SFI og KORA er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Skoleledernes oplevelser af skolen i folkeskolereformens tredje år
Hent udgivelsen (1.088 KB)
Del
Rapport

Skoleledernes oplevelser af skolen i folkeskolereformens tredje år

En kortlægning

Del
Denne rapport belyser skoleledelsens rolle i forbindelse med implementering af skolereformen, der trådte i kraft i 2014.

Rapporten er en del af det omfattende evaluerings- og følgeforskningsprogram, der er igangsat af Undervisningsministeriet i forbindelse med reformen. Følgeforskningen bygger primært på systematisk dataindsamling fra elever, lærere, pædagoger, skoleledere, forældre og skolebestyrelsesformænd på udvalgte skoler samt forvaltning og udvalgsformænd i alle kommuner.

Rapporten bygger på SFI’s skolelederundersøgelse fra 2011 samt på spørgeskemaundersøgelser fra folkeskolens følgeforskningspanel blandt skoleledere i perioden 2015 til 2017.

De overordnede resultater af undersøgelsen er:
-Vi finder, at kommunernes mål- og resultatstyring er øget som tilsigtet med reformen, og selvom skolelederne oplever lidt mindre styring ift. midler, som fx personaleforhold og undervisningsindhold, er kommunernes regulering stadig stor på disse områder.
-Et mål med reformen er at styrke skoleledernes generelle lederkompetencer. Vi konstaterer, at 85 pct. i dag har en master- eller diplomuddannelse i ledelse.
-87 pct. af skolelederne svarer dog, at de har brug for et kompetenceløft særligt inden for områder, så som hvordan data kan understøtte undervisningen, eller hvilke undervisningsmetoder der synes at have en effekt på elevernes læring.
-Skoleledelsens engagement i generel og specifik pædagogisk ledelse har været uændret siden 2015, på trods af at styrket pædagogisk ledelse er et mål med reformen.
-63 pct. af skolelederne vurderer, at mangel på kvalificerede lærere ikke skaber udfordringer i forhold til at levere optimal undervisning. Blandt den andel af skolelederne, som mener, at undervisningen hæmmes af manglende kvalifikationer hos lærerne, svarer 42 pct. af lederne, at det særligt gælder rekruttering af nye lærere, mens 10 pct. af dem mener, at manglende kvalifikationer hos ansatte lærere i høj grad er problemet.
-Skolelederne er generelt tilfredse med den samlede kommunale plan for implementering af skolereformen, men over halvdelen af skolelederne vurderer, at der ikke eller i mindre grad er afsat tilstrækkelige ressourcer til arbejdet med at implementere reformen. Denne tendens har været den samme i alle skolereformens år.
Rapporten er en del af det evaluerings- og følgeforskningsprogram, der er igangsat af Undervisningsministeriet i forbindelse med reformen. Følgeforskningen bygger primært på systematisk dataindsamling fra elever, lærere, pædagoger, skoleledere, forældre og skolebestyrelsesformænd på udvalgte skoler samt forvaltning og udvalgsformænd i alle kommuner.

Folkeskolereformen trådte i kraft ved starten af skoleåret 2014/15. Reformen betød, at der skulle implementeres en ny skoledag for alle elever i folkeskolen. Denne rapport er en del af det omfattende evaluerings- og følgeforskningsprogram, der er igangsat af Undervisningsministeriet i forbindelse med reformen.

Folkeskolereformen har bl.a. til hensigt at styrke udviklingen i skoleledelse. Det gælder særligt den pædagogiske ledelse, men også ledelsens mere generelle strategiske og administrative kvalifikationer. I denne kortlægning følger vi skoleledelsens arbejde med at implementere centrale nøgleelementer af reformen. Undersøgelsen bygger på spørgeskemaundersøgelser blandt skolelederne, hvor vi følger skoleledernes besvarelser om skolens ledelse for 2011, 2015, 2016 & 2017. Som i de to foregående afrapporteringer beskriver vi udviklingen inden for fem områder.

  • Skoleledernes ledelsesvilkår og autonomi
  • Mål- og resultatstyring på skolerne
  • Kompetenceudvikling
  • Pædagogisk ledelse af undervisningsindhold og -metoder
  • Skoleledelsens samarbejde med kommunen og lokalsamfundet.

I rapporten anvender vi beskrivende analyser, hvor besvarelser på spørgsmål i nogle tilfælde er samlet i indeks. Vores afrapportering viser tendenser i skoleledelsens arbejde dog uden at kunne pege på, hvorvidt udviklingen alene kan tilskrives reformen. Vores analyse bygger på besvarelser fra 70 pct. af alle landets folkeskoler. Sammenligner vi de deltagende skoler med de ikke-deltagende skoler, ser vi en lille tendens til, at de deltagende skoler generelt har flere elever fra ressourcestærke hjem samt har et bedre karaktergennemsnit end de ikke-deltagende skoler. Vi finder dog, at denne skævhed ikke har nogen nævneværdig betydning for resultaterne. For en nærmere beskrivelse af vores analytiske tilgang og repræsentativitetsanalysen henviser vi til bilag 1.

Igennem rapporten peger vi på nogle mulige forklaringer på, hvad der kan ligge til grund for skoleledernes besvarelser. Forklaringer, der til en vis grad er understøttet af tidligere undersøgelser eller af de interviews, som vi har foretaget med skolelederne. Vi understreger, at der her er tale om én blandt flere mulige forklaringer. Vi opsummerer først i korte træk udviklingen for perioden 2011-2017, hvorefter vi perspektiverer vores resultater.

Skoleledernes ledelsesvilkår og autonomi

En af folkeskolereformens centrale intentioner er etablering af en styringskæde med vægt på mål- og resultatstyring på såvel nationalt og kommunalt niveau som på den enkelte skole. Til gengæld tilsigtes en reduktion i styringen vha. midler og procedurekrav. I 2017 oplever 38 pct. af skolelederne, at kommunerne i høj eller i meget høj grad opstiller mål og krav til elevernes faglige niveau (læring) og trivsel, der ligger ud over de statslige mål og krav. Omkring 60-62 pct. af skolelederne vurderer ligeledes, at kommunerne fastlægger indikatorer for opfølgning på målene samt følger op på indfrielsen af disse. Samlet set synes dette i overensstemmelse med folkeskolereformens intentioner.

Sammenligner vi med 2016, ser vi generelt set ikke nogen udvikling på dette område, mens vi ser en stigning, når vi sammenligner med 2015. Siden 2015 er der fx sket en stigning på 10 procent-point i andelen af skoleledere, der angiver, at kommunen fastlægger indikatorer for elevernes faglige niveau, og ligeledes sket en stigning på 11 procentpoint i andelen af skoleledere, der fremhæver, at der også sker en form for målopfølgning. Særligt ser vi ændringer, når der er tale om fokus på elevernes trivsel frem for elevernes faglige niveau.

Siden 2016 ser vi samtidig et fald i den kommunale styring af midler, når det gælder lærernes arbejdsforhold. I 2015 og 2016 angav 38-39 pct. af skolelederne, at den kommunale regulering i høj eller meget høj grad ligger ud over de nationale krav og mål, mens dette tal var 33 pct. i 2017.

Skolelederne er i 2017, som i de to foregående år, generelt tilfredse med den samlede kommunale plan for implementeringen af reformen, med skoleforvaltningens brug af konsulenter til at understøtte skolen samt med kommunens støtte generelt (60-63 pct. af skolelederne erklærer sig i høj grad eller i meget høj grad enige heri). Ligesom i 2015 og 2016 er skolelederne dog mere kritiske i forhold til, om der har været tilstrækkeligt med ressourcer til at implementere folkeskolereformen på deres skole. Her vurderer 11 pct. af skolelederne, at der i høj grad har været tilstrækkelig med ressourcer, mens over halvdelen svarer, at der slet ikke eller i lav grad er tilstrækkelig med ressourcer til at implementere folkeskolereformen. Niveauet er det samme som de to foregående år.

Der er også spurgt til, hvorvidt kvalitetsrapporterne er et nyttigt redskab. Både i 2016 og i 2017 fremhæver mere end 2 ud af 3 skoleledere, at kvalitetsrapporterne er et nyttigt redskab i dialogen med kommunerne og i forhold til konkrete tiltag på den enkelte skole. Endvidere mener 44 pct. af skolelederne i både 2016 og 2017, at kvalitetsrapporterne i høj grad giver dem nyttig viden om kvalitet på skolen, som de ikke havde i forvejen. I 2017 fremhæver næsten 30 pct., at kvalitetsrapporterne ikke bibringer mere viden om skolernes kvalitet.

Mål- og resultatstyring på skolerne

Folkeskolereformens fokus på øget anvendelse af mål- og resultatstyring gælder også som et internt ledelsesinstrument på de enkelte skoler. Der er fortsat et højt niveau af målopfølgning, da 81 pct. af skolelederne vurderer, at deres skole anvender en række forskellige evaluerings- og opfølgningsredskaber. Det kan eksempelvis være viden om elevernes faglige resultater, elevernes eller lærernes fravær. Der er sket en stigning siden før reformen, når det gælder opfølgning på mål, mens niveauet har været konstant i årene efter reformen.

Omkring halvdelen af skolelederne i 2017 (54 pct.) vurderer, at skoleledelsen i høj grad eller i meget høj grad anvender viden om elevernes faglige resultater i konkrete beslutningsprocesser så som budgettering eller prioritering af nye mål eller indsatser. Niveauet er her steget siden 2015 med 6 procentpoint, men har været uændret siden 2016. Til sammenligning er der mellem 4-26 pct. af skolelederne i 2017, som vurderer, at informationer om elevernes faglige resultater i mindre grad eller slet ikke anvendes af skoleledelsen i ledelsesbeslutninger.

Kompetenceudvikling

Folkeskolereformen tilsigter et kompetenceløft af både skoleledernes generelle lederkompetencer, men i særdeleshed også deres kompetencer inden for pædagogiske ledelse. Med et kompetenceløft står ledere med bedre forudsætninger for at lede skolen, herunder at rammesætte undervisningen som krævet i reformen. I 2017 er 85 pct. af skolelederne enten i gang med eller har gennemført en fuld diplomuddannelse eller masteruddannelse i ledelse, samtidig med at 93 pct. af skolelederne har deltaget i korterevarende lederkurser. Kursus- og uddannelsesaktiviteterne kan både indbefatte generelle lederkurser/uddannelser eller mere specifikke kurser/uddannelser, som vedrører folkeskolereformens elementer. Der er sket en markant stigning siden 2011 for både andelen af skoleledere, som deltager i de korterevarende lederkurser og de længerevarende lederuddannelser, mens niveauet har været stabilt siden 2015. Vi ser dog samtidig et fald i andelen af skoleledere, der deltager i kurser ved den kommunale højskole eller COK fra 70 pct. i 2015 til 63 pct. i 2017. Da skolelederne bliver bedt om at svare på deres akkumulerede deltagelse i kurser eller uddannelser, kan en forklaring på dette fald i COK kurser være, at der har været en udskiftning blandt lederne. I 2017 svarer skolelederne, at de har været leder på deres egen skole siden 2010, mens skolelederne i 2016 svarede siden 2009 og siden 2007 i 2015. Der er derfor noget, som tyder på, at en udskiftning af skolelederne kan være en af grundene til de ændringer, vi ser i skoleledernes kvalifikationer over tid.

Den specifikke kompetenceudvikling om reformens kerneelementer synes at være styrket en smule siden 2015, da lederne fortsat deltager i en række kursusaktiviteter. Vi ser fx en lille stigning i andelen af skoleledere, der deltager i kurser af et samlet omfang på mere end 15 dages varighed fra 5 pct. i 2015 til 11 pct. i 2017. Langt størstedelen af skolelederne deltager dog fortsat i kurser af 1-5 dages varighed (40 pct.), samtidig med at vi også ser en stigning i andelen af skoleledere, som ikke har deltaget i kurser om reformen (fra 8 pct. i 2015 til 12 pct. i 2017). Sammenligner vi med sidste år, ser vi ikke nogle statistiske sikre udviklinger i skoleledernes deltagelse i kursusaktiviteter.

I 2017 har vi spurgt mere konkret ind til, hvor skolelederne ser et behov for et kompetenceløft. Her svarer skolelederne, at det i højere grad er viden om, hvordan data kan understøtte undervisningen samt evidensbaseret viden om undervisningspraksis frem for viden om pædagogisk ledelse, strategisk ledelse eller personaleledelse. I alt svarer 87 pct. af skolelederne, at de har brug for et kompetenceløft på minimum ét område.

I forbindelse med skoleledernes kompetenceudvikling er der også spurgt til, om skolelederne føler sig rustet til at varetage med at implementere folkeskolereformen. I 2017 føler 69 pct. af skolelederne sig i høj eller i meget høj grad fagligt rustet til at varetage disse ledelsesopgaver, knap 30 pct. føler sig i nogen grad rustet til opgaven, mens under 2 pct. slet ikke føler sig rustet til opgaven. Sammenligner vi med tidligere år, ser vi en stigning i andelen af skoledere, som føler sig rustet til at implementere reformen: I 2015 følte 61 pct. af skolelederne sig i høj grad fagligt rustet, mens 64 pct. følte sig i høj grad fagligt rustet i 2016. At skolelederne føler sig mere fagligt rustet, behøver dog ikke nødvendigvis at skyldes kompetenceløftet. Det kan eksempelvis også skyldes, at de nu har arbejdet med reformelementerne i knap 3 år. Tidligere rapporter har endvidere vist, at der ikke er nogen direkte sammenhæng mellem skoleledernes følelse af at være fagligt rustet, og i hvor høj grad reformelementerne implementeres i undervisningen (Winter, Kjer & Skov 2017).

Skolelederne er også blevet bedt om at vurdere, hvorvidt skolens muligheder for at levere en optimal undervisning i øjeblikket hæmmes af en mangel på kvalificerede lærere. I 2017 vurderer 63 pct. af skolelederne, at der ikke er mangel på kvalificerede lærere. Der er dog tale om et fald i denne positive vurdering siden før reformen (målt i 2011), hvor 88 pct. af skolelederne vurderede, at undervisningen ikke hæmmes, mens niveauet har været uændret siden 2015. Den tredjedel af skolelederne, som har svaret kritisk på spørgsmålet om lærernes kvalifikationer har endvidere svaret på årsagen hertil. Tillægsspørgsmålene vedrører, hvorvidt årsagen kan skyldes mangel på kvalificerede ansøgere eller mangel på kompetencer hos egne lærere. Her vurderer 42 pct. af skolelederne, at årsagen i høj grad skyldes mangel på kvalificerede ansøgere, mens 10 pct. mener, at det i høj grad skyldes mangel på kompetencer hos egne lærere. Der er dog samtidig 58 pct. af lederne, som mener, at det i nogen grad skyldes mangel på kompetencer hos egne lærere, mens 32 pct. mener det i mindre grad/slet ikke skyldes manglende kompetencer hos egne lærere.

Pædagogisk ledelse

Folkeskolereformen lægger vægt på en styrkelse af skoleledernes pædagogiske ledelse. Vi anskuer reformintentionen med tre forskellige aspekter af pædagogisk ledelse: generel pædagogisk ledelsesinvolvering, specifik ledelsesinvolvering i undervisningspraksis og distribueret pædagogisk ledelse.

Generel pædagogisk ledelse handler om, hvorvidt skolens ledelse fx overværer undervisningen i klassen, giver feedback eller diskuterer undervisningspraksis med lærerne enkeltvis eller i grupper. Vi ser her på, hvorvidt skolens ledelse har deltaget i generelle pædagogiske ledelsesaktiviteter i mere end 21 gange, hvilket vi betragter som hyppig deltagelse. I 2017 vurderer 27 pct. af skolelederne, at skolens ledelse hyppigt deltager i generelle pædagogisk ledelsesaktiviteter, hvilket har været det samme niveau, vi har set for 2011, 2015 og 2016.

Specifik pædagogisk ledelse handler i højere grad om, hvorvidt skolens ledelse involverer sig i de særlige metoder, som folkeskolereformen fremhæver (fx brugen af fælles mål). I 2017 deltog 89 pct. af skolens ledelse i specifik pædagogisk ledelse, hvilket er det samme niveau som de to foregående år, men en stigning på 11 procentpoint siden før reformen.

Distribueret ledelse handler i stedet om, hvorvidt generelle pædagogiske ledelsesopgaver uddelegeres til andre i organisationen, fx mellemledere, undervisningsteams og eksterne vejledere/konsulenter. Generel set ser vi for alle årene, at opgaver og aktiviteter i høj grad uddelegeres, og at inden for hver af de forskellige faggrupper har graden af denne uddelegering været nogenlunde konstant siden 2015. I 2017 er det fortsat primært mellemledere (64 pct.) og undervisningsteams (51 pct.), som varetager de ledelsesmæssige opgaver, når det gælder undervisningspraksis, mens det i mindre grad er skolelederen (43 pct.) og eksterne konsulenter (34 pct.). For skoleledernes deltagelse ser vi et fald fra 49 pct. i 2016 til 43 pct. i 2017.

Der spørges endvidere mere specifikt til rammerne for brugen af teams af blandt lærerne. I dag benytter stort set alle skoler sig af en eller anden form for teamsamarbejde (71-87 pct.), og generelt ser vi ikke nogen udvikling de sidste 3 år. Sammenligner vi på tværs af de forskellige former for teamsamarbejde, er det i dag i højere grad de bredere fag- og afdelingsteams (87 pct. og 82 pct.), som anvendes, frem for klasse- eller årgangsteams (71 pct.). Winter, Kjer & Skov (2017) viser, at anvendelsen af professionelle læringsfællesskaber er positivt korreleret med, hvor langt den enkelte skole er kommet mht. at implementere reformens elementer.

Skoleledelsens samarbejde med kommunen og lokalsamfundet

Folkeskolereformen lægger op til et øget samarbejde mellem kommunerne og deres skoler om implementering af reformen og om kvalitet i undervisningen. Ligeledes tilsigter reformen et øget samarbejde mellem den enkelte skole og lokalsamfundet, som skal bidrage til en mere varieret og differentieret undervisning.

Vi finder i 2017, at 18 pct. af skolelederne beretter, at skolens ledelse slet ikke eller i mindre grad har haft nogen møder med lokale aktører. Niveauet er nogenlunde konstant siden 2015. Der er her tale om en mere bred forståelse af skoleledelsen, som også inkluderer mellemlederne. Hvis den enkelte lærer eller vejleder varetager kontakten med lokale aktører, vil disse møder ikke indgå i optællingen.

I gennemsnit gennemføres ca. 19 konkrete undervisningstilbud med lokale aktører i 2017, hvilket svarer til ca. 2 tilbud årligt pr. årgang. Trods det forholdsvis begrænsede omfang på 20 tilbud, er dette en stigning på 5 tilbud pr. skole årligt siden 2015 og 2016.

Perspektivering

Med denne opsummering drøfter vi en række punkter, der fortjener en særlig opmærksomhed i den fortsatte udvikling af skoleledelse i forhold til folkeskolereformens intentioner, herunder i samarbejdet mellem kommunerne og skolerne. Vores diskussion tager udgangspunkt i ovenstående beskrivende analyse, og der er derfor også en række mere komplekse forhold, som vi p.t. ikke kommer ind på.

Vi finder, at kommunernes mål- og resultatstyring er øget som tilsigtet med reformen, og selvom skolelederne oplever lidt mindre styring ift. midler, som fx personaleforhold og undervisningsindhold, er kommunernes regulering stadig stor på disse områder. En stærk middelstyring synes ikke i overensstemmelse med de ledelsesprincipper (og forskning) om øget målstyring, som reformen står på skuldrene af. Ifølge ledelsesteorien bør målstyring ledsages af mindre styring vha. midler for at virke effektivt (Nielsen, 2014). Det skyldes ikke mindst, at lokale enheder og personer antages at kende den lokale kontekst bedst. Med en stadig stærkere kommunal styring (på både mål og midler) mindskes skolelederens handlefrihed, hvilket også går imod reformens intentioner om øget frihed til skolernes ledelse (Winter, Kjer & Skov, 2017). Skolelederne beretter endvidere i de interviews, som vi har foretaget i 2017, at de oplever stadig flere kommunale krav, projekter og tiltag, som skal implementeres, hvilket udfordrer deres muligheder for at lede skolen i den retning, som de mener er mest hensigtsmæssig for elevene og lærerne. Et eksempel herpå er, hvordan de kommunale bestemmelser om andelen af pædagoger i den understøttende undervisning begrænser skoleledelsens mulighed for at tilrettelægge skoledagen (Kjer & Rosdahl, 2016). Et andet eksempel fra 2017 vedrører den kommunale styring af fx it, hvor forvaltningen i høj grad styrer processen omkring valg af fx læringsplatforme m.m. Omvendt har skoleledelserne dog på nogle punkter større handlefrihed end før reformen, til trods for at den samlede kommunale styring er øget. Det gælder ikke mindst i forhold til de tidligere centralt fastsatte arbejdstidsregler, som efterlader skoleledelsen og skolelederen med et større ledelsesrum til at disponere for skolens ressourcer (Kjer & Rosdahl, 2016).

Tidligere undersøgelser viser dog også, at når det eksempelvis gælder kompetenceudvikling, så ser skolelederne det ikke nødvendigvis som et problem, at kommunen udøver en høj grad af (middel)styring, idet det i højere grad ses som understøttende for skolernes kompetenceindsats (Bjørnholt m.fl., 2017). Det varierer fra skoleleder til skoleleder, hvilke konkrete initiativer, som udfordrer skolens hverdag. Men fælles for dem alle er, at de kommunale krav, projekter og tiltag, i kombination med de nationale love og lovbekendtgørelser, kan udfordre skoleledelsens egen dagsorden, hvilket reducerer skoleledernes autonomi.

Folkeskolereformen lægger stor vægt på kompetenceudvikling for både skoleledere og undervisere. Vi konstaterer, at en høj andel af skolelederne i dag er i gang med eller har gennemført en diplom eller masteruddannelse i ledelse, ligesom deltagelsen i efteruddannelseskurser specifikt i forhold til folkeskolereformen er øget. Et andet opmærksomhedspunkt er dog, at der er stadig flere skoleledere, der ikke deltager i kurser specifikt i reformen. Det kan skyldes lokale forhold på skolen, fx at nogle skoleledere fokuserer på specialområdet eller specialisering ift. modtagerklasser (Winter, Kjer & Skov, 2017). Men andre skoleledere angiver i interviews fra 2017, at værdien af kurser om reformelementerne kun er ganske begrænset, og at de derfor afholder sig fra at deltage i kurserne.

Nyere analyser viser endvidere, at der er ingen eller meget lille sammenhæng mellem skoleledernes deltagelse i lederuddannelser og graden af implementering af reformens forskellige undervisningselementer. På denne baggrund virker det mere relevant at arbejde for en evidensbaseret skolelederuddannelse med mere vægt på pædagogisk ledelse end generel opkvalificering (se også Meier, Pedersen & Hvidman, 2011).

Et tredje opmærksomhedspunkt vedrører reformens intentioner om en styrket pædagogisk ledelse. På trods af et øget kompetenceniveau ser vi ikke betydelige ændringer i skoleledelsens pædagogiske ledelse, siden årene før reformen. Når skoleledelsen ikke involverer sig mere i den generelle pædagogiske ledelse, kan det være udtryk for en større brug af distribueret ledelse end tidligere, hvor mellemledere og underviserteams overtager flere af de opgaver, skolelederen tidligere har varetaget, hvilket Kjer & Winter (2016) fremhæver.3

At skolelederen selv i mindre grad udfører generel pædagogisk ledelse kan være et udtryk for mangel på tid og mulighed for at følge egen dagsorden. Dog viser tidligere analyser, at både generel pædagogisk ledelse og distribueret ledelse har relativ stor betydning for graden af implementeringen af reformens elementer på skolerne (Winter, Kjer & Skov, 2017). Effekten af disse former for pædagogisk ledelse var markant større end forhold, som finder sted længere væk fra skolen, fx styringen fra og samarbejdet med kommunerne og udviklingen i den interne mål- og resultatstyring på skolen (Ibid.).

Det kan derfor være være problematisk, at den generelle pædagogiske ledelse i gennemsnit ikke har udviklet sig siden årene før reformen. Det gælder ikke kun i forhold til intentionerne i reformen, men også fordi det i litteraturen betragtes som et effektivt instrument.

Et fjerde opmærksomhedspunkt, som også blev fremsat i kortlægningen i både 2015 og 2016, er, at en stadig betydelig andel af skolelederne mener, at en mangel på kvalificerede lærere hæmmer en optimal undervisning. På baggrund af analyser, som kun er foretaget i 2017, finder vi, at denne vurdering af lærerne i større grad vedrører rekruttering end kvalifikationer hos eksisterende lærere, men at der også signaleres begrænset lærerkvalifikationer på skolerne. Vi har ikke haft mulighed for at undersøge, om rekruttering er et mere generelt problem, er geografisk betinget, eller om problemet gælder særligt for skoler med bestemte elevgrupper.

Cirka 10 pct. af skolelederne mener, at mangel på kvalifikationer hos de ansatte lærere i høj grad er et problem, mens 58 pct. af skolelederne mener, at det i nogen grad er et problem. Nøgletal fra Styrelsen for It og Læring (2017) viser, at 15 pct. af undervisningstimerne mangler lærere med undervisningskompetencer i det underviste fag. Skoleledens udfordringer mht. at kunne levere undervisere med fagfaglige undervisningskompetencer kan derfor være én af årsagerne til skoleledernes besvarelser. Dog viser Bjørnholt m.fl. (2017), at undervisningskompetencer blot er én blandt flere kompetencer, der er nødvendige for at skabe en god undervisning. Rapporten fremhæver, at andre kompetencer, fx evnen til at kunne skabe relationer og klasserumsledelse, vurderes lige så relevante, hvorfor en mere bred forståelse af relevante lærerkompetencer også kan ligge bag skoleledernes besvarelser.

Et femte opmærksomhedspunkt, som vi også har behandlet i tidligere rapporter, omhandler reformelementet Den Åbne Skole, som indebærer, at skolen skal involvere det lokale erhvervsliv samt lokale fritids- og kulturinstitutioner og -foreninger mere i undervisningen. For skolerne kræver det et udbygget samarbejde med disse aktører for at integrere Den Åbne Skole i undervisningen. Vi ser ingen udvikling i hyppigheden af møder mellem skolens ledelse og de eksterne aktører i årene efter reformen. En nuancerede pointe er dog, at vi på baggrund af interviews med skolelederne også ved, at det ikke alene er skoleledelsen, men også vejledere og kommunale embedsmænd, der arbejder med at udvikle Den Åbne Skole, hvilket kan være med til at give en dybde og bredde til billedet af den lave mødefrekvens for skoleledelsen (Kjer & Rosdahl, 2016). Afrapporteringen af besvarelserne fra skolebestyrelsesformændene viser også, at repræsentanter fra skolebestyrelsen har haft årlige møder med repræsentanter fra det lokale foreningsliv på en fjerdedel af skolerne (Arendt, Baunkjær & Rangvid, 2017). Kjer & Rosdahl (2016) pointerer endvidere, at der både skolemæssigt, administrativt hos kommunerne og politisk set, er større fokus på Den Åbne Skole, end der var tidligere, hvor reformelementet har været nedprioriteret i forhold til andre reformelementer som fx motion og bevægelse.

Samlet set konstaterer vi også en stigning i de undervisningstilbud, som foregår i samarbejde med lokalsamfundet fra i gennemsnit 15 til 20 tilbud årligt, og generelt set er eleverne positive over for de undervisningstilbud, der foregår i samarbejde med lokalsamfundet (Nielsen, Keilow & Jensen, 2016; Nielsen, Keilow & Westergaard, 2017).

Afsluttende fortjener det en særlig opmærksomhed, at en lille andel af skolelederne (11 pct.) i 2017 mener, at der i høj eller meget høj grad har været tilstrækkelig med ressourcer til at implementere folkeskolereformen. Samtidig vurderer over halvdelen af skolelederne, at der ikke er eller i mindre grad er tilstrækkelig med ressourcer generelt. Ud fra spørgsmålets pålydende er det svært at svare entydigt på, hvilke ressourcer skolelederne mere specifikt henviser til. Som en af skolelederne fortæller i et interview: ”Man kan altid bruge flere ressourcer”. Denne vurdering er eksemplarisk, ikke blot i litteraturen om skolereformer (Thullberg, 2013), men også i den bredere implementeringsteori (se fx Daft, Murphy & Willmott, 2014).

Omvendt bekræfter forskning, at for få ressourcer kan være med til at forhindre en optimal implementering af en så omfattende reform som folkeskolereformen (Winter & Nielsen, 2008; Thullberg, 2013). Det skyldes ikke mindst, at reformelementer som Den Åbne Skole, Motion og Bevægelse i undervisningen og Understøttende Undervisning stiller skolens personale, ikke mindst det pædagogiske personale, over for en række krav til skolernes tilrettelægning, eksekvering og senere evaluering af undervisningen. Kravene kræver nytænkning – eller innovation – i organisationen (skolen), når personalet skal udvikle disse. Men innovation kræver også ressourcer, fordi personalet eksempelvis skal tænke i, hvordan Pythagoras’ læresætning kan kobles samme med både bevægelseselementer, men evt. også virksomhedsbesøg som en del af Den Åbne Skole. Det kræver tid, kreativitet og inspiration, altså ressourcer.

På baggrund af både de kvalitative og kvantitative undersøgelser tegner der sig et billede af, at skolelederne er kritiske over for de midler og ressourcer, de har til rådighed. Nogle skoleledere beretter eksempelvis, at kommunerne giver penge til selve deltagelsen i kurser og efteruddannelse af underviserne, men at skolerne mangler ressourcer til de vikarer, som skal dække de undervisere, som skal videreuddannes.

Denne kortlægning peger i retning af, at skoleledelse i reformens tredje leveår indfinder sig på et stabilt niveau i implementeringen af folkeskolereformen. I brede træk ser særligt styringen af skolerne, udviklingen i skoleledernes praksis, særligt i forhold til den pædagogiske ledelse, samt kompetenceudvikling at være uændret fra 2016 til 2017 og på mange punkter også uændret siden 2015. Én fortolkning heraf kunne være, at skolerne har rammesat reformen. Med konturerne på plads arbejder skolerne nu med at konsolidere det hidtidige arbejde med folkeskolereformens delelementer. Det er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med en høj grad af implementering, men som tidligere undersøgelser viser, så arbejder skolerne stadig med at tilpasse, justere og afprøve reformen (Bjørnholt m.fl., 2015; Kjer & Rosdahl, 2016).

Forfattere Vibeke Myrup Jensen, SFI
Mikkel Giver Kjer, SFI
Peter Rohde Skov, SFI
Udgivelsesdato 14.11.2017
Udgiver VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
Sprog Dansk
ISSN 1396-1810
E-ISBN 978-87-7119-476-0
Sidetal 59
Publikationsnr.
Forskningsemne

Denne publikation hører under Skole og uddannelse
emneord: Skole og uddannelse

Anden relevant SFI-forskning

Søg på sfi.dk