SFI og KORA er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Skolernes samarbejde.
Hent udgivelsen (1.041 KB)
Del
Rapport

Skolernes samarbejde.

Kortlægning af skolernes kontakt med kommunale forvaltninger og andre institutioner.

Del
Danske skoler har et udstrakt samarbejde med forvaltning og andre institutioner i kommunen om administration, pædagogik, udvikling og sociale forhold.
I denne rapport kortlægges samarbejdet, og der svares på spørgsmål om, hvor hyppigt skolerne er i kontakt med deres samarbejdspartnere, hvad samarbejdet drejer sig om, og hvordan skolerne selv vurderer samarbejdet.
Undersøgelsen har fokus på samarbejdet omkring de yngste elevers overgang fra dagtilbud til børnehaveklasse og på vejledningen af de ældste før overgangen til ungdomsuddannelse. Her er UU (Ungdommens Uddannelsesvejledning) en vigtig partner. Socialt udsatte elever og elever med særlige behov kræver en særlig opmærksomhed, der indebærer megen kontakt til PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) og SSP (Skole, Socialforvaltning, Politi). Skoledistriktets karakter spiller afgørende ind på samarbejdets omfang og karakter.
Rapporten bygger på data indsamlet ved spørgeskemabesvarelser fra skoleledere, børnehaveklasseledere og udskolingslærere på almindelige folkeskoler og specialskoler i hele landet.
Undersøgelsen er bestilt og finansieret af Formandskabet for Skolerådet.

RESUMÉ:  SKOLERNES SAMARBEJDE. KORTLÆGNING AF SKOLERNES KONTAKT MED KOMMUNALE FORVALTNINGER OG ANDRE INSTITUTIONER 


I takt med at uddannelse ses som en stadig vigtigere forklaringsfaktor for den enkeltes muligheder og sociale placering i samfundet, rettes en stadig større interesse mod de institutioner, som uddanner de opvoksende generationer. I centrum står folkeskolen (og de frie skoler), som under kommunal ledelse varetager den undervisning, alle skal igennem. Som idé og dannelsesprojekt er folkeskolen en fælles indretning for alle børn og unge i Danmark. I praksis føres idéerne ud i livet af ca. 1.500 almindelige folkeskoler, som inden for 98 kommuners rammer nyder en vis selvstændighed til at forfølge mål og idéer, der er tilpasset målgruppen og de lokale vilkår for at bedrive undervisning. Hertil kommer knap 200 specialskoler for børn og ca. 60 kommunale ungdomsskoler med heldagsundervisning, der i høj grad eksisterer, fordi de skiller sig ud og tilbyder noget specielt. Set ud fra en central styringstanke er områdets minister og politikere således underlagt et vilkår om forskellighed, der udspringer af det lokale selvstyre og op mod 2.000 selvstændige enheder, som har en lokal og speciel forståelse af den virkelighed, de opererer i. 

FORMÅL OG METODE
Denne rapport bidrager til at kortlægge rammer, form, indhold og omfang af skolernes samarbejde med kommunale forvaltninger og øvrige institutioner i forhold til deres elever. Perspektivet er dels det brede, omfattende samarbejde vedrørende alle børn og unge, dels det specielle, hvor der er fokus på samarbejdet vedrørende børn og unge med særlige behov samt socialt udsatte børn og unge, idet der blandt andet ses på, hvor hurtigt og effektivt indsatser sættes i værk.

Skoleledere på almindelige folkeskoler og specialskoler har besvaret et spørgeskema, ligesom der er svar fra lederen af børnehaveklasserne og fra udskolingslærere. Halvdelen af alle folkeskoler og samtlige specialskoler var udvalgt til undersøgelsen, som blev gennemført med en besvarelsesprocent på 68.

HENSYN TIL DET LOKALE ELEMENT
I analysen af skolernes samarbejde med forskellige kommunale instanser indgår en række karakteristika ved den enkelte skole. Dens beliggenhed i et område med mange eller få udlejningsboliger, andelen af forældre, som ikke har gennemført nogen uddannelse, andelen af tosprogede elever, andelen af elever med særlige behov eller elever, som kan betegnes ’socialt udsatte’. Skolens kommunale tilhørsforhold (grupperet i landsdele) og dens geografiske placering i et større eller mindre bysamfund (urbaniseringsgraden) indgår også. I begge disse grupperinger indgår også et geografisk element, som indebærer et stort overlap mellem inddelingerne. I mange af de kommuner, som opstod ved sammenlægning i forbindelse med kommunalreformen i 2007, har den politisk-kulturelle harmonisering inden for kommunens rammer, som med tiden må forventes at finde sted, endnu ikke sat sig igennem. Derfor bidrager opdelingen af skolerne efter deres placering i landsdele stort set ikke med mere end det, der kan læses ud af opdelingen efter urbanisering.

HYPPIGT OG GODT SAMARBEJDE MED SKOLEFORVALTNINGEN
Skolernes vigtigste samarbejdspartner er skoleforvaltningen, som på vegne af den politiske ledelse i kommunen stiller et økonomisk budget til rådighed for de enkelte skoler og fastsætter vilkårene herfor. Ifølge skoleledernes egne besvarelser er der på de fleste almindelige folkeskoler en særdeles livlig kontakt mellem skole og forvaltning. 2 ud af 3 folkeskoler er i kontakt hver uge, og stort set alle de øvrige er det mindst en gang om måneden. Som en helt generel vurdering af samarbejdet giver hele 90 pct. af skolelederne samtidig udtryk for, at de mener, samarbejdet forløber ’godt’ eller ’meget godt’.

Skolernes samarbejde med skoleforvaltningerne omhandler typisk de mere generelle aspekter vedrørende skoledriften og kun i ringe grad individuelle elevforhold. Næsten fire femtedele af skolelederne angiver, at individuelle elevforhold fylder ’mindre end halvdelen’ eller ’ganske lidt’ i den samlede kommunikation med skoleforvaltningen.

PLADS TIL FORBEDRING I SAMARBEJDET MED SOCIALFORVALTNINGEN
Samarbejdet med socialforvaltningen drejer sig fortrinsvis om individuelle elevforhold. Kontakthyppigheden er meget mindre end til skoleforvaltningen, og den varierer mellem de enkelte skoletyper. Først og fremmest specialskoler, men også de ’blandede skoler’ med både normalklasser og specialklasser har relativt mange elever med vanskeligheder, der danner baggrund for, at skolen hyppigt er i forbindelse med socialforvaltningen. Skoler med hyppig kontakt til socialforvaltningen er skoler i storbyområderne, skoler, hvor mange af eleverne bor i udlejningsboliger, mange forældre er lavtuddannede, mange elever har en anden etnisk oprindelse end dansk, mange elever er socialt udsatte eller med særlige behov samt skoler med en høj belastningsgrad (se nærmere i kap. 4).

Skolerne skal først og fremmest søge at løse de problemer, som opstår i forbindelse med enkelte elevers indlæring eller adfærd, på en inkluderende måde, dvs. inden for egne rammer. Samarbejdet med socialforvaltningen har derfor oftest et forebyggende sigte. Det gælder for bekymringshenvendelser fra skole til forvaltning, som er en af de vigtigste årsager til kontakten. Hver tredje folkeskole er af den grund i kontakt med forvaltningen hver måned. Hver fjerde er i kontakt omkring forebyggende indsatser for socialt udsatte elever, og hver sjette i anledning af indsatser for elever med AKT-problemer (Adfærd, Kontakt, Trivsel).

Over en bred kam vurderes samarbejdet med socialforvaltningen til at være klart dårligere end med skoleforvaltningen og de øvrige samarbejdsparter i undersøgelsen. Kun halvdelen betegner samarbejdet som godt, og hver sjette skoleleder mener, det er dårligt. Noget af kilden til det negative syn på socialforvaltningen synes at ligge i den manglende tilbagemelding til skolen, når en lærer har henvendt sig til forvaltningen om en elev, hun er bekymret for. Læreren vil forståeligt nok gerne vide, om henvendelsen fører til noget, men har på grund af reglerne om tavshedspligt kun krav på en ’kvittering’ for, at henvendelsen er modtaget. I denne forbindelse skal også nævnes, at en tredjedel af skolelederne mener, at deres lærere ofte er i tvivl om, hvilke informationer om enkeltelever de må og skal give videre til socialforvaltningen. Her kunne skolerne selv gennem oplysning bidrage til at mindske usikkerheden.

Lidt under halvdelen af skolelederne mener selv, at socialforvaltningen er lydhør over for skolens henvendelser om udsatte børn, men samtidig angiver en tredjedel af skolelederne, at socialforvaltningen ikke er god til at inddrage skolen i løsning af de udsatte børns problemer. I anbringelsessager skal de sociale og behandlingsmæssige aspekter sidestilles med de undervisningsmæssige. Det mener godt en tredjedel af skolelederne ikke sker.

RELEVANT, MEN OFTE LIDT SEN FAGLIG STØTTE FRA PPR
Kommunens psykologiske og pædagogiske ekspertise er samlet i PPR, og det er dem, skolerne henvender sig til for at få hjælp til de udfordringer, som undervisningen af elever, der har vanskeligheder giver. Omkring 90 pct. af skolelederne er i kontakt med PPR mindst en gang om måneden, og ca. halvdelen er det endog en gang om ugen. Folkeskolerne, specielt de blandede skoler, har den mest intense kontakt, hvorimod specialskoler har mindre hyppig kontakt. Det kan skyldes, at mange af specialskolernes elever er velbeskrevne, allerede før de kommer til skolen, og specialskolerne er typisk specialiserede i forhold til bestemte behov, som de har veluddannet personale til at håndtere. Derved får de i nogen grad dæmpet behovet for støtte fra PPR.

Skoler med en høj belastningsgrad, en stor andel elever med særlige behov og en stor andel udsatte børn og unge, har oftere kontakt til PPR end skoler med en lav andel. Der er også hyppigere kontakt med PPR blandt skoler i hovedstadsområdet og de største provinsbyer end i de mindre byer og landdistrikter.

PPR er i hele skoleforløbet en aktiv samarbejdspartner for skolen. Først som rådgiver i indskolingsfasen, hvor børn med særlige behov skal identificeres, og en relevant foranstaltning iværksættes. Siden som konsulent og udreder i forhold til elever, der får problemer med indlæringen, og endelig i udskolingsfasen, hvor man sammen med UU skal forsøge at udforme uddannelsesforløb for unge, der ikke vil kunne klare en almindelig ungdomsuddannelse.

Skolelederne er meget positive i deres vurdering af samarbejdet med PPR. Omkring 85 pct. af ledere på folkeskoler og lidt færre på specialskoler mener, samarbejdet fungerer ’(meget) godt’. Nogle få procent mener, det er dårligt.

Skolelederne er forholdsvis klare i udmeldingen vedrørende lærerkorpsets opfattelse af PPR. Størsteparten er tilfreds med PPR’s udredninger og mener, at deres anvisninger er forståelige og brugbare, samt at samarbejdet giver grundlag for en tidlig indsats over for elever med særlige behov. På andre områder ser lederne mere forskelligt på situationen. Kraftigst er kritikken, når det gælder udredning af den enkelte elev. Her mener godt 40 pct. af skolelederne, at der går for lang tid, inden et resultat foreligger. Den gennemsnitlige ventetid er ifølge 60 pct. af folkeskolernes ledere på op til 3 måneder, mens hver tredje mener, det tager mellem 3 måneder og 1 helt år, før der foreligger et resultat af udredningen. Ingen af de strukturelle karakteristika ved skolerne som elevernes etniske baggrund, boligforhold, forældres uddannelse, skolens belastningsgrad osv. viser sammenhæng med ventetidens længde, som derfor umiddelbart fremtræder noget tilfældig. Dette kan dog hænge sammen med, at forskelle i ventetid skal forklares ved forhold, denne undersøgelse ikke belyser, fx PPR’s interne organisering.

SYNLIG UU OPLEVES SOM FREMSKRIDT
Med oprettelsen af Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) blev skolerne lettet for en del af deres vejledningsopgaver, som blev samlet i regionale centre, der råder over en større ekspertise. UU-centrene samarbejder med de enkelte skoler og er til stede på disse, således at eleverne fortsat har direkte tilgang til en vejleder.

Der er tydelig forskel i kontakthyppighed mellem skoler, der har 10. klassetrin, og skoler, som ikke har det. Efter 9. klasse er mange af de elever, som uden besvær klarer overgangen til videre uddannelse ved egen kraft, forsvundet, og tilbage i 10. klasse er de elever, som ikke har så let ved at finde en uddannelse, der matcher deres evner og interesser. Vejledningsopgaven har derfor en anderledes central placering på 10. klassetrin end på de foregående og fylder mere i aktivitetsbilledet.

UU’s særlige forpligtelse til at bistå elever, der har svært ved selv at sikre sig fortsat uddannelse efter folkeskolen, kunne betyde, at problemer med udsatte unge og elever med særlige behov lægger beslag på en meget stor del af den samlede tid til samarbejde. Efter skoleledernes vurdering er det dog ikke tilfældet. Elever, som ikke volder de store problemer, får stadig deres andel af vejledningen. Det er således stadig et spørgsmål, om den tilsigtede vægtforskydning til fordel for elever med de største behov er ført ud i livet. 

UU er så at sige med i alle dele af vejledningsarbejdet. Kun på visse specialskoler er der opgaver, som skolens egne lærere varetager uden bistand fra UU (fx kontakt til lokale erhvervsvirksomheder). Ellers er det mere almindeligt, at UU har hovedansvaret. Det ses meget tydeligt, når det drejer sig om at formidle kontakt til ungdomsuddannelserne, etablere brobygningsforløb og skabe kontakt til det lokale erhvervsliv. På halvdelen af folkeskolerne giver skolelederne udtryk for, at UU er alene om den slags opgaver. Svarfordelingerne viser, at der er en vis lokal variation i samarbejdets udformning, uden at dette kan henføres til de strukturelle forhold, vi har inddraget i analyserne.

Samarbejdet mellem skole og UU antager forskellige former. Langt de fleste udskolingslærere nævner både ’møder med UUvejlederen’ og ’uformel snak på gangen, lærerværelset mv.’ Det sidste kan kun lade sig gøre, når UU-vejlederne har en fast tilknytning til skolen, som betyder, at de er til stede uden at være inviterede. Så kan de også kontaktes direkte af eleverne, hvilket langt de fleste skoleledere mener, eleverne også gør på deres skole. En tredje form for samarbejde mellem skole og UU ses omkring elev- og forældresamtaler, som ’kun’ 60 pct. af udskolingslærerne nævner.

Overordnet set er skolerne godt tilfredse med samarbejdet mellem skole og UU. 80 pct. af skolelederne og lidt flere blandt udskolingslærerne udtrykker sig positivt om samarbejdet. Mere konkret giver 75 pct. af skolelederne på folkeskoler udtryk for, at der nu er større fokus på den individuelle vejledning af udsatte unge, og at unge med særlige behov i dag får en bedre hjælp til at designe et uddannelsesforløb, de kan klare. Det kan hænge sammen med, at det netop er UU-vejlederen og ikke skolens egne lærere, der samarbejder med ungdomsuddannelserne i forhold til disse elevgrupper. Og så kan det godt blive set som en aflastningsgevinst, at lærerne i dag har en mere tilbagetrukket rolle i forbindelse med elevernes uddannelsesvalg, end man tidligere havde.

Det positive syn på uddannelsesvejledningen, som skolerne nu har, skal stå sin prøve i praksis. Betyder den nugældende ordning, at flere unge faktisk kommer i gang med og gennemfører en ungdomsuddannelse? Det vil tiden vise. I første omgang er der etableret en vejledning, som skolerne har taget godt imod.

VELLYKKET SSP-SAMARBEJDE
SSP-samarbejdet mellem de tre sektorer, Skole, Social og Politi, har til formål at forebygge udvikling af en socialt belastende adfærd blandt områdets unge. Det typiske kontaktmønster for folkeskolerne er ’nogle gange om året’, men på de belastede skoler er der snarere tale om ’månedlige’ kontakter med SSP eller endog oftere. Sådan er det for skoler med mange elever af anden etnisk oprindelse end dansk, skoler med mange elever, der bor i udlejningsboliger eller har lavtuddannede forældre, og på skoler med en stor andel udsatte elever. Alt i alt tyder det på, at SSP er mest virksom der, hvor behovet er størst.

De fleste skoler inddrager rutinemæssigt SSP i oplysende aktiviteter for elever og deres forældre, hvor formålet er at orientere om, hvad man som ung møder af tilbud og fristelser (sex, alkohol, stoffer, vold og kriminalitet). Det sker typisk en enkelt eller få gange om året. 

For de implicerede ledere/lærere er ordinære møder i SSPsamarbejdet med almindelig erfaringsudveksling mellem deltagerne det, man hyppigst bruger tid på. Det sker på de fleste skoler i hvert fald nogle gange om året. Men i nogle områder meget oftere. I nogle områder med betydelig højere mødefrekvens. Det gælder i hovedstadsområdet og de største provinsbyer, i distrikter, hvor skolen er belastet eller præget af mange elever med anden etnisk baggrund, samt hvor der er mange elever, hvis forældre er lavtuddannede eller bor i udlejningsboliger.

Nogle steder kan det være vigtigt at holde en tæt kontakt til medarbejdere på gadeplan. Det er dog kun et lille mindretal af skolerne, som deltager i møder af denne karakter hver måned. På en femtedel af skolerne er det nærmest ikke-eksisterende. SSP-samarbejdet kan også opfattes som et personligt netværk, der i særlige situationer med effekt udnyttes til hurtig indsats over for et akut problem i nattelivet, så unge, der er på vej ud i noget rigtig skidt, kan blive standset, før det er for sent. 2 ud af 3 skoleledere rapporterer, at den slags brandslukningsaktiviteter finder sted i deres område mindst nogle gange om året. Det er altså et bredt spektrum af skole- og boligdistrikter, som nyder godt af den form for indgreb fra SSP-folkene. Hyppigheden er dog som ventet størst på skoler med udskolingselever og høj belastningsgrad.

Skolelederne giver udtryk for stor tilfredshed med samarbejdet i SSP. Næsten 3 ud af 4 svarer positivt, resten neutralt. Tilfredsheden er jævnt fordelt, således at skoler med bestemte kendetegn ikke skiller sig ud fra de øvrige. Opfattelsen af SSP som et netværk falder godt i tråd med skoleledernes helt konkrete betoning af SSP’s afhængighed af de personer, der sættes ind i samarbejdet. Det hviler i høj grad på de implicerede personers engagement og overbevisning om, at SSP over tid redder en del unge fra at komme i uføre og sikrer deres muligheder for fortsat uddannelse.

MANGLENDE FORÆLDREOPBAKNING
I hverdagen foregår der på klasseniveau et internt samarbejde mellem de enkelte lærere og klassens forældre. Det har stor betydning for elevernes læring og videre uddannelse, men forældrene er ikke inddraget i undersøgelsen som en særskilt samarbejdspartner. Derfor trækkes forældrene kun indirekte frem, når det skal forklares, hvorfor nogle unge ikke går i gang med en ungdomsuddannelse efter folkeskolen. Ud over at pege på de unges manglende evner, faglige forudsætninger og motivation fremhæves også en manglende opbakning til uddannelse fra hjemmets side samt manglende forudsætninger for at rådgive og støtte den unge i uddannelsen.

PROBLEM AT VENTE TIL ET NYT SKOLEÅR STARTER
Skolernes samarbejde med kommunale forvaltninger og øvrige institutioner drejer sig i nogle tilfælde om iværksættelse af foranstaltninger. Det gælder ikke mindst i sager, hvor skolen søger råd hos PPR. Skift til specialklasse eller specialskole er den foranstaltning, der har længst ventetid. Dels angiver 15 pct. af lederne på almindelige folkeskoler, at det i gennemsnit tager 4-6 måneder, før et sådant skift kan komme i stand. Dels er der langt flere (ca. 60 pct.), som svarer, at det normalt er noget, som finder sted i forbindelse med starten på et nyt skoleår. Skift til en efterskole eller  ndsættelse af støttelærer eller -pædagog i klassen er også skridt, som mange skoleledere mener typisk tages ved et nyt skoleårs start.

Set fra skoleledernes stol er ventetiden på disse foranstaltninger de mest problematiske. Det er især på de skoler, der typisk iværksætter foranstaltningen efter en sommerferie, ventetiden er et stort problem. Når skolelederne skal pege på årsager til ventetiden, peges ofte på de økonomiske begrænsninger, som ligger i et opbrugt budget eller pålagte sparekrav. Det er ikke mindst i forbindelse med specialundervisning og støttelærer i klassen, økonomien opfattes som den afgørende bremseklods.

En anden bremseklods kunne bestå i manglende samarbejdsvilje fra forældrenes side til iværksættelse af foranstaltninger til fordel for en elev med vanskeligheder. Det er dog ikke et forhold, som tillægges nogen forsinkende betydning. Her kan skolen med få undtagelser regne med opbakning fra forældrene.

 

Nyheder og artikler om denne publikation
Forfattere Dines Andersen
Rannvá Thomsen
Anders Posselt Langhede
Alva Albæk Nielsen
Anne Toft Hansen, SFI
Udgivelsesdato 03.05.2011
Udgiver SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd
Sprog Dansk
ISSN 1396-1810
ISBN 978-87-7119-011-3
Sidetal 249
Publikationsnr. 11:12
Kontaktperson

Søren Carl Winter

Kontaktperson
DIREKTE 33 48 09 28 E-MAIL scw@vive.dk
Forskningsemne

Denne publikation hører under Børn, unge og familie, Skole og uddannelse
emneord: Skole og uddannelse, Ungdomsuddannelse, Børn og unge

Anden relevant SFI-forskning

Søg på sfi.dk