SFI og KORA er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Metoder i arbejdet med æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol
Hent udgivelsen (1.817 KB)
Del
Rapport

Metoder i arbejdet med æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol

Del
Rapporten belyser metoder i det sociale arbejde, der kan anvendes imod æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol. Metoderne kan rette sig imod forskellige målgrupper og forskellige problemstillinger. Der er både forebyggende indsatser og indsatser af indgribende og behandlende karakter. Forebyggende indsatser kan sandsynligvis gøre en positiv forskel på området, da der er dokumentation for sådanne indsatsers generelle positive virkninger.

Baggrund:
I nogle familier – især familier med etnisk minoritetsbaggrund – forekommer der æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol. Sådanne problemstillinger kan dels handle om forsøg på at opretholde normer og praksisser fra oprindelseslande, dels handle om problemer i familier, der er belastede af såvel migrationens udfordringer som af en ofte marginaliseret position i Danmark. De alvorligere æresrelaterede konflikter handler tit om seksualitet, dvs. om emner som kæresteforhold, valg af ægtefæller og om homoseksualitet. Her udsættes nogle unge for vold og stærk social kontrol. Sådanne unge kan være nødt til at bryde med familie og netværk, hvis de ønsker at slippe bort fra volden og få mulighed for selvbestemmelse.

Resultater fra kortlægningen:
Metoder i det sociale arbejde på området kan rette sig imod forskellige målgrupper og forskellige problemstillinger. Her er et vigtigt skel imellem på den ene side forebyggende indsatser og på den anden side indsatser af indgribende og behandlende karakter. Forebyggende indsatser kan fx have fokus på styrkelse af forældrekompetencer. Der er dokumentation for sådanne indsatsers generelle positive virkninger, men man ved ikke, om de specifikt kan forebygge æresrelaterede konflikter.

I forhold til metoder, der kan bruges til at identificere, hvem der er udsat for fx æresrelaterede konflikter og kan have behov for hjælp, er en vigtig konklusion, at opbygning af tillid mellem frontmedarbejdere og de unge er af stor vigtighed. I forhold til det behandlende arbejde på fx botilbud er det meget vigtigt, at man har blik for de unge brugeres komplekse situation, hvor forholdet til familien ofte både er overordentligt vanskelig, men samtidig er af meget stor betydning.

Anbefalinger:
Uanset, at der ikke er stærk dokumentation for forebyggende indsatsers positive virkning i forhold til æresrelaterede konflikter, synes det sandsynligt, at sådanne tiltag kan gøre en positiv forskel på området, da forældrene blandt andet styrkes i at have en støttende dialog med deres børn.

På tværs af forskellige metoder og tiltag er det endvidere vigtigt at have blik for områdets kompleksitet og forholde sig sensitivt hertil. En respektfuld dialog er central, hvis man gerne vil forstå, hvorfor man i bestemte familier handler, som man gør. En sådan dialog og relation kan også være forudsætningen for, at man bliver i stand til at yde hjælp og støtte.

Endelig skal man være opmærksom på de faremomenter, nogle sager kan rumme. Det er både vigtigt, at man ikke overdramatiserer alle sager på området, og at man nøje overvejer de initiativer, man sætter i værk. Her bør frontpersonale kende til og om nødvendigt benytte sig af eksisterende muligheder for sparring og rådgivning.

Metode:
Rapporten bygger dels på en større litteraturgennemgang af kilder på engelsk, dansk, svensk og norsk. Her indgår såvel forskningslitteratur som rapporter, evalueringer mv. Da litteraturen på området overvejende er deskriptiv, er den forskningsmæssige dokumentation for de forskellige metoders virksomhed meget begrænset.

Endvidere trækker rapporten på interview med professionelle fra fire forskellige lande. I landene Danmark, Sverige, Norge og Holland er i alt 36 personer blevet interviewet. Det drejer sig dels om 21 praktikere, dels om 15 forskere/forfattere med kendskab til området.


Denne rapport belyser metoder, der kan anvendes i arbejdet imod æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol. Det handler dermed om at forebygge sådanne problemer og om identificerende/indgribende indsatser i forhold til personer, der har behov for hjælp. Og det handler om at yde behandlende indsatser af forskellig slags. Rapporten bygger på såvel engelsksproget som skandinavisk litteratur og trækker ikke kun på videnskabelige publikationer men også på såkaldt ”grå” litteratur i form af blandt andet evalueringer fra forskellige projekter. Til rapporten har VIVE også lavet interview med i alt 36 personer – forskere og praktikere fra Danmark, Sverige, Norge og Holland er blevet interviewet om deres erfaringer fra området.

Formålet med rapporten var oprindeligt at indsamle dokumentation for virksomme metoder på området – såvel metoder, der var udviklet specifik til arbejdet med æresrelaterede konflikter o.l., som metoder udviklet til andre typer af problemstillinger, hvis virkning i forhold til æresrelaterede problemstillinger kunne dokumenteres. Det viste sig dog, at dokumentation for virksomme metoder på området var meget begrænset. 1 Dermed er denne rapport heller ikke bygget op efter den model, der anvendes i SIRIs vidensstrategi – nemlig en opdeling i henholdsvis målgruppe, metode, implementering, effekt og økonomi. Hertil var den eksisterende viden om effekt og økonomi (i form af fx cost-benefit-analyser) for ringe. I stedet er rapporten struktureret ud fra de to første kategorier – målgruppe og metode. Endvidere belyses viden om implementering mv., hvor der har været relevant information at hente herom. En tilsvarende konklusion fremgår også af andre undersøgelser på området (fx Yourstone m.fl., 2015; Bates, 2017).

Der er flere årsager til denne begrænsede viden. For det første er sociale indsatser imod æresrelaterede konflikter o.l. af forholdsvis ny dato – i de skandinaviske lande er det således primært siden årtusindeskiftet, at man har arbejdet med denne form for hjælpeindsatser. For det andet er området konceptuelt uklart, hvorfor det kan være vanskeligt præcist at afgøre, hvornår noget er en ”æresrelateret problemstilling”, og hvornår det ikke er. For det tredje foregår æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol primært i privatsfæren, hvilket gør det vanskeligt at opnå sikker viden om, hvem der har behov for hjælp, og hvordan en eventuel hjælpeindsats reelt virker.

Frem for at præsentere solid forskningsmæssig dokumentation om virksomme metoder på området giver denne rapport derfor en opdateret gennemgang af eksisterende viden på områdefeltet. Ved at belyse forskellige tilgange til forebyggende, identificerende og behandlende indsatser hå-ber VIVE, at rapporten kan give inspiration til, hvordan man kan arbejde med området. For at formidle den indsamlede viden bedst muligt danner rapporten endvidere grundlag for en håndbog til frontmedarbejdere, der udkommer i efteråret 2018. De næste afsnit sammenfatter viden om for-skellige indsatser på området.

Forebyggende indsatser for børn og unge

Blandt børn og unge er én form for forbyggende indsats at undervise i børns rettigheder og i menneskerettigheder. Sådanne tiltag kan være virksomme i forhold til at give børn øget viden om, hvad der er – og hvad der ikke er – acceptabelt at blive udsat for. Men sådanne indsatser kan også indebære nogle udfordringer: Dels kan disse tiltag i nogle tilfælde udvide et skel imellem majoritetsdanske elever og etniske minoritetselever, hvor sidstnævnte fx kan få en oplevelse af, at de bliver anset for at være ”problematiske”. Dels kan en anden udfordring være, at undervisningstiltag om rettigheder kan medvirke til at undergrave etniske minoritetsforældres autoritet i hjemmene på måder, som ikke er gavnlige for deres børn. En sådan undergravning kan medvirke til den problematiske ”omvending” af autoritetsforholdet imellem forældre og børn, som kan observeres i nogle etniske minoritetsfamilier. Sådanne processer skyldes primært, at forældrene på mange måder har en mere marginal position i samfundet, end deres børn har, og i forlængelse heraf kan have vanskeligheder ved at etablere den sunde forældreautoritet, som også vil være til gavn for børnene. Disse forhold er vigtige at medtænke i forhold til rettighedsbaseret undervisning.

Undervisningen kan også handle om reproduktive forhold. Det kan fx være oplysning til unge om, at der reelt ikke kan siges at være en mødomshinde, som nødvendigvis sprænges ved første samleje. Undervisning herom kan ske ud fra et ønske om at videregive en mere fysiologisk korrekt viden og i forlængelse heraf bakke de unge op i at kræve en øget selvbestemmelse over deres krop. Et studie påpeger dog, at de etniske minoritetspiger, som en sådan undervisning i høj grad er rettet imod, er del af familier med bestemte magtforhold. Ældre familiemedlemmer bibringes ikke samme form for anatomisk korrekt lærdom og kan forblive overbeviste om, at blod på lagnet på bryllupsnatten er tegnet på, om en ung kvinde har været seksuelt afholdende inden giftemålet eller ej. Dermed er det vigtigt at gennemtænke de konsekvenser, forskellige former for oplysende indsatser kan få, så man på informeret og forsvarlig vis kan styrke unge piger/kvinder i forhold til fx reproduktiv selvbestemmelse.

Endelig har nogle uddannelsesinstitutioner ansat vejledere, som har særlig viden på området. Sådanne vejledere kan være vigtige, blandt andet i forhold til at udbrede viden om æresrelaterede konflikter mv. til andet personale på skolen. Men vejledernes tilstedeværelse – og den tillid, de kan opbygge i forhold til børn og unge over tid – kan også være central for, at elever med behov for hjælp får mulighed for at søge en sådan hjælp. Opbygning af tillid har i det hele taget stor betydning for alle indsatser på området og kan dermed være en forudsætning for, hvilken virksomhed givne metodiske tilgange får i praksis.

Af mere specialiserede forebyggende indsatser for unge er der erfaringer med oprettelse af såvel pige- som drengegrupper. Pigegrupper handler ofte om at skabe et trygt rum for dialog og refleksion. At der kun deltager ét køn kan være en forudsætning for nogle pigers muligheder for at deltage. I disse grupper kan pigerne fx få øget viden om deres rettigheder og blive bedre til at håndtere udfordringer i deres liv. Blandt andet fra Sverige er der gode erfaringer med etableringen af sådanne pigegrupper.

Drengegrupper handler ofte i højere grad om at arbejde med sådanne drenges eventuelle støtte til æresrelaterede normer og praksisser, herunder at nedbringe den kontrol, nogle brødre udøver over for fx deres søstre. Erfaringerne med sådanne drengegrupper er, at de kan være ganske ressourcekrævende at etablere, men også at deltagende drenge (der fx har problematisk adfærd) efterfølgende bliver mere rolige og udviser en højere grad af tillid til voksne. Noget sådant tyder på, at disse drenge kan have et ganske stort – og ellers i høj grad udækket – behov for at tale med engagerede voksne om personlige emner. Der er dog også erfaringer med, at drengeprojekter, der specifikt retter sig imod at forandre ”æreskulturen”, er vanskelige, og at der er et klart behov for mere metodeudvikling.

Forebyggende indsatser for forældre

En del etniske minoritetsforældre føler sig ganske udfordrede ved at opdrage børn i et land, de ikke selv er vokset op i, og hvor de måske befinder sig i en marginal, samfundsmæssig position. Der synes at være et klart potentiale for forebyggende indsatser, rettet mod såvel nyankomne forældre som mod mere etablerede etniske minoritetsforældre og mod familier med såvel mindre som større børn. Sådanne indsatser kan stile imod at skabe ændringer i opdragelsesmetoder ved fx at fremme brugen af dialog og positiv kommunikation og bremse brugen af fysisk afstraffelse. Uanset at sådanne indsatser i forhold til etniske minoritetsforældres opdragelsespraksisser ikke specifikt handler om at forebygge æresrelaterede konflikter, må man formode, at sådanne tiltag også kan have en gavnlig effekt i forhold hertil.

En vigtig metode i den forbindelse er forældrekurser for etniske minoritetsfamilier. Der er dokumentation for, at sådanne kurser fx kan støtte forældre i at anvende en mere positiv opdragelsesstil og mindske omfanget af problemadfærd hos deres børn. Der findes forskellige typer af forældrekurser, udviklet til majoritetsforældre. Det drejer sig fx om programmer som DUÅ – De utrolige år, og ICDP – International Child Development Program. I forhold til etniske minoritetsfamilier kan forældrekurser enten anvendes i deres foreliggende form, eller de kan tilpasses på forskellig vis. Nogle studier indikerer, at forældreprogrammer virker bedre i forhold til målgruppen, hvis de tilpasses på et ”dybt” frem for et ”overfladisk” niveau. En dyb tilpasning handler fx om, at man ikke blot afholder kurset på forældrenes modersmål og bruger vejledere, der har samme minoritetsbaggrund (evt. sammen med en vejleder med majoritetsbaggrund). Man tilpasser også indholdet ved fx at indlejre religiøse elementer, se på betydningen af store søskendeflokke osv.

I Danmark afvikles p.t. kurset De Utrolige År for etniske minoritetsforældre. På linje med erfaringer fra andre lande har man også i Danmark oplevet, at rekruttering til kurset var udfordrende. Det er dermed vigtigt at gennemtænke, hvordan man forholder sig til denne udfordring. I Norge har man erfaringer fra et moskémiljøs tilbud om tilpassede ICDP-kurser til forældre med flygtningebaggrund. I dette miljø er der gode erfaringer med rekruttering, da forældrene modtager indsatsen i en kontekst, hvori de føler sig trygge.

Der er også positive, om end mindre veldokumenterede, erfaringer med andre dialogbaserede indsatser for etniske minoritetsforældre. Det kan handle om samtalegrupper, teaterprojekter og lignende. Fra Danmark kan her nævnes Foreningen Babas læringsforløb for etniske minoritetsfædre, samt de Mindspringkurser, som udbydes af Dansk Flygtningehjælp. Begge de nævnte projekter stiler mod at gøre de deltagende forældre bedre til at håndtere familieliv og børneopdragelse i en dansk kontekst.

Identifikation af, og samtaler med, unge med behov for hjælp

Meget af arbejdet på området forudsætter, at der først sker en identifikation af personer, med behov for hjælp. En sådan identifikation kan blandt andet ske på uddannelsesinstitutioner, hvor børn og unge har deres daglige gang. Her kan tilgængelige vejledere, der over tid er i stand til at vinde elevernes tillid, blive dem, som unge søger hjælp hos. Samtidig kan dette arbejde dog også være udfordrende, fordi vejledere, lærere, skolesundhedsplejersker m.fl. kan opleve dilemmaer med hensyn til, hvornår de skal gribe ind og på hvilke måder. Her kan frontmedarbejdere også opleve udfordringer i forhold til at tage kontakt til forældre til mindreårige børn ud fra bekymringer om, hvordan man bedst muligt tilgodeser både forældrenes retssikkerhed og krav på information, og de unges tryghed og trivsel.

I arbejdet er det således vigtigt at kunne håndtere en høj grad af usikkerhed, hvor man løbende reflekterer over, om man gør for lidt, for meget eller lige tilpas. Et vigtigt fokuspunkt her er de potentielle sikkerhedsrisici forbundet med individuelle sager, og hvordan de bedst håndteres.

Når man har mulighed for samtaler med unge, hvis udfordringer ser ud til at være af æresrelateret karakter, er det for det første vigtigt, at samtalen kan holdes et trygt sted, der ikke overvåges af andre. I afklaringen af, hvordan en konkret sag ser ud, kan et brugbart redskab være at tegne et genogram sammen med den unge. Et genogram kan give vigtig viden om det større familienetværk, der kan være involveret i konflikten. Et overblik her er vigtigt, både i forhold til at kortlægge risici og for at lokalisere ressourcer i familienetværket, der muligvis kan komme den unge til gavn. Andre redskaber, som nogle fagfolk finder gavnlige at anvende i den afklarende fase, er fx kulturagrammet og fokuscirklen, der kan bruges til at sikre, at man får indsamlet den nødvendige viden.

En anden pointe er, at frontmedarbejdere i samtaler med fx unge med fordel kan demonstrere, at de kender til de særlige udfordringer, nogle etniske minoritetsunge møder i deres familier. Men samtidig skal medarbejderne fastholde en åben tilgang til den individuelle sag og ikke forvente at finde bestemte, fasttømrede mønstre. I sådanne samtaler – såvel i forhold til unge som i forhold til deres familier – kan det endvidere være vigtigt ikke selv at bringe ord som ”ære” og ”æresrelaterede konflikter” på banen. Brugen af sådanne termer kan nemlig både medvirke til at forstærke skyldfølelse og til at optrappe konflikter.

Endelig kan det være vigtigt at fastholde almindelig god praksis i det sociale arbejde, også når det drejer sig om fx vanskelige familiesager. Det drejer sig fx om at tage det, børn og unge fortæller, alvorligt og at sikre, at de har reel medindflydelse på deres eget sagsforløb. I dette arbejde kan det være særligt vigtigt at sikre et godt, tværsektorielt samarbejde, da uklarheder i forhold til sagsforløb og ansvarsfordeling imellem forskellige instanser ellers kan skabe udfordringer. Det er også vigtigt at benytte de særlige rådgivningstilbud på området, som eksisterer i forskellige regier, i form af fx Etnisk Ung og VISO. Da de enkelte sagsbehandlere møder alvorligere æresrelaterede konflikter relativt sjældent, selv i større kommuner med mange borgere med etnisk minoritetsbaggrund, kan brugen af disse rådgivningstilbud være med til at sikre en betryggende indsats.

Sikre botilbud

Nogle æresrelaterede konflikter er så alvorlige, at børn fjernes, eller at unge – eventuelt unge voksne – flygter hjemmefra. I forhold til de unge voksne findes der i forskellige lande en række botilbud, hvor man kan søge tilflugt. Omsorgen her handler for det første om at komme på en sik-ker adresse og få beskyttelse. Her kan unge få hjælp til, hvordan de skal omgås mobiltelefoner, sociale medier mv., for at deres opholdsadresse ikke umiddelbart skal komme til andres kendskab. På sådanne botilbud arbejder man også med at forbedre de unges trivsel. En betragtelig andel af de unge, der flygter fra vold og kontrol, har psykiske problemer, fx i form af angst og symptomer på posttraumatisk stress. En anden udfordring kan være en høj grad af umodenhed efter at være opvokset i et miljø, hvor man kun i meget begrænset omfang har haft mulighed for at træffe selv-stændige beslutninger. Sammensætningen af de unge beboere på disse botilbud kan samtidig variere betragteligt og have meget forskellige behov for hjælp og pædagogisk støtte.

De sikkerhedsforanstaltninger, der omgærder sådanne botilbud, kombineret med blandt andet det høje stressniveau, som beboerne ofte har, kan gøre hverdagen ganske kompliceret. For eksempel må personalet løbende arbejde med det savn, som beboerne ofte føler efter deres familier. Eventuelt retter dette savn sig mod bestemte familiemedlemmer, som de yngre søskende, der er tilbage i hjemmene. En del af beboerne på de sikre botilbud vælger at vende tilbage til deres familier, uanset at situationen her ofte er uændret.

Arbejdet med beboernes ensomhed og psykiske problemer sker blandt andet ved hjælp af psykologbistand. Derudover arbejder tilbuddene i varierende grad miljøterapeutisk, hvor de – ved hjælp af en velstruktureret hverdag – søger at give beboerne trygge rammer for at støtte deres udvikling. Man søger også på botilbuddene at øge beboernes selvstændighed og kompetencer. Det kan ske igennem forskellige former for læringsforløb, der fx drejer sig om økonomi, helbred (herunder reproduktiv sundhed) og praktiske kompetencer som madlavning. Man søger i varierende grad også at bibringe beboerne positive oplevelser med det omgivende samfund og hjælpe dem med at knytte venskaber og opbygge netværk. Samtidig er der også forskelle imellem sikre botilbud i forskellige lande. Det drejer sig fx om, hvorvidt man har ét eller to køn på tilbuddene, om graden af struktur i tilbuddenes hverdag og om omfanget af sikkerhedsforanstaltninger.

På flere forskellige af de besøgte botilbud fremhæver ledere og personale, at man bliver nødt til at arbejde meget kontekstbestemt, og at arbejdet dermed varierer, alt efter hvilke beboere man har i en given periode. Dermed er det heller ikke muligt for denne rapport at udpege specifikke metoder, der kan anbefales i disse botilbuds arbejde. En generel observation er dog, at beboerne ofte har meget store udfordringer i deres liv. Denne erfaring har medført, at man i forskellige lande gradvist har forlænget beboernes muligheder for at forblive på botilbuddene, fordi ganske korte ophold har vist sig ikke at være tilstrækkelige.

Sikkerhedsarbejde

Noget af arbejdet med æresrelaterede konflikter handler om at etablere en tilstrækkelig grad af sikkerhed for de udsatte borgere. Dette arbejde kan implicere politifolk, der derfor også bør have kompetencer i forhold til æresrelaterede konflikter. Grundlæggende retningslinjer her er fx, at det kan være gavnligt, hvis etniske minoritetskvinder, der kommer i kontakt med politiet, får mulighed for at tale med en kvindelig betjent. Derudover kan det være vigtigt – for politiet, men også for medarbejdere fx i sundhedssektoren – at unge og/eller kvinder får mulighed for at samtale med frontmedarbejdere under fire øje. En sådan fortrolig samtale kan være vigtig, såvel for en ung kvinde, der er kommet i kontakt med politiet, som for en stor pige, der indlægges på hospital efter at have slugt en overdosis Panodil.

Et værktøj til vurdering af risici er det svenske PATRIARK. Det benyttes primært af politiet, men kan også – i en reduceret udgave – bruges af andre frontmedarbejdere. PATRIARK er udviklet med afsæt i andre risikovurderingsværktøjer og tilrettet med særlige spørgsmål om risici og sårbarhed, der har med æresrelaterede problematikker at gøre. Nogle fagfolk er glade for værktøjet, og oplever, at det sikrer et grundigt overblik over en sag, mens andre fagfolk er mere kritiske i forhold til brugen heraf. I forhold til risikovurderingsværktøjer udviklet i forbindelse med partnervold, er der begrænset viden om, hvilken forskel brugen af PATRIARK har i det konkrete sikkerhedsarbejde.

Uanset om man tager afsæt i PATRIARK eller ej, kan udarbejdelse af en sikkerhedsplan være en nødvendighed i alvorligere æresrelaterede sager. Det er vigtigt, at de unge selv spiller en central rolle i udarbejdelsen og de løbende justeringer af sådanne planer – et arbejde, der fx pågår på de sikre botilbud. I forhold til den umodenhed, som kendetegner en del af beboerne her, er det af særlig stor betydning, at man har en kontinuerlig dialog om sikkerhedsforhold og om de mulige konsekvenser af brud på aftalte sikkerhedsplaner. Opbygningen af tillidsfulde relationer imellem unge beboere og pædagogisk botilbudspersonale kan også være vigtig i forhold til sikkerhed. Her fortæller medarbejdere, at de opfordrer de unge til at være åbne om, at de fx har kontaktet deres familie, selvom en sådan kontakt er et brud på sikkerhedsplanen. Uden en sådan tillidsfuld relation risikerer man, at de unge tager denne form for kontakt, men holder det hemmeligt, hvilket kan udgøre en større risiko, end hvis de fortæller om det til personalet, der så kan træffe eventuelle forholdsregler.

Mægling og dialogarbejde med forældre

Der er efterhånden omfattende erfaring med, at det er meget vanskeligt for unge at bryde helt med deres familier. Man forsøger derfor i forskellige regier at arbejde med forældrene til unge, der fx flygter hjemmefra og søger beskyttelse på grund af æresrelaterede konflikter. Dette arbejde findes i forskellige udgaver. En udgave handler om at tage kontakt til forældre, hvis store børn er stukket af hjemmefra, og hvor forældre ikke har mulighed for at tage kontakt til dem. Sådanne forældre kan være i stor krise, og flere fagfolk indskærper derfor, at det er vigtigt, at frontmedarbejdere kontakter dem for at betrygge dem om, hvad der er sket med deres børn. En sådan information kan også være med til at skabe en mere rolig situation, fordi forældrene får at vide, at det ikke nytter noget at forsøge at opspore deres datter eller søn.

I en årrække har man også mæglet i nogle familier, hvor der er æresrelaterede konflikter. Til forskel fra den almindelige tilgang til mægling befinder de to parter – den unge og forældrene – sig sjældent i samme rum. I stedet bevæger en ”tilrettelægger” sig frem og tilbage imellem de to parter. Denne form for mægling tager hensyn til den store magtdistance, der kan være imellem børn og forældre – en distance, som kan gøre det vanskeligt for (voksne) børn at udtrykke deres mening direkte. En anden vigtig årsag til at holde parterne adskilt er de alvorlige krænkelser af de unge, som ofte er gået forud.

Der er store variationer i, hvordan man i forskellige lande stiller sig til brug af mægling i familier med æresrelaterede konflikter. I lande som Norge og Holland er der generelt en positiv indstilling. I Sverige er man langt mere tilbageholdende, hvilket er på linje med holdningen i Storbritannien. Danmark ligger et sted imellem disse to positioner.

I nogle tilfælde medvirker politiet i mæglinger. Her kan de spille en vigtig rolle i forhold til at vurdere sikkerhedssituation. De kan også medvirke til, at mæglinger overhovedet kommer til at finde sted, da politiet ofte kan indgyde mere respekt hos forældrene, end de sociale myndigheder kan.

I Norge mægles der i flere kontekster. Det foregår fx såvel i nogle af landets konfliktråd som i et særligt samarbejde imellem politi og de sociale myndigheder på en politistation i Stovner, Oslo. I både konfliktråd og på Stovner politistation arbejder man med afsæt i den dansk-afghanske konfliktmægler Farwha Nielsens retningslinjer. Et centralt princip her er, at man i løbet af et antal mæglinger søger at opbygge et tillidsforhold til familien og forstå deres situation. Sideløbende er der møder med den unge kvinde eller mand, hvis situation har givet anledning til mæglingen, for at sikre, at det reelt er deres behov, der tilgodeses. Tilrettelæggeren afsøger i nogle tilfælde også det bredere familienetværk i forhold til at finde mulige åbninger i en fastlåst situation. Der er p.t. igangsat et norsk forskningsprojekt om mæglingerne på Stovner politistation, men der foreligger endnu ikke nogen resultater herfra.

I Holland mægles der også. Her lader det til, at politiet ganske ofte indgår i mæglingsbestræbelserne. Her behøver det ikke at være en professionel tilrettelægger, der står for selve mæglingsarbejdet. I stedet kan det være en velegnet person fra familiernes netværk, som fx politiet kontakter for at søge at få en familiekonflikt løst op. Sammenlignet med tilgangen i de skandinaviske lande synes man i Holland at vægte forsøg på konfliktløsning højere end mulige efterfølgende begrænsninger i de unges frihedsrettigheder.

I Sverige har man også erfaringer med mægling ud fra erkendelsen af, at de unge ofte ender med at vende tilbage til deres familier, uanset om man søgte at bedre sikkerhedssituationen eller ej. I en rapport om emnet (Svedberg, Qarai & Qaraee, 2013) ender forfatterne dog med at vurdere risikoen ved at mægle i sådanne familier som for høj. Deres anbefaling er derfor, at man ikke mægler, uanset at man i nogle familier meget vel kunne have held hermed. Disse forfattere understreger dog også vigtigheden af dialogarbejde med forældrene, for at de ikke skal stå helt alene i en svær situation.

I Danmark foregår mægling på området i regi af fx Etnisk Ung (Etnisk Ung rådgiver unge, forældre og fagfolk om æresrelaterede konflikter og drives med støtte fra Udlændinge- og Integrationsministeriet) og af Etnisk Konsulentteam i Københavns Kommune. Mæglingerne kan undertiden også involvere politiet. Den primære gruppe, der mægles i forhold til, er kvinder fra 18 til 27 år. Antallet af årlige mæglinger er begrænset, og der er kun lidt systematisk vidensopsamling på forløbene. Også i en dansk kontekst påpeges såvel vigtigheden af at vurdere, hvilke familier man mægler i forhold til, som at mægling i nogle kontekster synes at kunne gøre god gavn.

Et generelt mål med mæglinger i forhold til æresrelaterede konflikter er ikke nødvendigvis, at de kan løse alle problemer, for det er utopisk at forestille sig et sådant resultat. I stedet er et vigtigt mål, at situationen skal blive tryg for den unge. Noget af den begrænsede viden, som i dag findes på området, tyder på, at man kan opnå en sådan tryghed. Samtidig er der dog også – som nævnt ovenfor – dårlige erfaringer med at mægle fra blandt andet Sverige, hvor man har oplevet, at sådanne forløb har været til stor skade for enkelte unge kvinder. Det er vanskeligt at vide, hvad forskellene skyldes. Handler det om, hvordan man har implementeret de metoder, man har brugt i mæglingen? Her kan tilrettelæggernes kompetencer fx være meget centrale for, at mæglingen får et godt forløb. Eller handler det måske om, hvordan man har screenet de familier, man har valgt at mægle i forhold til? Her kan det tænkes, at dårlige resultater skyldes, at man har søgt at arbejde med familier, man reelt burde have holdt sig fra. Sådanne væsentlige spørgsmål ser det ikke ud til, at man kan svare på i dag.

Til slut i dette afsnit om mægling kan nævnes det norske ”Projekt November”. Dette er en samlokaliseret indsats imellem politiet og de sociale myndigheder, hvor ofre for partnervold kan modtage hjælp. Nogle sager handler om æresrelaterede konflikter, og her kan et tæt og kvalificeret tværsektorielt samarbejde sikre en effektiv indsats. I regi af Projekt November kan der foregå forskellige former for arbejde med en kvindes familie for at gøre hende bedre i stand til at forlade volden og starte et nyt liv. Det kan fx dreje sig om, at politiet medvirker til at arrangere en nikah-opløsning, dvs. opløsningen af et muslimsk ægteskab – noget, som kan kræve ægtemandens medvirken. Det kan også foregå ved, at Projekt November danner ramme for en kvindes møde med sin familie, eventuelt så hun bliver i stand til at tage ordentligt afsked med dem.

Som det fremgår, er der begrænset viden om virkningen af (forskellige former for) mæglinger i forhold til æresrelaterede konflikter. Der er dog konsensus om vigtigheden af, at man drager omsorg for de familier, hvor et stort barn eller en ung voksen har forladt familien – enten ved egen kraft eller ved at blive fjernet af myndighederne. I den forbindelse er det også vigtigt at huske på, at der i disse familier ofte vil være mindre børn, der skal tages hensyn til. En anden gennemgående pointe er, at mæglingsarbejdet vedrører sensitive emner. I forhold til kommunikationen med forældrene er interkulturelle kommunikative kompetencer derfor af stor betydning, da man fx med en for direkte tilgang kan lukke af for det fremtidige samarbejde.

Kritikken af mægling går blandt andet på, om myndighederne risikerer at være med at opretholde uacceptable forhold for nogle unge, og eventuelt – i ekstreme tilfælde – bidrager til alvorlig skade. En anden bekymring drejer sig om politiets rolle, hvor der kan være en gråzone i forhold til, hvorvidt deltagelse i mægling reelt er frivilligt eller ej.

Efterværn

I arbejdet med unge, der har været udsat for æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol, kan en form for indsats handle om efterværn – en hjælp, der ydes til unge, efter de fx er fraflyttet sikre botilbud og skal starte en selvstændig tilværelse. Et sådant efterværn kan være vigtigt, såvel fordi en del af disse unge er umodne og/eller har psykiske udfordringer, som fordi deres brud med familien kan have efterladt dem helt uden netværk at støtte sig til. Det faktum, at en del unge af sikkerhedshensyn flytter til en anden del af det land, de bor i, er kun med til at øge deres behov for efterværn.

Overgangen til en selvstændig tilværelse kan foregå på forskellige måder. I flere lande kan nogle unge flytte til udslusningsboliger, hvor der er visse sikkerhedsforanstaltninger og løbende støtte fra professionelle. For unge, som skal lære økonomisk og praktisk selvstændighed, med alt hvad dertil hører, kan en løbende kontakt med omsorgsfulde voksne have meget stor betydning for, at de kan få en dagligdag til at fungere og ikke får udfordringer ved noget så basalt som ikke at betale regninger til tiden.

En anden del af efterværnsindsatserne kan handle om at opbygge netværk. Her tilbyder nogle sikre botilbud, at unge kan komme til aftensmad eller lignende og mødes fx med nuværende og tidligere beboere på botilbuddet. Andre tilbud kan være gruppebaserede indsatser for fraflyttede beboere, fordi de alle har erfaringer med æresrelaterede problemstillinger. Disse indsatser kan dog vanskeliggøres af en manglende tryghed imellem sådanne gruppers medlemmer, der igen kan knyttes til de æresrelaterede konflikters høje grad af følsomhed.

I forhold til de unges udfordringer, efter at have brudt helt eller delvist med deres familier, kan en velegnet form for støtte muligvis være at udvikle mere kollektivt orienterede boformer. Det vil måske kunne give de unge et alternativt tilhørsforhold og dermed beskytte dem imod den ensomhed og isolation, som mange af dem ellers ender i.

Også etniske minoritetskvinder, der fraflytter kvindekrisecentre, kan have behov for efterværn. En form for støtte her kan gives ved brug af metoden Critical Time Intervention – CTI. Forskning fra andre lande viser, at CTI-støtte kan forbedre forholdene for kvinder, såvel med majoritetsbaggrund som med etnisk minoritetsbaggrund. Den sidstnævnte gruppe – der i nogle, men langt fra i alle, tilfælde har været udsat for æresrelaterede problematikker – har ofte større behov hjælp. Det kan handle om alt fra begrænsede sprogkundskaber, over arbejdsløshed og svage netværk, til udfordringer i forhold til, om kvinderne efter en skilsmisse kan forblive i det europæiske land, de er bosat i.

I Danmark pågår der p.t. forsøg med CTI i forhold til kvinder, der fraflytter kvindekrisecentre. I de indledende data, som er tilgængelige, er det ikke muligt at skelne imellem erfaringerne fra kvinder med henholdsvis majoritets- og etnisk minoritetsbaggrund, men for den samlede gruppe ser indsatsen lovende ud.

Forfattere Anika Liversage, SFI
Udgivelsesdato 24.09.2018
Udgiver VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
Sprog Dansk
E-ISBN 978-87-93626-95-9
Sidetal 118
Publikationsnr.
Kontaktperson

Anika Liversage

Kontaktperson
DIREKTE 33 48 08 57 E-MAIL ani@vive.dk
Forskningsemne

Denne publikation hører under Beskæftigelse og arbejdsmarked, Samfund og sammenhængskraft
emneord: Integration

Anden relevant SFI-forskning

Relaterede arrangementer
Tidligere

Søg på sfi.dk