SFI og KORA er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Tidligere anbragte som unge voksne.
Hent udgivelsen (832 KB) Bestil en trykt udgave (140 kr. inkl. moms)
Del
Rapport

Tidligere anbragte som unge voksne.

Del
Igennem de seneste 30-40 år har omkring én procent af den danske børnebefolkning været anbragt uden for hjemmet på et givet tidspunkt af året. Denne rapport analyserer langtidsvirkningerne af at have været anbragt uden for hjemmet som barn i forhold til uddannelse, arbejdsmarkedsdeltagelse, helbred og kriminalitet som ung voksen. Undersøgelsen viser overordnet, at tidligere anbragte børn kommer ud af anbringelsen uden positive konsekvenser, men med et begrænset omfang af negative konsekvenser, hvad angår både social marginalisering, helbred og kriminalitet. I forhold til resten af befolkningen har tidligere anbragte bl.a. højere sandsynlighed for ikke at være under uddannelse eller i beskæftigelse, at have et dårligere somatisk og psykisk helbred og at begå kriminalitet og få en dom for den. Undersøgelsen bygger på registerdata fra fødselskohorterne 1980, 1981 og 1982, der omfatter mangfoldige oplysninger om kohorternes individer og deres baggrundsforhold.

RESUMÉ:  TIDLIGERE ANBRAGTE SOM UNGE VOKSNE 


FORMÅL
Denne undersøgelse har til formål at analysere langtidsvirkningerne af at have været anbragt uden for hjemmet som barn (0-18 år). Undersøgelsen følger de tidligere anbragte børn (og deres kontrolgruppe), til de er 24 år gamle. De langtidsvirkninger (udfaldsmål), der har været undersøgt, er:
– Uddannelse og arbejdsmarkedsdeltagelse
– Helbred
– Kriminalitet.

METODE
Metodologisk bygger undersøgelsen på registerdata fra i alt tre fødselskohorter: 1980, 1981 og 1982. For at sikre, at undersøgelsesgruppen (de anbragte børn) er så identisk som mulig med kontrolgruppen, er grupperne matchet via Propensity Score Matching (PSM) på alle de variable, som epidemiologiske studier af sandsynligheden for anbringelse uden for hjemmet påpeger som de centrale. Derved er det, der principielt skulle adskille undersøgelses- og kontrolgruppen, alene anbringelsen uden for hjemmet. Til trods for dette kan man med selv nøje matching-procedurer ikke garantere, at der ikke foreligger en vis systematisk skævhed i udvalget af de to grupper (en selektionsbias).

I analyserne opdeler vi de tidligere anbragte børn i aldersgrupper efter alderen ved første anbringelse:
– Børn anbragt før skolealderen, 0-5 år
– Børn anbragt i skolealderen, men under teenagealderen, 6-12 år
– Børn anbragt i teenagealderen, 13 år og derover.

Vi foretager desuden i en række af analyserne en opdeling af børnene efter den samlede varighed af deres anbringelse i barndommen. Børnene opdeles i tre grupper:
– Børn anbragt i under 1 år (kortvarige anbringelser)
– Børn anbragt i 1-4 år (mellemlange anbringelser)
– Børn anbragt i mere end 4 år (langvarige anbringelser).

I analyserne medtages dog kun de mellemlange og de langvarige anbringelser ud fra en formodning om, at en kortvarig anbringelse på et eller andet tidspunkt under opvæksten ikke sætter sig de samme spor som en mellemlang eller langvarig anbringelse. Målingerne af effekter foretages, når de tidligere anbragte unge er 24 år gamle.

RESULTATER
Resultaterne ligger på linje med andre internationale effektstudier og peger på, at tidligere anbragte børn kommer ud af anbringelsen med negative konsekvenser – omend af begrænset størrelse – både hvad angår marginalisering, helbred og kriminalitet.

ANBRAGTE BØRNS UDDANNELSE OG ARBEJDSMARKEDSDELTAGELSE
Uddannelse og arbejdsmarkedsdeltagelse kan konkretiseres/operationaliseres og måles på forskellige måder. I denne undersøgelser blev uddannelse og arbejdsmarkedsdeltagelse operationaliseret ved, at man i en alder af 24 år:
– enten var under uddannelse eller i beskæftigelse
– havde uddannelse ud over grundskolens 9. klasse
– modtog kontanthjælp
– var tildelt førtidspension.

Tallene for deltagelse i uddannelse eller beskæftigelse peger på, at tidligere anbragte unge voksne har 26-29 procentpoint mindre sandsynlighed for at være i beskæftigelse eller under uddannelse som 24-årige end kontrolgruppen, der ligner dem i videst muligt omfang.

Resultaterne vedrørende grundskolen som højeste uddannelsesniveau indikerer, at der i kølvandet på en anbringelse opstår en langt højere sandsynlighed for ikke at have uddannelse ud over grundskolen. For børn, der er anbragt første gang i førskole- eller teenagealderen, er sandsynligheden for et sådant lavt uddannelsesniveau ca. 30 procentpoint større end for de matchede kontrolgrupper. For børn anbragt første gang i skolealderen (dog under teenagealderen) er oversandsynligheden 21 procentpoint. Der er med andre ord en betydelig oversandsynlighed for at have et lavt uddannelsesniveau blandt tidligere anbragte børn, når de er 24 år gamle. Og det ser ud, som om det lave uddannelsesniveau er en effekt af anbringelsen. Igen må resultatet imidlertid behandles med en vis forsigtighed, idet uobserverede faktorer kan spille en rolle for resultatet.

Analyserne peger på, at anbringelsens effekt på tildeling af kontanthjælp er, at de tidligere anbragte har 11-14 procentpoint større sandsynlighed for at få kontanthjælp som 24-årige end de matchede kontrolgrupper. Den største sandsynlighed har børn, der blev anbragt første gang som teenagere. Sensitivitetsanalysen varierer for børn anbragt i forskellige aldre. For børn anbragt første gang i førskole- eller skolealderen er resultaterne sensitive. For gruppen af teenageanbragte viser analyserne imidlertid, at resultatet er mere robust, og at en uobserveret variabel skal have en vis styrke for at kunne antaste resultaternes signifikans, dvs. at det skal være en variabel, som har (relativt) stor betydning for sandsynligheden for anbringelse.

Analyserne viser, at den gennemsnitlige effekt af anbringelse på tildelingen af førtidspension varierer med alderen ved første anbringelse. Børn anbragt i førskolealderen har 19 procentpoint større sandsynlighed for at være på førtidspension som 24-årige end den matchede kontrolgruppe, som ikke har været anbragt. For gruppen af anbragte i skolealderen forekommer effekten også, men er dog noget mindre (11 procentpoint). For børn anbragt første gang som teenagere er forskellen mindre (6 procentpoint), men også signifikant. (Man kan antage, at der bag ved disse resultater ligger faktorer, der vedrører handicap og sygdom, og vi må forvente, at gruppen af handicappede anbragte særligt i forhold til førtidspension kan give anledning til en overestimering af effekten). Resultaterne er relativt robuste og peger således umiddelbart på, at anbringelse har en selvstændig indflydelse på, om man er på førtidspension som 24-årig.

ANBRAGTE BØRNS SUNDHED
Børn anbragt i forskellige aldre har, hvad angår somatisk helbred, gennemsnitligt ca. 5-8 procentpoint større sandsynlighed for at have været i kontakt med det somatiske hospitalssystem som 18-24-årige end matching-gruppens børn. For børn anbragt som teenagere er der tale om 8 procentpoint større sandsynlighed end hos de matchede børn.

Psykisk har de anbragte børn en markant oversygelighed sammenlignet med de matchede børn. Børnene har i gennemsnit 8-10 procentpoint større sandsynlighed end deres matchede jævnaldrende for at have psykiske lidelser registreret i det psykiatriske system. Sandsynligheden er højest for den ældre aldersgruppe (> 13 år).

Resultaterne peger på, at anbringelse uden for hjemmet influerer på den højere somatiske og psykiske sygelighed hos tidligere anbragte, der er blevet 24 år. Uanset årsagssammenhænge bidrager anbringelsen ikke – hverken når den er mellemlang eller langvarig – til at reducere en oversygelighed i en sådan grad, at de tidligere anbragte som unge voksne helbredsmæssigt befinder sig på linje med de jævnaldrende matchede unge.

ANBRAGTE BØRNS KRIMINALITET
Hvis man ser på voldsdomme, peger resultaterne på, at anbringelsen kan have en betydning for voldskriminalitet. Som udgangspunkt ser det ud til, at tidligere anbragte har knap 4-6 procentpoint større sandsynlighed for at have fået en voldsdom som 24-årig. Størst sandsynlighed har de, der blev førstegangsanbragt som teenagere. Men som ved andre tidligere estimeringer er resultaterne sensitive, hvilket giver resultatet en vis usikkerhed.

Som tidligere anbragt har man 8-9 procentpoint større sandsynlighed for at have fået en dom for berigelseskriminalitet som 24-årig sammenlignet med den matchede kontrolgruppe. Vi kan på baggrund af dette resultat slutte, at anbringelsen i hvert fald ikke kompenserer de teenageanbragte tilstrækkeligt til, at den forebygger kriminel adfærd. Endvidere peger resultaterne på, at sandsynligheden for berigelseskriminalitet for denne gruppe måske også ligefrem kan være øget som følge af anbringelsen, idet resultaterne er knap så sensitive.

For gruppen af tidligere anbragte er der en overforekomst på 12-14 procentpoint for at være idømt mindst én dom (betinget eller ubetinget) sammenlignet med den matchede kontrolgruppe, når de er 24 år. Der er ikke væsentlige forskelle mellem børnene i de forskellige aldersgrupper for førstegangsanbringelse. Resultaterne er ikke meget sensitive, men heller ikke direkte insensitive. På den baggrund konkluderer vi, at anbringelse gennemsnitligt ikke ser ud til at nedsætte de tidligere anbragtes tilbøjelighed til at begå kriminalitet. Vi kan ikke med sikkerhed sige, at anbringelse i sig selv bidrager til de kriminelle handlinger, men resultaterne peger umiddelbart i den retning.

PERSPEKTIVERING
Betyder de nedslående resultater i denne og andre undersøgelser, at man i videst mulig udstrækning skal undlade anbringelser? Nogle af forskerne på feltet er begyndt at tale for, at man skal undlade at anbringe et barn, når formålet er at sikre barnets ”udvikling”, og forbeholde anbringelser til ”beskyttelse” af barnet. Hvis der ikke er et stærkt beskyttelsesformål, så skal man med andre ord lade børnene blive hjemme.

Der kan imidlertid anføres en række argumenter for det modsatte synspunkt.

For det første viser undersøgelser, at anbragte børn altovervejende har behov for anbringelse. Der er i forskningen massiv dokumentation af, at både børnenes baggrund og egne problemer gennemsnitligt har en sådan alvorsgrad, når de anbringes, at man sjældent etisk vil kunne forsvare ikke at anbringe dem. Vi betragter det således som urealistisk, at man i stor skala kan reducere antallet af børn, der trænger til andre omgivelser end hjemmets. Det forekommer af samme grund også tvivlsomt, at de mange ambulante, familierettede metoder, der aktuelt afprøves, i stor skala kan dæmme op for behovet for anbringelse.

For det andet findes der ikke en skarp grænse mellem ”udvikling” og ”beskyttelse”. I en vis forstand har al anbringelse uden for hjemmet et udviklingsformål, idet alle børn, uanset hvor de bor, har krav på udviklingsfremmende miljøer i deres opvækst. Det ville heller ikke være tilfredsstillende at anbringe de børn, der har været udsat for direkte overgreb og har et åbenbart beskyttelsesbehov, i et anbringelsesmiljø, der er fattigt på udviklingsmuligheder.

Endelig siger det sig selv, at de resultater, der opnås i diverse undersøgelser af anbringelsens effekter, er baseret på det kvalitetsniveau, anbringelsesmiljøer har i dag. Udfordringen er således at skabe kvalitativt ekstraordinære anbringelser, der kan imødekomme de ekstraordinære behov hos de børn, man ikke kan forsvare bliver derhjemme. I flere undersøgelser viser det sig således, at man kan skabe bedre udfald for børn, der er anbragt, ved at forbedre anbringelsesindsatsernes kvalitet. Undersøgelser som disse viser, at anbringelsesmiljøer kan forbedres og sætte sig spor i børnenes udviklingsudfald.

 

Forfattere Rikke Fuglsang Olsen, SFI
Tine Egelund
Mette Lausten, SFI
Udgivelsesdato 28.10.2011
Udgiver SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd
Sprog Dansk
ISSN 1396-1810
ISBN 978-87-7119-043-4
E-ISBN 978-87-7119-051-9
Sidetal 143
Publikationsnr. 11:35
Kontaktperson

Mette Lausten

Kontaktperson
DIREKTE 33 69 77 13 E-MAIL mel@vive.dk
Forskningsemne

Denne publikation hører under Beskæftigelse og arbejdsmarked, Børn, unge og familie, Samfund og sammenhængskraft
emneord: Kriminalitet, Arbejdsmarkedet, Børn og unge

Anden relevant SFI-forskning

Søg på sfi.dk