SFI og KORA er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Lige muligheder – udsatte børn og unge
Hent udgivelsen (1.744 KB) Bestil en trykt udgave (180 kr. inkl. moms)
Del
Rapport

Lige muligheder – udsatte børn og unge

Afsluttende evaluering

Del
Denne rapport udgør den afsluttende evaluering af fem initiativer med i alt 39 forsøgsprojekter for udsatte børn og unge under handlingsprogrammet ”Lige Muligheder”. Projekterne løb fra 2009 til 2014 og havde til formål at give udsatte børn og unge de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende.
Rapporten evaluerer fem initiativer: Efterværn til tidligere anbragte unge, Ambulante tilbud til unge, enlige og sårbare mødre, Netværk og samtalegrupper for sårbare børn og unge, Sociale viceværter i ungdomsboliger og 24-timers kontaktordning. De fleste indsatser er evalueret både kvantitativt og kvalitativt. Derudover beskrives det, hvordan indsatserne er blevet forankret i kommunerne efter projekterne udløb i 2014.
Der er stor forskel på de indsatser, der indgår i evalueringen. Den overordnede konklusion er dog, at indsatserne giver et tiltrængt socialt frirum for de udsatte børn og unge. Til gengæld ser det generelt ikke ud til, at indsatserne får de unge i arbejde eller ind på en uddannelse, selv om det ofte er formuleret som et eksplicit mål. Det ser heller ikke ud til, at kvaliteten af en indsats nødvendigvis er afgørende for, om indsatsen videreføres.
Undersøgelsen er finansieret af Social- og Indenrigsministeriet og gennemført af SFI for Socialstyrelsen.

Sammenfatning: Lige muligheder - Udsatte børn og unge

Denne rapport omhandler evalueringen af fem initiativer med i alt 39 forsøgsprojekter for udsatte børn og unge under handlingsprogrammet ”Lige Muligheder”.

Formålet med programmet var, at børn og unge, der er udsatte eller i risiko for at blive udsatte, får de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende. For at skabe lige muligheder for alle børn og unge er det derfor vigtigt at styrke den enkeltes personlige ressourcer til at kunne klare sig i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet og i det hele taget deltage aktivt i samfundslivet. De fem initiativer, der evalueres i denne rapport, er:

  • Efterværn til tidligere anbragte unge (fra 2009-2013)
  • Ambulante tilbud til unge, enlige og sårbare mødre (fra 2010-2013)
  • Netværk og samtalegrupper for sårbare børn og unge (fra 2009-2013)
  • Sociale viceværter i ungdomsboliger (fra 2010-2014)
  • 24-timers kontaktordning (fra 2009-2013).

Handlingsprogrammet ”Lige Muligheder” udsprang af VK-regeringens strategi fra 2006 til at bekæmpe negativ social arv. Formålet med strategien var, at alle børn og unge skal have en reel mulighed for at gøre brug af samfundets tilbud, så de får et aktivt og udviklende barndoms- og ungdomsliv. Der blev derfor opstillet fire centrale ”indsatsområder”, som skulle være med til at skabe lige muligheder for alle børn og unge:

  • Tidlig indsats
  • Unges sociale problemer (med fokus på skolegang og uddannelse)
  • Udsatte børn og unges netværk
  • Styrkelse af indsatsen over for forældrene.

Inden for disse fire områder blev der igangsat en række initiativer, herunder de fem, som er temaet for denne evaluering.

Både inden for og på tværs af de fem initiativer er der tale om en relativt heterogen vifte af indsatser for udsatte børn og unge. Også målgrupperne for indsatserne er relativt heterogene på tværs af – og i nogle tilfælde inden for - initiativerne. Generelt har man haft succes med at tiltrække den gruppe af udsatte unge, som initiativerne var tiltænkt. Der er dog en overvægt af piger, og i to af de tre indsatser, hvor vi har oplysninger om etnicitet, er der en undervægt af unge fra etniske minoritetsfamilier. Fælles for projekterne er et fokus på at udvikle og styrke den enkeltes personlige ressourcer gennem en tidlig indsats rettet mod sociale problemer og ofte gennem styrkelse af deltagernes sociale netværk. Aktiviteterne i projekterne har favnet bredt: fx faciliterede gruppesamtaleforløb, hjælp til at komme i misbrugsbehandling eller til psykolog, undervisning i studieteknik og hjælp til at håndtere sociale, praktiske eller personlige udfordringer på bo- eller uddannelsessted.

Tværgående resultater

Trods den store spredning og variation i initiativer, deltagere og aktiviteter er der alligevel en tværgående lære at drage fra indsatserne, der evalueres i denne rapport.

Social rummelighed, men begrænset effekt på arbejde og uddannelse

De initiativer, der er blevet evalueret på baggrund af kvalitative interviews med deltagerne (alle andre end 24-timers kontaktordningerne), ser bredt set ud til at have haft succes med at få de udsatte og sårbare børn og unge til at føle sig hørt, set og rummet som dem, de er med deres respektive udfordringer. Mange af deltagerne giver udtryk for at have fået et frirum i en hverdag, præget af stempling og følelsen af at være unormal. Der er dog også deltagere, der giver udtryk for at have følt sig stemplet, netop ved at blive udvalgt til projektet, og enkelte kan gennem deltagelsen have fået forstærket deres identitet som udsatte.

De interviewede børn og unge giver generelt udtryk for, at projekterne har udgjort en vigtig støtte og har hjulpet dem, fx forbedret deres sociale kompetencer, og for nogle også givet et løft i retning af uddannelse og arbejde. I et enkelt initiativ oplever deltagerne forbedringer i deres skolepræstationer efter projektdeltagelsen, men generelt ser indsatserne ikke ud til at have medført forbedringer af deltagernes uddannelses- og arbejdsmarkedstilknytning, når vi måler det statistisk.

Forskellen på resultater af de kvantitative og kvalitative data skyldes først og fremmest, at de måler forskellige aspekter af projektdeltagelsen. Dertil kommer, at de kvalitative data kan opfange små sociale og psykiske udviklingstrin, som ikke er store nok til, at de viser sig i registrene. En del af forklaringen kan dog også ligge i, hvem man får information om og fra ved de to metoder. Når vi har gennemført kvalitative interview med børn og unge, er det med informanter, som projektmedarbejdere og projektledere har udpeget til os. Det vil sige, de børn og unge, som ikke er hoppet fra, og som formentlig i nogen grad finder en mening med projektet. Det er altså plausibelt, at netop de kvalitative interviews har en bias i retning af at være gennemført blandt børn og unge, der har en relativt positiv oplevelse af projekterne og deres betydning for dem selv.

Når vi ser på deltagerne som helhed i en statistisk analyse, hvor alle måles op mod kontrolgruppen, og vi ikke finder en målbar forbedring her i forhold til uddannelse og arbejde – på nær i projekterne med netværk og samtalegrupper - kan én forklaring være, at målgruppens udfordringer er så relativt tunge, at tidsperioden mellem indsats og registrering af virkning er for kort. En anden mulig forklaring kan være, at de professionelles omsorg og forståelse for børnene og de unges udfordringer i nogle tilfælde har ledt dem til at udtrykke for lave krav og forventninger til deltagernes uddannelses- og arbejdsmæssige indsats og præstationer. Både de kvalitative og de kvantitative data siger sandsynligvis noget sandt om projekterne, idet projektdeltagerne gennem deltagelsen godt kan have opnået en positiv selvforståelse og selvværd, uden at knytte dette selvværd til deres uddannelsesdeltagelse eller position på arbejdsmarkedet (endnu).

Når indsatserne tilsyneladende har haft størst oplevet effekt på områder som praktisk og følelsesmæssig hjælp i hverdagen, sociale kompetencer og selvværd, kan det således også hænge sammen med, at indsatsernes hovedfokus har været på at afhjælpe børnene og de unges følelsesmæssige og praktiske udfordringer, og ikke, eller kun i mindre grad, på lektiehjælp, studievejledning, studiestøtte, hjælp til fx jobsøgning og andre aktiviteter, der mere direkte fremmer deres deltagelse i uddannelse og arbejde. På baggrund af erfaringerne fra forsøgsprojekterne i denne evaluering er det derfor relevant at diskutere, hvordan disse elementer kan gives større vægt i designet af fremtidige indsatser for målgruppen af udsatte og sårbare børn og unge, således at indsatsen ikke bliver en isoleret ø for den unge, men netop en trædesten til udvikling hen imod uddannelse og arbejde.

Samtidig er det interessant og værd at nævne, at en relativt billig indsats som netværk og samtalegrupper, der i høj grad har haft fokus på sociale og følelsesmæssige problematikker, er det eneste af initiativerne, hvor den kvantitative analyse viser positive virkninger på deltagernes adfærd, kriminalitet og selvrapporterede skoleresultater. I arbejdet med at give det uddannelses- og arbejdsmarkedsunderstøttende indhold mere plads i fremtidige projekter bør man derfor være opmærksom på ikke at negligere den psykosociale støtte, som projektdeltagerne oplever, at de har haft gavn af. De gode resultater af netværk og samtalegrupper kan også hænge sammen med, at dette initiativ i højere grad end de andre har haft succes med at gribe ind over for en gruppe, som ikke ellers ville have fået et tilbud på daværende tidspunkt – og hvoraf nogle formentlig havde udviklet sig til at have en egentlig sag i socialforvaltningen. 

Få drenge og få med minoritetsbaggrund

Den relativt skæve kønsfordeling med langt flere piger end drenge og relativt få deltagere med etnisk minoritetsbaggrund bør også være et opmærksomhedspunkt. Lidt forenklet ser det ud til, at de evaluerede projekter især har appelleret til børn og unge, som er vant til at bruge sproget til at bearbejde selvforståelse, følelser etc. Og har haft sværere ved at rekruttere unge, som har en mindre verbal tilgang til at bearbejde kriser og opnå afklaring. Vi ved ikke, om disse skævheder gør sig gældende i hele feltet af sociale indsatser, rettet mod udsatte unge, men er det tilfældet, kan kommunerne overveje at tilbyde flere ”handlingsorienterede” indsatser, der måske kan appellere til flere drenge, og gøre mere for også at nå udsatte unge blandt de etniske minoritetsgrupper.

Projekternes Forankring

Størstedelen af de 39 projekter, der modtog støtte fra ”Lige Muligheder”, er efter projektudløbet blevet enten helt eller delvist videreført og således forankret i kommunerne. Selvom netværk og samtalegrupper er den eneste indsats, der kvantitativt kan dokumentere positive resultater, er det efterværnsprojekter og 24-timers kontaktordning, der har haft størst succes med at blive videreført i kommunerne, mens projekterne for unge, sårbare mødre har haft mindst succes med dette.

De 26 indsatser, som er fortsat efter projektperiodens ophør, er typisk videreført i kommunalt regi og for kommunale midler. I en del tilfælde er finansieringen frembragt med midler fra forskellige forvaltninger, eller med medfinansiering fra fx boligorganisationer, uddannelsesinstitutioner eller en statslig styrelse. Nogle kommuner har omprioriteret midlerne til udsatte og anbragte børn og unge (fx ved at hjemtage anbragte). Projekterne er typisk videreført med lavere budget.

Ifølge de professionelle har videreførelsen af projekterne i få tilfælde ligget i kortene fra starten, mens den i andre tilfælde virkede nærmest usandsynlig indtil sidste øjeblik. Den endelige beslutning er ofte truffet så sent, at det i nogle tilfælde har påvirket medarbejdernes engagement og muligheden for at fastholde kvalificerede medarbejdere.

Implementeringen af de oprindelige projekter blev forsinket, og en generel anbefaling til fremtidige projekter er derfor at tænke praktisk om rekruttering og opstart allerede i ansøgningsfasen. Erfaringerne fra de oprindelige projekter har derudover givet ny viden om målgrupperne og deres behov: eksempelvis at ensomhed ofte er knyttet til angstproblematikker; at mange spørgsmål til anonyme rådgivninger er af sundhedsfaglig karakter; at nogle temaer er for tabuiserede til at kunne behandles gruppebaseret.

I forbindelse med videreførelsen af en del af projekterne har man diskuteret, om indsatsen skulle fortsættes med åben adgang, med aldersbegrænsning eller med decideret visitation. Det har ikke altid været muligt at videreføre indsatsens tværgående karakter, der ellers har været med til at binde tilbuddet til målgruppen sammen, blandt andet på tværs af skellet mellem børn og unge-området og voksenområdet.

Forankringsbegrundelser

De professionelles begrundelser for, at indsatsen er blevet forankret i kommunerne, kan for de flestes vedkommende indpasses under en af tre overordnede forankringsbegrundelser: at projektet opfattes som meningsfuldt; rettidigt dokumenterede resultater; samt de professionelles markedsføring, lobbyarbejde og arbejde med at fremme ejerskab hos interessenterne.

At et projekt er meningsfuldt, betyder i denne sammenhæng, at den professionelle ser indsatsen som velfungerende og efterspurgt af både dem, der henviser, og af målgruppen. Derudover at det opfattes som en aktivitet og en målgruppe, det er berettiget for kommunen at bruge penge på. Når de professionelle taler om rettidigt dokumenterede resultater, kædes det sammen med behovet for at etablere det – i den lokale sammenhæng - nødvendige vidensgrundlag for forankringsbeslutningen. Det skal dog ikke forstås som håndfaste effektmålinger af projekternes virkninger.

Opfattet meningsfuldhed og rettidig dokumentation er imidlertid ikke de eneste faktorer, der, ifølge de professionelles vurdering, har indflydelse på, om en indsats videreføres. Ejerskabet og viljen skal også være til stede hos de relevante beslutningstagere, hvis de skal prioritere dette projekt frem for andre. Her kommer den tredje hovedbegrundelse for forankring - markedsføring, lobbyarbejde og (opdyrkning af) ejerskab - ind i billedet. Konkret har de professionelle sørget for at synliggøre indsatserne over for relevante interessenter. Indsatser og metoder, der passer til værtsorganisationen eller kommunens profil, strategi eller politik, opleves som nemmere at få forankret.

Manglende kobling mellem effekt og forankring

Selvom disse overordnede begrundelser, som vi har nævnt ovenfor, går igen i forankringsanalysens datamateriale, er det tydeligt, at forskellige forløb kan lede til forankring af projekter. Det er ikke alle velfungerende projekter, der er blevet videreført efter den oprindelige projektperiodes udløb. Omvendt er der også eksempler på, at projekter videreføres, uden at der ligger grundig dokumentation for, at projekterne har en effekt, også når man foretager en mere kvantitativt baseret måling og ikke udelukkende baserer sig på brugeroplevelser. Det er derfor ikke nødvendigvis et projekts opfattede kvalitet, der er afgørende for, om det videreføres.

I det følgende beskriver vi de fem initiativer og de resultater, der er fundet inden for hvert initiativ.

Initiativet Efterværn til tidligere anbragte unge

Initiativet ”Efterværn for tidligere anbragte unge” består af i alt 10 projekter. I alt har 451 unge deltaget i efterværnsinitiativerne i perioden 2009-2013. Aktiviteterne i projekterne kan overordnet set deles op i individuelle og gruppebaserede tilbud. De individuelle tilbud består oftest af en kontaktpersonsordning, men der er også eksempler på terapeutiske og psykoterapeutiske forløb, mentorordning med henblik på at få den unge i gang med uddannelse og nærmere arbejdsmarkedet, netværksmøder med centrale aktører fra den unges netværk samt rollemodelordning, hvor den unge kobles med en anden ung for at lave aktiviteter sammen i fritiden. De gruppebaserede tilbud spænder over forskellige kurser, botilbud og selvhjælpsgrupper, pigegrupper, misbrugsgrupper, forældregrupper samt grupper, der tager udgangspunkt i det at være anbragt.

Resultater - efterværn

Deltagerne i efterværnsprojekterne ligner som ventet gruppen af (andre) tidligere anbragte unge generelt. De kommer fra socialt og økonomisk marginaliserede hjem, har mange problemer med uddannelse, beskæftigelse og psykisk sygdom, flytter ofte og er overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne. Overgangen fra anbringelse til at skulle stå på egne ben beskrives som en svær tid.

De interviewede unge vurderer efterværnsprojekterne særdeles positivt. De oplever den følelsesmæssige og praktiske støtte, de har fået fra deres professionelle, som afgørende for deres selvværd, selvtillid, evne til at indgå i netværk og mod på livet generelt. De unge taler om efterværnsprojekterne som fristeder, der giver dem mulighed for at dele erfaringer med andre unge med samme opvækst som dem selv, og hvor de ikke føler sig anderledes og forkerte. De oplever anerkendelse, forståelse, omsorg og mulighed for afklaring i forhold til fremtiden. Overordnet set har efterværnsdeltagelsen opfyldt et stort behov hos de unge, og de giver udtryk for, at projekterne har gjort en positiv forskel i deres liv.

Det er dog ikke muligt at se de positive virkninger i den kvantitative analyse, der ikke viser nogen virkning af efterværnsprojekterne for de unges beskæftigelse, kriminalitet, psykiske tilstand eller boligsituation, når vi sammenligner med tilsvarende unge, som ikke har været med i projektet. Den største forskel på de unge efterværnsdeltagere og den matchende kontrolgruppe er, at de unge efterværnsdeltagere har en lidt svagere tilknytning til uddannelsessystemet og flytter mere. At de positive effekter kun ses i den kvalitative evaluering, rejser et spørgsmål om, hvorvidt efterværnsprojekterne nogle gange bliver små isolerede øer, som opfylder de unges behov for netværk med ligesindede og anerkendelse fra professionelle, men ikke (i første omgang) øger deres netværk uden for anbringelsesmiljøet, som kan hjælpe dem med at finde fodfæste i det omgivende samfund. Det er dog muligt, at de unge på lidt længere sigt vil kunne udnytte de ressourcer, de har fået med sig gennem efterværnsdeltagelsen, og at vi, hvis vi analyserede de unges situation om fem eller ti år, også kvantitativt ville se en gavnlig virkning på fx uddannelse og beskæftigelse.

Initiativet Ambulante tilbud til unge, enlige og sårbare mødre

Initiativet er afprøvet i fire projekter i perioden 2010-2013. I alt 165 mødre har i løbet af projektperioden modtaget indsatsen. Formålet har været at hjælpe unge mødre, der på grund af alder eller socioøkonomisk situation betegnes som sårbare, til at gennemføre en kompetencegivende uddannelse og opnå fast beskæftigelse, samt styrke mødrenes trivsel, forældreevne og sociale netværk. To af projekterne har fungeret som aktiveringstilbud og to som frivillige tilbud. Kvinderne har deltaget i projektforløb, der har varet mellem 16 uger og 3 år. I tre af projekterne består indsatsen primært af gruppeforløb og fællesaktiviteter, mens den i det sidste primært består af en individuel mentorordning. Alle projekterne rummer dog både individrettede og gruppeorienterede aktiviteter. De individrettede aktiviteter spænder over praktisk hjælp, støtte- og vejledningssamtaler, til coachforløb eller terapeutiske forløb. De gruppebaserede aktiviteter spænder over foredrag om forskellige emner, fx baby-førstehjælp, sex og samliv, undervisning i fx dansk og geografi til aktiviteter med et rent socialt indhold, fx fællesspisning og udflugter.

Resultater – unge mødre

Kvinderne i projekterne udgør ikke en homogen gruppe, men dækker over store variationer i opvækst- og livsbetingelser, samt i karakteren og omfanget af aktuelle livsudfordringer. Som gruppe er projektdeltagerne dog generelt dårligere stillet end andre kvinder, der er blevet mødre i en tidlig alder. De kommer fra socialt og økonomisk vanskeligere opvækstvilkår og har i højere grad været anbragt uden for hjemmet eller modtaget forebyggende foranstaltninger under egen opvækst. De er i højere grad enlige forsørgere, har færre uddannelsesressourcer samt en svag tilknytning til arbejdsmarkedet. De er lidt oftere kriminelle og flytter ofte.

Den kvantitative evaluering viser, at mødrene, der har deltaget i projekterne, klarer sig dårligere beskæftigelsesmæssigt end kontrolgruppen ved projektets afslutning. Derudover kan der ikke konstateres målbare forskelle på deltagerne og kontrolgruppen på de undersøgte udviklingsparametre.

I kvalitative interview vurderer de interviewede kvinder til gengæld projekterne i positive vendinger. De unge mødre fremhæver fællesskabet med andre unge mødre som et fordomsfrit rum, hvor det er legitimt at udvise usikkerhed, og hvor de kan udveksle tanker, frustrationer og erfaringer i forhold til de udfordringer, de møder i deres forældreskab, familieliv og i forhold til uddannelse. I projekterne oplever kvinderne at blive taget seriøst, anerkendt som mennesker og behandlet som kompetente og ligeværdige voksne. Den følelsesmæssige og praktiske støtte fra de professionelle i projekterne, vurderer kvinderne, har haft stor betydning for deres samlede livskvalitet og trivsel. Dette i form af øget selvværd og selvtillid, oplevelsen af bedre forældreevner samt i form af et mere optimistisk syn på fremtiden og en øget motivation i forhold til uddannelse. De kvalitative interviews vidner dog også om, at nogle af de unge kvinder har oplevet at blive (yderligere) stemplet som unge, mindre kompetente mødre ved at blive udvalgt til projektet, og de vidner om kvinder, der til at begynde med har følt sig presset til at deltage.

Samlet må vi dog konstatere, at projekterne (endnu) ikke har opnået den uddannelses- og beskæftigelseseffekt, som initiativtagerne havde håbet på. Data giver ikke belæg for at sige hvorfor, men en tese er, at (selv)stemplingen og sammensætningen af svage unge kvinder har medført, at både deltagere og de professionelle har sænket eller haft lave forventninger til udbyttet. En anden tese er, at deltagere og professionelle har haft stort fokus på de risici, projektdeltagerne og deres børn udsættes for, hvis de ikke lever op til samfundets og deres egne forventninger til moderrollen, og at dette fokus på det risikable moderskab måske har taget fokus væk fra den uddannelses- og beskæftigelsesorienterede indsats. Endelig må man være åben overfor, at kvinderne gennem projektdeltagelsen har opnået en positiv selvopfattelse, der er tæt knyttet til moderrollen, og som ikke nødvendigvis harmonerer med den oplevelse, de har af sig selv på arbejdsmarkedet, hvor de typisk vil få tilbudt lavtlønsjobs forbundet med lav status.

Initiativet Netværk og samtalegrupper for sårbare børn og unge

Initiativet består af 12 delprojekter, målrettet sårbare og udsatte børn i alderen 8-23 år, der fx er anbragte, ensomme eller kommer fra hjem præget af psykisk sygdom, misbrug eller vold. Hovedformålet med projekterne var at styrke de deltagende børn og unges selvværd samt deres netværk til familie, pårørende og venner og derved fremme børnene og de unges tilknytning til uddannelsessystemet samt forebygge misbrug, kriminalitet og selvmord. Hovedaktiviteten i projekterne var samtalegrupper. Derudover omfattede projektaktiviteterne fx udflugter, fællesspisning og undervisning. I nogle af projekterne kunne børnene og de unge deltage i hele projektperioden på to år eller længere, mens andre tilbød kortere forløb af et halvt til et helt års varighed. Den typiske mødefrekvens var hver eller hver anden uge. I alt har SFI oplysninger om 264 børn og unge deltagere i perioden 2009-2014.

Resultater – netværk og samtalegrupper

Deltagerne i netværk og samtalegrupper har relativt svag familiebaggrund, sammenlignet med børn og unge, der ikke har været anbragt eller har modtaget forebyggende foranstaltninger i deres barndom. Deres forældre er således mindre uddannede, havde lidt ringere tilknytning til arbejdsmarkedet, var i højere grad skilt og havde flere strafferetlige afgørelser end ikke-udsatte børn og unges forældre. En fjerdedel af deltagerne har på et tidspunkt været anbragt uden for hjemmet. De yngste deltagere var ved projektstart i lige så høj grad som ikke-udsatte i gang med en uddannelse, mens de ældste i noget mindre grad var i gang med eller havde gennemført en ungdomsuddannelse. Både yngre og ældre deltagere rapporterede relativt dårlig skoletrivsel og lavt fagligt niveau. Beskæftigelsesmæssigt stod de ældste projektdeltagere også svagt, sammenlignet med såvel andre udsatte som ikke-udsatte jævnaldrende. Derudover havde projektdeltagerne ved projektstart et højt niveau af adfærdsproblemer, havde begået mere kriminalitet end ikke-udsatte og havde relativt dårlige relationer til deres forældre. 

Den kvantitative undersøgelse viser – som det eneste af de fem initiativer - en forbedring af deltagernes kriminalitetsrate i forhold til kontrolgruppen. Derudover viser før- og eftermålingen forbedringer i forhold til venskabsrelationer, færre adfærdsproblemer og de unges oplevelse af fagligt niveau i skolen. Den kvantitative analyse viser til gengæld ingen effekt for beskæftigelse og relationer til familien.

Det hovedindtryk, som det kvalitative materiale efterlader, er, at de børn og unge, der deltager i netværk og samtalegrupper, er rigtig glade for at være i grupperne og generelt rapporterer bedre trivsel end før. Interviewene med deltagerne indikerer, at den mindskede kriminalitet hænger sammen med de forbedrede venskabsrelationer, fordi deltagelse i gruppen i flere tilfælde ledsages af udskiftning af en vennekreds, som barnet eller den unge følte sig negativt påvirket af. En del beskriver også, at projektet har forbedret deres sociale kompetencer i en grad, så det også hjælper dem uden for projektrummets fire vægge, hvilket harmonerer med de adfærdsforbedringer, som spørgeskemadataene viser.

Initiativet Sociale viceværter i ungdomsboliger

Initiativet ”Sociale viceværter i ungdomsboliger” er afprøvet i seks projekter og retter sig mod udsatte unge i kollegie- eller ungdomsboligmiljøer. Formålet er at styrke udsatte unges muligheder for at gennemføre en uddannelse og på længere sigt klare sig på arbejdsmarkedet. Dette sker ved, at der til bo-miljøet knyttes en social vicevært, der står til rådighed for de unge i forhold til at afhjælpe de problemstillinger, de står med, samt bidrager til at styrke det sociale bo-miljø, der udgør rammerne om beboernes hverdagsliv. Af de seks projekter er fem rettet mod ungdomskollegiemiljøer eller almindelige kollegiemiljøer, mens det sidste er rettet mod unge i ungdomshybler i et almennyttigt boligselskab. Initiativet adskiller sig fra de øvrige initiativer ved, at den primære målgruppe for indsatsen, udsatte unge, udgør en mindre og ikke på forhånd kendt del af den samlede beboerkreds. En væsentlig del af den sociale viceværtindsats består derved også i opsøgende arbejde, der kan synliggøre ordningen over for de unge beboere.

Målgruppen i projekterne spændte konkret over unge med generelle udfordringer i forhold til det lige at være flyttet hjemmefra til unge med mere omfattende problemstillinger som fx rusmiddelmisbrug, psykiske problemer og social isolation. Indsatsen bestod af både individuel støtte og aktiviteter rettet mod at styrke beboernes interne relationer og det sociale bo-miljø som helhed. Den individuelle støtte spændte over hjælp til at håndtere hverdagens praktiske udfordringer, fx omkring økonomi eller at få et studie- og fritidsliv til at fungere, til støtte i forhold til personlige kriser eller problemstillinger, fx gennem terapeutiske samtaler eller videreformidling af den unge til de rette hjælpeinstanser. Aktiviteter, rettet mod bo-miljøet, spændte over organisering af fællesrengøring eller sociale arrangementer til etablering af ung-til-ung-ordninger for nye beboere eller støtte til håndtering af interne beboerkonflikter.

Resultater – sociale viceværter

Interviewene med beboerne peger på en række positive virkninger af den sociale vicevært-indsats. Støtten fra den sociale vicevært opleves som særligt værdifuld i forhold til at håndtere praktiske eller personlige problemstillinger og udfordringer, som den unge ikke selv har kunnet overskue eller finde en løsning på. Mange af de interviewede beboere oplever den følelsesmæssige og praktiske hjælp fra den sociale vicevært som afgørende for, at de har kunnet fortsætte i, kunnet komme tilbage til eller har færdiggjort deres uddannelse. Det fremhæves som en stor tryghed at vide, at den sociale vicevært hurtigt kan træde til og hjælpe, og at man ikke står alene med at håndtere de udfordringer, der måtte opstå.

Flere af de interviewede tilskriver desuden den sociale vicevært-indsats direkte betydning for, at de hurtigt har fået opbygget relationer inden for bo-miljøet. Mange fremhæver, at den sociale vicevært-indsats har betydet et bedre socialt fællesskab, hvor beboerkonflikter bliver løst på en mere konstruktiv måde. Endelig peger beboerne på, at den sociale vicevært-ordning har bidraget til, at der er kommet en større fælles opmærksomhed på, hvordan ens medbeboere trives.

En enkelt kritisk indvending i forhold til initiativtagernes ønske om at styrke unges mulighed for at klare sig på egen hånd (Jakobsen, Langhede & Sørensen 2011: 53) kan være, at de sociale viceværter skal passe på ikke at tage initiativet fra de unge ved at overtage ansvaret også for løsning af mindre konflikter, som de unge selv kunne have håndteret.

Initiativet 24-timers kontaktordning

Initiativet er afprøvet i syv kommuner. Initiativet er et forsøg med anonyme telefon- og rådgivningstjenester, og formålet har været at sikre, at unge med sociale eller psykiske problemer har ét sted i kommunen at henvende sig, når der opstår behov for hjælp. Tanken var, at kontaktordningen skulle yde råd og vejledning eller sende de unge videre til relevante aktører, der kunne yde mere specialiseret hjælp. Den indledende kontakt har kunnet ske via telefon, personligt fremmøde, sms, mail og sociale medier. Alle projekterne har tilbudt telefonisk rådgivning nogle timer alle ugens hverdage. Uden for åbningstid kunne brugerne indtale besked på en telefonsvarer, hvorefter en medarbejder tog kontakt til den unge inden for 24 timer. Flere projekter havde også åbne telefonlinjer på udvalgte tidspunkter i weekenden. På fem af projekterne var der desuden mulighed for at møde op uanmeldt én eller flere dage om ugen.

Målgruppen for kontaktordningerne har været en bred gruppe af unge mellem 13 og 23 år, der har sociale eller psykiske problemer, eller som udsættes for pludselige sociale begivenheder – fx sygdom, dødsfald eller skilsmisse.

Resultater – 24-timers kontaktordning

24-timers kontaktordningerne er blevet evalueret ved hjælp af anonyme registreringer af brugerne – fx køn, uddannelsessituation og hovedproblemstillinger. Vi kan som følge af anonymiseringen ikke sige noget om, hvorvidt kontaktordningerne har haft en egentlig effekt for de konkrete unge, men udelukkende give en overordnet karakteristik af de unge.

I alt 4.123 unge i alderen 13-23 år har, ifølge indberetningerne til SFI, henvendt sig via ordningen i de syv kommuner. Det er en del færre end forventet. De fleste har henvendt sig pr. telefon. Langt de fleste unge, som har henvendt sig, har befundet sig i uddannelsessystemet, og analysen af registreringerne viser, at hovedparten har henvendt sig med problemer såsom en skilsmisse i familien, problemer med at leve op til forventningerne i uddannelsessystemet eller problemer med egen identitet og selvbillede. Der er dog også et mindretal, der har henvendt sig med tungere problemstillinger såsom seksuelle overgreb, misbrug og psykiske problemer.

Næsten 100 pct. af de unge har modtaget rådgivning inden for 24 timer fra deres første henvendelse, og langt de fleste har kunnet nøjes med den hjælp, de har modtaget i 24-timers kontaktordningerne fremfor at blive sendt videre til andre behandlere eller rådgivere. Kommunerne har oplevet, at kontaktordningerne har hjulpet dem med at opfylde deres almindelige åbne rådgivningsforpligtelse og har derfor i stort omfang videreført projekterne. Alligevel kan man på baggrund af oplysningerne om antallet af brugere, deres problemstillinger og omkostningerne til PR samt de fysiske rammer overveje, om tjenesterne fremover kan integreres i kommunernes almindelige forvaltninger. Her kunne man fx etablere et tættere samarbejde med nationale telefonrådgivningstjenester, rettet mod børn og unge, som kan stå for døgnbemandingen.

Evalueringernes Datagrundlag

Evalueringen af de fem initiativer under ’Lige Muligheder’ trækker på mange forskellige datatyper – herunder kvantitative registerdata, spørgeskemadata og kvalitativt interviewmateriale.

Registerdataene, der dækker perioden 2008 til 2013, kortlægger hele befolkningen i de årgange, som projektdeltagerne i tre af projekterne tilhører samt deres forældre og eventuelle børn. Spørgeskemadataene, der bruges til at evaluere Netværk- og samtalegrupperne, er indhentet af SFI’s medarbejdere blandt projektdeltagerne ved projektstart og efter projektafslutningen. Og deltagerne til de kvalitative interviews er udvalgt af projektmedarbejdere og interviewet på forskellige tidspunkter af deres projektdeltagelse.

De forskellige datakilder har hver deres styrker og svagheder. Registerdataenes fordel er, at de dækker alle, der, ifølge indberetningerne, har deltaget i projekterne. Svagheden ved registerdata kan være, at data ikke er nuancerede nok og ikke kan opfange detaljer i deltagernes psykosociale og emotionelle udvikling. Desuden har vi i denne evaluering kun mulighed for at få adgang til registerdata til og med 2013, og derfor kan vi ikke måle deltagernes langsigtede udbytte af deltagelsen. Spørgeskemadataene dækker, på grund af frafald blandt dem, der skal besvare skemaerne, ikke alle deltagere. Til gengæld kan vi gennem spørgeskemaerne få oplysninger om fx holdninger, adfærd og den oplevede udvikling, som registerdataene ikke kan vise, og dermed vise deltagernes udvikling mere detaljeret. Endelig er interviewdataenes styrke, at de lader deltagerne selv komme til orde og udtrykke deres egen oplevelse af, hvad der har været godt og skidt, samt hvordan deltagelsen har påvirket dem. Netop afdækning af brugernes oplevelse har været et væsentligt ønske til denne evaluering. Ulempen er, at vi ikke har mulighed for at vide, om de interviewede deltagere repræsenterer de øvrige deltagere, og hvorvidt vi dermed kan bruge disse data til at generalisere på vegne af alle deltagerne i projekterne.

Tilsammen giver de forskellige datatyper dog et godt grundlag for at vurdere de fem forskellige indsatstyper. Tabel 1 giver en oversigt over datagrundlaget for rapportens enkelte kapitler.

 

tabel 1.

Oversigt over datagrundlag for evalueringen af de enkelte initiativer samt forankringsanalysen.

 

Efterværn

Unge mødre

Netværk & samtale-grupper

Sociale viceværter

24-timers-kontaktordning

Forankring

Interview

X

X

X

X

 

 

Fokusgruppe-interview

X

X

X

X

 

 

Telefoninterview

 

 

 

 

 

X

Spørgeskema

 

 

X

 

 

 

Registerdata, individuelle

X

X

X

 

 

 

Registerdata, aggregeret

 

 

 

 

X

 

Registrerings-skemaer

 

 

 

 

X

 

Data – Efterværn

Evalueringen af efterværnsprojekterne bygger på både kvantitative og kvalitative data. De kvantitative data er registerdata med oplysninger om den samlede gruppe af unge efterværnsdeltageres uddannelsesniveau, uddannelsesdeltagelse, beskæftigelse, kriminalitet, psykiske sygdom og stabilitet i boligforhold i 2008-2013, det vil sige før, under og efter projektet. Ved hjælp af en matching-analyse har vi sammenlignet de unge efterværnsmodtagere med den matchende kontrolgruppe. De kvalitative data består af individuelle interview og fokusgruppeinterview med i alt 14 tidligere anbragte unge, 2 medarbejdere og 10 projektkoordinatorer, fordelt på de 10 projekter. 

Data – Ambulante tilbud til unge mødre

Evalueringen af projekterne rettet mod unge mødre bygger på kvantitative og kvalitative data. De kvantitative data består af registerdata om deltagernes uddannelsesniveau, beskæftigelsessituation, kriminalitet, psykisk og somatisk sygdom, samt familie- og boligsituation i 2009 og 2013, det vil sige før og efter projektet. Ved hjælp af en matching-analyse er deltagernes situation i 2013 blevet sammenholdt med en kontrolgruppe, der ligner deltagerne på en række udvalgte parametre, forud for projekternes opstart. De kvalitative data består af oplysninger, indhentet ved fokusgruppe- og individuelle interview med i alt 26 mødre, fordelt på de fire projekter, samt interview med de projektansvarlige.

Data – Netværk og Samtalegrupper

Evalueringen af netværk og samtalegrupperne bygger på registerdata, spørgeskemadata og kvalitative interview med deltagerne. Der er registerdata for 264 deltagere, som er målt første gang i 2008 og sidste gang i 2013. Registerdataene måler deltagernes og deres forældres igangværende og færdiggjorte uddannelser, beskæftigelsessituation, kriminalitet, psykisk og somatisk sygdom, boligsituation og familiesituation. Ved hjælp af en matching-analyse er deltagernes situation i 2013 blevet sammenholdt med en kontrolgruppe, der ligner deltagerne på alle registeroplysninger, forud for projekternes opstart. Da en del deltagere i 2013 var for unge til, at de administrative registre kunne bruges til at evaluere deres udvikling, er selve matching-analysen kun baseret på de 12-26-årige deltagere. Spørgeskemadataene bruges til at måle udviklingen i deltagernes adfærdsproblemer ved hjælp af SDQ-skalaen, deres trivsel og faglige niveau i skolen, deres relation til venner og familie samt deres egen opfattelse af deres udbytte af projekterne. Deltagerne har udfyldt spørgeskemaer tre gange: 1) ved projektstart, 2) ved projektafslutning og 3) ved en opfølgningsundersøgelse et år efter projektafslutning. Evalueringen bygger på første og tredje runde af spørgeskemaundersøgelsen, da der var for få besvarelser i anden runde.

De kvalitative data består af interview med i alt 22 deltagere, som giver børnene og de unge mulighed for at fortælle om deres situation og udvikling samt berette, hvilke dele af projektdeltagelsen der i særlig grad har gjort en forskel for dem. Det kvalitative materiale fungerer således både uddybende og forklarende i forhold til de kvantitative resultater.

Data – Sociale Viceværter

Evalueringen af projekterne under initiativet ”sociale viceværter i ungdomsboliger” bygger på kvalitative data i form af fokusgruppe- og individuelle interview med i alt 52 beboere fra fem af de seks projekter, samt individuelle interview med syv projektansvarlige/sociale viceværter fordelt på de seks projekter. På tre af projekterne har der desuden været afholdt individuelle interview med andre centrale aktører/samarbejdspartnere (i alt fire andre aktører).

DATA – 24-timers Kontaktordning

Da ordningen er anonym, har vi evalueret indsatsen ved hjælp af deskriptive analyser. Vi har udarbejdet et registreringsskema, som medarbejderne på projektet har brugt til at registrere forskellige karakteristika for brugerne af kontaktordningen. Vi kender derfor de unges køn, alder, uddannelses- eller beskæftigelsessituation, overordnede problemtype, samt hvordan de unge har fået kendskab til eller er blevet henvist til ordningen.

Da brugerne af ordningerne er anonyme, har vi ikke mulighed for at undersøge, hvilken effekt ordningen har haft for brugerne selv.

Data – Forankring

Analysen bygger på 28 semistrukturerede kvalitative telefoninterview med professionelle medarbejdere og/eller ledere fra 23 projekter, der modtog støtte under ”Lige Muligheder”. Projekterne er udvalgt blandt dem, der i 2013 så ud til at ville opnå forankring. Alle fem initiativer under ”Lige Muligheder” er repræsenteret i materialet.

Nyheder og artikler om denne publikation
Forfattere Anna-Katharina Højen-Sørensen
Katrine Syppli Kohl, SFI
Karen Margrethe Dahl, SFI
Anemone Skårhøj
Helene Oldrup
Jan Hyld Pejtersen, SFI
Udgivelsesdato 28.06.2016
Udgiver SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd
Sprog Dansk
ISSN 1396-1810
ISBN 978-87-7119-386-2
E-ISBN 978-87-7119-387-9
Sidetal 178
Publikationsnr. 16:20
Kontaktperson

Karen Margrethe Dahl

Kontaktperson
DIREKTE 33 48 09 39 E-MAIL kmd@vive.dk
Forskningsemne

Denne publikation hører under Børn, unge og familie
emneord: Udsatte børn og unge, Foranstaltninger for børn og unge

Anden relevant SFI-forskning

Søg på sfi.dk