SFI og KORA er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Indkredsning af lovende praksis på det specialiserede socialområde
Hent udgivelsen (2.322 KB) Hent kort & klart (1.499 KB) Bestil en trykt udgave (130 kr. inkl. moms)
Del
Rapport

Indkredsning af lovende praksis på det specialiserede socialområde

Del
Der har gennem de seneste mange år været et stort fokus på, hvad der virker i socialpolitikken, og hvilke sociale indsatser og metoder der har dokumenteret effekt. Det er på nuværende tidspunkt imidlertid langt fra al praksis på det specialiserede socialområde, hvor effekten er dokumenteret.
I denne rapport præsenteres en fælles typologi og måleredskab, som kan indkredse ”lovende praksis”. Lovende praksis forstås her som praksis, hvor der ikke er sikker viden om resultaterne på nuværende tidspunkt, men som alligevel har en særligt stor sandsynlighed for at skabe progression og velfærd for borgerne og samfundet.
Hensigten med rapporten er at opbygge en fælles forståelse af lovende praksis på tværs af det specialiserede socialområde og at præsentere et værktøj, der kan bruges til at udpege de praksisser, hvor forventningerne til effekten er størst og mest velunderbygget.

Der har gennem de seneste mange år været et stort fokus på, hvad der virker i socialpolitikken, og hvilke sociale indsatser og metoder der har dokumenteret effekt. Det er på nuværende tidspunkt imidlertid langt fra al praksis på det specialiserede socialområde, hvor effekten er dokumenteret. Spørgsmålet er så, hvordan vi kvalificeret taler om de faglige tilgange og metoder, hvor effekten endnu ikke er dokumenteret, og hvordan vi bedst kan udpege de praksisser, hvor forventningerne til effekten er størst og mest velunderbygget – eller med andre ord de praksisser, der vurderes at være mest lovende.

Et stort skridt på vejen til at besvare det spørgsmål bliver taget her i denne rapport, som præsenterer resultaterne fra det eksplorative forskningsprojekt Lovende praksis på det specialiserede socialområde. Projektet har til formål at udvikle og etablere en fælles typologi for ’lovende praksis’ samt et måleredskab til klassifikation af ’lovende praksis’ på det specialiserede socialområde. Hensigten med udviklingen af typologien og måleredskabet er dels at opbygge en fælles forståelse af god praksis på tværs af det specialiserede socialområde, herunder en forståelse af, hvad der definerer og kendetegner ’lovende praksis’, dels at udvikle et konkret måleredskab, som kan anvendes til at indkredse, i hvilken grad en given praksis kan betegnes som mere eller mindre ’lovende’.


TYPOLOGI TIL KLASSIFIKATION AF PRAKSIS PÅ DET SPECIALISEREDE SOCIALOMRÅDE

Typologien til klassifikation af praksis på det specialiserede socialområde har til formål at konkretisere bestemte forudsætninger og kendetegn, der afgrænser og definerer to overordnede praksiskategorier, hhv. ’sikker praksis’ og ’lovende praksis’. Praksis skal her forstås som de faglige tilgange og/eller metoder, som tilbuddene på det specialiserede socialområde benytter, når de leverer en borgerrettet indsats med en bestemt faglig målsætning.

Typologien er udviklet på baggrund af mange forskellige videnskilder, heriblandt eksisterende evalueringsforskning og metodeforskning samt et bredt udvalg af øvrige skriftlige materialer vedrørende god praksis, identificeret via systematiske litteratursøgninger. Typologien er derudover udarbejdet på baggrund af fokusgruppeinterview med udvalgte medarbejdere fra Socialstyrelsen, enkeltpersonsinterview med kommunale chefer på det specialiserede socialområde samt repræsentanter fra syv interessentorganisationer (Børne- og Kulturchefforeningen, Danske Regioner, Dansk Socialrådgiverforening, Kommunernes Landsforening, Professionshøjskolernes Rektorforening, Socialchefforeningen og Socialpædagogernes Landsforbund).

Typologien opererer med en overordnet sondring mellem to hovedkategorier af praksis: ’sikker praksis’ og praksis, som ikke kan betegnes som ’sikker praksis’ på nuvæ­rende tidspunkt.

’Sikker praksis’ henviser til praksis, hvor der er dokumentation for, at praksis har en effekt for en given målgruppe af borgere. Der er også tale om praksis, der viser sig effektfuld på baggrund af resultaterne af en eller flere forskningsmæssigt robuste effektmålinger. ’Sikker praksis’ kan også betegnes som værende ’evidensbaseret’.

Praksis, som ikke kan betegnes som ’sikker praksis’, kan dog stadig skabe gode resultater for borgerne og samfundet. Typologien anvender begrebet ’lovende praksis’ som en samlebetegnelse for praksis, der ikke kan betegnes som ’sikker praksis’ på nuværende tidspunkt, men som alligevel har en særligt stor sandsynlighed for at skabe progression og velfærd for borgerne og samfundet. ’Lovende praksis’ dækker således over praksis med et særligt potentiale for at sikre gode resultater.

Sikker praksis

Evalueringslitteraturen giver ikke noget klart eller entydigt svar på, hvornår en given praksis kan karakterises som ’sikker’ (’evidensbaseret’). Alligevel er et gennemgående træk ved ’sikker praksis’, at det med tilstrækkelig sikkerhed kan konkluderes, at en given praksis resulterer i gode resultater – og at de positive effekter kan tilskrives selve praksissen snarere end faktorer eller forhold, der ikke er en del af praksis. ’Sikker praksis’ er derfor kendetegnet ved, at effekten af praksis er undersøgt og dokumenteret i ét eller flere forskningsmæssigt robuste evalueringsstudier, herunder eksperimentelle eller kvasi-eksperimentelle studier. Det er også væsentligt, at effektevalueringsstudierne har været underlagt kritisk fagfællebedømmelse (’peer review’). På den baggrund er ’sikker praksis’ kendetegnet ved følgende tre parametre:

  1. Mindst ét effektevalueringsstudie skal vise, at praksis resulterer i forventede positive resultater.
  2. Evalueringens resultater skal kunne tilskrives selve den praksis, der er genstand for evalueringen, snarere end andre muligt indvirkende faktorer og forhold.
  3. Evalueringen skal være fagfællebedømt.

Lovende praksis

En praksis, som har en særligt stor sandsynlighed for at skabe progression og velfærd for borgerne og samfundet, er ’lovende’. Om en praksis er ’lovende’, afgøres af, i hvor høj grad den er kendetegnet ved 11 elementer, der grupperer sig i fire hovedkategorier: vidensgrundlag, koncept, udbredelse og tilpasning. Hovedkategorierne og elementerne er beskrevet i flere detaljer i tabel 1.

Det er væsentligt at bemærke, at de 11 elementer definerer og kendetegner ’lovende praksis’ i idealtypisk forstand. Det vil her sige, at en given praksis kan kategoriseres som ’lovende’ – at have en særligt stor sandsynlighed for at skabe progression og velfærd for borgerne og samfundet – hvis den er kendetegnet af et flertal af elementerne. En praksis kan med andre ord godt være ’lovende’, selvom den ikke er kendetegnet ved samtlige 11 elementer. Praksis med et lavt eller begrænset potentiale for at sikre gode resultater er i udgangspunktet kendetegnet ved få eller ingen af elementerne. Grænsen for, hvornår en praksis kan betegnes som ’lovende’, afhænger af målgruppeindsats samt eksisterende traditioner for vidensarbejde på praksisfeltet.

MÅLEREDSKAB FOR ’LOVENDE PRAKSIS’

For at kunne indkredse ’lovende praksis’ på tværs af det specialiserede socialområde har vi udviklet et spøgeskemabaseret måleredskab. Måleredskabet består af et sæt af spørgsmål, der præsenterer hvert af de 11 elementer, der kendetegner ’lovende praksis’ (jf. oversigten ovenfor). Spørgsmålene er rettet mod ledere af tilbud (private, kommunale, regionale eller matrikelløse) på det specialiserede socialområde. Formålet med måleredskabet er at muliggøre en indkredsning af, i hvilken grad en given praksis kan betegnes som ’lovende’.

Udvikling af måleredskabet

De 11 elementer er ”oversat” til konkrete spørgsmål ved først at omsætte hvert element til én eller flere teoretiske definitioner, hvorefter hver teoretisk definition er omsat til en operationel definition, der kan måles via ét eller flere konkrete spørgsmål. De konkrete spørgsmål skal kunne fungere på tværs af det specialiserede socialområde.

Vi har gennemført en kognitiv afprøvning af måleredskabet. Formålet med den kognitive afprøvning var at sikre, at spørgsmålene i måleredskabet er relevante og forståelige for de praktikere, som er målgruppen for måleredskabet. Den kognitive afprøvning bestod af fokusgruppeinterview og enkeltpersonsinterview med praktikere fra det specialiserede socialområde samt ekspertinterview med SFI-forskere.

Måleredskabet blev afslutningsvist kommenteret af fagpersoner fra Socialstyrelsens forskellige fagkontorer. Det skete for at sikre, at redskabet fungerer i samspil med Socialstyrelsens øvrige redskaber til vurdering af god praksis på det specialiserede socialområde.

Udviklingsproceduren samt den kognitive afprøvning resulterede i et endeligt måleredskab, bygget op omkring 67 spørgsmål, fordelt på to til ni spørgsmål på de 11 elementer inden for de fire hovedkategorier.

Test af måleredskabet

Måleredskabets funktionalitet er undersøgt i to omgange gennem to pilotundersøgelser. Her blev måleredskabet sat op som en elektronisk survey, som derefter blev sendt ud til ledere af tilbud til udvalgte målgrupper på det specialiserede socialområde. I alt blev 125 tilbud i otte mellemstore kommuner inviteret til at deltage i afprøvningen. Vi modtog svar fra 54 tilbud.

For at kunne identificere ’lovende praksis’ ved hjælp af måleredskabet er det nødvendigt at kode de indsamlede data. Den kodning, som vi anvender og arbejder ud fra, er udviklet med henblik på gennemsigtighed og replicérbarhed samt på at sikre en almen brugbarhed fremadrettet. For at sikre, at indkredsningen af de mest ’lovende’ praksisser ikke er afhængig af antagelserne bag kodningen, har vi foretaget to følsomhedsanalyser. Kodningen er derudover kvalificeret af projektets interne ekspertgruppe samt af projektets følge- og styregruppe.

De empiriske test viser, at kodningen har mindre betydning for, hvilke praksisser der identificeres som mest hhv. mindst ’lovende’. To ud af tre praksisser, som på forhånd var udpeget som ’lovende’, placerede sig højt (som forventet), mens den tredje placerede sig midt i feltet blandt de undersøgte praksisser. Konklusionen af de empiriske test er, at måleredskabet kan anvendes til at identificere ’lovende praksis’, men at vurderingen af en given praksis bør suppleres med og vurderes i lyset af yderligere information om den pågældende praksis, fx oplysninger om aktiviteter inden for, omkostninger for og resultater af den konkrete praksis.

Anvendelse og Overvejelser

Typologien og måleredskabet er udviklet med et fremadrettet sigte. Begge dele skal tjene til inspiration for og kvalificering af det specialiserede socialområde i Danmark. Samlet set skal typologien og måleredskabet bidrage med følgende:

  • Bedre grundlag for at udpege praksisser som genstand for igangsættelse af følgeforskning, videreudvikling og udbredelse.
  • Anerkendelse af god og lovende praksis på det specialiserede socialområde.
  • Inspiration og retning for den faglige udvikling i praksisfeltet.
  • Muligheder for kortlægning af praksis.

Ud over fx at kunne anvendes til at indkredse, i hvilken grad en bestemt praksis eller et udvalg af praksisser er ’lovende’, vil måleredskabet også kunne anvendes af tilbudsgivere/leverandører som basis for fælles faglig udvikling og refleksion i forhold til egen praksis. De nærmere anvendelsesmuligheder og perspektiver – bl.a. ovenstående fire punkter, som typologien og måleredskabet har til hensigt at bidrage med – er nærmere udfoldet i kapitel 1.

I forbindelse med fokus på indkredsning af ’lovende praksis’ er det vigtigt at understrege, at projektet ikke skal ses som en bevægelse væk fra udbredelsen af ’sikker praksis’. Tværtimod er formålet at komplementere og støtte op om denne udvikling henimod større udbredelse af ’sikker praksis’. Konkret kan typologien og måleredskabet bruges til at identificere særligt lovende praksis med henblik på nærmere undersøgelse af effekt samt inspirere til en mere vidensbaseret praksis.

Udviklingen af typologien og måleredskabet har helt fra starten været baseret på den erkendelse, at projektet betræder nyt land – både i en dansk og en international sammenhæng. I den forbindelse anerkender vi behovet for fremtidig evaluering, og eventuel videreudvikling og tilpasning af typologien og måleredskabet.

Det har været en styrende målsætning, at både typologien og måleredskabet kan favne bredden af forskellige praksisser og målgrupper på det specialiserede socialområde. Denne målsætning er nødvendigvis underkastet den begrænsning, at god praksis for visse specifikke målgrupper kan være kendetegnet af særegne karakteristika, der af hensyn til den bredere gyldighed er udeladt i typologien eller måleredskabet. Hverken typologien eller måleredskabet bør derfor stå alene. En evaluering af en given praksis bør altid suppleres med og vurderes i lyset af yderligere information, der måtte findes om den pågældende praksis. Der kan forekomme enkelttilfælde, hvor en praksis er ’lovende’ i forlængelse af typologien og måleredskabet, men hvor etiske overvejelser omkring praksis eller i forhold til målgruppen taler stærkt imod en sådan klassificering. Både typologien og måleredskabet skal ses som en kvalificering af og/eller et supplement til eksisterende viden om en given praksis – og ikke som en erstatning. Dette er særligt relevant i forhold til den generelle anvendelse af måleredskabet, hvor identifikation af ’lovende praksis’ er afhængig af fagpersoners subjektive svar på spørgsmål vedrørende egen praksis.

En anden styrende målsætning bag udviklingen af typologien og måleredskabet har været at sikre et solidt og vidensforankret produkt. Et substantielt mål har i den forbindelse været, at både praktikere og interessenter på det specialiserede socialområde i Danmark skal kunne genkende og støtte op om typologien og måleredskabet. Endvidere har det været vigtigt, at typologien og måleredskabet spiller sammen med og udgør en naturlig forlængelse af eksisterende standarder og kriterier for god praksis på det specialiserede socialområde. Den endelige typologi og måleredskabet afspejler en koordineret arbejdsproces, der efterstræber at nå disse mål. Den endelige typologi og måleredskabet er således produkter af den eksisterende forskningslitteratur og -viden samt vidensinput fra diverse myndighedspersoner, kommunale aktører, interessenter, fagpersoner og praktikere.


Download bilag til rapporten

Download rettelsesark til den trykte rapport

Nyheder og artikler om denne publikation
Forfattere Didde Cramer Jensen, SFI
Mogens Jin Pedersen, SFI
Jan Hyld Pejtersen, SFI
Anna Amilon, SFI
Udgivelsesdato 28.10.2016
Udgiver SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd
Sprog Dansk
ISSN 1396-1810
ISBN 978-87-7119-395-4
E-ISBN 978-87-7119-396-1
Sidetal 128
Publikationsnr. 16:26
Kontaktperson

Anna Amilon

Kontaktperson
DIREKTE 33 48 08 14 E-MAIL ame@vive.dk
Forskningsemne

Denne publikation hører under Børn, unge og familie, Samfund og sammenhængskraft, Udsatte grupper
emneord: Handicap, Velfærdssamfundet, Misbrugere, Hjemløshed, Anbringelser, Effektmåling

Projekt

Denne publikation er en del af projektet "Lovende praksis"

Anden relevant SFI-forskning

Søg på sfi.dk