SFI og KORA er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

På vej mod ungdomskriminalitet
Hent udgivelsen (1.173 KB)
Del
Rapport

På vej mod ungdomskriminalitet

Hvilke faktorer i barndommen gør en forskel?

Del
Rapporten identificerer forhold og begivenheder i opvæksten, som enten øger eller mindsker sandsynligheden for, at en ung begår kriminalitet. Undersøgelsen kan således være med til at støtte idéudviklingen i det forebyggende arbejde.
Resultaterne viser blandt andet, at udsathed i en tidlig alder øger børnenes sandsynlighed for at begå ungdomskriminalitet. Der er øget risiko for at begå kriminalitet som 15-årig, når fx forældre har fået en betinget eller ubetinget dom, moren har et alkoholproblem, og når barnet har konflikter med kammerater som 7-årig.
Rapporten identificerer de 20 procent mest udsatte 7-årige og ser på hvilke risiko- og beskyttelsesfaktorer, der gør sig gældende, når børnene er 11 år. Fx er det en beskyttelsesfaktor at være glad for sit liv, mens det er risikofaktorer at have tidlig alkohol debut og ofte tilbringe tid hjemme hos venner.
Resultaterne tyder på, at for at forebygge ungdomskriminalitet bør man sætte ind med en tidlig og bred indsats i børnenes familier. Ligeledes bør indsatser, der er målrettes de 11-årige, fokusere på trivsel, sociale relationer og tidlig risikoadfærd.
Undersøgelsen er iværksat og finansieret af Det Kriminalpræventive Råd.

Resumé:  På vej mod ungdomskriminalitet. Hvilke faktorer i barndommen gør en forskel? 


Denne rapport identificerer forhold og begivenheder i opvæksten, som enten øger eller mindsker sandsynligheden for, at en ung begår kriminalitet. Disse forhold betegnes som henholdsvis risiko- og beskyttelsesfaktorer. Rapporten undersøger forskellige forhold i barndommen, både børnenes individuelle forhold, deres familie- og opvækstforhold, skoleforhold, sociale relationer og livsstilsforhold.

I rapporten identificerer vi risiko- og beskyttelsesfaktorer for senere kriminalitet, da børnene er 7 år gamle. Ligeledes identificerer vi en højrisikogruppe af børn, der tidligt (i 7-års-alderen) har været eksponeret for alvorlige og/eller mange risikofaktorer. De fleste af disse børn begår ikke kriminalitet senere hen i livet, på trods af at de er udsatte på en række målbare forhold, fx at en eller begge forældre har fået en dom eller har alkoholproblemer. Vi undersøger, hvilke forhold der øger/mindsker sandsynligheden for, at disse børn, der tidligt har en forhøjet risiko, begår eller ikke begår kriminalitet som 15-årige.

Undersøgelsen giver viden om, hvad der karakteriserer unge, der begår kriminalitet, og skaber herigennem forudsætning for en tidlig identifikation af kriminalitetstruede børn og unge. Dermed kan undersøgelsen danne grundlag for en prioritering og målretning af forebyggende initiativer.

RESULTATER
Rapportens væsentligste resultater fra analysen af 7-årige børn er følgende:

  • Udsathed i en tidlig alder øger børnenes sandsynlighed for at begå ungdomskriminalitet.
  • Børns familie- og opvækstforhold, da de er 7 år, hænger sammen med deres sandsynlighed for at begå kriminalitet som 15-årige. At forældrenes højeste uddannelse er grundskole, at en eller begge forældre har fået en betinget eller ubetinget dom, og at moren har et alkoholproblem, hænger sammen med en øget sandsynlighed for, at barnet begår kriminalitet.
  • Familiestrukturen og barnets relation til kammerater som 7-årig hænger ligeledes sammen med barnets sandsynlighed for at begå kriminalitet som 15-årig. At barnet ikke er den førstefødte (altså har ældre søskende), og at barnet har konflikter med kammerater som 7-årig, øger sandsynligheden for, at barnet senere begår kriminalitet. En gruppe af børn, der tidligt ikke er velfungerende i sociale sammenhænge, og som ikke kan håndtere konflikter med kammerater på en god måde, vil ofte også have disse problemer senere i livet, hvilket kan hænge sammen med, at de kæmper med nogle andre udfordringer fx i hjemmet, som der ikke tages hånd om (Moffitt m.fl., 2002).
  • Der er også familie- og opvækstforhold, da barnet var 7 år, der hænger sammen med en mindsket sandsynlighed for, at barnet begår kriminalitet. Det mindsker sandsynligheden for, at barnet begår kriminalitet som 15-årig, når moren har kontaktet kommunen vedrørende barnets problemer, og når moren har søgt læge på grund af psykiske problemer (depression), da barnet var 7 år. Dette tyder på, at når familien har ressourcer til tidligt at opsøge hjælp til at håndtere vanskelige forhold i familien eller sygdom, så kan der muligvis tages passende hånd om problemerne, og derfor kan en tidlig indsats faktisk bidrage til at reducere kriminalitet.

Rapporten identificerer de 20 pct. af børnene, der i 7-års-alderen har den største sandsynlighed for senere at begå ungdomskriminalitet. Denne gruppe kalder vi højrisikogruppen, mens vi kalder de resterende 80 pct. af børnene ikke-højrisikogruppen. Analysen af højrisiko- og ikke-højrisi¬ko¬gruppen viser, at hvert femte barn i højrisikogruppen begår kriminalitet som 15-årig, mens det i ikke-højrisikogruppen er hvert tyvende barn. Størstedelen af børnene i både højrisikogruppen og ikke-højrisiko¬gruppen begår dog ikke kriminalitet som 15-årig.

Børn, der som 7-årige har oplevet afgørende risikofaktorer, oplever også i 11-års-alderen flere risikofaktorer sammenlignet med børnene i ikke-højrisikogruppen. Tidlige risikofaktorer kan således have påvirket barnet (selvom de senere kan være ændret), samtidig med at mange risikofaktorer har en vis tidslig varighed.

For de 11-årige i højrisikogruppen og ikke-højrisikogruppen er rapportens væsentligste resultater følgende:

  • For børn i højrisikogruppen øger det sandsynligheden for at begå kriminalitet som 15-årig at være meget ude af familien for at være sammen med venner flere gange om ugen og at have tidlig debut med alkohol som 11-årig. Det at være meget sammen med venner uden for hjemmet kan være et udtryk for et problematisk og konfliktfuldt forhold til familien, som barnet søger væk fra, eller at familien ikke efterspørger barnets tilstedeværelse og sætter rammer for familiens samvær. Børnene befinder sig derved i højere grad i et højrisikomiljø, evt. med potentielt kriminelle kammerater og rusmidler (Wikström m.fl., 2012).
  • Det er en beskyttelsesfaktor for børn i højrisikogruppen at være glade for deres liv som 11-årige. Børns livstilfredshed hænger overordnet sammen med deres ressourcer i skolen, familien og barnets netværk af venner. Men for højrisikogruppen spiller det en særlig rolle at være tilfreds med sit liv, på trods af at de måske lever et hverdagsliv, hvor de er eksponeret for diverse risikofaktorer. Det mindsker deres sandsynlighed for at begå kriminalitet, hvis de – måske med støtte udefra – opretholder positive følelser, mens de står over for modgang.
  • For børn i ikke-højrisikogruppen øger det sandsynligheden for senere kriminalitet, at de bl.a. har en tidlig debut med alkohol, at de ikke har en tæt ven, og hvis en af forældrene får en dom, i årene mellem barnet er 7 og 11 år gammel.
  • Det er beskyttelsesfaktorer for børn i ikke-højrisikogruppen, at barnet ofte læser i fritiden og synes godt om skolen. En positiv indstilling over for skolen kan hænge sammen med en positiv holdning til det at gå i skole i barnets hjem, samt at lærerne er opmærksomme og støttende. Gode oplevelser i skolen kan styrke børns selvværd.
  • I 11-års-alderen spiller sociale relationer og livsstil en stor rolle for alle børn. For både højrisiko- og ikke-højrisikogruppen hænger tidlig debut med alkohol og sociale relationer til kammerater i 11-års-alderen sammen med en øget risiko for at begå kriminalitet som 15-årig. Denne rapport viser, at det er afgørende for højrisikobørnene at være meget på besøg hos venner, mens det for ikke-højrisiko¬børnene er afgørende ikke at have mindst en god ven.


PERSPEKTIVER
Rapportens forløbsperspektiv giver ny viden om ungdomskriminalitet i Danmark. I analyserne testes en lang række risiko- og beskyttelsesfaktorer fra anglo-amerikansk forskning i en dansk sammenhæng. Den store stikprøvestørrelse i Børneforløbsundersøgelsen giver unikke muligheder for at lave særskilte analyser af børn, der er udsat i barndommen, og undersøge, hvilke risiko- og beskyttelsesfaktorer der specifikt øger eller mindsker sandsynligheden for, at denne gruppe af unge begår kriminalitet.

På baggrund af rapportens resultater kan vi – i tråd med den internationale forskning – konkludere, at tidlige opvækstforhold har betydning for børnenes sandsynlighed for at begå ungdomskriminalitet. Udsathed i en tidlig alder øger børnenes sandsynlighed for at begå ungdomskriminalitet.
Rapportens resultater er anvendelige for alle, der arbejder med forebyggelse af ungdomskriminalitet: kommuner, politikere, SSP-medarbejdere, politiet m.fl. For at forebygge ungdomskriminalitet bør man – bl.a. på baggrund af rapportens resultater – sætte ind med en tidlig, bred indsats i børnenes familier. Analysen peger på, at når tidligt udsatte børn (højrisikobørn) er 11 år, kan indsatser, der arbejder med deres trivsel, og hvor glade de er for deres liv, have stor betydning for børn, der er udsat for mange risikofaktorer i deres dagligdag. Ligeledes bør indsatser for denne gruppe adressere børnenes sociale relationer og tidlige risikoadfærd med alkohol.

GRUNDLAG
Undersøgelsen bygger på data indsamlet som en del af SFI’s Børneforløbsundersøgelse. Forløbsundersøgelsen følger en repræsentativ stikprøve på 6.000 børn født i 1995 af mødre med dansk statsborgerskab. I undersøgelsen indgår 3.038 børn, som vi har oplysninger om, da de er 7, 11 og 15 år. Informationerne fra spørgeskemaundersøgelsen blandt børnene og deres mødre er suppleret med informationer fra Danmarks Statistiks registre. I undersøgelsen benyttes kvantitative analysemetoder, primært logistiske regressionsmodeller.

Ved anvendelse af rapportens resultater skal der tages højde for, at resultaterne kun kan generaliseres for børn, hvis mødre var danske statsborgere ved barnets fødsel (i 1995). Dermed kan rapporten ikke sige noget om, hvorvidt de samme forhold gør sig gældende for børn af indvandrere eller efterkommere uden dansk statsborgerskab.

Forfattere Stine Vernstrøm Østergaard, SFI
Anne Bach Steensgaard
Anne Toft Hansen, SFI
Sofie Henze-Pedersen, SFI
Jeanette Østergaard, SFI
Udgivelsesdato 11.03.2015
Udgiver SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd
Sprog Dansk
ISSN 1396-1810
E-ISBN 978-87-7119- 289-6
Sidetal 102
Publikationsnr. 15:08
Kontaktperson

Jeanette Østergaard

Kontaktperson
DIREKTE 33 48 09 40 E-MAIL jea@sfi.dk
Forskningsemne

Denne publikation hører under Børn, unge og familie, Samfund og sammenhængskraft
emneord: Familiebaggrund, Kriminalitet, Udsatte børn og unge

Anden relevant SFI-forskning

Søg på sfi.dk