SFI og KORA er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

På vej mod ungdomskriminalitet
Hent udgivelsen (1.471 KB)
Del
Rapport

På vej mod ungdomskriminalitet

Hvilke faktorer gør en forskel i ungdommen?

Del
Hvorfor ender nogle unge med at begå kriminalitet, mens andre ikke gør? Denne rapport belyser risiko- og beskyttelsesfaktorer i forhold til ungdomskriminalitet. I rapporten analyseres sammenhænge mellem på den ene side individuelle forhold, familie- og opvækstforhold, skoleforhold, og sociale relationer og livstilsforhold, og på den anden side sandsynligheden for normbrydende og kriminel adfærd.
Denne rapport følger op på en tidligere SFI-rapport, På vej mod ungdomskriminalitet. Hvilke faktorer i barndommen gør en forskel? og ser på samspillet mellem risikofaktorer og beskyttelsesfaktorer i hhv. 7-, 11-, 15- og 18-årsalderen. Den giver omfattende og detaljeret viden, om hvilke risikofaktorer, man i et forebyggelsesperspektiv skal være opmærksom på, når
man vil identificere unge, der kan have gavn af kriminalitetsforebyggende indsatser. Samtidig fremhæves de beskyttende faktorer, som kan bidrage til at holde unge fra kriminalitet. Og endelig viser rapporten, hvor vanskeligt det er med stor sikkerhed at forudsige, hvem der faktisk ender med at blive kriminel.
Undersøgelsen bygger på data fra SFI’s store forløbsundersøgelse af børn fra årgang 1995, og den er finansieret af Det Kriminalpræventive Råd.

Baggrund

I 2014 udarbejdede SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd På vej mod ungdomskriminalitet. Hvilke faktorer i barndommen gør en forskel? (Østergaard m.fl., 2015) med henblik på at identificere risiko- og beskyttelsesfaktorer i barndommen, som hænger sammen med normbrydende adfærd og kriminalitet i 15-årsalderen.

I rapporten blev børn grupperet i en højrisikogruppe og en ikke-højrisikogruppe på baggrund af en lang række baggrundsfaktorer i 7-årsalderen, og derefter blev det undersøgt, hvilken sammenhæng der var mellem forhold og begivenheder i 11-årsalderen og de to gruppers kriminalitetssandsynlighed. Resultaterne pegede på, at beskyttelses- og risikofaktorer i 11-årsalderen generelt er forskellige for de to grupper, men at en tidlig alkoholdebut for begge grupper hang sammen med en øget risiko for kriminalitet, samt at sociale relationer i 11-årsalderen også hang sammen med begge gruppers senere sandsynlighed for at begå ungdomskriminalitet. For højrisikogruppen hang hyppigt besøg hjemme hos venner sammen med en øget sandsynlighed for ungdomskriminalitet, mens det for ikke-højrisikogruppen var det, ikke at have en god ven, der hang sammen med en øget sandsynlighed for ungdomskriminalitet.

Da vi løbende i denne rapport vil referere til På vej mod ungdomskriminalitet. Hvilke faktorer i barndommen gør en forskel? vil vi i resten af den aktuelle rapport referere til den som På vej mod ungdomskriminalitet I.

På vej mod ungdomskriminalitet I baserede sig på SFI’s Børneforløbsundersøgelse af børn, født i 1995, hvor der på undersøgelsestidspunktet forelå spørgeskemainformation om børnene frem til 15-årsalderen. Sidenhen er der lavet endnu en interviewrunde med de unge som 18-årige, hvilket giver mulighed for at lave en opfølgende undersøgelse. At datamaterialet er blevet udvidet med endnu en spørgeskemarunde, forbedrer analysemulighederne betragteligt – både i kraft af det udvidede tidsperspektiv og indholdsmæssigt, idet der nu er mulighed for at inddrage yderligere information om de unges personlige karakteristika, forhold til familien, vennerelationer og alkohol- og stofforbrug. Faktorer, som international forskningslitteratur viser har betydning for sandsynligheden for, at unge begår kriminalitet (fx Moffitt, 1993; Loeber, R., D.P. Farrington, M. Stouthamer Loeber & W.B. van Kammen, 1998; Moffitt, Caspi, Rutter, & Silva, 2006; Laub & Sampson, 2003; Farrington & Welsh, 2007).

Med de nye spørgeskemaoplysninger fra SFI’s Børneforløbsundersøgelse (herunder de unges selvrapporterede normbrydende adfærd og kriminalitet) og registerdataoplysninger om de unges sigtelser som 18-årige, vil vi med denne undersøgelse bygge videre på resultaterne fra På vej mod ungdomskriminalitet I med henblik på at få identificeret eventuelle yderligere risiko- og beskyttelsesfaktorer, der indtræffer senere i børnenes opvækst. Undersøgelsen vil således belyse følgende tre forskningsspørgsmål:

  1. Hvilke risikofaktorer og kombinationer af risikofaktorer i barndommen leder til en højere sandsynlighed for normbrydende og/eller kriminel adfærd som 18-årig?
  2. Hvilke beskyttelsesfaktorer forklarer, at mange af de børn, der som udgangspunkt kategoriseres som værende i en højrisikogruppe for normbrydende og/eller kriminel adfærd, tværtimod ender med at udvikle sig almindeligt og udvise hensigtsmæssig adfærd som 18-årige?
  3. Hvad karakteriserer de unge, der i perioden 15 til 18 år 1) fortsætter med at udvise en normbrydende adfærd, 2) stopper med at udvise en normbrydende adfærd, 3) først sent udviser normbrydende adfærd (først som 18-årige), eller 4) hverken udviser normbrydende adfærd som 15- eller 18-årige?

I lighed med På vej mod ungdomskriminalitet I bidrager denne opfølgende undersøgelse med ny viden om sammenhænge mellem på den ene side individuelle forhold, familie- og opvækstforhold, skoleforhold, og sociale relationer og livsstilsforhold, og på den anden side sandsynligheden for normbrydende og kriminel adfærd. Undersøgelsens formål er at frembringe ny forskningsbaseret viden, som kan oplyse det forebyggende arbejde med kriminalitetstruede unge.

Det er allerede veldokumenteret, at fx en socioøkonomisk svag familiebaggrund, det at vokse op i et udsat område, at have forældre med kriminel baggrund, at have forældre med et misbrug, at have været udsat for mishandling i hjemmet, at have antisociale venner og anden risikoadfærd som fx et stort alkoholforbrug alt andet lige øger sandsynligheden for ungdomskriminalitet (Farrington, 2003; Farrington & Welsh, 2007; Laub & Sampson, 2003; Christoffersen m.fl., 2009). Imidlertid er der også undersøgelser, der peger på, at fx det at have en positiv selvopfattelse, at have nære venner (og ikke kriminelle venner), at have et positivt forhold til sine forældre, at få støtte fra en lærer, skoletrivsel, at have andre omsorgspersoner ud over sin mor og at have positive rollemodeller mindsker ellers udsatte børns sandsynlighed for kriminel adfærd (Christoffersen m.fl., 2009; Balvig, 2011).

Udgangspunktet for vores analyser af risiko- og beskyttelsesfaktorer er således et udviklingsøkologisk perspektiv, hvor vi grundlæggende antager, at et barns udvikling finder sted i et konstant samspil med omverdenen – dvs. både det nære samspil med mennesker af betydning for barnet, omverdensbetingelser i det nære miljø og strukturelle faktorer i samfundet (Bronfenbrenner, 1979). Derfor inddrager vi informationer om barnets individuelle karakteristika, familiekarakteristika og socioøkonomiske ressourcer såvel som barnets nære omgivelser som skole, venner o.l. i analyserne af risiko- og beskyttelsesfaktorer.

Ud over at fastholde det overordnede udviklingsperspektiv tager vi også teoretisk udgangspunkt i kriminologiske teorier med hovedvægt på teorier om kriminalitet i et livsforløb (primært Moffitt, 1993; Laub & Sampson, 2003). Et fremtrædende, fælles aspekt i forskellige teorier om kriminalitet i et livsforløb er kontinuiteten/diskontinuiteten i den kriminelle adfærd over tid, mens de forskellige teorier derimod vægter betydningen af udvalgte faktorer forskelligt.

Ungdomsbegrænset eller vedvarende kriminalitet

En af de fremtrædende teorier peger på, at unge er mere tilbøjelige til at udvise normbrydende og/eller kriminel adfærd, fordi der i ungdommen er en midlertidig udviklingsmæssig umodenhed. Mange teenagere har således en tilbøjelighed til at ”efterligne” eller afprøve normbrydende adfærd med henblik på social tilpasning (Moffitt, 1993, s. 685). I takt med at de unge modnes, vil størstedelen af dem ifølge denne teori derfor af sig selv ophøre med deres normbrydende og/eller kriminelle adfærd. Teorien kategoriserer disse unge som ungdomsbegrænsede kriminelle, der som regel også først vil påbegynde deres normbrydende/kriminelle adfærd relativt sent – altså i teenageårene.

Imidlertid er der også en lille gruppe, som relativt tidligt udviser afvigende og måske sågar kriminel adfærd. Disse unge fortsætter med deres normbrydende adfærd og kriminelle aktiviteter ud over ungdomsårene og kategoriseres som vedvarende kriminelle. Forklaringen på den vedvarende kriminalitet er processuel, idet det er den konstante, gensidige interaktion mellem personlighedstræk, familiekarakteristika og miljø, der bliver afgørende for, om et barn ender som kriminel, både i ungdomsårene og videre i voksenlivet (Moffitt, 1993, s. 684, 695).

Alder har ifølge teorien således ikke betydning for kriminaliteten hos de vedvarende kriminelle, men har det derimod hos de ungdomsbegrænsede, der netop kun er kriminelle som unge.

Sociale bånd og uformel social kontrol

Sammenhængen mellem alder eller livsfaser og kriminalitet er et gennemgående tema i forskningslitteraturen om kriminalitet – særligt i forløbsundersøgelserne. En anden type af forklaringer fremhæver styrken af de (uformelle) sociale bånd, den unge har til familie, venner og samfund (Hirschi, 1969), og lægger vægt på, hvornår i livet forskellige begivenheder, der styrker/svækker sociale bånd, indtræffer (Laub & Sampson, 2003). Sociale bånd skal forstås som den følelsesmæssige tilknytning, man har til andre (primært familie og venner). Den tilknytning bliver ifølge disse teorier afgørende, fordi familie og venners forventninger til ens opførsel får betydning for ens handlinger (Akers & Sellers, 2009). Er de sociale bånd til omgivelserne svage eller ødelagte, kan dette resultere i kriminel adfærd: Jo svagere båndet er til omgivelserne (jo mindre den unge er påvirket af andres meninger og således ikke er begrænset af deres normer og forventninger), desto mere sandsynligt er det, at den unge ikke overholder hverken de uformelle regler (konventionelle normer) eller de formelle regler (lovgivningen); og omvendt: Jo stærkere den unges bånd er til forældre, andre vigtige voksne og venner, i desto højere grad vil der være en (uformel) social kontrol af den unges adfærd i retning af konformitet (Olsen, 2016).

Til forskel fra teorien om de ungdomsbegrænsede og vedvarende kriminelle peger teori og forskning om sociale bånd og uformel social kontrol på, at det er (styrken af) de sociale bånd, der opstår i bestemte livsfaser, der har betydning for, om unge fortsætter deres kriminelle løbebane eller ej. En teori benævner skelsættende begivenheder som ”turning points” og anfører, at det i høj grad er disse, der får betydning for ens fortsatte kriminalitet.[1] I takt med at man bliver ældre, er der flere, der fx bliver gift, aftjener militærtjeneste, får en stabil arbejdsmarkedstilknytning eller kommer i fængsel – alle forhold, der påvirker ens sociale bånd til samfundet. Stabilitet i ens sociale miljø over tid afføder stabilitet i adfærden, mens ændringer i det sociale miljø også producerer ændringer i adfærden. Derfor kan man ifølge denne teoretiske tilgang vanskeligt forudsige, hvem der bliver vedvarende kriminelle alene på baggrund af en typologisering ud fra individuelle karakteristika og opvækstvilkår i barndommen, idet turning points gennem hele livet får betydning for, om man ophører eller fortsætter med sine kriminelle aktiviteter (Laub & Sampson, 2003).

Udfordringer og usikkerheder ved forudsigelse af kriminalitet

Som vi har beskrevet, er det ifølge de fleste kriminologiske teorier en meget kompliceret proces, der fører til, at et barn evt. senere i livet bliver ungdomskriminel. En lang række af empiriske studier viser også, at det selv for børn, hvor der allerede tidligt i barndommen optræder en række af problemindikatorer, er svært at forudsige, om de rent faktisk bliver ungdomskriminelle. Størstedelen af dem, der på et tidspunkt i barndommen kunne kategoriseres som værende i en højrisikogruppe, begår ikke (vedvarende) kriminalitet senere i livet (Robins, 1978; Christoffersen m.fl., 2011).

Udfordringen ved forudsigelse af kriminalitet hidrører fra problemet om falsk positive. ”Falsk positive” betegner i denne sammenhæng de børn, som har mange problemindikatorer tidligt i barndommen, og som således forventes at blive kriminelle, men hvoraf størstedelen på trods af dette ender med at udvikle sig hensigtsmæssigt og almindeligt.

I tråd hermed observerede Robins (1978) i flere forløbsstudier, at størstedelen af de personer, der i barndommen var antisociale, ikke blev antisociale voksne. Tages der derimod udgangspunkt i den mindre gruppe af antisociale voksne, fandt Robins, at det for at blive antisocial voksen praktisk talt kræver, at man også var antisocial som barn. Paradokset består således i, at man retrospektivt finder en stærk sammenhæng mellem antisocialitet i voksenlivet og antisocialitet i barndommen, mens sammenhængen prospektivt er langt svagere.

Dette betyder imidlertid ikke, at det er helt tilfældigt, hvem der begår kriminalitet, men man skal selvfølgelig være opmærksom på, med hvilken form for præcision man kan forudsige unges kriminalitet. I forlængelse af analyserne i På vej mod ungdomskriminalitet I anvender vi i kapitel 3 og 4 i denne rapport en kategorisering i en høj- og en ikke-højrisiko­gruppe, som tager udgangspunkt i beregninger, der netop søger at minimere antallet af falsk positive (Christoffersen m.fl., 2011). På trods af dette vil der fortsat være mange falsk positive, hvilket er et forventeligt mønster, når man undersøger relativt lavfrekvente hændelser som fx ungdomskriminalitet. Det er næsten uundgåeligt, at andelen af falsk positive bliver høj i sådanne undersøgelser (Farrington, 2005; Christoffersen m.fl.; 2011).

Implikationerne af de udfordringer og usikkerheder, der er knyttet til denne type af undersøgelser og således også til denne rapport, er, at man i det kriminalitetsforebyggende arbejde skal være varsom i forhold til anvendelsen af en kategorisering af børn på baggrund af forhold tidligt i opvæksten. Ved brug af kategorisering risikerer man at stigmatisere nogle børn (falsk positive) og derved potentielt at forværre deres situation og eventuelt øge sandsynligheden for, at de får en given adfærd.

Sammenfatning – rapportens resultater i hovedtræk

I det følgende gengiver vi hovedresultaterne fra rapportens analysekapitler. Herefter forholder vi os til, hvilke perspektiver resultaterne giver anledning til, med særligt fokus på kriminalitetsforebyggelse.

Vi har i alle kapitler anvendt regressionsanalyser (logit, lineære sandsynlighed, og fixed effects-regressioner), og alle analyserne baserer sig på data fra SFI’s forløbsundersøgelse af børn, født i 1995, og registerdata.

11- og 15-Årsfaktorers betydning for 18-årskriminalitet

I kapitel 3 og 4 undersøger vi, hvorvidt opvækstforhold i 11- og 15-årsalderen hænger sammen med alvorlig normbrydende adfærd og sigtelser i 18-årsalderen, når der allerede er taget højde for individuelle og familiemæssige, socioøkonomiske forhold i 7-årsalderen.

Vi tager højde for 7-årsfaktorer på den måde, at vi arbejder med to grupper, som på baggrund af forhold i 7-årsalderen forudsiges enten at have en relativt høj risiko for at blive normbrydende eller kriminelle, eller forudsiges ikke at have en høj risiko for at blive normbrydende eller kriminelle. Herefter undersøger vi for de to grupper, om forhold i 11- og 15-årsalderen, fx alkoholdebut, opdragelse, skoleresultater eller hashbrug, ændrer de to gruppers sandsynligheder for normbrydende eller kriminel adfærd. Med andre ord søger vi med disse analyser at identificere, hvilke faktorer der i 11- og 15-årsalderen skal få alarmklokkerne til at ringe i forhold til, hvem man skal være opmærksomme på i et kriminalitetsforebyggelsesperspektiv. I forlængelse heraf giver analyserne også anledning til teoretisk funderet refleksion i forhold til, hvorvidt man via indsatser kan undgå at henholdsvis højrisiko- og ikke-højrisikounge ender i en kriminel løbebane.

Alvorligt Normbrydende adfærd og sigtelser som 18-årige for højrisiko- og ikke-højrisikounge

Når vi indledningsvist ser på, hvor mange i henholdsvis højrisikogruppen og ikke-højrisikogruppen der ser ud til at være på vej mod ungdomskriminalitet, ser vi for det første, at det er 24 pct. af børnene i højrisikogruppen, der svarer, at de som 18-årige har udvist det, vi senere definerer som alvorlig normbrydende adfærd. Heroverfor har 9 pct. af de unge i ikke-højrisikogruppen ifølge sig selv udvist alvorlig normbrydende adfærd. Ser vi på kriminalitet i form at sigtelser som 18-årige, er 12 pct. af de unge i højrisikogruppen blevet sigtet, mens det gælder knap 4 pct. af de unge i ikke-højrisikogruppen.

Dette viser således, at risikogrupperingen på baggrund af 7-årsfaktorer således kan bruges som en indikator for tidlig identifikation, men samtidig er det også vigtigt at understrege, at langt størstedelen i begge grupper altså ikke ender som ungdomskriminelle. I forlængelse heraf er det således interessant at se på, hvad der sker for børnene efter 7-årsalderen.

Risiko- og beskyttelsesfaktorer i 11- og 15-årsalderen

Med vores videre analyser af faktorer i 11- og 15-årsalderen finder vi relativt mange faktorer, der statistisk hænger sammen med enten højrisikogruppen eller ikke-højrisikogruppens sandsynligheder for alvorlig normbrydende adfærd og sigtelser. Vi vil her i sammenfatningen nævne udvalgte faktorer, som enten er statistisk signifikante i flere analyser, har en relativt høj effektstørrelse (målt ved odds ratio) og samtidig er relativt udbredte blandt de unge. En risiko- eller beskyttelsesfaktor med en relativt høj effektstørrelse kan godt vedrøre relativt få unge. Fx finder vi for ikke-højrisikogruppen, at hvis en af forældrene er dømt for kriminalitet, når den unge er 15 år, optræder det sammen med en næsten fire gange så høj sandsynlighed for sigtelse. Imidlertid er det kun 1,3 pct. af de unge i ikke-højrisikogruppen, der har en dømt forælder. Det er altså meget få unge, som reelt er berørt af denne risikofaktor, hvilket således spiller ind i forhold til vores vurderinger af, hvilke faktorer vi har valgt at fremhæve.

Vores resultater i kapitel 3 og 4 peger helt overordnet på, at drenge gennemgående har en væsentligt højere sandsynlighed for alvorlig normbrydende adfærd og for at være sigtet som 18-årig i begge risikogrupper, hvilket er helt i tråd med den foreliggende forskning. I 11-årsalderen bidrager det, at barnet endnu ikke har haft alkoholdebut, har relativt få konflikter med venner og højest ét skoleskift, at barn og familie ikke bor i lejebolig men typisk i ejerbolig, og at forældrene har en anerkendende opdragelsestilgang væsentligt til at reducere sandsynligheden for alvorlig normbrydende adfærd og sigtelser.

I 15-årsalderen kan vi se, at relativ høj grad af selvkontrol, at de unge ikke pjækker, at de får gode karakterer, at faren har et relativt højt uddannelsesniveau udover grundskolen, og at de unge ikke har prøvet hash og ikke selv har været ofre for kriminalitet bidrager væsentligt til at reducere sandsynligheden for alvorlig normbrydende adfærd og sigtelser.

Familie og opvækstforhold

Faktorer relateret til familie og opvækstforhold som det, at barnet bor i lejebolig og farens uddannelsesniveau, er indikatorer for barnet socioøkonomiske baggrund. Her er både kriminologisk teori og andre undersøgelser overvejende enige om, at vanskeligere opvækstbetingelser hænger sammen med en øget kriminalitetsrisiko.

Vores analyser peger også på, at forældrenes opdragelsestilgang har betydning, og at det er en beskyttelsesfaktor, at forældrene opdrager relativt anerkendende. På baggrund af teorier om social læring og sociale bånd er denne sammenhæng forventelig, idet børns adfærd afhænger af forældrenes belønning eller sanktionering af god/dårlig adfærd, styrken af forældre-barn-tilknytningen samt de rollemodeller, som forældrene er for børnene (Akers & Sellers, 2009;Akers m.fl., 1979; Farrington & Welsh, 2007; Hirschi 1969; Laub & Sampson 2003).

Individuelle forhold

Ser vi på individuelle forhold som selvkontrol og skolekarakterer, peger vores resultater på, at relativt høj selvkontrol og gode skolekarakterer hænger sammen med lovlydighed og konform adfærd. Selvkontrol indgår i mange (forskellige) teorier og undersøgelser af kriminalitet. Med udgangspunkt i teorien om de ungdomsbegrænsede og vedvarende kriminelle er en lav grad af selvkontrol eller høj grad af impulsivitet netop faktorer, man forventer hænger sammen med især vedvarende kriminalitet, idet det er personlighedskarakteristika, der indebærer, at man bl.a. har svært ved at forholde sig til de mere langsigtede konsekvenser af sine handlinger.

At faglig dygtighed også er væsentligt, kan knyttes til forklaringer om kognitive evner, men også om selvopfattelse og livssucces. I forhold til kognitive evner er det i øvrigt i den kriminologiske litteratur gængs også at knytte svage kognitive evner sammen med en dårlig evne til at tænke langsigtet i form af en forståelse af de alvorlige konsekvenser, som en handling potentielt kan medføre (fx Moffitt, 1993). Argumentet er, at intelligente unge i højere grad kan tænke abstrakt og kæde handlinger nu og her sammen med fremtidige konsekvenser – dvs. lave en form for kalkuleret risikoanalyse. Derfor vil de i mindre grad handle impulsivt og begå kriminalitet. At intellektuel kapacitet er en beskyttelsesfaktor for højrisikounge, er også fundet i et svensk studie (Stattin, m.fl., 1997).

Skoleforhold

Ens skolepræstationer er også knyttet til, om man overhovedet er i en socioemotionel situation, hvor man er modtagelig for undervisning, samt om man så at sige kender skolesystemets koder og kan navigere herefter – det, som med sociologiske termer kaldes barnets ”kulturelle kapital”. Her kan skoleskift således også blive en forstyrrelse, idet en ændring i skolemiljøet også kræver tilpasning fra barnet (Mehana & Reynolds, 2004). Skoleskift kan ses som et turning point, hvor det sociale miljø, barnet er i, ændres radikalt. Her peger vores resultater på, at man i hvert fald skal være opmærksom på de børn, hvor sådanne skift bliver hyppige, idet det optræder sammen med en øget sandsynlighed for alvorlig normbrydende adfærd og kriminalitet. I denne sammenhæng er det dog vigtigt at betone, at der kan være en gensidig sammenhæng, idet fx alvorlig normbrydende adfærd også kan være årsagen til skoleskift.

Sociale relationer og livsstilsforhold

I 11- og 15-årsalderen finder vi også nogle sammenhænge mellem børnenes/de unges sociale relationer og livsstilsforhold. Både teorien, som skelner mellem vedvarende og ungdomsbegrænsede kriminelle, og teorier om sociale bånd knytter anden risikoadfærd som fx et højt alkoholindtag, pjæk og brug af euforiserende stoffer sammen med en forøget kriminalitetsrisiko. I forhold til alle disse faktorer er det svært at afgøre, om de unges normbrydende adfærd og kriminalitet optræder sammen med anden risikoadfærd, fordi de unge er i et miljø, hvor alle disse typer af adfærd er et mere sandsynligt handlingsalternativ, eller om risikoadfærden i sig selv har en effekt. Fx er der studier, der peger på, at alkohol har en selvstændig effekt på især voldskriminalitet, men også i forhold til hærværk, graffiti og tyveri (Felson m.fl., 2008). Dette skyldes bl.a., at alkoholen nedsætter ens dømmekraft (ibid.).

Den samme type af argumentation kan fremhæves i forhold til den sammenhæng, vi finder mellem at være kriminalitetsoffer og det selv at begå kriminalitet, hvor miljøet kan øge både ens offer- og kriminalitetssandsynlighed, men at det også er en plausibel forklaring, at udsættes man for overgreb og kriminalitet, så kan det også have en selvstændig betydning. En sådan hændelse kan for mange medføre negative følelser som fx vrede. Ifølge nogle teorier kan netop vrede være en afgørende følelse, idet den ofte medfører ønsket om en ”korrigerende” adfærd eller decideret hævn, hvilket kan udmønte sig i kriminalitet (Agnew, 1992).

Ikke-højrisikogruppe 15-Års- og 18-årskriminalitet – ændringer i adfærd

I kapitel 5 undersøger vi sammenhængen mellem normbrydende adfærd for de unge som 15- og 18-årige ved at opdele de unge i fire grupper: lovlydige, tidlige ophørere, sene startere og gengangere.

Der er ikke overraskende en sammenhæng mellem, om man udviser normbrydende adfærd som 15-årig og ens sandsynlighed for efterfølgende, frem til og med det fyldte 18. år, også at udvise normbrydende adfærd. Dette er således helt i tråd med særligt teorien om de vedvarende og ungdomsbegrænsede kriminelle.

I analyser af de unges normbrydende adfærd som 18-årige, hvor vi netop tager højde for de unges situation som 15-årige (fixed effects-regressioner), er det, om man er mere/mindre samvittighedsfuld, om man mødes mere/mindre med venner, drikker mere/mindre alkohol og/eller har været offer for kriminalitet i alderen fra 15 til 18 år, af betydning i forhold til, om den unge ændrer adfærd i en normbrydende retning eller vice versa. Resultaterne viser således, at også ændringer i disse faktorer i perioden 15 til 18 år optræder sammen med de unges sandsynlighed for at skifte spor, enten i retning mod ungdomskriminalitet eller lovlydighed.

Undersøger vi tilsvarende ændringer i forhold til, om man er gået fra at være lovlydig til at have fået en sigtelse fra det 16. til det 18. år eller omvendt, at man var sigtet som 16-årig, men ikke efterfølgende er blevet yderligere sigtet, finder vi også en række statistisk signifikante faktorer. Afbrydelse af uddannelse uden at påbegynde en ny, en opstået social børnesag, ændring af nabolaget, den unge bor i (at det opleves mere/mindre utrygt og med færre/flere fritidsmuligheder og steder for unge), og/eller at man er begyndt/ophørt med at ryge hash i perioden, er faktorer, der hænger signifikant sammen med de unges sandsynlighed for at ændre status i forhold til kriminalitet/lovlydighed fra det 16. til det 18. år.

I kapitel 5 finder vi således i udstrakt grad, at de samme faktorer gør sig gældende i 15-18-årsalderen som tidligere i de unges opvækst. Dette bestyrker således vores teoretisk funderede forklaringer i foregående afsnit om de samme typer af risiko- og beskyttelsesfaktorer, og det peger i retning af, at nogle af disse risikomarkører givetvis også er årsager.

Hvordan kan resulaterne anvendes?

Resultaterne giver først og fremmest en omfattende og relativt detaljeret viden om, hvilke risikofaktorer man i et forebyggelsesperspektiv skal være opmærksom på, når man vil identificere unge i henholdsvis højrisikogruppen og ikke-højrisikogruppen, der kan have gavn af kriminalitetsforebyggende indsatser.

I forhold til opdelingen i høj- og ikke-højrisikogruppen viser analyserne dog også, at man skal passe på med at pådutte alle unge i højrisikogruppen en identitet som potentiel kriminel, idet mange af dem har en relativt lav kriminalitetssandsynlighed, så længe de mest markante risikofaktorer i 15-årsalderen ikke er til stede. Identifikationen af en højrisikogruppe på baggrund af faktorer i 7-årsalderen giver derfor mening, men bør bruges med omtanke.

Dette er for så vidt ikke en banebrydende konklusion eller noget, som praktikere, der i det daglige arbejder med det kriminalitetsforebyggende arbejde, ikke allerede er bevidste om. Men resultaterne giver de professionelle et forbedret vidensgrundlag ud over deres egen erfaringsbaserede viden, idet vi med denne rapport giver en systematisk statistisk dokumentation for, at en lang række risiko- og beskyttelsesfaktorer i

11-, 15- og 18-årsalderen hænger sammen med ungdomskriminalitet.

Perspektiver

Vi har med analyserne i denne rapport vist, hvordan en række faktorer hænger sammen med de unges alvorligt normbrydende adfærd og sigtelser i 18-årsalderen – også efter at vi statistisk holder en lang række af andre relevante faktorer konstante. Imidlertid kan vi ikke med de metoder, vi anvender i denne rapport, endeligt afgøre, hvilke af de respektive faktorer der reelt er årsager til de unges adfærd i 18-årsalderen, og hvilke der er risikomarkører. I et forebyggelsesperspektiv er begge typer af faktorer dog interessante, men med forskellige perspektiver. Risikomarkører er faktorer, som man i et forebyggelsesperspektiv skal være opmærksomme på, da de kan identificere de unge, der er kriminalitetstruede og kan have gavn af indsatser. Imidlertid kan vi ikke opnå en ændring i de unges adfærd som 18-årige ved at ændre på disse risikomarkører, da de ikke i sig selv bidrager til de unges adfærd. Er der derimod tale om kausale risiko- og beskyttelsesfaktorer – dvs. faktorer, der forårsager de unges adfærd, er dette i et forebyggelsesperspektiv endnu mere interessant, idet man her ville kunne ændre på den pågældende faktor og forvente en direkte effekt på de unges adfærd.

Selvom vi ikke endeligt kan afgøre, om de sammenhænge, vi finder, er årsagssammenhænge, er det dog vigtigt at fremhæve, at vores resultater for det første i vid udstrækning er på linje med international forskning, der undersøger tilsvarende faktorer. For det andet er der også god overensstemmelse med de kriminologiske teorier, vi i denne rapport har taget udgangspunkt i – særligt teorierne om uformelle sociale bånd, som netop fremhæver, at stabilitet i ens sociale miljø over tid afføder stabilitet i adfærden, mens ændringer i det sociale miljø også producerer ændringer i adfærden.

Dette underbygger, at de sammenhænge, vi finder i rapporten, ikke kun er væsentlige, men at de teoretiske forklaringer på de årsagssammenhænge, vi fremhæver, også er ganske sandsynlige.

Således bliver det også et vigtigt kriminalitetsforebyggende perspektiv, at faktorer hele opvæksten igennem kan medvirke til, at man stopper/begynder/fortsætter med normbrydende adfærd og kriminalitet.

 

[1].   Turning points er ændringer i situationelle strukturelle livsbetingelser (fx ægteskab og beskæftigelse) i kombination med individuelle handlinger, kaldet agency. Der er mange forskellige veje til ophør med kriminalitet, og et ophør med kriminel aktivitet kan indtræffe for alle typer af lovovertrædere (Laub & Sampson, 2003)

Nyheder og artikler om denne publikation
Forfattere Rikke Fuglsang Olsen, SFI
Karen Margrethe Dahl, SFI
Maria Hedemark Poulsen
Udgivelsesdato 15.11.2016
Udgiver SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd
Sprog Dansk
ISSN 1396-1810
E-ISBN 978-87-7119-408-1
Sidetal 128
Publikationsnr. 16:31
Kontaktperson

Rikke Fuglsang Olsen

Kontaktperson
DIREKTE 33 69 77 21 E-MAIL rfo@vive.dk
Forskningsemne

Denne publikation hører under Børn, unge og familie, Samfund og sammenhængskraft
emneord: Kriminalitet, Familiebaggrund, Udsatte børn og unge, Børn og unge

Anden relevant SFI-forskning

Søg på sfi.dk