SFI og KORA er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Stofmisbrugsområdet i et brugerperspektiv
Hent udgivelsen (1.832 KB)
Del
Rapport

Stofmisbrugsområdet i et brugerperspektiv

Del
Denne rapport beskriver stofmisbrugsområdet set fra brugernes synsvinkel. Rapporten bygger på interview med 106 borgere, der på meget forskellig vis lever med stofmisbrug. Den belyser, hvilke udfordringer, de oplever i mødet med myndigheder og indsatser, og hvilke former for hjælp, de sætter pris på eller godt kunne tænke sig. Rapporten undersøger også borgernes tilknytning til stofmisbrugsbehandlingen, og hvilken viden de har om de stoffer, de tager.
Undersøgelsen er baseret på interview med tre grupper af borgere med misbrug: Unge i behandling for stofmisbrug, voksne i behandling for stofmisbrug og endelig borgere, der har et stofmisbrug, men ikke modtager behandling. Rapporten fokuserer på de strukturelle og relationelle barrierer, som borgerne oplever i deres møder med ansatte i bl.a. sundhedssystemet, beskæftigelsessystemet, det sociale system og politiet Undersøgelsen viser, at mennesker med stofmisbrug er meget forskellige og har forskellige liv og ønsker. Det er dog et gennemgående træk, at brugerne efterspørger fleksible og helhedsorienterede indsatser, samt udvidet adgang til psykologhjælp, og at mange oplever at stemplingen som ”stofmisbruger” giver dem problemer i mødet med myndigheder og indsatser.
Undersøgelsen er iværksat på initiativ af Socialstyrelsen.

I denne rapport præsenterer vi resultaterne fra SFI’s undersøgelse af stofmisbrugsområdet, set fra brugernes synsvinkel. Undersøgelsens formål er at afdække de barrierer, som borgere med stofmisbrug oplever i hverdagens møder med myndigheder og indsatsområder. I rapporten belyser vi derfor, hvordan forskellige grupper af borgere med stofmisbrug beskriver deres kontakt med ansatte i bl.a. den sociale og lægelige stofmisbrugsbehandling, de social-, sundheds- og beskæftigelsesrettede indsatser og politiet.

Brugerperspektivet giver en mere nuanceret forståelse af de forskellige måder, hverdagen kan forme sig på for borgere med stofmisbrug. Rapporten indeholder mange konkrete beskrivelser af oplevede barrierer og eksempler på den hjælp, der har hjulpet borgerne, eller hjælp, som de ville ønske, at de kunne få. Undersøgelsen leverer derfor et væsentligt bidrag til arbejdet med at kvalificere de indsatser og myndighedsområder, der i hverdagen kommer i berøring med borgere med stofmisbrug.

Undersøgelsen besvarer disse hovedspørgsmål:

  • Hvilke udfordringer oplever borgere med stofmisbrug i mødet med forskellige myndigheder og indsatsområder?
  • Hvilke indsatser oplever borgere med stofmisbrug som hjælpsomme, og hvilke typer hjælp ville de ønske, at de havde adgang til?
  • Hvordan er borgerens tilknytning til stofmisbrugsbehandlingen?
  • Hvilken viden har borgere med stofmisbrug om illegale stoffer og risici ved indtagelsen?

Problemstilling og beskrivelse af indsats

Stofmisbrugsområdet er under forandring i disse år, både hvad angår omfang og hvilke illegale stoffer, borgerne indtager. Sundhedsstyrelsens seneste skøn, baseret på data fra 2009, anslog, at 33.000 personer i Danmark levede med et misbrug af illegale stoffer (Sundhedsstyrelsen, 2016), mens Center for Rusmiddelforskning ved brug af en anden metode har skønnet antallet til 70.000 personer (Arbejdsgruppen til kortlægning af indsatsen på stofmisbrugsområdet, Sundheds- og ældreministeriet, 2015). Sammenligninger med skøn fra 2001, 2003 og 2005 peger på en stigning i antallet af borgere med stofmisbrug (Sundhedsstyrelsen, 2016). Dertil kommer, at flere borgere indskrives i misbrugsbehandling. Af disse søger flere behandling for misbrug af cannabis og færre af opioider som heroin (ibid.). Blandt de mest udsatte borgere, der før typisk injicerede heroin (se fx Lund, 2004; Olsen, 2009), er dette i dag til dels blevet erstattet af blandingsmisbrug af en række illegale stoffer (kokain, amfetamin, cannabis og heroin) samt alkohol og illegal receptmedicin som ritalin og metadon (Sundhedsstyrelsen, 2013).

Gruppen af borgere, der bruger illegale stoffer, er meget sammensat og rummer både svært belastede borgere med mange sociale problemer og borgere, der har et rekreativt og sporadisk stofbrug, og som ikke har andre sociale problemer (Järvinen & Ravn, 2014; 2015a). I denne undersøgelse fokuserer vi på borgere, der har et forbrug af illegale stoffer, der kan betegnes som problematisk. Der er altså tale om borgere, hvis stofbrug er af en sådan karakter eller omfang, at det har medført fysiske, psykiske, eller sociale problemer, eller som på længere sigt vil kunne medføre sådanne. Vores primære kilde til at vurdere stofbrug som skadeligt er borgernes egne oplysninger. Langt de fleste beskriver, hvordan stofferne har givet dem sociale, kognitive, adfærdsmæssige eller fysiske forstyrrelser og skader.[1] Dertil kommer, at lidt over halvdelen af deltagerne er rekrutteret gennem forskellige stofmisbrugsbehandlingstilbud.

Deltagerne i undersøgelsen er 106 borgere, der er udvalgt med henblik på at afspejle et bredt udsnit af den samlede gruppe af borgere med stofmisbrug. For at sikre en spredning i forhold til alder og behandlingsstatus, har vi rekrutteret deltagere inden for tre hovedgrupper:

  • Unge borgere i stofmisbrugsbehandling (23 personer)
  • Voksne borgere i stofmisbrugsbehandling (49 personer)
  • Borgere med stofmisbrug, der er uden for behandling (34 personer)

Gruppen af unge i behandling omfatter deltagere, der er op til 25 år, eller som er indskrevet i et behandlingstilbud, særligt målrettet unge.[2] Gruppen af voksne omfatter de deltagere i stofmisbrugsbehandling, der er ældre end 25 år (og ikke indskrevet i ungebehandling), og gruppen af borgere uden for behandling omfatter alle deltagere, der ikke aktuelt modtager stofmisbrugsbehandling, uanset alder.

Inden for de tre hovedgrupper er der desuden en spredning af deltagerne i forhold til køn, levested (storby/mellemstore og mindre byer)[3], estimeret belastningsgrad (mindre, middel eller svær) og hovedstof.

Tværgående resultater

Vi har opdelt de barrierer, borgerne beskriver, i kategorierne strukturelle og relationelle barrierer. Med betegnelsen strukturelle barrierer henviser vi til den form for problemer, som det fx kræver ændringer af lovgivning eller organisering af indsatsen over for borgerne at påvirke. Med relationelle barrierer refererer vi til barrierer, der er knyttet til den konkrete interaktion mellem borgere og medarbejdere, som eksempelvis kan påvirkes ved relevant opkvalificering eller kursusforløb. Distinktionen mellem strukturelle og relationelle barrierer sker ud fra et borgerperspektiv, men det er vigtigt at gøre opmærksom på, at de to typer i nogle tilfælde hænger tæt sammen. En relationel barriere, fx oplevelsen af, at ens behandler ikke har tid og formår at inddrage borgerens perspektiver i behandlingen, kan skyldes, at den professionelle mangler kompetencer, men det kan også hænge sammen med en høj behandler-klient-ratio. Hvis det er tilfældet, så er løsningen ikke nødvendigvis et kursusforløb, men en ændring af organiseringen, således at hver behandler reelt har mere tid pr. borger. Omvendt kan barrierer, der fremstår som strukturelle, fx fordi der henvises til en regel i forbindelse med et afslag, også skyldes, at fagpersoner forstår og anvender lovgivningen forskelligt eller skønner forskelligt i den enkelte sag. I et policy-perspektiv er det dermed vigtigt at holde sig for øje, at struktur og organisering af området på den ene side sætter rammen for relationen mellem borger og medarbejder, men at det på den anden side også kan være nødvendigt at se på, om medarbejdere kan lære at anvende eksisterende regelsæt på en mere rimelig og hensigtsmæssig måde.

Undersøgelsen viser, at der er nogle barrierer, som går igen i interviewene med alle tre hovedgrupper af borgere med stofmisbrug. For det første er stofmisbruget for de fleste af deltagernes vedkommende ikke deres eneste problem. For gruppen af voksne i behandling gælder det fx, at mere end to ud af tre oplyser, at de i høj eller i nogen grad har fysiske og psykiske problemer, der påvirker dem i hverdagen. Lidt under halvdelen af gruppen beskriver i høj eller nogen grad at have sociale og økonomiske problemer. I gruppen af unge i behandling beskriver mere end hver anden at have økonomiske problemer, psykiske problemer og at mangle meningsfulde aktiviteter i hverdagen.

For det andet viser interviewene, at borgerne for manges vedkommende ikke har overblik over relevante muligheder og tilbud, og at mange ikke kender deres rettigheder. Mange oplever ikke, at de får den hjælp, de har brug for, til at overkomme denne barriere.

For det tredje viser materialet, at alle tre grupper efterlyser mere fleksible tilbud og indsatser, som tager udgangspunkt i et helhedssyn på borgeren og vedkommendes udfordringer og ressourcer. Mange efterlyser endvidere hjælp til psykiske, sociale og følelsesmæssige problemer, gerne i form af individuelle samtaler med misbrugsbehandleren eller i form af psykologhjælp. Mange fortæller, at de ikke oplever at blive lyttet til og inddraget i, hvordan deres problem skal løses.

For det fjerde beskriver mange borgere, men især de voksne, problemer med at blive stemplet som stofmisbruger og stigmatiseret som en person, der ikke har kontrol over sig selv, og som andre ikke kan have tillid til.

For det femte beskriver mange af borgerne på tværs af de tre grupper, at de har problemer med det sociale system, fx fordi de føler sig presset ind i irrelevant eller uønsket uddannelse, nægtes førtidspension eller sendes i aktivering, som de oplever som formålsløs.

Undersøgelsen bekræfter, at borgere med stofmisbrug har vidt forskellige udgangspunkter og ressourcer, lever meget forskellige liv og har ganske forskellige ønsker og behov. Til trods for dette bliver det dog tydeligt, at der er flere sammenfald mellem disse ønsker og behov såsom, at mange efterspørger hjælp til at overskue systemet og deres muligheder og rettigheder i det, samt større fleksibilitet, mere tillid og mere fokus på deres ressourcer og ønsker. De ønsker større lydhørhed og inddragelse af borgeren i problemløsningen og forbedret adgang til at få individuel hjælp til psykiske og følelsesmæssige problematikker.

Resultater: hovedgruppeanalyserne

De tre kapitler om hovedgrupperne af unge i stofmisbrugsbehandling, voksne i stofmisbrugsbehandling og borgere uden for behandling præsenterer de strukturelle og relationelle barrierer, borgerne oplever i mødet med diverse myndigheder og tilbud. Efterfølgende præsenteres borgernes forslag til den form for hjælp, de oplever som nyttig, eller som de ville ønske, at de kunne få adgang til.

Unge i behandling for stofmisbrug
Gruppen af unge i behandling består af 23 unge i alderen 17-28 år, som alle er indskrevet i et tilbud, særligt målrettet unge.[4] Cannabis er det dominerende stof i denne gruppe, og fællesnævneren for 20 af de 23 unge er, at de går i behandling for et cannabismisbrug eller for et cannabismisbrug, kombineret med andre stoffer.

Strukturelle barrierer i mødet med systemet
Den første strukturelle barriere, som præsenteres i kapitlet, knytter an til myndigheder og tilbuddenes håndtering af unge med dobbeltbelastning, dvs. unge, som fx både har et stofmisbrug og psykiske vanskeligheder. Flere unge fortæller, at de anvender cannabis som et middel til at håndtere psykiske udfordringer, og de oplever, at myndigheder og tilbud har svært ved at tage hånd om begge disse udfordringer samtidigt, og at de, i forbindelse med psykiatrisk udredning eller behandling, får besked på, at de skal være stoffrie. Dette opleves af flere som en barriere for, at de kan komme i gang med den nødvendige behandling.

Den anden strukturelle barriere omhandler vidensdeling systemerne imellem. Unge i specialiserede tilbud som stofmisbrugsbehandling bliver ofte spurgt, om de vil underskrive en samtykkeerklæring, som giver tilladelse til, at information deles på tværs af systemer. Flere unge efterspørger mere vidensdeling, mens andre er kritiske overfor, at tidligere professionelles vurdering danner grundlag for deres nuværende og fremtidige situation. For nogle handle dette om, at denne videregivelse af information fastholder en bestemt problemforståelse af den unge, mens andre fortæller, at de frygter, at information om deres fortid og de tilbud, som de har været indskrevet i, kan få konsekvenser for deres fremtidige karrieremuligheder. Manglende vidensdeling systemerne imellem kan således opleves som en barriere, men det er afgørende, at vidensdelingen finder sted på de unges præmisser.

Den tredje strukturelle barriere udgøres af de unges erfaringer med henholdsvis tavsheds- og underretningspligt. Nogle unge føler sig ikke ordentligt informeret om den professionelles forpligtelser i henhold til lovgivningen, og det opleves derfor som et tillidsbrud, når den professionelle videregiver information, som den unge troede var fortrolig. Tab af tillid til systemet kan i værste fald betyde, at den unge bryder kontakten med systemet med risiko for eskalering af stofmisbrugsproblemer til følge.

Den fjerde strukturelle barriere beskæftiger sig med et tema, som er særligt for de unge, nemlig systemets hjælp og krav til at påbegynde en uddannelse. Nogle unge fortæller, at de oplever et uddannelsespres fra systemet, hvilket for nogle resulterer i, at de starter på en uddannelse, som de selv vurderer, de ikke er i stand til eller ønsker at gennemføre, og som de ender med at droppe ud af. Andre unge fortæller omvendt, at de gerne vil i gang med en uddannelse, men at de savner støtte til at overskue, hvilke muligheder de har.

Relationelle barrierer i mødet med systemet
Den første relationelle barriere retter fokus mod de unges oplevelser af den første kontakt med en myndighed eller et tilbud. Der er i materialet flere eksempler på unge, som ikke oplever at føle sig hørt og inddraget i mødet med de professionelle. Der er også eksempler på unge, som fortæller, at den professionelle ikke tog deres bekymring om stofbruget alvorligt. Dette udgør således en relationel barriere for, at de unge kan få den hjælp, som de oplever at have behov for.

Den anden relationelle barriere handler om de tilbud, som de unge bliver henvist til, såfremt de ikke er i uddannelse eller beskæftigelse. Nogle unge oplever, at de bliver placeret i tilbud, som ikke er relevante for dem, fx fordi det er tilbud med aktiviteter eller grupper, som de ikke oplever at passe ind i. Nogle unge beskriver eksempelvis oplevelser med at blive placeret i tilbud med borgere, som er væsentligt ældre og mere belastede end dem selv, hvilket virker demotiverende, og som i yderste konsekvens kan resultere i, at den unge ikke møder op.

Den tredje relationelle barriere beskæftiger sig med unges afsked med en betydningsfuld relation, primært mentorer eller kontaktpersoner. Dette sker for nogle unge i forbindelse med, at de ved det 18. år overgår til voksenafdelingen. Brud med relationer til professionelle, som har haft afgørende betydning for den unge, beskrives af flere som værende risikofyldt, og de unge har ofte vanskeligt ved at forstå, hvorfor de ikke fortsat kan have kontakt med den professionelle. Flere unge er bevidste om, at de ikke kan have en mentor eller kontaktperson resten af livet, men grundet manglende overblik og information om, på hvilket grundlag diverse beslutninger træffes, føler de sig frustrerede og uretfærdigt behandlet. Disse relationelle barrierer får, i kombination med de strukturelle barrierer, betydning for de unges adgang og kontakt til samt udbytte af diverse myndigheder og indsatser. 

Hjælp, der hjælper
Flere af de ovennævnte barrierer giver anledning til beskrivelser af eksempler på hjælp, der hjælper. Her fremhæves tre former for hjælp, der af de unge beskrives som værende særligt afgørende. Flere unge understreger, at en længerevarende kontakt til en professionel er afgørende for en tillidsfuld relation, hvorudfra de unge kan arbejde med deres udfordringer. Afgørende karakteristika ved denne relation er desuden, at de unge kan tale med den professionelle om flere forskellige dele af deres liv, at møderne kan finde sted uden for et kontor, og at relationen til den professionelle bliver personlig og gensidig uden at blive privat. Udover den længerevarende relation vil flere unge dog ofte også være i kontakt med professionelle i kortere perioder i forhold til specifikke udfordringer. Her fremhæves det, at det er væsentligt, at den unge føler sig hørt, respekteret og inddraget.

Hertil kommer, at mange af de unge påpeger, at det er afgørende at have indhold i hverdagen for at undgå, at dagene kommer til at virke ens og uden mening. De unge, som mangler daglige aktiviteter, fortæller, at det let medfører forværring af stofmisbrug, hvis man ikke har noget at stå op til. De unge, som er i forskellige former for aktiviteter, fortæller omvendt, at disse har en positiv betydning for deres stofmisbrug. Aktiviteterne er med til at strukturere de unges hverdag og medfører et tidsrum, hvor de ikke ønsker at tage stoffer, og giver dem en naturlig træthed, som mindsker behovet for at tage stoffer for at falde til ro.

Betydningen af inddragelse af den unge og tværfagligt samarbejde mellem de professionelle fremhæves også. Dette er med til at sikre, at der tilbydes en målrettet og fleksibel indsats. Af gode eksempler fremhæves et samarbejdsmøde, hvor flere professionelle mødes med den unge for sammen at planlægge den unges forløb og inddragelse af den unge i forbindelse med udarbejdelse af statusnotater. Sidstnævnte understøtter, at den unge oplever ejerskab over de informationer, som potentielt kan videregives systemerne imellem.

Voksne i behandling for stofmisbrug

Gruppen af voksne i behandling for stofmisbrug består af 49 borgere i social og/eller lægelig stofmisbrugsbehandling. Aldersspredningen i denne gruppe er 24[5] til 67 år. De yngste i gruppen adskiller sig fra de unge, indskrevet i ungebehandlingstilbud, ved at være svært belastede og indskrevet i tilbud, der ikke er målrettet unge. Ligesom de borgere, der er uden for behandling, har mange af de voksne i behandling et mangeårigt misbrugsliv bag sig. Størstedelen af borgerne angiver et opioid eller et opioid i kombination med centralstimulerende stoffer som deres hovedstof. Mange fortæller, at deres hverdag er præget af psykiske og fysiske problemer. Omkring 30 af de voksne er i substitutionsbehandling, i de fleste tilfælde med metadon. Nogle er aktuelt stoffri, mens andre har et mere eller mindre kontrolleret stofbrug sideløbende med behandlingen. Samlet set udgør de 30 substitutionsmodtagere ca. 41 pct. af de 72 deltagere (unge og voksne), der er i social og/eller lægelig stofmisbrugsbehandling. Ingen i gruppen af unge i behandling er i substitutionsbehandling. Ifølge Sundhedsstyrelsen (2016) var 16.500 personer indskrevet i stofmisbrugsbehandling i 2014. Af disse var knap 6.900 – altså ca. 41 pct. - i substitutionsbehandling. Tallene er behæftet med nogen usikkerhed, blandt andet fordi de er opgjort på forskellig vis. Men med dette forbehold ser det altså ud, som om andelen af substitutionsmodtagere i undersøgelsen minder om den, der er fundet i Sundhedsstyrelsens opgørelse.

Strukturelle barrierer i mødet med systemet
De voksne beskriver flere strukturelle barrierer, der er hæmmende for deres livskvalitet og udbytte af kontakten med myndigheder og indsatsområder.

Den første strukturelle barriere omfatter bl.a. manglende adgang til ønskede tilbud og indsatser. Her er det især psykologhjælp, individuelle samtaler og førtidspension, borgerne nævner.

Den anden strukturelle barriere handler om, at nogle voksne, ligesom de unge i behandling, beskriver at blive placeret i tilbud, hvor de ikke passer ind. Dette nedsætter motivationen for at deltage i tilbuddet, og følelsen af at være malplaceret bliver derfor en barriere for at fortsætte behandlingen.

Den tredje strukturelle barriere handler om, at mange af borgerne oplever, at de mangler overblik over deres rettigheder og muligheder, og at de ikke oplever at få den vejledning og hjælp, de har brug for. Nogle fortæller om fejl, de selv eller en ansat i systemet har begået, som har kostet dem deres hjem, job eller kontante ydelser.

Den fjerde strukturelle barriere optræder, hvor borgerne oplever krav og kontrol i fx substitutionsbehandling eller beskæftigelsessystemet som urimelige. Nogle borgere fremhæver elementer af kontrol i forbindelse med metadonudlevering eller arbejdsprøvninger som unødigt indgribende og ydmygende.

Den femte strukturelle barriere er særlig for de borgere, der har børn. Forældreskabet beskrives som et vigtigt aspekt af hverdagen, både praktisk og følelsesmæssigt, for både mænd og kvinder. Det gælder for de borgere, der har ansvaret for børnene i hverdagen, men det gælder også for de borgere, som af forskellige årsager ikke ser børnene dagligt. For de borgere, som lever med et savn efter deres barn eller børn, hvad enten den brudte kontakt hænger sammen med en frivillig/tvungen anbringelse, eller den hænger sammen med skilsmisse, kan stoffer i nogle tilfælde ses som en måde at lægge låg på sorgen på. Borgere i denne situation kan have brug for hjælp til at håndtere relationen til såvel deres børn som til deres tidligere partner, børnenes plejeforældre o.l. Forældreskab spiller en rolle i et par af interviewene som en selvstændig barriere for at være åben om problemer, grundet angst for underretninger og en eventuel anbringelse af børn.

Relationelle barrierer i mødet med systemet
Den første relationelle barriere for voksne i behandling for et stofmisbrug handler om, at mange har oplevet at føle sig stemplet som ”stofmisbruger” i møder med myndigheder og indsatsområder. Med stemplet følger stigmatisering som en person, der er uærlig og som ikke kan betros at varetage sine egne eller sin families interesser. Stigmaet kommer til at skygge for borgernes individuelle forskelle og ressourcer og kan stå i vejen for rehabilitering. En del af de borgere, der har et synligt stofmisbrug, beskriver fx at være blevet dårligt behandlet eller endda nægtet smertedækning på hospitaler. En del af borgerne tolker selv disse problematikker som et udtryk for strukturelle problemer såsom travlhed og skiftende medarbejdere.

Hertil kommer den anden relationelle barriere, som omhandler, at nogle borgere føler sig afmægtige over for politi, retssystem og ansatte i den lægelige substitutionsbehandling. En fællesnævner i mange af de eksempler, borgere giver på dårlig behandling, er, at substitutionsbehandling er præget af mistillid, kontrol og sanktioner, der bl.a. kan opleves som havende et konsekvenspædagogisk formål, og som skaber mistillid mellem borger og behandlingssystem.

Hjælp, der hjælper
De voksne borgere i behandling for stofmisbrug giver forskellige eksempler på hjælp, der har hjulpet dem, eller som de tror ville hjælpe, hvis de fik adgang til den. De efterlyser fx mere fleksible tilbud og indsatser, som tager udgangspunkt i den enkeltes behov og ønsker. For nogle handler dette fx om at håndtere psykiske og adfærdsmæssige udfordringer, mens det for andre er væsentligt at få hverdagen fyldt med aktiviteter, som de finder meningsfulde. Flere borgere italesætter desuden et behov for flerstrengede indsatser, der løbende koordineres.

Særligt kontakten til kontaktpersoner, mentorer og hjemmevejlederne fremhæves som et positivt element, grundet indsatsens fleksibilitet, fx at borgeren kan få besøg i eget hjem fremfor at skulle møde op på et kontor. Flere beskriver også, at det er en hjælp at have en bisidder med til deres møder med myndigheder og indsatsområder, som kan støtte borgerne i at formidle deres ønsker og behov.

Endelig efterspørger borgerne en stabilisering af relationen til og en professionalisering af de fagpersoner, som borgerne er i kontakt med. Førstnævnte handler om, at borgerne oplever, at den professionelles kendskab til borgeren øger inddragelse af og forståelse for den enkeltes livssituation og udfordringer. Sidstnævnte knytter an til, at flere borgere oplever, at hyppig udskiftning af medarbejdere øger risikoen for stigmatisering af borgeren. Dette kan fx handle om, at borgerens udseende eller adfærd fremprovokerer en manglende forståelse og nedladende reaktion fra de fagprofessionelle. To borgere foreslår, at en særlig uddannelse i misbrugsbehandling og håndtering af de borgere, som tager stoffer, kan være med til at afhjælpe denne problematik.

Borgere med stofmisbrug uden for behandling
Gruppen af borgere uden for behandling består af 34 borgere med et stofmisbrug, der på undersøgelsestidspunktet hverken modtager lægelig eller social stofmisbrugsbehandling. Aldersspredningen i denne gruppe er 20 til 61 år, og gruppen omfatter borgere, der har et mangeårigt stofmisbrug. Størstedelen af borgerne angiver et opioid eller et opioid i kombination med centralstimulerende stoffer som deres hovedstof.[6] Mange af disse borgere fortæller, at de er udfordrede af psykisk og fysisk sygdom, dårlig økonomi, hjemløshed og oplevelsen af at være et uønsket medlem af samfundet. Misbrug af illegale stoffer er således ikke den eneste udfordring, disse borgere oplever i deres hverdag.

Strukturelle aspekter af mødet med systemet
Den første strukturelle barriere bunder i disse borgeres oplevelse af, at de tilgængelige tilbud ikke tilgodeser deres individuelle behov. Dette omhandler primært mangel på længerevarende efterbehandling og vedvarende støtte til psykiske udfordringer. Disse oplevelser er særligt relateret til tidspunkter, hvor borgeren afslutter en behandling eller overgår til et andet tilbud, og flere af borgerne beskriver disse udækkede behandlingsbehov som en medvirkende årsag til, at de har fået tilbagefald efter et ellers succesfuldt behandlingsforløb.

Den anden strukturelle barriere består af, at flere borgere oplever systemet som bureaukratisk. De fortæller om formålsløse møder, uigennemsigtige regler, ventetider og uforstående sagsbehandlere. Tilsammen resulterer dette i en følelse af stilstand i mange af borgernes hverdagsliv, hvilket for flere borgere beskrives som en oplevelse af at være hægtet af og kørt ud på et sidespor i samfundet.

Den tredje strukturelle barriere knytter an til, at flere borgere pålægger sig selv hovedansvaret for, at de ikke modtager og formår at gennemføre et behandlingsforløb. Dette begrundes primært med mangel på egen motivation. Disse borgere opfatter således sig selv som ansvarlige for behandlingssystemets (manglende) succes, hvilket kan virke paradoksalt, da netop borgernes individuelle manglende forudsætning for at leve op til behandlingssystemets krav og deres svingende motivation er noget af det, som de brug for støtte til gennem et behandlingsforløb. Denne barriere relaterer sig desuden til, at flere borgere forbinder det at gå i stofbehandling med målet om stoffrihed. For de borgere, som ikke ønsker at blive stoffrie, bliver dette en barriere i forhold til at opsøge eller gennemføre behandling.

Relationelle aspekter af mødet med systemet
Den første relationelle barriere handler om borgernes relation til de professionelle. Nogle borgere oplever, at hyppig udskiftning af medarbejdere resulterer i et manglende kendskab til borgere og deres særlige behov. Det beskrives som udmattende og useriøst at bruge hovedparten af møderne med systemet på at fortælle sin livshistorie igen og igen. Det kan få som konsekvens, at borgerne ikke opsøger den hjælp, som de har behov for at få. Andre oplever, at de har vanskeligt ved at indgå i relationer med professionelle, der ikke selv har erfaring med eller tilstrækkelig viden om stoffer, fx fordi de er nyuddannede.

Den anden relationelle barriere består af borgernes negative forventninger til stofmisbrugsbehandlingen. Mange forventer fx, at de vil blive mødt med mistillid, hvilket de kæder sammen med egne eller andres oplevelser af fx at blive talt grimt til eller behandlet som tyvagtige og utroværdige. En del af borgerne forventer også konflikter og besvær i forbindelse med den lægelige stofmisbrugsbehandling, hvilket de forklarer med, at nogle professionelle, efter deres opfattelse, handler uforudsigeligt og urimeligt, fx i forhold til udlevering af substitutionsmedicin. De negative forventninger relaterer sig også til mere strukturelle forhold, fx at mange oplever behandlingssystemet som uoverskueligt, og at flere ønsker mere social stofmisbrugsbehandling og oplever, at de primært tilbydes medicinudlevering.

Hertil kommer den tredje relationelle barriere, som hænger sammen med, at livet som stoffri for nogle er forbundet med stor usikkerhed. I materialet er der eksempler på borgere, som vurderer, at stofferne har hjulpet dem gennem flere vanskelige perioder, beskyttet dem mod psykoser og simpelthen holdt dem i live, hvorfor en målsætning om stoffrihed kan være både uoverskuelig og uønsket. Der er også borgere, som synes, at det er uoverskueligt at skulle skabe sig et stoffrit netværk, mens andre frygter, at stigmatiseringen, forbundet med stofmisbruget, ikke ophører, på trods af at de bliver stoffrie.

Hjælp, der hjælper
I forlængelse af de oplevede barrierer bliver det muligt at udlede en række tiltag, som forventes at være hjælp, der hjælper. Dette er fx længerevarende relationer til de professionelle, udvidet adgang til psykologhjælp og efterbehandling samt behandlingstilbud, der ikke udelukkende sigter mod stoffrihed, men mod stabilisering, skadesreduktion og forbedring af borgernes leveforhold. Herudover fremhæver borgerne i interviewene en række tiltag, som de mener kan bidrage til at styrke tilknytningen til og udbyttet af kontakten med myndigheder og indsatser. Dette drejer sig om fleksibilitet i behandlingen, fx muligheden for at få hjælp i eget hjem eller støtte til fremmøde ved at blive ledsaget til møder. Flere borgere fremhæver desuden, at de ønsker støtte til at få et netværk uden for stofmiljøet og støtte til at få indhold i hverdagen, da dette vil understøtte fastholdelse af reduktion eller stoffrihed.

Resultater: Tværgående analyser

I rapportens kapitel 6 undersøger vi tre tværgående temaer, der kan være med til at belyse udvalgte aspekter af hverdagen for borgere med stofmisbrug. Det første er borgernes hverdagsliv og dets betydning; det andet er erfaringer fra udvalgte borgere, der, sideløbende med deres stofmisbrug, har været i længerevarende arbejde eller har taget en videregående uddannelse; og endelig har vi, som det sidste, undersøgt borgernes viden om de illegale stoffer, de indtager, og deres risikohåndtering.

Hverdagslivet med illegale stoffer
De interviewede borgere med stofmisbrug lever meget forskellige hverdagsliv. Nogle passer job og familie, andre bor på gaden og koncentrerer alle deres ressourcer om at skaffe penge til den næste portion af deres illegale stof. Ind imellem disse yderpunkter er en vifte af hverdagslivsprofiler: Der er borgere, der er førtidspensionerede, og som fortæller om, at de er tilfredse med et liv i substitutionsbehandling. Der er borgere, der er godt på vej mod en fremtid uden stoffer og med arbejde; og der er borgere, der brændende ønsker at lægge stofferne og substitutionsbehandlingen på hylden og få job og familie, men som ikke selv tror på, at de kan. Undersøgelsen viser, at særligt forskelle i alder, belastningsgrad, sociale relationer, finansiering af stofbruget og hovedstof er med til at forme forskellige typer af hverdagsliv.

Meningsfulde aktiviteter
Mange af borgerne i undersøgelsen beskriver, at de mangler meningsfulde aktiviteter i hverdagen. Særligt flere af de unge i behandling efterspørger i høj grad aktiviteter, gerne i form af uddannelse eller arbejde. Nogle af de unge efterspørger dog i første omgang ro til fx at bearbejde psykiske eller følelsesmæssige problemer, inden de starter på en uddannelse eller i arbejde. Mange af borgerne på tværs af grupperne forbinder det at komme i arbejde eller uddannelse med at få en mere struktureret hverdag og et mere kontrolleret stofbrug. Der er mange blandt de lidt ældre deltagere i undersøgelsen, der ikke mener, at de kan arbejde eller uddanne sig, og som ikke har det som mål. Denne gruppe vil typisk ønske førtidspension, selvom de fleste i dag er på kontanthjælp, og meningsfulde aktiviteter vil derfor for dem ofte være socialt samvær med familie eller venner, sociale tilbud, behandling eller hobbyer.

Borgernes hverdag er også præget af, hvordan de finansierer deres stofbrug. De fleste af deltagerne i undersøgelsen lever af overførselsindkomster som kontanthjælp, førtidspension eller SU. En mindre gruppe er i arbejde, og disse borgere kan normalt klare sig nogenlunde inden for rammerne af deres lønindtægt, evt. suppleret med en biindtægt fra sort arbejde eller videresalg af illegale stoffer. Cannabisrygerne kan i højere grad end brugere af andre illegale stoffer finansiere deres forbrug inden for deres normale indtægt. Borgere med et omfattende forbrug af illegale stoffer som heroin og kokain bruger typisk det meste af deres tid på at skaffe penge til disse gennem tiggeri, videresalg af stoffer, berigelseskriminalitet og prostitution. Borgerne beskriver disse finansieringsmetoder som stressende, og især tyveri, og i nogle tilfælde prostitution, som forbundet med skam.

Sociale relationer
Sociale relationer spiller en væsentlig rolle i mange af borgernes fortællinger. De unge i behandling beskriver ofte deres sociale relationer til andre stofbrugere som positive, og for en del af de voksne i behandling spiller sociale relationer til andre stofbrugere og tidligere stofbrugere også en positiv rolle i deres liv. For både unge og voksne kan tanken om at skulle afbryde alle eksisterende sociale relationer og forsøge at etablere et nyt netværk uden for stofmiljøet således i sig selv være en barriere i forhold til at opsøge eller gennemføre behandling.

Flertallet af borgere uden for behandling fortæller, at det stofmiljø, der danner rammen for deres dagligliv, har ændret sig. De oplever, at de sociale relationer i stofmiljøet i højere grad end før er præget af mistillid og konflikter. Nogle kobler dette til nye etniske grupperinger og en voldsom stigning i udbuddet af kokain. Kokainbrugere forbindes med en mere aggressiv, højrøstet og urolig adfærd, og de er med til at gøre miljøet kaotisk, hvilket giver udfordringer for både andre stofbrugere og personalet i fx stofindtagelsesrum.

Borgernes familier optræder på forskellige måder i deres historier om hverdagslivet med et stofbrug. Nogle beskriver en opvækst, præget af omsorgssvigt, andre fortæller om mere isolerede livskriser. En mindre del fortæller, at de kommer fra en helt almindelig, stabil familie og ikke har oplevet andre udfordringer end stofafhængighed. Mange borgere fortæller om psykiske og følelsesmæssige udfordringer, relateret til privatlivet, og en betragtelig del fortæller, at de har afbrudt kontakten til familien eller er raget uklar på grund af stofmisbruget. For de borgere, der har positiv kontakt til deres familie, kan denne give motivation til stoffrihed eller et reduceret stofbrug, ligesom økonomisk hjælp fra familien kan skåne borgeren for at være nødt til at begå kriminalitet for at finansiere sit misbrug. Mange borgere fortæller, at familiemedlemmer er en vigtig ressource at bringe med sig til møder med myndigheder og indsatsområder.

Erfaringer fra borgere i arbejde eller videregående uddannelse
Dette afsnit samler og præsenterer erfaringer fra ti udvalgte borgere fra de tre hovedgrupper, som udskiller sig ved, sideløbende med et betydeligt forbrug af illegale stoffer, at have haft en relativt stabil tilknytning til arbejdsmarkedet eller til længerevarende videregående uddannelser. De barrierer, disse borgere beskriver, har både ligheder og fællestræk med dem, der beskrives af andre borgere i undersøgelsen. Den væsentligste forskel er, at medlemmerne af gruppen ikke, som mange af de andre deltagere i undersøgelsen, har finansieret deres stofbrug via kriminalitet eller usikre erhverv som prostitution. En mindre gruppe på tre, der fortæller, at de har været i kontakt med politiet, oplever alle, at retssystemet slår for hårdt ned på køb og besiddelse af illegale stoffer til eget brug, og at især straffeattester kan være en barriere for rehabilitering.

Kun en af borgerne i gruppen har ikke været udsat for psykiske eller følelsesmæssige belastninger. De andre fortæller fx om sorg over dødsfald, skilsmisser og andre livskriser, samt om psykiske lidelser som angst, depression og ADHD. De fleste beskriver deres indtag af illegale stoffer som selvmedicinerende eller præstationsfremmende i hverdagen. På den måde ligner borgerne i uddannelse og arbejde mange af undersøgelsens andre deltagere. Flere af dem efterspørger ligeledes mere hjælp til at håndtere de underliggende problemer, som hører med til billedet af, hvorfor de har udviklet et stofmisbrug.

Mange af borgerne fortæller om at have haft succes med at skjule deres stofmisbrug for familie, arbejdsgivere og studiekammerater. Især dem, der er i job, fortæller, at de er nervøse for negative konsekvenser for deres nuværende ansættelse og karrieremuligheder, hvis deres stofmisbrug bliver offentligt kendt. Det er derfor vigtigt for mange af dem, at de ikke eksponeres i forbindelse med stofmisbrugsbehandling og lignende. Det kan de fx blive i venteværelset, eller hvis behandleren underetter Styrelsen for Patientsikkerhed eller de sociale myndigheder om deres misbrug. To af de otte borgere i gruppen, der aktuelt er i behandling, er indskrevet i et anonymt stofbehandlingstilbud. Udover ønsket om anonymitet er det vigtigt for borgerne, at tidspunktet for fx substitutionsbehandling kan tilpasses deres hverdagsliv med uddannelse, arbejde og eventuel familie. 

Borgernes viden om illegale stoffer og risikohåndtering
Det sidste afsnit i det tværgående kapitel beskriver borgernes viden om stoffer, og hvilken rolle den spiller i forhold til deres stofbrug. Borgerne i undersøgelsen har generelt et ret højt vidensniveau i forhold til stoffernes virkning på dem selv, og mange gør sig overvejelser om, hvordan de kan minimere risici, forbundet med indtagelsen. Der er i materialet eksempler på borgere, som fortæller, at deres viden om et specifikt stof har afholdt dem fra at tage netop dette stof eller har påvirket deres måde at indtage stoffet på. Flere borgere beskriver dog også barrierer for at indhente, forholde sig til eller handle på viden om risici ved indtagelse af stoffer. De omfatter fx eventyrlyst og fascination af et vildt ungdomsliv, men kan også hænge sammen med, at stofferne hjælper borgeren i forhold til fysiske, psykiske, sociale eller følelsesmæssige udfordringer. Opfattelsen af, at stofmisbrug er noget andet end den måde, som borgeren selv tager stoffer på, kan også være en barriere for at aktivere eksisterende eller opsøge ny viden.

Analysen viser, at de færreste af deltagerne direkte udtrykker, at de ville ønske, at de havde været bedre informeret om stofferne, dengang de havde deres stofdebut. Omvendt er der flere, der understreger, at de ikke vidste, hvor afhængige de ville blive, dengang de begyndte at tage stoffer. En del af deltagernes stofdebut ligger desuden helt tilbage i barneårene. De fleste lader til at være begyndt at tage stoffer som teenagere og i en social kontekst, hvor de ikke ønskede at forholde sig til de stofrelaterede risici. Enkelte fortæller, at kampagner om stoffer har haft den utilsigtede effekt, at de er blevet mere nysgerrige på at prøve bestemte stoffer.

Med hensyn til borgernes aktuelle viden om stoffer giver flere udtryk for, at de har (adgang til) den viden om stoffer, som de efterspørger. Det gælder for alle tre hovedgrupper, at deres primære kilde til information kommer fra andre stofbrugere. Mange borgere eksperimenterer desuden med forskellige illegale stoffer, hvorigennem de opnår indsigt i stoffernes virkning på deres egen krop. Særligt de unge og voksne i behandling fortæller om at have læst op på de stoffer, som de tager, enten i bøger eller på nettet. Nogle beskriver, at de er blevet informeret om stoffernes virkning i forbindelse med stofmisbrugsbehandling. Skriftlige informationskilder er mindre udbredt blandt borgerne uden for behandling, hvilket kan hænge sammen med, at en stor del af disse lever et hverdagsliv, der i mindre grad lægger op til research og læsning. En mulig barriere for et øget vidensniveau er i denne sammenhæng, at nogle af borgerne udtrykker en mistillid til myndighedernes og mediernes fremstilling af stoffer og deres risici.

I mange af borgernes fortællinger hænger viden om stoffer snævert sammen med ønsket om at håndtere risici og reducere skadevirkninger af stofbrug. Mange fortæller, at de kan smage, mærke eller lugte, om stofferne er af god eller dårlig kvalitet, og at de i forbindelse med nye stoffer tager lidt ad gangen for at finde ud af, hvor meget de kan tåle. Desuden er der flere, som påpeger, at de minimerer risikoen for at få noget, der er farligt eller dårligt, ved at købe stoffer fra en fast distributør. Trods disse sikkerhedsovervejelser og -strategier er det imidlertid tydeligt, at der er barrierer for sikker stofindtagelse. Det kan fx være økonomiske overvejelser, stoftrang eller at borgeren ikke er interesseret i risikohåndtering, fordi formålet med at indtage stoffer netop er at søge grænser og tage risici.

Konklusion og perspektivering

Denne undersøgelse er blevet til på baggrund af et politisk ønske om at få mere viden om, hvordan borgere med stofmisbrug oplever møder med myndigheder og indsatsområder, som har væsentlig betydning for deres livskvalitet og udbytte af blandt andet stofmisbrugsbehandlingstilbud. Undersøgelsen beskriver en række barrierer, som borgere oplever, men den beskriver også indsatser, som borgerne fortæller hjælper. Formålet med undersøgelsen er overordnet at tydeliggøre, hvad borgere med stofmisbrug selv fortæller, at de har brug for, og beskrive, hvilke barrierer de oplever i mødet med systemet. Deres erfaringer udgør et væsentligt bidrag til udviklingen af fremtidens indsatser på stofmisbrugsområdet.

Undersøgelsen er baseret på 106 interviews, og som sammenfatningen af resultaterne viser, hænger borgernes oplevelser af barrierer og hjælp, der hjælper, sammen med deres alder, belastningsgrad og generelle livsforhold. Nogle unge beskriver fx at blive mødt med urealistiske, uhensigtsmæssige eller ligefrem skadelige krav om at påbegynde en uddannelse, hvilket ikke gør sig gældende blandt de ældre borgere. Omvendt er det primært ældre borgere med stofmisbrug, der efterspørger førtidspension, og som beskriver stigmatisering som en afgørende barriere i mødet med systemet.

 Når man ser undersøgelsens resultater tæt på og med hensyntagen til gruppens store heterogenitet, er konklusionen således, at borgere med stofmisbrug oplever forskellige barrierer, og at de har brug for forskellige indsatser. Denne undersøgelse bekræfter således behovet for det, som i et systemsprog ofte kaldes ”en flerstrenget indsats” (Arbejdsgruppen til kortlægning af indsatsen på stofmisbrugsområdet, Sundheds- og ældreministeriet, 2015: 7).

I perspektiveringen af undersøgelsens fund er det dog også relevant at påpege, at borgerne, trods store forskelle, også beskriver en række fælles behov. For det første har de behov for at blive mødt med respekt af professionelle, som lytter til dem. For det andet har de behov for at kende deres rettigheder, og mange borgere giver udtryk for, at de har brug for hjælp til at få overblik og navigere i systemerne. For det tredje har de behov for hjælp, der hjælper, da det i sidste ende ikke er nok, at de professionelle lytter respektfuldt, oplyser om rettigheder mv., hvis der ikke reelt findes relevante tilbud, fx om boliger til hjemløse og behandlingsforløb af den type, som borgerne oplever et behov for.

Borgere med stofmisbrug fortæller, at de har brug for at møde kompetente medarbejdere, der har ro og rammer, som muliggør, at de kan hjælpe borgerne med deres problemer, hvad enten de hænger sammen med hjemløshed, gæld, dårligt helbred, stofmisbrug, hverdagskaos eller ensomhed. Ved nærmere eftersyn rummer borgernes input imidlertid også en anden pointe til områdets beslutningstagere, som er af mere kompleks karakter. Selvom det er vigtigt at arbejde med kvalitetssikring af behandlingstilbud og praksis på forskellige områder, så er det, set fra borgernes perspektiv, i lige så høj grad infrastrukturen omkring disse tilbud, der er afgørende. Det er en vigtig pointe, fordi det netop er ved at træde et skridt tilbage fra systemet og se på systemet med borgernes øjne, at man ser, hvorfor områder, som systemet ofte behandler som adskilte, i borgernes liv og hverdag er vævet tæt sammen.

Lovgivning, fagopdelinger, organisering i ressortområder mv. tilskynder en opsplitning i sociale, retslige og sundhedsorienterede indsatser, og opdelingen afspejles også i den aktuelle forskning og vidensproduktion. Opdelingerne er praktiske, nødvendige og ikke et problem i sig selv, men ser man på opdelingerne fra et borgerperspektiv, er det tydeligt, at vi også har brug for viden om det, der går på tværs. Dvs. mens vi har brug for viden om, hvad der virker på det specialiserede socialområde (Jensen m.fl., 2016), så har vi også brug for viden om, hvordan tilbud inden for det specialiserede socialområde hænger sammen indsatser fra retssystemet og sundhedssystemet osv. For borgere med stofmisbrug er dette i særlig grad afgørende, da deltagerne i denne undersøgelse oplever at blive mødt med modsatrettede krav fra forskellige dele af systemet, fx politi, jobcenter, behandling og sundhedsvæsen. Nærværende undersøgelse underbygger således tidligere konstateringer af, at stofmisbrugsområdet præges af ”begrænset koordination og utilstrækkeligt samarbejde” fra systemets side (Arbejdsgruppen til kortlægning af indsatsen på stofmisbrugsområdet, Sundheds- og ældreministeriet, 2015: 8).

Hvis vi skal imødekomme behovet for samtænkning, som bliver tydeligt, når man ser på stofmisbrugsområdet i et borgerperspektiv, står det klart, at viden om og kvalitetssikring af systemernes delelementer ikke er nok. Mere stringente manualer for behandlingsindsatser og procedurer for kvalitetssikring i enkeltstående tilbud er ikke nok. Vi har brug for at kigge på systemet som helhed. Gode stofmisbrugsbehandlingstilbud er vigtige, men det er ikke tilstrækkeligt. Behandlingstilbud skal være en del af et system, hvor andre dele, fx retsvæsen, jobcenter og psykiatri, støtter op om behandlingsforløbet eller som minimum ikke modarbejder det. Mens det således er vigtigt at have opmærksomheden rettet mod systemernes delelementer, fx hvilke behandlingsmetoder der virker, minder borgerperspektivet os om det større billede: Viden om effekter, metoder og lovende praksisser på delområder er vigtig, men vi har også brug for en vidensbasering af helheden. Lovende praksisser når ikke frem til borgere med stofmisbrug, hvis borgerne ikke har adgang til dem, hvad enten dette er økonomisk begrundet eller skyldes, at de er placeret i systemer med en infrastruktur, som borgerne farer vild i.

Metode og dataindsamling

Undersøgelsens datamateriale er 106 semistrukturerede, kvalitative forskningsinterviews med borgere med stofmisbrug. Interviewene er foretaget med udgangspunkt i en interviewguide, som giver borgeren plads til at fortælle om personlige oplevelser og erfaringer, samtidig med at interviewet er styret nok til, at det er muligt at besvare undersøgelsesspørgsmålene og foretage sammenligninger på tværs af interviewene.

Som supplement til interviewguiden er der under interviewene anvendt et sæt kort med betegnelser for systemrepræsentanter som fx politi, misbrugsbehandler, psykolog eller hospital (Se bilag 2). Sættet indeholdt også nogle blanke kort til at udfylde under interviewet for at åbne op for andre myndigheder og indsatsområder end dem, vi på forhånd havde defineret. Borgerne valgte selv, hvilke fagpersoner og myndigheder de ville fortælle om, og de tilføjede i nogle tilfælde personer ud over dem, der stod på kortene. I en mindre del af interviewene er kortene ikke blevet brugt, fx fordi interviewet foregik på gaden, hvor kortene ikke var praktiske at sidde med. Endelig er der i forbindelse med interviewet blevet udfyldt et spørgeskema med det formål at monitorere deltagernes fordeling i forhold til alder, køn, levested, hovedstof og belastningsgrad (Se bilag 3).

Unge og voksne i behandling for stofmisbrug er fortrinsvist rekrutteret gennem behandlingssteder, mens borgere uden for behandling for de flestes vedkommende er rekrutteret i stofmiljøet, dvs. på gaden, i varmestuer og lignende. Inden for hver af de tre hovedgrupper, som er baseret på alder og behandlingsstatus, har vi søgt en bred gruppe af borgere med stofmisbrug ved at efterstræbe en spredning i forhold til levested (storby eller mellemstore og mindre byer), hovedstof, belastningsgrad og køn. I forhold til levested har vi haft som mål, at ca. halvdelen af deltagerne i undersøgelsen skulle være bosat uden for de fem største byer. Interviewene er foretaget i otte forskellige byer på Sjælland, på Fyn og i Jylland, herunder i to storbyer, tre større byer samt i tre mindre byer. Med hensyn til køn har vi sigtet mod, at ti ud af minimum 25 deltagere i hver hovedgruppe skulle være kvinder.

Formålet med rekrutteringsstrategien har ikke været at sample et repræsentativt udsnit af borgere med stofmisbrug til undersøgelsen, bl.a. fordi de eksisterende estimater af denne gruppe er meget forskellige og tallene behæftet med stor usikkerhed. Vi har med vores spredning alene haft til formål at give stemme til en bred gruppe af borgere med stofmisbrug, hvilket fx har ledt os til at rekruttere flere kvinder, end vi antager, at vi ellers ville have fået.[7]

Alle 106 interviews er blevet transskriberet, og udskrifterne er blevet tematisk analyseret i dataprogrammet Nvivo, et computerbaseret koderedskab til systematisk bearbejdning af store mængder kvalitative data. Dette har gjort det muligt at foretage analyser inden for hver hovedgruppe og på tværs af disse. Da stofmisbrug er et yderst følsomt emne, har SFI vægtet deltagernes anonymitet særlig højt. Det betyder blandt andet, at vi har anonymiseret borgernes fortællinger grundigt, fx ved at ændre faktuelle oplysninger, som kunne bidrage til identificering af bestemte borgere. Ændringerne er foretaget, så de ikke er meningsforstyrrende.

 

[1] Grænsen mellem stofbrug og stofmisbrug er ofte flydende, og der er forskellige definitioner på misbrug, afhængigt af om man taler inden for en juridisk, en medicinsk eller en socialfaglig referenceramme. I denne rapport lægger vi os op ad WHO’s definition på stofmisbrug som ”et forbrug af rusmidler, der har et omfang og sker på en sådan måde, at det medfører legemlige, psykologiske og/eller sociale skader for den misbrugende eller dennes omgivelser.” Kilde: http://www.misbrugsportalen.dk/misbrug-ifølge-who. Dette misbrugsbegreb korresponderer i øvrigt med definitionen i serviceloven og i de Nationale retningslinjer for den sociale stofmisbrugsbehandling.

[2] I mange men ikke alle kommuner opererer behandlingsstederne med en grænse mellem ungebehandling og voksenbehandling, der går ved 25 år. Gruppen inkluderer også et par 28-årige, der stadig er indskrevet i ungebehandling.

[3] Til storbyer regner vi de fem største byer (hovedstadsområdet, Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg). Mindre og mellemstore byer dækker her over byer med ca. 15.000-60.000 indbyggere. I begge tilfælde refererer byen til, hvor borgeren er interviewet, ikke til borgerens bopæl. De forskellige byers opland er derfor også repræsenteret i undersøgelsen.

[4] Typisk går grænsen for ungebehandling ved 25 år, men nogle kommuner har udvidet aldersgrænsen, så personer, der er i sidste halvdel af 20’erne, også medtages. Derfor er der to 28-årige i gruppen, der er indskrevet i ungebehandling.

[5] En enkelt deltager i et dobbeltinterview var 24 og skulle derfor være flyttet til gruppen af unge i behandling. Vi har valgt at bevare vedkommende i gruppen af voksne sammen med den person han/hun blev interviewet sammen med. De to er blevet interviewet uden for et stofindtagelsesrum i forbindelse med dataindsamlingen til gruppen af borgere uden for behandling, og er efterfølgende flyttet til gruppen af voksne i behandling, fordi de er i lægelig substitutionsbehandling. Bortset fra den 24-årige er den yngste deltager i gruppen af voksne i behandling 27.

[6] Det er af naturlige årsager vanskeligt at angive præcise tal for, hvor mange borgere med stofmisbrug, som ikke er i behandling eller for, hvordan fordelingen af hovedstoffer ser ud. Ifølge Sundhedsstyrelsen var ca. 41 pct. af borgere i behandling for stofmisbrug i substitutionsbehandling i 2014. Kun 13 pct. af borgere indskrevet i behandling i 2014, der angav at have et hovedstof (75 pct.) oplyste, at dette er opioider. I 2009 skønnedes der at være 13.000 borgere med et injektionsmisbrug, hvoraf halvdelen ikke var kendt i behandlingssystemet. Dette tal dækker hovedsageligt over brugere af opioider, men da fx heroin også kan ryges, og metadon indtages oralt, giver det heller ikke noget retvisende billede af omfanget af opioidmisbrug blandt borgere med stofmisbrug uden for behandling. Kilde: Sundhedsstyrelsen (2016). Narkotikasituationen i Danmark 2016.

[7] Baseret på andelen af kvinder, der ifølge Sundhedsstyrelsen (2016) blev indskrevet i stofmisbrugsbehandling i 2014, som er 23 pct. Til sammenligning er ca. 37 pct. af undersøgelsens deltagere kvinder, og lidt over halvdelen af disse findes i gruppen af voksne i behandling.

Nyheder og artikler om denne publikation
Forfattere Katrine Syppli Kohl, SFI
Malene Lue Kessing, SFI
Lars Fynbo
Ditte Andersen, SFI
Alexandrina Schmidt, SFI
Mette Nyholm Jensen
Mathilde Carøe Munkholm
Udgivelsesdato 20.12.2016
Udgiver SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd
Sprog Dansk
ISSN 1396-1810
E-ISBN 978-87-7119-411-1
Sidetal 212
Publikationsnr. 16:32
Kontaktperson

Ditte Andersen

Kontaktperson
DIREKTE 33 48 09 13 E-MAIL den@sfi.dk
Forskningsemne

Denne publikation hører under Udsatte grupper
emneord: Misbrugere, Udsatte grupper

Projekt

Denne publikation er en del af projektet "Undersøgelse af stofmisbrug fra et brugerperspektiv"

Anden relevant SFI-forskning

Søg på sfi.dk