SFI og KORA er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Kompleksitet i borgersager og opgaveløsning i socialpsykiatrien
Hent udgivelsen (4.608 KB)
Del
Rapport

Kompleksitet i borgersager og opgaveløsning i socialpsykiatrien

En kvalitativ undersøgelse i fire kommuner

Del
Undersøgelsen viser, at socialpsykiatriens målgruppe er i forandring, og at der kommer flere borgere med komplekse støttebehov. Det stiller nye krav til opgaveløsningen i socialpsykiatrien, hvor der er behov for mere fleksible og intensive indsatser.

Baggrund:
Undersøgelsen skal ses på baggrund af de forandringer, der gennem de senere år er sket på det psykiatriske område: Et stigende antal borgere diagnosticeres med psykiske lidelser, mens der på behandlingssiden derimod ses et fald i den gennemsnitlige indlæggelsestid og en stigning i antallet af genindlæggelser. Sideløbende med denne udvikling har det socialpsykiatriske område været igennem et betydeligt paradigmeskifte. Overgangen til en recovery-orienteret og rehabiliterende tilgang har afspejlet sig i både omlægninger af tilbud og i en ændret tilgang til borgeren. Set i det lys har denne undersøgelse haft til formål at afdække, hvad der kendetegner udviklingen i målgruppen af borgere, der benytter socialpsykiatriens tilbud, med særlig fokus på borgere med komplekse støttebehov, og hvilken betydning denne udvikling har for opgaveløsningen i socialpsykiatrien.

Konklusion/resultater:
Undersøgelsen belyser gennem interview med ledere og medarbejdere deres oplevelser af forandringer i målgrupperne, der benytter de socialpsykiatriske tilbud. Af deres svar fremgår det, at:
• der kommer flere borgere med komplekse støttebehov i den kommunale socialpsykiatri.
• der ses et stigende antal sårbare og skrøbelige unge med forskellige former for komplekse problemstillinger.
• flere primært unge mænd samtidig med en psykisk lidelse også har misbrugsproblemer
• flere primært yngre kvinder har spiseforstyrrelser eller emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse.
• et stigende antal borgere har somatiske plejebehov, ikke mindst i takt med at der bliver flere ældre beboere på de socialpsykiatriske botilbud.

Det giver samlet set ret komplekse støttebehov og behov for en mere individuel indsats. Denne udvikling sker samtidig med, at behandlingspsykiatrien rykker længere væk og med, at det er blevet langt vanskeligere at få borgere med svære psykiske vanskeligheder indlagt.

Den øgede kompleksitet betyder, at de borgere, der bor på socialpsykiatriske botilbud i dag, har andre problematikker end tidligere. Det betyder, at medarbejderne ofte har brug hjælp til at kunne omstille sig fagligt til de nye problematikker, de skal kunne håndtere.

Undersøgelsen i de fire kommuner viser, at flere af kommunerne har sat gang i omfattende omstillingsprocesser mod rehabiliterende indsatser, der skal understøtte, at borgere med psykiske vanskeligheder kan mestre eget liv. Erfaringer viser, at en håndholdt og mere avanceret brug af socialpædagogisk støtte, kan hjælpe borgerne til at klare hverdagen og i en del tilfælde gøre det muligt at bo i egen bolig i stedet for på et botilbud. Mange borgere vil gerne undgå at komme på et botilbud, hvis det kan lade sige gøre, men det kræver, at den individuelle hjælp er til rådighed. Det kræver, at der er mulighed for at give en specialiseret og mere intensiv, systematisk og fleksibel bostøtte. Der er dog også kommuner, der ikke er lige så langt i denne omstilling, og hvor der er et potentiale for at udvikle indsatsen.

Metode:
Undersøgelsen er baseret på kvalitative interview med ledere og medarbejdere i socialpsykiatrien i alle fire kommuner, ligesom der i alle fire kommuner er interviewet en forvaltningschef med overordnet ansvar for området. Der er i alt interviewet 37 personer. Medarbejderne fordeler sig på forskellige typer af tilbud, hvor der både er interviewet medarbejdere på botilbud og medarbejdere i den udgående bostøtte. De fire kommuner indgår anonymt i undersøgelsen af hensyn til at sikre en åbenhed i interviewene omkring udfordringer og kompleksitet i opgaveløsningen, ligesom anonymiteten skyldes et hensyn til at kunne anvende beskrivelser af komplekse borgerforløb, der benyttes som case-eksempler i rapporten.


I denne rapport præsenterer vi resultaterne af en undersøgelse af socialpsykiatrien i fire kommuner. Undersøgelsen har særligt fokus på at belyse, hvilke forandringer der sker i målgruppen af borgere med de mest komplekse støttebehov, og hvad denne udvikling betyder for opgaveløsningen i den kommunale socialpsykiatri.

Baggrunden for undersøgelsen er, at forskellige undersøgelser generelt viser, at der sker forandringer i målgruppen af borgere med psykiske lidelser. Der er gennem de senere år generelt sket en betydelig stigning i andelen af befolkningen, der får stillet en psykiatrisk diagnose. Stigningen har været særligt kraftig i de yngre aldersgrupper (Regeringens udvalg om psykiatri, 2013). Samtidig sker der forandringer i andre grupper, der delvist overlapper med målgruppen for de socialpsykiatriske indsatser, fx er der sket en stigning i antallet af unge med misbrugsproblemer.

Stigningen i andelen af borgere, der diagnosticeres med psykiske lidelser, afspejler sig også i et stigende pres på det psykiatriske behandlingssystem. Der er gennem de senere år sket en stigning i antallet af indlæggelser, men et fald i den gennemsnitlige længde af indlæggelserne. Samtidig er antallet af genindlæggelser steget (Danske Regioner, 2016; Madsen m.fl., 2011). Det er ændringer, der må forventes at have betydning for opgaveløsningen på det socialpsykiatriske område i kommunerne.

Gennem de senere år er der endvidere sket betydelige ændringer i behandlingen og indsatsen for borgere med psykiske lidelser. Det gælder både i den regionale behandlingspsykiatri og i den kommunale socialpsykiatri, hvor der er sket et omfattende paradigmeskifte til en recovery-orienteret og rehabiliterende tilgang. Det er forskelligt, i hvilken grad sådanne forandringer i tilgange og metoder er slået igennem og implementeret lokalt, herunder i hvilken grad de understøttes af omlægninger af indsatser og tilbud samt af organisatoriske forandringer. Forandringer i socialpsykiatriens målgruppe og støttebehov skal derfor ses i sammenhæng med både forandringer i behandlings- og støttesystemerne og ændringer i de faglige og metodiske tilgange til borgeren i både den psykiatriske behandling og den sociale indsats.

Undersøgelsens fokus

Vi belyser ud fra en kvalitativ tilgang, hvilke forandringer i målgrupperne for de kommunale socialpsykiatriske tilbud der opleves i de fire kommuner, og hvilken betydning disse forandringer har for opgaveløsningen i socialpsykiatrien. I undersøgelsen har vi særligt fokus på, hvilke problemstillinger hos borgerne, der opleves som særligt komplekse af medarbejderne i socialpsykiatrien. Det kan være borgere, der samtidig med en psykisk lidelse også har andre alvorlige sociale og helbredsmæssige problemstillinger. Kompleksiteten kan også udspringe af symptomerne på den psykiske lidelse, fx i form af social angst og isolation, som ofte er forbundet med svære psykiske lidelser.

Vi belyser, hvilken betydning kompleksiteten i borgernes støttebehov har for opgaveløsningen, og hvordan kompleksiteten håndteres i den daglige indsats, samt hvilke udfordringer medarbejderne oplever i forhold til at imødekomme borgernes støttebehov. Vi ser også på, hvordan kompleksiteten i borgernes støttebehov håndteres i forskellige typer af tilbud inden for socialpsykiatrien, fx for de borgere, der modtager social støtte i eget hjem, og de borgere, der bor på et botilbud. I den forbindelse belyser vi betydningen af de omlægninger, der har været i de socialpsykiatriske tilbud gennem de senere år i kommunerne, fx omlægninger mellem forskellige typer af botilbud og udviklingen af bostøtteindsatsen i eget hjem. Vi belyser, hvad disse ændringer betyder i forhold til opgaveløsningen omkring borgere med komplekse støttebehov.

Undersøgelsen ser desuden på, hvordan medarbejdere og ledere i den kommunale socialpsykiatri oplever, at kompleksiteten i borgernes støttebehov håndteres i samspil med andre aktører, der indgår i den samlede indsats for borgerne. Det gælder både andre kommunale indsatser, fx hjemmeplejen, misbrugsbehandlingen og beskæftigelsesområdet, men også de regionale psykiatriske behandlingstilbud. Der ses her på koordinering og samarbejde mellem de forskellige aktører og på de barrierer og udfordringer, der opleves at være i forhold til at skabe helhed og sammenhæng i indsatsen for borgeren. I den forbindelse skal det understreges, at rapporten afdækker samspillet med øvrige kommunale og regionale aktører set fra et kommunalt socialpsykiatrisk perspektiv. Regionernes perspektiv på samspillet er således ikke belyst i rapporten. Det samme gælder de andre kommunale aktørers oplevelse af samarbejdet omkring borgeren.

Undersøgelsen er baseret på interview med ledere og medarbejdere i socialpsykiatrien i fire udvalgte kommuner, der er anonymiserede i undersøgelsen. De fire kommuner repræsenterer forskellige typer af kommuner i form af en stor bykommune, en mellemstor bykommune, en mindre bykommune og en landkommune. De fire kommuner er samtidig udvalgt ud fra en forventning om, at de viser en spændvidde i de problemstillinger, rapporten belyser. Kommunerne er fx forskellige i forhold til udformningen af de sociale indsatser, og de repræsenterer endvidere forskellige eksempler på udviklingen mod implementering af en recovery-orienteret tilgang til borgeren. Det skal dog understreges, at resultaterne af en undersøgelse i fire kommuner ikke nødvendigvis kan generaliseres til at tegne et billede på landsplan og på tværs af alle landets kommuner. Rapportens analyser illustrerer imidlertid en række problemstillinger og tematikker, der formentlig er genkendelige i langt hovedparten af landets kommuner.

Borgere med komplekse støttebehov og kompleksitet i opgaveløsningen

I de fire kommuner tegner interviewene med ledere og medarbejdere et billede af de forandringer, der sker i socialpsykiatriens brugergruppe. Et gennemgående træk er en oplevelse af, at der er et stigende antal sårbare og skrøbelige unge med forskellige former for komplekse problemstillinger. Det er unge, som mangler helt basale færdigheder i forhold til at håndtere dagligdagen.

Der meldes bl.a. om flere unge, der samtidig med en psykisk lidelse også har misbrugsproblemer, navnlig i forhold til misbrug af hash og kokain. Særligt blandt unge mænd med komplekse misbrugsproblemer er der ofte også problemer med følgekriminalitet og udadreagerende adfærd, hvilket giver en høj grad af kompleksitet i støttebehovene. Det er udfordrende for disse unge at fungere i egen bolig, hvilket kræver en intensiv social støtte, ligesom det også er vanskeligt at rumme de unge med komplekse misbrugsproblemer på botilbuddene.

Der er endvidere en stigende gruppe af primært yngre kvinder med emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse af borderline-typen. Denne gruppe beskrives som særligt vanskelig at rumme på botilbuddene, da der ofte opstår konflikter, både i forhold til personalet og de øvrige beboere. Her opleves det som mere hensigtsmæssigt at give disse borgere en individuel social støtte i egen bolig.

Der meldes også om et stigende antal yngre kvinder med spiseforstyrrelser. For denne gruppe knytter kompleksiteten sig til, at der samtidig med de psykosociale støttebehov også er behov for en tæt støtte i forhold til de fysiske og ernæringsmæssige aspekter af spiseforstyrrelsen. Her er der fokus på at støtte borgeren i at spise og på at yde støtte i forhold til de fysiske følgevirkninger af spiseforstyrrelsen. Det indebærer et behov for en intensiv social støtte i det daglige.

Der opleves desuden at være et stigende antal borgere med somatiske plejebehov, ikke mindst i takt med at der bliver flere ældre beboere på de socialpsykiatriske botilbud. De somatiske plejebehov opstår både som følge af livsstilsproblemer som dårlig ernæring, overvægt og rygning, ligesom der kan være tale om følgevirkninger af langvarige misbrugsproblemer. De somatiske plejebehov betyder, at der er behov for et tæt samarbejde med hjemmeplejen, hvilket opleves at give anledning til forskellige problematikker vedrørende koordinering og ansvarsfordeling. Disse problematikker handler i henhold til interviewene om plejeområdets kompetencer til og forudsætninger for at kunne varetage det komplekse samspil mellem de psykiatriske og somatiske støttebehov for disse borgere. Her opleves der desuden en forskel i tilgangen til borgeren mellem den socialpædagogiske og udviklingsorienterede tilgang i socialpsykiatrien og den omsorgs- og plejeorienterede tilgang i hjemmeplejen. I alle de fire kommuner er der fokus på behovet for at varetage disse pleje- og sundhedsrelaterede opgaver, og der ses forskellige løsninger på, hvordan man i socialpsykiatrien koordinerer og samarbejder omkring at levere en indsats til borgeren med fokus på både de psykiatriske og somatiske støttebehov. I en af kommunerne er der eksempelvis etableret et specialiseret hjemmeplejeteam med socialpsykiatriske kompetencer, som i denne kommune organisatorisk er placeret i regi af socialpsykiatriens bostøtteindsats.

En tilsvarende problematik gør sig gældende i forhold til en anden målgruppe, nemlig borgere, der både har en psykisk lidelse og en kognitiv funktionsnedsættelse. Også for denne gruppe er der tale om komplekse støttebehov, hvor der opleves at være behov for at inddrage neuropædagogiske kompetencer i opgaveløsningen, men hvor sådanne kompetencer ofte ikke er tilgængelige i tilstrækkeligt omfang i indsatsen.

Der meldes også om en stigende udfordring vedrørende borgere med etnisk minoritetsbaggrund, hvor medarbejderne ofte oplever, at sproglige og kulturelle barrierer skaber en større kompleksitet i støttebehovene. Det gælder bl.a. i forhold til at arbejde socialpædagogisk og udviklingsorienteret, da sådanne kognitive processer netop er afhængige af sproget som redskab.

Endelig er der generelt en betydelig problematik omkring de komplekse støttebehov for borgere med psykiske lidelser og samtidige misbrugsproblemer. Det er en velbeskrevet problematik på det sociale område og beskrives i interviewene som en fortsat betydelig problematik. I alle kommunerne meldes der om udfordringer med at finde de rette tilbud til denne gruppe med ”dobbeltdiagnose”. På en del botilbud optages borgere med aktivt misbrug ikke af hensynet til den samlede gruppe af beboere og i forhold til tilbuddets personalemæssige normering og bemanding, der ikke nødvendigvis er målrettet gruppen med komplekse misbrugsproblemer. Der meldes også om udfordringer i forhold til at give denne gruppe en tilstrækkelig støtte i egen bolig. Både blandt medarbejdere i botilbuddene og i bostøtten opleves det endvidere som en udfordring, at misbruget betyder, at det ofte ikke er muligt at arbejde socialpædagogisk med borgeren i et udviklings- og recovery-perspektiv. I stedet bliver indsatsen præget af ”brandslukning” i forhold til at håndtere borgerens ofte kaotiske problemstillinger her og nu i en hverdag, hvor misbruget dominerer. Samtidig oplever man i flere kommuner, at der mangler botilbud til denne gruppe. I en af kommunerne nævnes det, at kommunen primært køber pladser i andre kommuner til denne gruppe, mens der også peges på, at disse borgere i nogle tilfælde ikke får noget tilbud, og at de i stedet må tage ophold på herberger for hjemløse borgere (§ 110-boformerne).

Omstilling af de socialpsykiatriske tilbud og håndtering af kompleksitet

Samtidig med at kompleksiteten af støttebehovene i målgruppen er under forandring, er der i flere af de deltagende kommuner også sket en betydelig omstilling af de socialpsykiatriske tilbud gennem de senere år. I alle kommunerne har den generelle udvikling i retning af en recovery-orienteret tilgang med fokus på rehabilitering sat sit præg. Det har betydet et skifte til en mere udviklingsorienteret, socialpædagogisk tilgang, der i vid udstrækning har afløst en mere omsorgsorienteret tilgang, som ikke i samme grad havde fokus på at støtte borgeren i at blive mere selvhjulpen i hverdagen. I nogle af kommunerne er skiftet i fokus og tilgang også blevet understøttet af en betydelig omstilling og omlægning af indsatsen og tilhørende organisatoriske ændringer. Ikke mindst har der været fokus på at udvikle den sociale bostøtte i eget hjem (serviceloven § 85), hvor der i flere af kommunerne har været fokus på at kunne tilbyde en mere intensiv og fleksibel bostøtteindsats, ligesom der har været fokus på udviklingen af specialiserede team til forskellige målgrupper. Kommunerne er dog ikke lige langt i denne udvikling og omstilling.

I en af kommunerne er der som led i en større recovery-orienteret omstilling af den sociale indsats sket en betydelig udvikling af bostøtteindsatsen. Her lægges der i langt højere grad end tidligere vægt på at kunne yde en intensiv og fleksibel bostøtteindsats i borgerens eget hjem. Ifølge både ledere og medarbejdere muliggør den mere intensive og fleksible bostøtteindsats, at der kan ydes en mere specialiseret støtte i eget hjem til borgere med komplekse støttebehov. Støtten i eget hjem opleves at give bedre mulighed for at facilitere borgerens recovery-proces og for at imødekomme de komplekse støttebehov hos den del af målgruppen, der opleves at være i vækst, fx unge med komplekse problemer og borgere med spiseforstyrrelse. I en anden kommune meldes der om lignende erfaringer med at give en mere intensiv og fleksibel bostøtteindsats, som giver bedre mulighed for at støtte borgere med komplekse problematikker i eget hjem.

I den førstnævnte kommune er styrkelsen af bostøtten blevet ledsaget af en reduktion i antallet af pladser på de længerevarende botilbud (serviceloven § 108). Det er oplevelsen blandt de interviewede ledere og medarbejdere, at flere borgere kan støttes i eget hjem med den mere intensive bostøtteindsats, og at færre derfor har brug for et botilbud. Det er erfaringen i kommunen, at de borgere, der fortsat har brug for botilbud, ikke er karakteriseret ved bestemte typer af psykiatriske problemstillinger, men snarere har det til fælles, at de allerede har boet på botilbud en stor del af deres liv og derfor har været igennem en langvarig ”institutionalisering”. Det er kommunens forventning, at den mere fleksible bostøtteindsats vil gøre det muligt i højere grad at undgå ophold på botilbud for ”nye” borgere og ikke mindst for de unge.

Der er dog også kommuner, hvor det ikke i samme grad er praksis at yde en så intensiv og fleksibel bostøtte. Særligt i en af kommunerne bevilges der kun sjældent bostøtte af et omfang på mere end 5 timer om ugen, og i denne kommune opleves det generelt som en større udfordring at give borgere med komplekse støttebehov en tilstrækkelig specialiseret og intensiv støtte i eget hjem. Selvom der også i denne kommune er fokus på at arbejde recovery-orienteret, og der arbejdes ud fra et socialpædagogisk og udviklingsorienteret perspektiv, har denne tilgang ikke været ledsaget af tilsvarende ændringer i indsatsens struktur og rammer, som det var tilfældet i den førstnævnte kommune.

Mens der i den ene af de fire kommuner er gennemført en markant omlægning og reduktion i antallet af pladser på botilbud efter udviklingen af bostøtteindsatsen, har der i de øvrige kommuner ikke været samme reduktion i antallet af botilbudspladser. Dog har der i flere af de andre kommuner været omlægninger på botilbuddene. Særligt i to af kommunerne er der sket en omlægning af længerevarende botilbud efter servicelovens § 108 til i stedet at være et botilbudslignende tilbud efter almenboliglovens § 105 med tilhørende social støtte efter servicelovens § 85. Omlægningen opleves at have understøttet et større fokus på den socialpædagogiske tilgang i indsatsen, hvor der lægges vægt på at støtte borgeren til at blive mere selvhjulpen i dagligdagen. Der meldes dog samtidig om, at omlægningen indebærer udfordringer i forhold til den stigende gruppe af beboere med somatiske plejebehov, idet plejedelen i højere grad var et integreret element i indsatsen på § 108-botilbuddet.

I interviewene beskrives det i en del tilfælde, hvordan der opleves forskelle i tilgangen til borgeren mellem det udviklingsorienterede socialpædagogiske fokus i socialpsykiatrien og andre tilgange til borgeren i andre støttesystemer, herunder navnlig den omsorgsorienterede tilgang i hjemmeplejen. I en del tilfælde beskrives det også i interviewene, hvordan det udviklingsorienterede fokus i den socialpsykiatriske indsats generelt udfordres af kompleksiteterne i borgernes støttebehov, fx i forbindelse med misbrugsproblemer, somatiske plejebehov eller kognitive funktionsnedsættelser. Her beskriver medarbejderne, hvordan de i en del tilfælde oplever, at det ikke er muligt at arbejde udviklingsorienteret og rehabiliterende, fx når et stof- eller alkoholmisbrug nødvendiggør et primært fokus på skadesreduktion eller håndtering af akutte situationer i relation til misbruget. Det italesættes også, at der opstår en modsætning i forhold til den opgave, der er bestilt og beskrevet fra kommunens myndighedsafdeling, der ofte har et udviklingsorienteret fokus.

Samspillet med de regionale behandlingstilbud

De regionale tilbud til borgere med psykiske lidelser er generelt en vigtig samarbejdspartner i den kommunale socialpsykiatriske indsats. Det gælder behandlingspsykiatrien, der både omfatter de psykiatriske afdelinger på hospitalerne og den lokale distriktspsykiatri. Ligeledes omfatter de regionale tilbud de praktiserende læger, der bl.a. spiller en væsentlig rolle omkring indlæggelser. Som nævnt afdækker rapporten samspillet mellem de regionale og kommunale tilbud set fra et kommunalt perspektiv, og regionernes perspektiv på samspillet og samarbejdet er dermed ikke belyst i rapporten.

I interviewene med de kommunale medarbejdere fremhæves det, at der ofte kan være forskelle i tilgangen til og synet på borgeren. En del medarbejdere oplever, at der i behandlingspsykiatrien er et overvejende medicinsk og sygdomsorienteret fokus, mens der i socialpsykiatrien i højere grad er et socialpædagogisk fokus på borgerens hverdagsproblemer. Det kan i henhold til interviewpersonerne give en række udfordringer, både ved indlæggelser og udskrivninger. Interviewpersonerne oplever, at der er en særlig problematik omkring de korte indlæggelser i behandlingspsykiatrien. Medarbejderne i socialpsykiatrien oplever ofte, at borgeren ikke er klar til at blive udskrevet, og at borgerens situation forværres igen, så snart borgeren kommer ud af det skærmede miljø på en hospitalsafdeling og tilbage i sit hverdagsliv. De oplever, at nogle borgere ikke er tilstrækkeligt stabiliseret ved udskrivelse, og at det giver en risiko for hyppige genindlæggelser.

Samarbejdet mellem den kommunale socialpsykiatri og den regionale behandlingspsykiatri vedrører også borgere med en behandlingsdom. Samarbejdet mellem den kommunale socialpsykiatri og de retspsykiatriske behandlingstilbud i regionerne fremhæves generelt som godt, men ligesom i det øvrige psykiatriske behandlingssystem oplever kommunerne, at der er udfordringer, når der ikke er sengekapacitet nok i retspsykiatrien. I disse tilfælde indlægges borgere med dom (og ofte udadreagerende adfærd) i stedet i den almene behandlingspsykiatri. Herfra udskrives borgerne, ifølge medarbejderne i socialpsykiatrien, ofte for hurtigt, fordi de er til gene for personalet og de andre indlagte patienter i behandlingspsykiatrien.

Der fremhæves også en problematik omkring borgere med aktivt misbrug, som medarbejderne i socialpsykiatrien oplever oftere afvises i behandlingspsykiatrien med henvisning til misbrugsproblemerne. Det opleves, at behandlingspsykiatrien har vanskeligt ved at håndtere borgere med udadreagerende adfærd, og at disse borgere i stigende grad udskrives med henvisning til, at borgerens problemer primært er adfærdsbetingede, snarere end at de er udtryk for akutte symptomer på den psykiske lidelse.

I to af kommunerne er der en betydelig geografisk afstand til den nærmeste sengeafdeling i behandlingspsykiatrien. I den ene af disse kommuner var der tidligere en psykiatrisk sengeafdeling, men den blev nedlagt for få år siden, og der opleves nu at være opstået en væsentlig større afstand, ikke kun for borgeren, men også i samarbejdet mellem den kommunale socialpsykiatri og den regionale behandlingspsykiatri. I disse tilfælde oplever interviewpersonerne, at der ikke i samme grad som tidligere er et tæt samarbejde omkring den enkelte borger. Afstanden opleves som en udfordring i forbindelse med både ind- og udskrivninger, hvor der opstår et øget behov for ledsageopgaver. I de tilfælde, hvor der er blevet lang afstand til en sengeafdeling, fremhæves samarbejdet med den lokale distriktspsykiatri som særligt vigtigt. Her opleves der en højere grad af fagligt fællesskab i tilgangen til borgeren, da både socialpsykiatrien og distriktspsykiatrien har kontakten med borgeren i hverdagen.

Der opleves ofte også udfordringer i samarbejdet med egen læge, hvor det er oplevelsen blandt de interviewede medarbejdere i socialpsykiatrien, at det kan være meget personbåret, hvorvidt den almene læge har den fornødne viden om psykiske lidelser. Der er også en oplevelse af, at det kan være en udfordring at få almen læge til at tage ud og tilse borgeren i akutte situationer.

Konklusion og perspektivering

Undersøgelsens resultater peger på, at der sker forandringer i socialpsykiatriens målgruppe, idet der af ledere og medarbejdere opleves en stigning i en række grupper, der er karakteriseret ved komplekse problemer og støttebehov. Det gælder forskellige grupper som udsatte unge, herunder unge med misbrugsproblemer, borgere med somatiske plejebehov og borgere, der samtidig med en psykisk lidelse også har en kognitiv funktionsnedsættelse. De komplekse støttebehov skaber kompleksitet i opgaveløsningen, herunder behovet for en omfattende koordinering med andre indsatser både inden for kommunen og i de regionale tilbud.

Samtidig tegner interviewmaterialet et billede af, hvordan det socialpsykiatriske område i kommunerne i meget vid udstrækning fortsat er præget af det store paradigmeskifte til en recovery-orienteret og rehabiliterende indsats, der er sket gennem de senere år. Der er gode eksempler på, hvordan elementer i denne omstilling har medvirket til, at medarbejderne er bedre klædt på til at håndtere kompleksitet i borgernes støttebehov. Det gælder ikke mindst i de kommuner, hvor der er foretaget en strategisk og systematisk udvikling af bostøtteindsatsen til at kunne give en mere intensiv og fleksibel social støtte i eget hjem. Det opleves i disse kommuner, at det med denne indsats er muligt i højere grad at imødekomme borgernes komplekse støttebehov i eget hjem, hvorved det for en del borgeres vedkommende samtidig er muligt at undgå ophold på botilbud.

Interviewmaterialet fra de fire kommuner tegner også et billede af forandringer på botilbudsområdet. Der er flere eksempler på omlægninger af botilbud fra længerevarende § 108-botilbud til botilbudslignende tilbud efter almenboliglovens § 105 med tilhørende social støtte efter servicelovens § 85. Disse omlægninger afspejler også en omlægning fra et mere traditionelt omsorgsorienteret tilbud til et større fokus på en udviklingsorienteret socialpædagogisk indsats med henblik på at styrke borgerens selvhjulpenhed i hverdagen. Der opleves dog også udfordringer ved disse omlægninger, bl.a. i form af, at den omsorgs- og plejeorienterede del af indsatsen i nogen grad ned­to­nes. Det opleves særligt som en udfordring i forhold til at imødekomme støttebehovet hos den stigende gruppe af beboere med somatiske plejebehov.

Kompleksiteten i støttebehovene hos borgerne og den medfølgende kompleksitet i opgaveløsningen opleves imidlertid også i en del tilfælde som en udfordring i forhold til at arbejde udviklingsorienteret og rehabiliterende. Det gælder som nævnt særligt i forhold til borgere, der samtidig med den psykiatriske problematik også har misbrugsproblemer, somatiske plejebehov eller kognitive funktionsnedsættelser. Her opleves der ofte at være en modsætning mellem den udviklingsorienterede tilgang i socialpsykiatrien og andre tilgange i andre støttesystemer som den omsorgsorienterede tilgang i hjemmeplejen.

På den måde kan forandringerne i socialpsykiatriens målgruppe og de komplekse støttebehov, der kendetegner forskellige borgergrupper, på en og samme gang ses som forhold, der skaber kompleksitet i opgaveløsningen, og som forhold, der aftegner en kerneopgave i forandring, og som påkalder nye måder at udforme og organisere indsatsen på. Rapportens eksempler viser, hvordan det er centralt, at omstillingen til en recovery-orienteret og rehabiliterende tilgang understøttes af omlægninger i indsatsens udformning og organisering. Dette er fx illustreret ved eksemplet fra den kommune, hvor der er foretaget en vidtgående omlægning af den sociale bostøtte til i højere grad at kunne give en intensiv og fleksibel indsats, når det er nødvendigt for at imødekomme borgerens støttebehov. Det er således tydeligt i materialet, at de kommuner, som er ”længst” i forhold til denne omstilling, samtidig er dem, der bedst er rustet til at håndtere den stigende kompleksitet i borgernes støttebehov.

Datagrundlag

Der er gennemført kvalitative interview med ledere og medarbejdere i socialpsykiatrien i alle fire kommuner, ligesom der i alle fire kommuner er interviewet en forvaltningschef med overordnet ansvar for området. Der er i alt interviewet 37 personer. Medarbejderne fordeler sig på forskellige typer af tilbud, hvor der både er interviewet medarbejdere på botilbud og medarbejdere i den udgående bostøtte. I tre af kommunerne har det desuden været muligt at foretage observationer på teammøder på enten botilbud eller i et bostøtteteam med henblik på at studere, hvordan der arbejdes med den enkelte borgers tematikker, og med særligt fokus på at iagttage, hvordan borgere med komplekse støttebehov håndteres på teammøder. De fire kommuner indgår anonymt i undersøgelsen af hensyn til at sikre en åbenhed i interviewene omkring udfordringer og kompleksitet i opgaveløsningen, ligesom anonymiteten skyldes et hensyn til at kunne anvende beskrivelser af komplekse borgerforløb, der benyttes som case-eksempler i rapporten.

Forfattere Lars Benjaminsen, SFI
Sigrid Trier Grønfelt, SFI
Maya Christiane Flensborg Jensen, SFI
Udgivelsesdato 30.04.2018
Udgiver VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
Sprog Dansk
E-ISBN 978-87-7119-510-1
Sidetal 110
Publikationsnr.
Kontaktperson

Lars Benjaminsen

Kontaktperson
DIREKTE 33 48 09 10 E-MAIL lab@vive.dk
Forskningsemne

Denne publikation hører under Udsatte grupper
emneord: Inklusion, Udsatte grupper, Handicap

Anden relevant SFI-forskning

Søg på sfi.dk