaterede), personen ikke kan deltage i, som personer uden handicap kan deltage i.

I denne rapport operationaliserer vi begrebet ”handicap” med afsæt i personers egen vurdering af, om de har et handicap eller længerevarende helbredsproblem, og i så fald om de vurderer, at der er tale om et større eller et mindre handicap eller længerevarende helbredsproblem, og hvilken type handicap eller længerevarende helbredsproblem der er tale om (kun det væsentligste).

Det er vigtigt at være opmærksom på, at den anvendte forholdsvis brede operationalisering af handicapbegrebet, samt at der er tale om en selvvurdering af handicap eller længerevarende helbredsproblemer, hver især kan give anledning til usikkerhed om, hvor mange i befolkningen i alderen 16-64 år der har et handicap eller længerevarende helbredsproblem. Til gengæld er operationaliseringen af handicapbegrebet simpelt at anvende og svarer til den måde, hvorpå handicap er blevet målt i tidligere danske undersøgelser af handicap, beskæftigelse og uddannelse, se fx Larsen & Høgelund (2014, 2015).

Sammenfatning af rapportens resultater

Formålet med denne rapport er, som nævnt, for det første at undersøge, hvor stor en del af befolkningen i alderen 16-64 år der har et handicap eller længerevarende helbredsproblem. Størstedelen af rapporten vedrører imidlertid det andet formål, nemlig at undersøge en lang række forhold relateret til denne gruppes tilknytning til arbejdsmarkedet. Mere specifikt er formålet:

  • At undersøge om og, i givet fald, hvordan personer med handicap adskiller sig fra personer uden handicap, når det gælder beskæftigelse, modtagelse af overførselsindkomst, uddannelse, læse- og skrivevanskeligheder, arbejdsudbud og jobsøgning samt tidspunkt for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet
  • At belyse ansættelsesforhold, brug af hjælpemidler og støtteforanstaltninger, kendskab til fleksjobordningen og til handicapkompenserende ordninger, forekomsten af handicaprelaterede barrierer forbundet med arbejdsmarkedsdeltagelsen, arbejdsgivers og kollegaers hensyntagen og størrelsen af ikke-beskæftigedes beskæftigelsespotentiale for personer med handicap
  • At undersøge beskæftigedes holdninger til at arbejde med personer med handicap.

Lidt mere end hver femte har et handicap

Lidt mere end hver femte af personerne i alderen 16-64 år har, ifølge eget udsagn, et handicap eller længerevarende helbredsproblem (benævnt ”handicap” i det følgende). Dette svarer til cirka 780.000 personer. For halvdelens vedkommende drejer det sig om et større handicap. Lidt flere kvinder end mænd angiver at have et handicap. Det samme gælder personer med dansk eller anden vestlig oprindelse, sammenlignet med personer med ikke-vestlig oprindelse.

Personer med handicap vurderer, at de har en arbejdsevne på 6,1 i gennemsnit. Til dette formål er anvendt en skala fra 1-10, hvor 1 betyder, at man slet ikke kan arbejde, mens 10 betyder, at man har fuld arbejdsevne. Det tilsvarende tal for personer uden handicap er 9,6. Lidt mere end hver fjerde af personerne med handicap vurderer, at de har fuld arbejdsevne, mens 3 ud af 10 vurderer, at de har en lav arbejdsevne eller slet ikke kan arbejde (arbejdsevne på 1-3).

Personer med handicap anfører oftest enten mobilitetshandicap eller sygdomme som deres væsentligste, overordnede type af handicap. Det specifikke handicap, de anfører oftest, er problemer med ryg eller nakke (inklusive gigtproblemer) (22,8 pct.). Psykiske lidelser, der ligeledes anføres af relativt mange (15,2 pct.), betragtes forholdsvis ofte som et større handicap.

Relativt flere personer med handicap, der har en ikke-vestlig oprindelse, har et mobilitetshandicap. Til gengæld har relativt færre en sygdom.

Der er stor spredning på, i hvilken alder et handicap opstår. Især personer med et sanse- og kommunikationshandicap har fået deres handicap i en tidlig alder, eller handicappet er medfødt. Personer med en psykisk lidelse har typisk fået deres handicap før 30-årsalderen.

Kun halvdelen er i beskæftigelse, men ikke ringere beskæftigelsesudvikling

Lidt mere end hver anden af personerne med handicap er i beskæftigelse i 2016. For personer med et større handicap gælder dette kun hver tredje. Til sammenligning er næsten 8 ud af 10 af personerne uden handicap i beskæftigelse. Der er til gengæld ikke nævneværdig forskel på, hvor stor en andel af personerne med og uden handicap der er ledige. Personer med handicap står således væsentligt oftere uden for arbejdsstyrken end personer uden handicap.

Personer med en psykisk lidelse er i markant mindre omfang i beskæftigelse (cirka 30 pct.) end personer med andre typer af handicap (cirka 60 pct.).

Der er en tendens til, at beskæftigelsen har udviklet sig lidt mere negativt over tid for personer uden handicap end for personer med handicap. Beskæftigelsessandsynligheden har – givet individkarakteristika og konjunktursituation – ikke ændret sig for personer med handicap fra 2012 til 2015, mens den har været svagt faldende for personer uden handicap. Samme tendens viser sig, når vi sammenligner tal for 2002 med tal for 2015.

Dobbelt så mange modtager overførselsindkomst

Seks ud af 10 af personerne med handicap modtager en eller anden form for overførselsindkomst mod kun hver fjerde af personerne uden handicap. Personer med handicap modtager især oftere førtidspension end personer uden handicap. De modtager også oftere passive ydelser, fx sygedagpenge eller kontanthjælp/(for)revalidering, og aktive ydelser som fx fleksjobydelse.

Relativt flere af de beskæftigede med handicap modtager en beskæftigelsesrettet ydelse end af de beskæftigede uden handicap (16,6 mod 1,8 pct.). Desuden modtager relativt flere af de ikke-beskæftigede med handicap enten en varig ydelse (48,9 mod 15,8 pct.) og/eller en midlertidig ydelse (30,3 mod 20,1 pct.) end tilfældet er for de ikke-beskæftigede uden handicap.

Personer med handicap, der modtager ikke-beskæftigelsesrettede ydelser, er længere væk fra arbejdsmarkedet end den tilsvarende gruppe af personer uden handicap. Mens personerne med handicap især modtager førtidspension, modtager personerne uden handicap især SU.

Færre har en erhvervskompetencegivende uddannelse, men uddannelse betyder mere for beskæftigelsen

Sandsynligheden for at have en erhvervskompetencegivende uddannelse falder med graden af handicap: Der er færre, der har en erhvervskompetencegivende uddannelse blandt personer med handicap end blandt personer uden handicap (56,7 mod 63,4 pct.). Den mindste andel finder vi blandt personer med et større handicap (52,6 pct.).

Blandt 20-35-årige er det flertallet (cirka 60 pct.) af personerne med henholdsvis et større handicap og en psykisk lidelse, der hverken har fuldført eller er i gang med en erhvervskompetencegivende uddannelse. Dette hænger især sammen med, at de personer, der får et større handicap og/eller en psykisk lidelse før 36-årsalderen, i mindre udstrækning får en erhvervskompetencegivende uddannelse end personer, der får sådanne handicap i en senere alder.

Sandsynligheden for at være i beskæftigelse stiger med stigende uddannelsesniveau. Dette gælder både for personer med og uden handicap, men uddannelse gør især en forskel for personer med handicap. Beskæftigelsesgabet mellem personer, der eksempelvis har henholdsvis grundskole og en lang videregående uddannelse som højeste fuldførte uddannelse, er således større for personer med handicap (41 procentpoint) end for personer uden handicap (27 procentpoint). Undersøgelsen siger ikke noget om, hvad der ligger bag dette resultat. Der kan både være forklaringer, der omhandler adfærd blandt personerne med handicap, og forklaringer, der vedrører adfærden på de virksomheder, der ansætter dem.

Flere har læse- og/eller skrivevanskeligheder, men ingen sammenhæng med lavere beskæftigelse

Flere af personerne med handicap end af personerne uden handicap har svært ved at læse eller skrive (13,2 mod 5,1 pct.). Især personer med et større handicap har læse-/skrivevanskeligheder (16,4 pct.). Beskæftigelsessandsynligheden for personer med handicap hænger dog snarere sammen med uddannelsesniveau og sværhedsgrad af handicappet end med forekomsten af læse-/skrivevanskeligheder. Resultatet kan dog være påvirket af, at personer med visse typer af handicap, herunder personer med svære læse-/skrivevanskeligheder, formentlig er underrepræsenterede i det anvendte datamateriale.

Kortest arbejdstid for personer med en psykisk lidelse, der til gengæld gerne vil arbejde flere timer

Beskæftigede med handicap arbejder i gennemsnit færre timer om ugen end beskæftigede uden handicap (30,1 mod 33,9 timer). Forskellen kan hovedsageligt tilskrives, at relativt flere af de beskæftigede med handicap er i støttet beskæftigelse på nedsat arbejdstid. Den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid er især lav for beskæftigede med et større handicap og for beskæftigede med en psykisk lidelse (24,7 og 23,7 timer).

Kun en mindre andel (cirka 13 pct.) af de beskæftigede – uanset om de har et handicap eller ej – ønsker at forøge deres ugentlige arbejdstid. Personer med en psykisk lidelse skiller sig ud, idet flere (21,5 pct.) i denne gruppe gerne vil arbejde flere timer om ugen.

Færre har personaleledelse, især blandt personer med en psykisk lidelse

Beskæftigede med handicap er placeret lavere i stillingshierarkiet end beskæftigede uden handicap, og færre har personaleledelse (13,8 mod 17,6 pct.). Især relativt få af de beskæftigede med en psykisk lidelse har personaleledelse (4,5 pct.).

Ikke de store forskelle, når det gælder fastansættelse, bijob og brug af kvalifikationer

Langt hovedparten af de beskæftigede med handicap er fastansatte, og relativt få af dem har et bijob. Desuden er langt størstedelen af dem tilfredse med den måde, hvorpå deres evner bruges i deres nuværende arbejde. Tilsvarende oplever de i høj grad at kunne bruge deres kunnen eller færdigheder i dette arbejde. Beskæftigede med handicap ligner i stor udstrækning beskæftigede uden handicap, når det gælder fastansættelse, bijob og brug af kvalifikationer.

Ikke-beskæftigede søger mindre efter arbejde, men bruger lige så mange forskellige jobsøgningskanaler

Ikke-beskæftigedes søgeaktivitet er markant lavere blandt personer med handicap end blandt personer uden handicap. Markant færre af de ikke-beskæftigede med handicap har således søgt erhvervsarbejde inden for de seneste fire uger (13,8 mod 33,5 pct.).

Cirka tre ud af 10 af de ikke-beskæftigede, der ikke har søgt erhvervsarbejde inden for de seneste fire uger, ønsker imidlertid at komme i arbejde – det gælder både for personer med og uden handicap. Dog er der relativt flere med en psykisk lidelse, som ønsker et erhvervsarbejde (38,0 pct.).

Ikke-beskæftigede med handicap, der har søgt erhvervsarbejde, har brugt lige så mange forskellige jobsøgningskanaler som den tilsvarende gruppe af ikke-beskæftigede uden handicap. Begge grupper har i gennemsnit anvendt næsten fem jobsøgningskanaler. Der er imidlertid enkelte forskelle, hvad angår typen af anvendte jobsøgningskanaler. Ikke-beskæftigede med handicap har blandt andet i relativt større omfang kontakt med jobcentret.

Få har søgt uforholdsvis mange stillinger de seneste 10 år

Personer med handicap, der har været i beskæftigelse i løbet af de seneste 10 år, har i gennemsnit skullet søge flere stillinger for at få et job end den tilsvarende gruppe af personer uden handicap (5,4 mod 3,5). Forskellen kan dog primært tilskrives, at en lille gruppe af personerne med handicap har måttet søge uforholdsmæssigt mange stillinger for at få et job.

Kun 1 ud af 20 af de personer med handicap, der ikke har været beskæftiget i løbet af de seneste 10 år, har søgt job. Dette gælder 1 ud af 3 af personerne uden handicap.

Knap hver fjerde forventer at trække sig tidligere tilbage

Beskæftigede med handicap forventer at trække sig lidt tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet end beskæftigede uden handicap – den forventede tilbagetrækningsalder i de to grupper er henholdsvis 65,9 og 66,3 år i gennemsnit. Personer med handicap, der er ordinært ansat, adskiller sig imidlertid ikke nævneværdigt fra personer uden handicap i denne forbindelse.

Næsten halvdelen af de beskæftigede med handicap forventer, at deres handicap ikke har betydning for, hvornår de trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Knap hver fjerde forventer, at de trækker sig tilbage tidligere, end de ellers ville have gjort. Sidstnævnte gælder især beskæftigede med et mobilitetshandicap. En fjerdedel ved ikke eller har ikke tænkt over, om handicappet har betydning for deres tilbagetrækningsalder.

Ældre med handicap er generelt mindre positivt stemt end ældre uden handicap over for at arbejde mindst et halvt år længere, hvis de får tilbudt mere fordelagtige arbejdsbetingelser.

Især kvinder og personer med en psykisk lidelse er i støttet beskæftigelse

Omkring hver femte af de beskæftigede med handicap er ansat i støttet beskæftigelse. Dette gælder oftere for kvinder end for mænd (24,4 mod 17,2 pct.). Støttet beskæftigelse er især udbredt blandt beskæftigede med en psykisk lidelse (36,8 pct.).

3 ud af 4 af de beskæftigede med handicap, der er i støttet beskæftigelse, er i fleksjob. Sammenlignet med andre beskæftigede med handicap er relativt flere af personerne i fleksjob kvinder, og relativt flere er over 50 år. Desuden har relativt flere et større handicap.

Udækket behov for indsatser fra arbejdsgiver

1 ud af 7 af de beskæftigede benytter et særligt hjælpemiddel, en foranstaltning eller anden form for støtte i deres erhvervsarbejde som følge af handicappet eller helbredsproblemet. Blandt beskæftigede med et større handicap drejer det sig om hver fjerde, mens det gælder hver tredje af de beskæftigede, der har et sanse- og kommunikationshandicap. Det mest udbredte er, at støtten relaterer sig til ens arbejdsfunktion eller typen af ens arbejde.

Mere end 4 ud af 10 af de beskæftigede med handicap har fået tilbudt og iværksat en eller flere indsatser af deres arbejdsgiver, herunder fx fået tilpasset arbejdsforholdene, nedsat arbejdstiden eller tildelt særlige arbejdsopgaver. Flere kvinder end mænd har fået iværksat mindst én indsats.

Hver femte af de beskæftigede med handicap angiver, at de har et udækket behov for en eller flere indsatser fra arbejdsgiveren. Dette gælder i lidt større udstrækning kvinder end mænd. Beskæftigede med et mobilitetshandicap er den gruppe, der oftest angiver at have et udækket behov.

Manglende kendskab til ordninger

Kendskabet til fleksjobordningen er langt mere udbredt end kendskabet til den handicapkompenserende ordning med personlig assistance i erhverv. Blandt de personer, der er i målgruppen for hver af de to ordninger[1], kender 4 ud af 5 til fleksjobordningen, mens kun 1 ud af 4 kender til den handicapkompenserende ordning.

Næsten hver femte i målgruppen for den handicapkompenserende ordning med økonomisk støtte til hjælpemidler, arbejdsredskaber eller arbejdspladsindretning[2] har søgt om denne form for støtte. Heraf har 2 ud af 3 fået bevilget støtte. Lidt mere end hver femte af dem, der er i målgruppen, men som ikke har søgt om støtte, kender ikke ordningen.

Handicap kan være en hæmsko, og mangel på hensyntagen forekommer

Omkring hver femte af de beskæftigede med handicap angiver, at deres handicap har hæmmet dem i deres muligheder for henholdsvis at avancere, at opnå et bedre arbejde og at opnå et mere selvstændigt arbejde.

Et mindretal af de beskæftigede med handicap oplever, at arbejdsgiveren og kollegaerne ikke tager tilstrækkeligt hensyn til deres handicap (8,9 og 7,1 pct.). Dette anføres oftere af beskæftigede med et mobilitetshandicap end af beskæftigede med en sygdom.

Typen af handicap påvirker kollegaers holdninger

Flertallet af de beskæftigede er – uanset om de har et handicap eller ej – positivt stemt over for at arbejde sammen med en person med handicap, selvom det kræver, at de bruger lidt tid på at hjælpe vedkommende.

Beskæftigede er oftere betænkelige ved at arbejde sammen med en person, der lider af meget store humørsvingninger (fx er maniodepressiv) end en person, der enten er blind eller sidder i kørestol. Der er en tendens til – uanset hvilken af de tre typer af handicap, vi fokuserer på – at personer med handicap er lidt mere positive end personer uden handicap. I nogle tilfælde er beskæftigede, der har et familiemedlem med et handicap og/eller allerede har en kollega med handicap, mere positivt stemt end andre beskæftigede.

Et beskæftigelsespotentiale på 10.000-22.000 personer

Der er en klar sammenhæng mellem vurderingen af egen arbejdsevne og beskæftigelsesstatus for personer med handicap: Jo større selvvurderet arbejdsevne, desto flere er i beskæftigelse. Tilsvarende er der relativt færre, der enten søger eller ønsker at få et arbejde, blandt de ikke-beskæftigede med handicap, der har mindst arbejdsevne.

For personer med handicap med en høj selvvurderet arbejdsevne gælder det, at ikke-beskæftigede oftere er unge, oftere er enlige og oftere har en psykisk lidelse end beskæftigede.

Det største beskæftigelsespotentiale blandt ikke-beskæftigede med handicap formoder vi findes blandt dem, der:

  • har en høj arbejdsevne (mindst 8 på en skala fra 1-10, hvor 10 betyder fuld arbejdsevne),
  • har søgt eller har ønske om at få et erhvervsarbejde og
  • har fuldført en erhvervskompetencegivende uddannelse.

Denne gruppe omfatter i størrelsesordenen 10.000-22.000 personer. En stor del af disse personer ser ud til at have relativt gode muligheder for at bestride et ordinært job.

Ser vi bort fra kravet om en erhvervskompetencegivende uddannelse, er beskæftigelsespotentialet på i størrelsesordenen 30.000-48.000 personer. Ser vi desuden væk fra kravet om at have søgt eller ønsket om at få et erhvervsarbejde, er vi oppe på 59.000-82.000 personer.

Konklusion

Ifølge denne undersøgelse har lidt mere end hver femte af personerne i den danske befolkning i den arbejdsdygtige alder et handicap eller længerevarende helbredsproblem. Halvdelen af denne gruppe har et større handicap eller længerevarende helbredsproblem. Disse andele kan imidlertid være et underkantsskøn, fordi personer med svære handicap – blandt andet som følge af brug af en webbaseret dataindsamlingsmetode – formentlig er underrepræsenterede i vores undersøgelse.

Undersøgelsen viser – i tråd med tidligere studier – at personer med handicap har en svagere tilknytning til arbejdsmarkedet end personer uden handicap: Færre er i beskæftigelse, langt flere er uden for arbejdsstyrken, mens der ikke er flere ledige. Beskæftigede med handicap er desuden placeret lavere i stillingshierarkiet. En medvirkende årsag til forskellene mellem de to grupper kan være, at relativt færre af personerne med handicap har en erhvervskompetencegivende uddannelse. Uddannelse betyder dog mest for beskæftigelsessandsynligheden for personer med handicap. Det er endvidere værd at bemærke, at personer med handicap, der har været i beskæftigelse i løbet af de seneste 10 år, typisk ikke har søgt flere job for at komme i beskæftigelse end personer uden handicap.

Gruppen af personer med handicap er imidlertid en meget heterogen gruppe. Dette viser sig blandt andet ved, at mens kun hver tredje af personerne med et større handicap er i beskæftigelse, gælder dette 7 ud af 10 af personerne med et mindre handicap. Beskæftigelsesandelen for den sidstnævnte gruppe er relativt tæt på beskæftigelsesandelen for personer uden handicap, hvor 8 ud af 10 er i beskæftigelse.

Heterogeniteten indebærer, at man groft sagt kan inddele personer med handicap i tre grupper:

  1. En relativt stærk gruppe af personer med handicap, der er ordinært ansatte. Denne gruppe udgør lidt mere end 4 ud af 10 af personerne med handicap. Denne gruppe ligner beskæftigede uden handicap, når det gælder fx gennemsnitlig ugentlig arbejdstid og forventet tilbagetrækningsalder.
  2. En mellemgruppe, bestående af personer med handicap, der er i støttet beskæftigelse. Denne gruppe udgør lidt mere end hver tiende af personerne med handicap. Størstedelen af denne gruppe er i fleksjob.
  3. En relativt svag gruppe af personer med handicap, der ikke er i beskæftigelse. Denne gruppe udgør knap halvdelen af personerne med handicap. Gruppen er markant længere fra arbejdsmarkedet end ikke-beskæftigede uden handicap.

Nogle, men langt fra alle, personer med handicap oplever forskellige barrierer i forhold til at komme i og fastholde beskæftigelse. Som eksempler på barrierer for personer i beskæftigelse kan nævnes et udækket behov for en eller flere indsatser fra arbejdsgiverens side, samt at arbejdsgiver og kollegaer ikke i tilstrækkelig grad tager hensyn til handicappet. Desuden kan mangel på kendskab til fx handicapkompenserende ordninger udgøre en barriere. Handicappet opleves endvidere i nogle tilfælde som en hæm­sko i forhold til mulighederne for at avancere, at opnå et bedre arbejde og at opnå et mere selvstændigt arbejde.

I lighed med tidligere studier (fx Larsen & Høgelund, 2015) viser denne undersøgelse, at personer med en psykisk lidelse står med særlige udfordringer i forhold til at komme i og fastholde beskæftigelse. Sammenlignet med personer med andre typer af handicap er markant færre i denne gruppe i beskæftigelse, og blandt de beskæftigede er flere i støttet beskæftigelse. Endvidere arbejder beskæftigede med en psykisk lidelse relativt få timer om ugen i gennemsnit. Resultaterne peger samtidig på, at personer med psykiske lidelser i større omfang end personer med andre handicap arbejder mindre, end de gerne ville: En ikke ubetydelig andel af de beskæftigede vil gerne arbejde flere timer om ugen. Desuden er der relativt mange personer med psykiske lidelser, som ikke har søgt, men ønsker erhvervsarbejde. Unge (20-35-årige) med en psykisk lidelse har også sjældnere fuldført og er sjældnere i gang med erhvervskompetencegivende uddannelse end unge med et mobilitetshandicap eller en sygdom. At personer med en psykisk lidelse står svagere på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet end andre grupper af personer med handicap, hænger givetvis blandt andet sammen med, at de oftere vurderer, at de har et større handicap. Den svagere arbejdsmarkedstilknytning kan også bl.a. tilskrives gruppens lavere uddannelsesniveau.

Vi vurderer, at det største beskæftigelsespotentiale blandt ikke-beskæftigede med handicap skal findes blandt personer med en høj selvvurderet arbejdsevne, der har søgt eller har ønske om at få et erhvervsarbejde, og som desuden har fuldført en erhvervskompetencegivende uddannelse. Denne gruppe udgør i størrelsesordenen 10.000-22.000 personer i 2016. En stor del af disse personer ser ud til at have relativt gode muligheder for at bestride et ordinært job.

Rapportens datagrundlag

Rapportens data stammer primært fra Danmarks Statistiks Arbejdskraftundersøgelsen (AKU). AKU er en spørgeskemaundersøgelse, der har til formål at belyse befolkningens tilknytning til arbejdsmarkedet. Et tillægsmodul til AKU i 1. og 2. kvartal 2016 indeholder en række spørgsmål om handicap og længerevarende helbredsproblemer m.v. Godt 19.000 personer i aldersgruppen 16-64 år deltog i undersøgelsen. AKU er koblet med data fra Danmarks Statistiks registre samt Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR)’s forløbsdatabase, DREAM.

Resultaterne i denne rapport er ikke sammenlignelige med resultaterne i de tidligere SFI-rapporter om handicap, beskæftigelse og uddannelse. Det skyldes et databrud i AKU i 2016. Vi følger derfor ikke udviklinger over tid i denne rapport (for en uddybning, se kapitel 1). Vi følger dog udviklingen i beskæftigelsen ved brug af AKU for 2002 og 2012, koblet med registerbaserede forløbsdata fra ”Beskæftigelse for lønmodtagere” (BFL)-registeret og fra DREAM.

 

[1]. I denne rapport er målgruppen for fleksjobordningen defineret som alle personer med handicap, mens målgruppen for ordningen med personlig assistance i erhverv er defineret som personer med handicap, som har oplyst, at de har behov for særlige hjælpemidler, foranstaltninger eller støtte for (bedre) at kunne udføre erhvervsarbejde.

[2]. I denne rapport er målgruppen for ordningen med økonomisk støtte til hjælpemidler, arbejdsredskaber eller arbejdspladsindretning defineret på samme måde som målgruppen for ordningen med personlig assistance i erhverv (se forrige fodnote).


Download faktaark om handicap, beskæftigelse og uddannelse

Nyheder og artikler om denne publikation
Forfattere Malene Rode Larsen, SFI
Mona Larsen, SFI
Udgivelsesdato 30.05.2017
Udgiver SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd
Sprog Dansk
ISSN 1396-1810
ISBN 978-87-7119-444-9
E-ISBN 978-87-7119-445-6
Sidetal 304
Publikationsnr. 17:15
Kontaktperson

Malene Rode Larsen

Kontaktperson
DIREKTE 33 48 09 81 E-MAIL mrl@sfi.dk

Anden relevant SFI-forskning

Relaterede arrangementer
Tidligere

Søg på sfi.dk