SFI og KORA er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Kontinuitet i anbringelser
Hent udgivelsen (1.071 KB)
Del
Rapport

Kontinuitet i anbringelser

Delrapport II: Når forældre og forvaltning mødes

Del
Tre lovregler har siden 2009 givet kommunerne nye redskaber, når de behandler sager om anbragte børn. Formålet er at skabe bedre kontinuitet og stabilitet i børnenes liv i meget komplekse sager. Undersøgelsen viser, at de nye lovregler skaber nye dilemmaer for sagsbehandlerne, når det gælder balancen mellem barnets tarv og forældrenes ønsker.

Baggrund:
I 2009 vedtog Folketinget ændringer i serviceloven vedrørende kontinuitet i anbringelse. Formålet var at forbedre kommunernes muligheder for at træffe beslutninger, der understøtter kontinuitet i anbringelser. Reglerne indgår som tre redskaber blandt flere, som socialrådgiverne kan anvende til at skabe kontinuitet i anbringelser. Rapporten er en evaluering af disse lovregler.

Formålet med rapporten er at afdække, hvor udbredt brugen af lovreglerne er i kommunernes praksis, og at skabe en dybdegående forståelse af, hvordan der arbejdes med lovreglerne i praksis. Rapporten har særligt fokus på, hvordan samarbejdet mellem forældre og forvaltning har indflydelse på implementeringen af lovreglerne og muligheden for at understøtte kontinuitet i anbragte børn og unges liv.

Konklusion/resultater:
For det første kan lovreglernes krav til dokumentation opleves uklare i kommunerne. Det gælder særligt for § 62, stk. 5 om forlænget genbehandlingsfrist og § 68a om videreført anbringelse. Der er derfor behov for at fastsætte generelle retningslinjer for at træffe afgørelser efter reglerne, som både forvaltning og børn og unge-udvalg kan tage udgangspunkt i.

For det andet peger analyserne på, at reglerne for samvær mellem anbragte børn og deres forældre kan være i modstrid med særligt § 68a om videreført anbringelse. Det skyldes, at de løbende krav om beslutninger om vilkårene for samvær kan underminere barnets eller den unges oplevelse af kontinuitet og stabilitet. Af hensyn til barnets tarv er der derfor behov for en politisk diskussion af, om reglerne for samvær fortsat skal gælde i deres nuværende form, når der træffes afgørelse om videreført anbringelse uden tidsbegrænsning – eller om der er behov for en revision.
Analyserne peger også på, at der er et behov for at understøtte det sociale arbejde omkring forældrene i sager om anbringelse uden samtykke, der i vid udstrækning er karakteriserede ved et højt konfliktniveau.

Evalueringen peger desuden på, at forløsningen af potentialet for at skabe kontinuitet i anbragte børns liv gennem kontinuitetsreglerne bl.a. afhænger af forvaltningens evne til at håndtere samarbejdet med forældrene. Her kan der være behov for at overveje organiseringen af medarbejdere tilknyttet de enkelte sager, fx ved at tilknytte to socialrådgivere til de sager, hvor kontinuitetsreglerne kan komme i spil – én rådgiver for forældrene og én for barnet.

Anbefalinger:
Undersøgelsen peger på, at de nye lovregler gør det endnu vigtigere at have fokus på samarbejdet med forældrene. Det kunne fx ske ved at afsætte god tid til at tale med forældrene og mere systematisk anerkende deres synspunkter i sagen. Undersøgelsen peger også på muligheden for at udpege en neutral støtteperson for forældrene, eller sætte to socialrådgivere på de særligt svære sager.

Metode:
Undersøgelsen er baseret på både kvantitative data i form af registerdata fra Danmarks Statistik og på et kvalitativt materiale baseret på interview med ti socialrådgivere og med ni forældre til anbragte børn.

Undersøgelsen er iværksat på opdrag fra Socialstyrelsen.

Forskningen har i en årrække entydigt peget på, at ustabilitet i anbragte børn og unges liv har negativ betydning for deres udvikling og trivsel. Derfor vedtog Folketinget i 2009 ændringer i serviceloven vedrørende kontinuitet i anbringelse. Formålet er at forbedre kommunernes muligheder for at træffe beslutninger, der understøtter kontinuitet i anbringelser. Reglerne indgår som tre redskaber blandt flere, som socialrådgiverne kan anvende til at skabe kontinuitet i anbringelser. VIVE evaluerer de tre lovregler om kontinuitet i anbringelse, der skal sikre:

  1. Mulighed for anbringelse af 0-1-årige i 3 år uden krav om genbehandling af sagen, § 62, stk. 5
  2. Pligt til at fastsætte en hjemgivelsesperiode på op til 6 måneder før en hjemgivelse, § 68, stk. 4
  3. Mulighed for at videreføre en anbringelse uden tidsbegrænsning, hvis barnet eller den unge har fået en så stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at det vil være af væsentlig betydning for barnet eller den unge at blive på anbringelsesstedet, § 68a.

Denne rapport udgør den anden delundersøgelse og bygger videre på resultaterne af den første rapport (Baviskar m.fl., 2016). Den første rapport viste, at særligt de to mest indgribende regler om forlænget genbehandlingsfrist og videreført anbringelse kun blev anvendt i begrænset omfang i kommunerne. I forlængelse heraf viste delundersøgelsen, at socialrådgiverne var fagligt usikre på, hvad der skal til, for at lovreglerne er relevante at anvende, hvilket pegede på et behov for mere faglig støtte og ledelse. Ydermere pegede undersøgelsen på, at ønsket om en fornuftig samarbejdsrelation mellem socialrådgivere og forældre til anbragte børn var en barriere for at anvende § 62 og § 68a, som rummer et stort konfliktpotentiale. Derfor er formålet med denne delundersøgelse at afdække følgende:

  1. Udviklingen i anvendelsen af kontinuitetsreglerne
  2. Socialrådgivernes oplevelse af faglig ledelse
  3. Samarbejdet mellem forældre og kommune.

Vi besvarer følgende spørgsmål:

  • Hvor udbredt er brugen af lovreglerne?
  • Har lovreglerne skabt øget kontinuitet for de anbragte børn?
  • Hvordan og hvornår anvender socialrådgiverne lovreglerne om kontinuitet i anbringelse i dag, og er der sket en udvikling i løbet af de 2 år, der er gået siden første interviewrunde?
  • Hvad karakteriserer den faglige støtte til socialrådgiverne? Hvilken indflydelse har den på socialrådgivernes implementering af lovreglerne?
  • Hvilke erfaringer har forældre til anbragte børn med lovreglernes anvendelse?
  • Hvad karakteriserer samarbejdet mellem socialrådgivere og forældre til anbragte børn ved lovreglernes anvendelse?
  • Hvilken indflydelse har samarbejdet på forældrenes rolle i implementeringen af lovreglerne og grundlaget for at skabe kontinuitet?

Undersøgelsen er baseret på både kvantitative data i form af registerdata fra Danmarks Statistik og på et kvalitativt materiale, baseret på interview med ti socialrådgivere og med ni forældre til anbragte børn. Det kvalitative materiale viser mønstre i anvendelsen af lovreglerne og giver en dybdegående forståelse af arbejdet med reglerne, men bidrager ikke som sådan med generaliserbar viden om den generelle praksis på området.

Her i sammenfatningen samler vi først viden om hver lovregel på tværs af kapitlerne i rapporten. Vi henviser løbende til de enkelte kapitler, så læseren kan se, hvor i rapporten de enkelte elementer er behandlet. Dernæst sammenfatter vi på tværs af de tre regler hovedresultaterne fra de kvalitative analyser af faglig ledelse og fagligt skøn i brugen af reglerne samt af samarbejdet mellem forældre og forvaltning og af perspektiverne for den fremtidige anvendelse og virkning af reglerne.

§ 62, stk. 5: Anbringelse af børn under 1 år i 3 år uden krav om genbehandling af sagen

Lovreglen om forlænget genbehandlingsfrist anvendes under § 58, stk. 1 om anbringelse uden samtykke. Den kvantitative analyse viser, at antallet af afgørelser i børn- og unge-udvalg vedrørende forlængelse af genbehandlingsfristen, jf. § 62, stk. 5 (3-årsreglen for de 0-1-årige), er relativt begrænset i hele perioden 2009-2015 (se kapitel 3). 39 af landets kommuner har benyttet lovreglen om forlænget genbehandlingsfrist i perioden enten én gang eller nogle få gange. Der er ikke et systematisk mønster i, hvilke kommuner der har brugt lovreglen om forlænget genbehandlingsfrist med hensyn til geografi, kommunens størrelse, eller om det er en land- eller bykommune. Der er truffet mellem 2 og 31 afgørelser årligt i perioden 2009-2015.

Socialrådgiverne fortæller, at de anvender lovreglen om forlænget genbehandlingsfrist i 3 år for 0-1-årige (§ 62, stk. 5) i sager, hvor forældrene har udpræget svag forældreevne, og hvor der er en kompliceret familiehistorik, så kommunen derfor allerede før fødslen har fokus på familien (se kapitel 4). Derudover kan samarbejdet med forældrene spille ind på socialrådgivernes skøn omkring lovreglen. Hvis samarbejdet fx er meget konfliktfyldt, kan lovreglen bidrage til at skabe kontinuitet og stabilitet i barnets første leveår. Undersøgelsen viser, at der både er faktorer, der hæmmer brugen af lovreglen, og faktorer, der understøtter brugen. Nogle socialrådgivere anvender lovreglen hyppigere end tidligere, fordi den stemmer overens med kommunens generelle fokus på tidlig indsats. I nogle kommuner mangler der ifølge socialrådgiverne fortsat fokus på at anvende lovreglen. Derudover oplever nogle socialrådgivere, at det er usikkert, om lovreglen kan gøre en forskel i barnets liv på langt sigt, fordi sagerne ofte er meget komplekse, og det er usikkert, hvorvidt et anbringelsessted – ofte en plejefamilie – kan sikre kontinuitet og stabilitet på langt sigt. Flere af de interviewede socialrådgivere er ydermere i tvivl om, hvilket dokumentationsmateriale der skal ligge til grund for en afgørelse om en 3-årig genbehandlingsfrist. Det kan skyldes flere forhold, bl.a. at der ikke findes generelle retningslinjer og viden om, hvordan reglen skal bruges, og i forlængelse heraf, at skiftende børn og unge-udvalg kan agere forskelligt på indstillinger om at bruge reglen, hvilket kan skabe usikkerhed om de specifikke dokumentationskrav. Undersøgelsen peger derfor på, at der kan være behov for at udvikle generelle retningslinjer, som både forvaltning og børn og unge-udvalg kan tage udgangspunkt i.

Interviewene med forældrene om lovreglen om forlænget genbehandlingsfrist viser, hvilke stærke følelsesmæssige reaktioner der aktiveres, når man får eller har sit lille barn anbragt (kapitel 6). De forældre, vi har interviewet til undersøgelsen, og som har været genstand for en forlænget genbehandlingsfrist på henholdsvis 1 og 2 år, er mest optaget af anbringelsen af deres barn, som de er uenige i, og mindre optaget af genbehandlingsfristens varighed. Det viste sig i interviewene ved, at hovedparten af forældrene løbende vendte tilbage til at tale om selve anbringelsen af deres barn, hvilket (forståeligt) primært optog deres tanker og følelsesliv.

§ 68, stk. 4: Fastsættelse af hjemgivelsesperiode på op til 6 måneder

Lovreglen om, at der skal fastsættes en hjemgivelsesperiode før enhver hjemgivelse, er udbredt i socialrådgivernes praksis, idet den skal anvendes ved alle hjemgivelser, og man derfor må antage, at den automatisk anvendes ved alle (planlagte) hjemgivelser. Resultaterne af interviewene med socialrådgiverne i denne delundersøgelse udpeger dog to opmærksomhedspunkter ved fastsættelse af en hjemgivelsesperiode, jf. kapitel 4. For det første viser analysen et behov for at give forældrene præcise meldinger om det potentielle udfald af hjemgivelsesperioden. Det gælder særligt i sager, hvor hjemgivelsesperioden fastsættes med det formål, at forvaltningen kan arbejde på at undgå en hjemgivelse. For det andet peger analysen på et opmærksomhedspunkt omkring plejeforældrene i hjemgivelsesperioden, da de kan have svært ved at håndtere uvisheden om hjemgivelse og kan komme til at modarbejde hjemgivelse.

Set fra forældrenes perspektiv – og antageligt også barnets perspektiv, som vi dog ikke har viden om på baggrund af data til denne rapport – kan en hjemgivelsesperiode give en blød overgang for barnet fra familiepleje eller institution og tilbage til familien. Forældreinterviewene afdækker to opmærksomhedspunkter omkring lovreglen (kapitel 6). For det første er det centralt, at formålet med hjemgivelsesperioden er gennemskueligt, dvs. hvorvidt den reelt sættes i værk for at hjemgive eller for at undgå en hjemgivelse. Konsekvenserne af sidstnævnte kan være store for forældrenes, og potentielt børnenes, følelsesliv, idet det kan indebære en stor skuffelse og sorg, hvis forældrene har fået opbygget et håb om at leve sammen med barnet igen, som ikke indfris. For det andet indikerer analysen, at der kan være et behov for at rette opmærksomhed imod, hvordan man kan sikre kontinuitet i de anbragte børns liv i perioden efter en hjemgivelse. Hjemgivelsesperioden har primært fokus på perioden op til en hjemgivelse, men sikrer ikke nødvendigvis kontinuitet i barnets liv efter hjemgivelsen ved fx at sikre adækvat skolegang, adgang til fritidsinteresser, støtte i hjemmet og evt. kontakt til plejefamilie eller pædagoger fra anbringelsesstedet.

§ 68a: Videreført anbringelse uden tidsbegrænsning

Den kvantitative analyse viser, at antallet af børn og unge-udvalgsafgørelser om videreført anbringelse med begrundelse i en stærk tilknytning til anbringelsesstedet (§ 68 a) er lavere i 2014-2015 end i perioden 2010-2013, samt at brugen af denne lovregel er temmelig begrænset i hele perioden 2010-2015, jf. kapitel 3. 45 kommuner har benyttet lovreglen om videreført anbringelse i perioden. Det er således knap halvdelen af landets kommuner, der har gjort brug af reglen. Der er ikke systematiske mønstre blandt de kommuner, der ofte har brugt lovreglen om videreført anbringelse, med hensyn til geografi, størrelse, eller om det er en land- eller bykommune. Der er i perioden 2009-2015 tiltrådt mellem 4-20 indstillinger om brug af § 68a pr. år, mens der i samme periode årligt har været 1-7 indstillinger, der ikke er blevet tiltrådt af børn og unge-udvalget.

De 10 interviewede socialrådgivere nævner forskellige faktorer, der spiller ind på skønnet om, hvorvidt lovreglen om videreført anbringelse uden tidsbegrænsning (§ 68a) kan være relevant at bruge, jf. kapitel 4. Et problematisk samvær mellem forældre og børn i kombination med tæt tilknytning til fx en plejefamilie kan give anledning til at indstille til en beslutning om videreført anbringelse. Derudover lægger flere socialrådgivere vægt på forældrenes (utilstrækkelige) udviklingspotentiale, når de overvejer lovreglen. Ydermere fortæller socialrådgiverne, at en anbringelse skal have varet en stor del af barndommen og helst mere end 3 år, før de vurderer, at grundlaget for at indstille til videreført anbringelse barndommen ud jf. § 68a er solidt.

Vores undersøgelse peger imidlertid på, at lovreglen – ifølge flere socialrådgivere – ofte ikke giver mening at anvende i den praktiske virkelighed. Det skyldes, at socialrådgiverne fortsat løbende skal træffe beslutning om samvær mellem forældre og barn, efter at en eventuel videreført anbringelse uden tidsbegrænsning er trådt i kraft – løbende beslutninger, der kan skabe usikkerhed for barnet og derfor kan virke kontraproduktive i forhold til det overordnede formål om at skabe kontinuitet for barnet. Socialrådgiverne sætter ydermere spørgsmålstegn ved det langsigtede perspektiv i en videreført anbringelse, idet der kan opstå konflikter, når det anbragte barn bliver teenager, som kan være svære for fx en plejefamilie at håndtere, og som kan gøre et skift i anbringelsessted nødvendigt. Undersøgelsen peger desuden på, at der fortsat er usikkerhed om, hvilken dokumentation der kræves for at kunne træffe afgørelse om videreført anbringelse, hvilket afspejles i en del af de sager, der ikke er blevet tiltrådt.

Forældreinterviewene peger på tre opmærksomhedspunkter vedrørende muligheden for at træffe afgørelse om en videreført anbringelse, jf. kapitel 6. For det første skal socialrådgiverne have fokus på reel og ærlig kommunikation til forældrene om det mulige langsigtede anbringelsesperspektiv, så forældrene ved, at der er en risiko for, at deres barn aldrig vil blive hjemgivet. For det andet kan det øge forældrenes mistillid til kommunen og systemet, hvis en indstilling om videreført anbringelse ikke tiltrædes af børn og unge-udvalget, idet det kan bekræfte forældrene i, at de har ret, selvom sagen måske faldt på grund af formalia. For det tredje kan forældrene føle sig magtesløse, hvis deres barn er blevet anbragt tidligt i livet, og de derfor aldrig har haft mulighed for at opbygge en tilknytning til deres barn og vise deres potentiale som forældre. Opmærksomhedspunkterne viser kompleksiteten i sagerne og de indgribende konsekvenser, som lovreglerne har i forældrenes liv.

Kontinuitet i anbringelsen

For at kunne analysere, hvorvidt lovreglerne bidrager med kontinuitet i anbringelsesforløbene, blev der i den første rapport identificeret tre undersøgelsesgrupper – en primær målgruppe, en sekundær målgruppe og en sammenligningsgruppe (Baviskar m.fl., 2016) (se også kapitel 3 i denne rapport). Vores analyse viser, at 2 pct. af børn og unge, hvor der i perioden 1. juli 2010 til 31. december 2012 er truffet afgørelse om enten forlænget genbehandlingsfrist, videreført anbringelse eller fastsættelse af hjemgivelsesperioden, er/har været hjemgivet, mens 6 pct. har oplevet et skift i anbringelsessted. Det gælder for hhv. 7 pct. og 12 pct. af børn og unge, hvor lovreglerne ikke har været anvendt. Der er ingen signifikant forskel i andelene, der har oplevet skift af anbringelsessted, uanset om der har været truffet beslutning efter de nye regler eller ej. Det kan derfor ikke, ud fra de data, vi har haft adgang til, fastslås, hvorvidt lovændringerne har bidraget til øget kontinuitet og stabilitet for de berørte børn og unge. Beregningsgrundlaget i disse analyser er relativt lille, hvilket giver en stor usikkerhed i beregningerne, der kan bidrage til, at der ikke findes signifikante forskelle i målingerne.

Faglig ledelse, støtte og skøn

Den faglige ledelse og støtte udfolder sig analytisk betragtet på fem måder (se kapitel 5). For det første får socialrådgiverne personlig sparring og faglige input fra deres nærmeste leder. For det andet består den faglige støtte for nogle socialrådgivere i kurser og efteruddannelse. Flere socialrådgivere fortæller for det tredje, at de får juridisk vejledning, og deres beslutninger er således baseret på et tæt samspil med en juridisk ekspert. Den juridiske sparring forudsætter et indgående kendskab til serviceloven og specifikt til anbringelsesområdet, idet nogle har oplevet, at indstillinger om brug af kontinuitetsreglerne falder i børn og unge-udvalget pga. utilstrækkelig dokumentation. Den faglige støtte er for det fjerde nogle steder organiseret i form af faglige fyrtårne og/eller systematisk supervision til rådgiverne. Brugen af faglige fyrtårne kræver, at det faglige fyrtårn får tildelt ressourcer til at sætte sig ind i de specifikke sager, for at han eller hun kan give kvalificeret sparring og vejledning til sine kollegaer. For det femte viser empirien, at den faglige støtte kan være opbygget gennem en kultur med monofaglig og tværfaglig sparring, både internt i en afdeling, på tværs af afdelinger i en kommune og som sparring med fagpersoner uden for kommunen, fx Ankestyrelsen. Nogle socialrådgivere arbejder i kommuner, hvor den tværfaglige sparring er systematiseret, mens andre efterspørger netop dette. Nogle socialrådgivere har fået et øget fokus på at kontakte Ankestyrelsen for at få sparring i forhold til at anvende de konkrete lovregler og derved minimere risikoen for at begå fejl i sagsbehandlingen.

Socialrådgiverne vurderer generelt, at de har tilstrækkelig faglig fortrolighed med lovreglerne, og at deres faglige grundlag for at foretage et skøn omkring kontinuitetsreglerne er solidt. Hovedparten af socialrådgiverne er tilfredse med den faglige ledelse af deres arbejde. Undersøgelsen peger imidlertid på et opmærksomhedspunkt. Der har ofte ikke været ledelsesopfølgning i de sager, hvor der er usikkerhed om formalia som fx dokumentationskravene ved indstillinger om brug af kontinuitetsreglerne. Den manglende opfølgning kan fastholde usikkerhed om reglerne i forvaltningerne og kan bidrage til, at lovreglerne ikke anvendes, selvom der er fagligt grundlag for at anvende dem.

Samarbejde mellem forældre og forvaltning

Et godt samarbejde mellem forældre og forvaltning er afgørende for at skabe kontinuitet og stabilitet i anbragte børn og unges opvækst – uanset om det er med udgangspunkt i kontinuitetsreglerne eller andre tiltag. Analysen af samarbejdet mellem forældre og forvaltning er baseret på interview med både socialrådgivere og forældre. Resultaterne peger på tre konkrete problemstillinger om samarbejde i konfliktfyldte sager (kapitel 7). For det første har de interviewede forældre ofte stor mistillid til kommunen og føler deres retssikkerhed krænket. Det hænger bl.a. tæt sammen med den næste problemstilling, nemlig at forældrene for det andet oplever upræcis kommunikation og mangelfuld inddragelse af deres synspunkter i sagen. Denne oplevelse får de af socialrådgivernes brug af fagsprog, ligesom de føler, at meget af kommunens kommunikation er uigennemsigtig og uforståelig, når de fx oplever, at der ikke er overensstemmelse mellem, hvad kommunen siger, og hvordan den efterfølgende handler. Dette skal ses i lyset af en yderligere problemstilling, nemlig for det tredje den udfordrende balance mellem det bureaukratiske ideal og det personlige ideal for mødet mellem forældre og socialrådgiver. Dilemmaet består i, at socialrådgiverne skal kunne træffe indgribende afgørelser i familiernes liv, samtidig med at de skal udvise empati og forståelse for den enkelte forælders situation og forsøge at skabe et konstruktivt samarbejdsklima. Det er en svær balance, der indimellem kan føre til, at socialrådgiverne anvender forskellige coping-strategier, fx at være mindre til rådighed ved at have lange svartider. Samlet set betyder udfordringerne i samarbejdet, at en del forældre i de mest konfliktfyldte børnesager bliver en form for implementeringsmodspillere, der yder modstand mod kommunens beslutninger og kommer til at modarbejde mulighederne for at skabe kontinuitet i anbragte børns liv.

Resultaterne af undersøgelsen peger endvidere på tre konkrete forslag til at imødekomme udfordringer i samarbejdet (jf. kapitel 7). Et forslag er for det første systematisk at anerkende forældrene og udvikle redskaber til dette formål. En forælder fortæller fx, at det er vigtigt, at socialrådgiveren spørger ind til forældrenes mening i stedet for at formode, hvordan forældrene opfatter sagen. Et andet forslag er at være opmærksom på at afsætte tilstrækkelig tid til møder med forældre og fx undgå at have en bagkant, når kommunen skal træffe indgribende afgørelser. For det tredje kan en neutral støtteperson, fx en § 54-støtte, afhjælpe nogle af udfordringerne i samarbejdet. En støtteperson kan potentielt udgøre en stabil relation, som forældrene kan have i mange år. Støttepersonen kan aflaste socialrådgiveren i at balancere mellem en bureaukratisk myndighedsrolle og den personlige rolle, hvor støttepersonen kan komme tættere på forældrenes liv. En anden mulighed er at allokere to rådgivere til de mest komplicerede sager, der hver for sig skal have fokus på hhv. barnet og forældrene. Afslutningsvist peger analysen på, at tid kan være en afgørende faktor i forhold til, at forældrene udvikler sig fra at være implementeringsmodspillere til at være implementeringsmedspillere. Det er nemlig naturligt, at forældrene gennemgår forskellige faser i deres møde med kommunen om en langvarig anbringelsessag og fx går fra at undgå direkte dialog med kommunen og være uforsonlige til på et tidspunkt at kunne overskue at samarbejde mere konstruktivt med kommunen.  

Perspektiver for lovreglernes anvendelse og virkning

Resultaterne af vores analyser peger på, at lovreglen om fastsættelse af en hjemgivelsesperiode i praksis anvendes ved hjemgivelser efter hensigten. Lovreglerne om forlænget genbehandlingsfrist og videreført anbringelse anvendes i, hvad vi i denne sammenhæng vil karakterisere som begrænset omfang i kommunerne. Det kan der være flere årsager til, fx at der findes andre (mindre indgribende) arbejdsformer og redskaber, der kan bidrage til at skabe kontinuitet i anbringelse. Ifølge bemærkningerne til lovforslaget om kontinuitet i anbringelse skal de to sidstnævnte og mest indgribende regler anvendes i særlige tilfælde, eller når det antages at være af væsentlig betydning for barnet at blive på anbringelsesstedet. På baggrund af denne undersøgelse har VIVE ikke grundlag for at vurdere, om den antalsmæssigt begrænsede anvendelse af lovreglerne om forlænget genbehandlingsfrist og videreført anbringelse stemmer overens med lovens hensigt. Analyserne peger dog på en række opmærksomhedspunkter for den videre anvendelse af kontinuitetsreglerne, som det er vigtigt at diskutere, jf. kapitel 8.

For det første gælder det for § 62, stk. 5 om forlænget genbehandlingsfrist og § 68a om videreført anbringelse, at kravene til dokumentation kan opleves uklare i kommunerne. Der er derfor behov for at fastsætte generelle retningslinjer for at træffe afgørelser efter reglerne, som både forvaltning og børn og unge-udvalg kan tage udgangspunkt i. For det andet peger analyserne på, at reglerne for samvær mellem anbragte børn og deres forældre kan være i modstrid med særligt § 68a om videreført anbringelse, idet de løbende krav om beslutninger om vilkårene for samvær kan underminere barnets eller den unges oplevelse af kontinuitet og stabilitet. Af hensyn til barnets tarv er der derfor behov for en politisk diskussion af, om reglerne for samvær fortsat skal gælde i deres nuværende form, når der træffes afgørelse om videreført anbringelse uden tidsbegrænsning – eller om der er behov for en revision.

Analyserne peger endvidere på, at der er et behov for at understøtte det sociale arbejde omkring forældrene i sager om anbringelse uden samtykke, der i vid udstrækning er karakteriseret af et højt konfliktniveau. Det kan fx ske ved mere systematisk at klæde socialrådgiverne på til samarbejdet i disse særlige sager. Endvidere kan der være behov for at udvikle indsatser målrettet forældrene, idet både interview med forældre og interview med socialrådgivere peger på en tendens til, at forældrene bliver overset efter anbringelsen af deres barn. Indsatserne bør både have fokus på sorgbearbejdning og praktisk støtte til forældrene i samværet med deres barn. Indsatserne vil potentielt medvirke til at sænke konfliktniveauet i relationen mellem forældre og forvaltning og understøtte kontinuitet i anbragte børn og unges liv.

Vores analyser peger endvidere på, at en række eksterne forhold kan påvirke både anvendelsen af lovreglerne og deres potentielle virkning på anbragte børn og unges udvikling og trivsel. En række andre faktorer, fx forældrenes opbakning til anbringelsen og udviklingen i relationen mellem barn og anbringelsessted, når barnet bliver teenager, kan have indflydelse på kontinuiteten i anbragte børn og unges liv. Endelig skal perspektiverne for lovreglernes anvendelse og virkning ses i lyset af den øvrige udvikling på det specialiserede børneområde. Nye paradigmer som ”Sverigesmodellen” og ”indsatstrappen” har fået stor gennemslagskraft i nogle kommuner. Disse paradigmer indebærer et større fokus på indsatser, der ligger tæt på ”normalen” – fx indsatser i hjemmet og korte anbringelser – og kan betyde, at socialrådgiverne og forvaltningernes ledelser vil være mindre tilbøjelige til at tænke i lange anbringelser. De ændrede værdier omkring ”den gode anbringelse”, som følger de nye paradigmer på det specialiserede børn- og ungeområde, kan således tænkes at modarbejde implementeringen af kontinuitetsreglerne og særligt de videreførte anbringelser.

I lyset af indsigterne omkring lovreglernes anvendelse og udviklingen på det sociale område peger vores undersøgelse på et behov for en faglig diskussion af følgende:

  • I hvilke særlige tilfælde lovreglerne er mest relevante?
  • I hvilke konkrete situationer det er af væsentlig betydning for barnet, at reglerne anvendes?
  • Hvordan lovreglernes formål om at skabe kontinuitet og stabilitet i anbragte børn og unges liv kan understøttes via andre tiltag?

Netop hvad angår reglernes betydning for barnet, bør man overveje at undersøge, hvordan børn og unge, der har været genstand for disse regler – især reglerne om forlænget genbehandlingsfrist og om videreført anbringelse – selv oplever betydningen af reglerne.[1]

Vores evaluering peger desuden på, at forløsningen af potentialet for at skabe kontinuitet i anbragte børns liv gennem kontinuitetsreglerne bl.a. afhænger af forvaltningens evne til at håndtere samarbejdet med forældrene. Her kan der være behov for at overveje organiseringen af medarbejdere, tilknyttet de enkelte sager, fx ved at tilknytte to socialrådgivere til de sager, hvor kontinuitetsreglerne kan komme i spil – én rådgiver for forældrene og én for barnet. Der kan desuden være behov for at arbejde systematisk med indsatser til forældrene samt med indsatser, der understøtter socialrådgivernes rolle som facilitatorer og deres evne til at håndtere konfliktfyldte relationer, særligt i sager om anbringelse uden samtykke. Det kan fremme, at forældrene blive medspillere i implementeringen af kontinuitetsreglerne og understøtte formålet om at skabe kontinuitet og stabilitet i anbragte børns liv.

 

[1]. Her skal man være opmærksom på, at børnene i sager om forlænget genbehandlingsfrist er meget små og dermed vanskelige at interviewe om så kompleks en sag og beslutningen om at anvende den forlængede genbehandlingsfrist. Her kan man senere undersøge, hvad deres opfattelse er, retrospektivt set.

Forfattere Kirstine Karmsten, SFI
Signe Frederiksen, SFI
Freje Holst Mørch
Anne-Dorthe Hestbæk, SFI
Udgivelsesdato 17.04.2018
Sprog Dansk
E-ISBN 978-87-7119-496-8
Sidetal 77
Publikationsnr.
Kontaktperson

Anne-Dorthe Hestbæk

Kontaktperson
DIREKTE 33 48 08 94 E-MAIL adh@vive.dk
Forskningsemne

Denne publikation hører under Børn, unge og familie
emneord: Anbringelser

Søg på sfi.dk