SFI og KORA er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Unge i Danmark – 18 år og på vej til voksenlivet
Hent udgivelsen (3.549 KB) Bestil en trykt udgave (290 kr. inkl. moms)
Del
Rapport

Unge i Danmark – 18 år og på vej til voksenlivet

Årgang 95 – Forløbsundersøgelsen af børn født i 1995

Del
Denne antologi samler resultaterne fra den sjette spørgeskemaindsamling af data for forløbsundersøgelsen af danske børn født i 1995. Forskerne har fulgt 6.000 børn af danske mødre over næsten tyve år, lige fra fødslen, til børnene var blevet 18 år i 2014.

Rapporten giver ny viden om, hvilke tidlige faktorer der har afgørende betydning for børnenes udvikling til unge voksne.

Da årgang ’95 i den seneste spørgeskemarunde er blevet 18 år, har det været naturligt at stille en række spørgsmål til ungdomslivet generelt, fx i forhold til uddannelsesveje og uddannelsesvalg, fremtidsforventninger og familierelationer,
men også i forhold til de risici, der kan optræde i denne livsfase: kriminalitet, helbred, rusmiddelforbrug, psykisk sårbarhed og seksuelle erfaringer. En række temaer har således været i særligt fokus i den seneste runde, og disse temaer behandles særskilt i rapportens kapitler:
• Forældres opdragelse
• Forældrekonflikter og de unges selvværd
• De unges helbred
• Psykisk sårbare unge
• De unges intimsfære
• Uddannelsesmønstre og uddannelsesvalg
• Unge på kanten af uddannelsessystemet
• Kriminalitet
• Rusmidler Unge

Sammenfatning og perspektivering

Baggrund

Denne rapport samler resultaterne fra den sjette dataindsamling af SFI’s børneforløbsundersøgelse (BFU), eller mere præcist: Forløbsundersøgelsen af danske børn født i 1995, da børnene ved den sjette dataindsamling er blevet 18 år – og således slet ikke er børn længere. Forløbsundersøgelsen er en stor dansk longitudinel undersøgelse, som har kørt over seks dataindsamlinger i knap to årtier og fulgt 6.000 børn, født i 1995 af mødre med dansk statsborgerskab, lige fra børnenes fødsel til deres 3., 7., 11., 15. og 18. år.

I denne rapport analyserer vi på data fra den seneste dataindsamling, foretaget i foråret 2014, hvor vi har udført personlige interview med de unge 18-årige om en række forhold i deres liv. I tillæg har vi indsamlet oplysninger fra mødrene, primært gennem webbaserede spørgeskemaer. Vi har spurgt et repræsentativt udsnit af unge 18-årige, født af mødre med dansk statsborgerskab. Når vi senere i rapporten refererer til ”forløbsundersøgelsen”, ”børneforløbsundersøgelsen” (BFU) eller ”Forløbsundersøgelsen af danske børn født i 1995”, er det dette udsnit af unge, vi henviser til. Sideløbende med undersøgelsen af de ”danske” unge er der også lavet undersøgelser af alle anbragte børn og unge fra ’95-årgangen (AFU – SFI’s Anbringelsesforløbsundersøgelse) og af etniske minoritetsbørn og -unge i Danmark, født i 1995 (EMU – SFI’s Etniske minoritetsundersøgelse). Alle tre undersøgelser og dataindsamlingerne hertil beskrives nærmere i kapitel 11.  

Kapitlerne i denne rapport behandler hver for sig selvstændige fokuspunkter og kan læses uafhængigt af hinanden. I denne sammenfatning beskriver vi formålet med forløbsundersøgelsen, vi giver et resumé af kapitlerne, lige som vi opridser de mest centrale resultater og konklusioner, samt hvilke perspektiver undersøgelsen peger mod.

Formål

Formålet med Børneforløbsundersøgelsen har været at undersøge danske børns levevilkår og opvækst og følge dem op gennem ungdommen og videre ind i voksenlivet. Undersøgelsen er en af de få longitudinelle undersøgelser i Danmark, der følger et repræsentativt udsnit af en generation af børn hele vejen fra fødsel over barndommen og frem til ungdommen. Undersøgelsen kombinerer surveydata, det vil sige spørgeskemadata fra stikprøven om børn, unge og deres forældres hverdagsliv og livsbetingelser, med registerdata, det vil sige data fra Danmarks Statistik om hele befolkningen. Børneforløbsundersøgelsen giver viden, dels om børn og unges levevilkår i Danmark, dels om, hvilke faktorer tidligt i livet der præger børnenes og de unges udviklingsvej, hvad der påvirker deres livschancer positivt eller negativt, og hvilke indsatser dette kan pege henimod. Børneforløbsundersøgelsen profiterer her af, at vi har viden om de unges opvækst helt tilbage fra, da de blev født, og vi kan dermed efterspore forhold, der hænger sammen med, om børn klarer sig godt i såvel uddannelsessystemet som i livet i øvrigt.

Spørgeskemaet til forløbsundersøgelsen i 2014 er blevet konstrueret under hensyntagen til, at det både skal undersøge de 18-åriges aktuelle situation og række tilbage til tidligere spørgsmål, så det bliver muligt at analysere udviklingen over tid på et givet område eller i forhold til centrale baggrundsvariable (familiestruktur, skilsmisser og samlivsbrud, konflikter mellem forældre, opdragelsesmønstre, mv.).

Da årgang ’95 i den seneste runde er blevet 18 år, har det været naturligt at stille en række spørgsmål til ungdomslivet generelt, fx i forhold til uddannelsesveje og uddannelsesvalg, fremtidsforventninger og familierelationer, men også i forhold til de risici, der kan optræde i denne livsfase: kriminalitet, helbred, rusmiddelforbrug, psykisk sårbarhed og seksuelle erfaringer. En række temaer har således været i særligt fokus i den seneste runde, og disse temaer behandles særskilt i rapportens kapitler:

  • Forældres opdragelse
  • Forældrekonflikter og de unges selvværd
  • De unges helbred
  • Psykisk sårbare unge
  • De unges intimsfære
  • Uddannelsesmønstre og uddannelsesvalg
  • Unge på kanten af uddannelsessystemet
  • Kriminalitet
  • Rusmidler

Rapportens resultater i hovedtræk

I det følgende gengiver vi hovedresultaterne fra de enkelte analysekapitler i rapporten. Herefter trækker vi de centrale pointer op og fremlægger, hvilke perspektiver rapporten giver anledning til at fokusere på.

Kapitel 2: Forældres opdragelsesvanskeligheder

Kapitlet ”Forældres opdragelsesvanskeligheder” undersøger baggrunden for, at forældre oplever deres børn som vanskelige at opdrage, og hvad der forårsager forandringer i forældres oplevelse af opdragelsesopgaven. Vi benytter data fra tidligere runder af forløbsundersøgelsen: fra 3-7-årsalderen, 7-11-årsalderen og 11-15-årsalderen. Derudover viser kapitlet, hvordan forbigående og vedvarende opdragelsesvanskeligheder hænger sammen med de unges risikoadfærd og kontakt til de sociale myndigheder. Analyserne viser, at forældre, der oplever økonomiske vanskeligheder, og forældre, der regelmæssigt straffer deres børn, har en større sandsynlighed for at opleve vedvarende opdragelsesproblemer hen over barndommen; en større sandsynlighed for, at opdragelsesopgaven bliver vanskeligere; og en mindre sandsynlighed for, at det bliver nemmere. Udover økonomiske vanskeligheder og straffende opdragelse spiller forældrenes psykiske sygdom, morens alder, barnets helbred og familiestrukturen en rolle for tilstedeværelsen af opdragelsesvanskeligheder.

Der ser altså ud til at være en sammenhæng mellem pressede ressourcer og opdragelsesvanskeligheder, og disse opdragelsesvanskeligheder kan ses som en indikator på tidlige problemer i familien. Socialpolitiske indsatser, der hjælper forældre med både at håndtere opdragelsen på en mere positiv og mindre straffende måde, samt indsatser, der hjælper forældrene med (at håndtere) deres økonomiske situation, kan derfor sandsynligvis føre til mindre belastning af familier, de unge og af det sociale system.

Kapitel 3: den unges selvværd i skilsmissefamilier

Et stort antal forældre bliver skilt i Danmark – hvert tredje barn og ung oplever, at forældrene går fra hinanden. Da vi ved fra tidligere undersøgelser, at børn fra skilsmissefamilier klarer sig lidt dårligere end andre børn, er det væsentligt at undersøge, om forældrenes samarbejde efter familieopløsningen kan bidrage til den unges positive udvikling.

Den støtte, den unge i den opløste familie modtager fra faren, er lige så vigtig for selvværdet som morens støtte, på trods af, at faren i langt de fleste tilfælde er samværsforælder. Dette resultat tolker vi på den måde, at der er en større homogenitet i forholdet til mødrene: Det er ofte her, den unge bor, når forældrene er flyttet fra hinanden, og mødrene er dermed den stabile faktor i de fleste unges liv. Da der er meget mere variation i fædrenes støtte, betyder det, at de ressourcestærke fædre gør en positiv forskel i tillæg til det fundament, som moren ofte udgør. Kapitlet undersøger unge 15- og 18-årige, en alder hvor de unge er mere og mere uafhængige af deres forældre. Det er netop derfor bemærkelsesværdigt, at selvværdet stadigvæk er forbundet med forholdet forældrene imellem og med forholdet til forældrene tre år tidligere – selv for en 18-årig.

Et af de centrale fund i kapitlet om skilsmissefamilier er, at der er en positiv sammenhæng mellem, hvordan forældrenes gensidige forhold er, hvordan de behandler hinanden og taler om og til hinanden på den ene side, og den unges selvværd på den anden side. Når forældrene magter et ordentligt gensidigt forhold efter skilsmissen, trives den unge bedre.

Kapitel 4: Unges helbred

Vores helbred og oplevelsen af vores eget helbred har stor betydning for vores trivsel og muligheder. Som kapitlet om de unges helbred viser, er helbred en vigtig faktor i unge menneskers identitetsdannelse og overgang til et selvstændigt voksenliv med uddannelse og beskæftigelse. Generelt set synes fire ud af fem unge, at de har et godt eller virkelig godt helbred. Dette er et positivt resultat, da selvvurderet helbred er en indikator på både nuværende livskvalitet og fremtidig helbredsudvikling.

Der er imidlertid en gruppe unge, 14 pct., der allerede som 18-årige har erfaringer med langvarig sygdom eller et handicap, og disse unge har større sandsynlighed for at føle sig ensomme, have depressive symptomer og have lavt selvværd samt større sandsynlighed for at have ADHD-lignende symptomer, set i forhold til unge, der ikke har en langvarig diagnose. Det at have en langvarig sygdom eller et handicap ser således ud til tidligt at have en negativ betydning for de unges subjektive trivsel, og dette vil alt andet lige stille barrierer op for den unge i forhold til senere uddannelsesvalg, arbejdsmarkedstilknytning og familiedannelse. Dette er også et signal om, at de kan have behov for en støtte, der ikke kun retter sig direkte mod deres sygdom eller handicap.

Kapitel 5: Psykisk sårbare unge

Kapitlet om psykisk sårbare unge identificerer en række faktorer i de unges opvækst, som kan fremme risikoen for, at de har depressive symptomer i 18-årsalderen. Blandt de unge 18-årige rapporterer 22 pct. om depressive symptomer, heriblandt er der en mindre gruppe på 4 pct., som både som 15- og 18-årige havde depressive symptomer: ”de vedvarende depressive”. I denne gruppering udgør pigerne et overvældende flertal (74 pct.).

Forekomsten af depressionssymptomer hænger sammen med få ressourcer i opvækstmiljøet, men også med, at harmoniske familierelationer ser ud til at have en forebyggende effekt. Fordi forløbsundersøgelsen er longitudinel, kan vi afdække, at tidligere oplevelser af ensomhed og mobning, da de unge var 11 og 15 år, kan udløse og fastholde de unge i en depressiv tilstand. Der er desuden en sammenhæng mellem både forekomst og fastholdelse af depressive tilstande og forbrug af hash og alkohol, uden at vi af den grund kan fastslå kausale relationer.

Kapitlet viser, at unge med depressive symptomer er ringere stillet end deres jævnaldrende på en lang række områder, særligt den mindre gruppering, som vi har betegnet som ”vedvarende depressive”. Disse unge har betydeligt oftere end andre unge lavere selvværd, har udtalte ensomhedsproblemer, er droppet ud af ungdomsuddannelsen og har oftere erfaringer med stoffer. Hele 20 pct. af de vedvarende depressive unge har forsøgt selvmord, mens det kun gælder 2 pct. af de aldrig depressive. Disse forhold indikatorer en risiko for social marginalisering, og dette understreger nødvendigheden af at støtte de unge i at forblive i ungdomsuddannelsen, eller støtte dem i at dæmme op for deres udtalte ensomhedsproblemer.

Kapitel 6: unges intimsfære

Unges intime sfære – seksualitet, parforhold og tanker om fremtidigt forældreskab – fører i Danmark politisk og forskningsmæssigt en relativt usynlig tilværelse. Kapitlet om unges intimsfære stiller skarpt på netop dette område. I kapitlet identificeres fem forskellige grupperinger af 18-årige unge, baseret på deres hidtidige seksuelle erfaringer og forventninger til fremtidigt familieliv. Grupperne adskiller sig især ved deres seksuelle erfaringer og tilslutning til kernefamilieidealet. En af grupperne, de seksuelt erfarne unge, udgør 27 pct. alle unge, og denne gruppe kommer fra opvækstmiljøer med få ressourcer, og de har lavere karakterer fra folkeskolen end de andre unge.

Kapitlet undersøger, hvad der kendetegner de fem grupper familiemæssigt og individuelt, og hvilke seksuelle risici der er forbundet med at tilhøre grupperne. Kapitlet finder, at unges intime strategier især hænger sammen med de unges præstationer i uddannelsessystemet, sammensætningen af og relationerne i deres opvækstfamilie samt de unges etnicitet.

Et særlig interessant fund er her, at en seksuelt aktiv brug af kroppen og en fremskyndelse af forældreskabet, hvor den unge forestiller sig at få et barn i en relativt tidlig alder, er et mønster, der kendetegner den gruppe unge - de seksuelt erfarne unge - der måske i mindre grad ser en mulighed for succes i uddannelsessystemet som realistisk mål. Vi tolker det på den måde, at kroppen, seksualiteten og det tidlige forældreskab bliver en vej til identitet og status, når andre veje synes blokerede. Omvendt hænger gode skolepræstationer sammen med en mere kontrolleret, afholdende indstilling til seksualitet og familieplanlægning. Som sådan leverer kapitlet værdifulde bidrag til den offentlige debat om, hvordan og hvorfor unge former deres seksualitet og familieliv, som de gør.

Kapitel 7: Unges uddannelsesmønstre

Kapitlet om de unges uddannelsesmønstre beskæftiger sig med en af de mest betydningsfulde overgange i de unges liv, nemlig valget af uddannelsesvej efter grundskolen. Flertallet af de unge 18-årige er i uddannelse, 85 pct., og langt de fleste unge, over 80 pct., er glade for den uddannelse, de er i gang med. Vi ser dog også store sociale forskelle i, hvem der for eksempel kan få hjælp med skoleopgaver hjemmefra. Unge med højtuddannede forældre får langt oftere hjælp til opgaver end unge med kortuddannede forældre. Mens 56 pct. af alle unge med højtuddannede forældre har fået hjælp fra familie, venner eller andre personer, så gælder det kun 18 pct. af de unge med forældre, der ingen uddannelse har ud over grundskolen.

Vi har videre set, at valg (eller fravalg) af ungdomsuddannelse også hænger stærkt sammen med, hvilken social baggrund de unge kommer fra, og ikke mindst med, hvilke skoleerfaringer de unge tidligere har haft (faglig selvvurdering, social trivsel, mobning, skoleskift, konflikter, mv.). Dårlige skoleerfaringer øger risikoen for ikke at komme i gang med en ungdomsuddannelse. Når vi i tillæg finder, at unges overgang til videre uddannelse og forventninger til fremtidig uddannelse øges med forældrenes uddannelsesniveau, selv også uafhængigt af de unges karakterer fra grundskolen, peger kapitlet samlet set på tre udfordringer:

For det første gælder det om at tilrettelægge et uddannelsessystem, hvor alle ungdomsuddannelser, ikke kun de gymnasiale, fremstår attraktive, således at de vælges til af unge fra alle sociale baggrunde. Lige nu vælger næsten ingen akademikerbørn en erhvervsuddannelse.

For det andet har unge fra kortuddannede hjem systematisk lavere overgange til uddannelse og forventninger til fremtidig uddannelse, selv når vi kontrollerer for deres karaktergennemsnit fra grundskolen. Disse unge fravælger altså i højere grad uddannelse end deres jævnaldrende kammarater fra højtuddannede hjem. Der er her behov for at understøtte de unges forventninger på en måde, så disse ikke på forhånd er fastlagt af familiebaggrunden.

For det tredje tyder meget på, at de unge, der falder fra, ikke så meget gør det på grund af selve uddannelsen, men fordi de har en række personlige udfordringer, og der er nok grund til ikke at være for optimistisk i forhold til, hvor meget de ordinære uddannelser alene kan kompensere for disse udfordringer. Det er således næppe retvisende udelukkende at kalde problemet med unge, der ikke får en ungdomsuddannelse, for et ”frafaldsproblem”, underforstået at det er et problem, som uddannelsesinstitutioner alene kan løse. Tværtimod er det et problem, der knytter an til den unges opvækst og ressourcer.

Kapitel 8: Unge på kanten af uddannelsessystemet

14 pct. af de unge står som 18-årige uden for uddannelsessystemet. I kapitlet om unge på kanten af uddannelsessystemet dokumenterer analyserne, at det oftere er unge fra hjem med få ressourcer, der står uden for uddannelsessystemet som 18-årige, at de unge uden for uddannelsessystemet trives dårligere og lever mere risikofyldt, og at der er en tydelig sammenhæng mellem dårlige tidlige skoleoplevelser (faglig og social mistrivsel, mobning, skoleskift, konflikter med elever og lærere) og sandsynligheden for at stå uden for uddannelsessystemet som 18-årig.

Da vores undersøgelse er longitudinel, kan vi identificere flere grupper af unge ud fra deres skoleoplevelser som 11- og 15-årige. Vor analyse viser, at 17 pct. af de unge hører til en gruppe af unge – ”de ujævne” kalder vi dem – som fagligt har det fint i skolen, men som socialt har dårlige oplevelser, mens 14 pct., ”de udsatte”, både fagligt og socialt har haft det skidt i skolen, da vi spurgte dem som 11- og 15-årige. Disse unge er en sårbar gruppe, og flere sammenfaldende indikatorer på ressourcesvaghed/udsathed øger denne sårbarhed. Det er således oftere unge fra kortuddannede hjem, unge med dårlige grundskoleoplevelser og med lave grundskolekarakterer der står udenfor: fx er sandsynligheden for ikke at være i uddannelse som 18-årig 39 pct. hvis man har under 4 i karaktersnit i dansk og matematik, hvis forældrene kun har en grundskoleuddannelse og hvis man tilhører gruppen af unge med de dårligste skoleoplevelser.

For en større gruppe af unge gælder det således, at de har haft dårlige skoleoplevelser kombineret med, at de kommer fra relativt ressourcefattige baggrunde. For disse unge er det vigtigt, at der skal sættes tidligt ind, og det er mest oplagt, at disse indsatser foregår så tidligt som på daginstitutions- og grundskoleniveau. Det er afgørende, at de unge kommer godt fra start, og at de får et godt grundskoleforløb med trivsel og succesoplevelser.

Kapitel 9: unge og Kriminalitet

I vores analyser af de 18-åriges selvrapporterede kriminalitet og normbrydende adfærd peger resultaterne først og fremmest på, at der er langt flere lovlydige unge end unge, der har begået alvorlig kriminalitet. Skelner vi mellem, om de unge har begået små- eller alvorlig kriminalitet, er det kun en mindre gruppe, der har begået mere alvorlig kriminalitet (11 pct.), som fx indbrud eller overfald, mens 35 pct. har begået småkriminalitet som fx butikstyveri, kørt meget for stærkt eller begået hærværk. Det er 6 pct. af pigerne, som har begået mere alvorlig kriminalitet, mens det gælder for 15 pct. af drengene.

De unge 18-årige, der svarer, at de har begået noget kriminelt, det være sig små- eller alvorlig kriminalitet, har i højere grad følgende karakteristika: de er drenge; de har ADHD-symptomer; de har en lav grad af selvkontrol; de har et højt alkoholforbrug; og de har i øvrigt haft en relativt udsat opvækst på en række parametre. De er således opvokset i utrygge nabolag, ofte i brudte familier og med konflikter med forældrene.

Endelig peger analyserne på, at ændringer i alkoholforbrug fra 15 til 18 år hænger sammen med en større sandsynlighed for, at ens kriminalitet også ændrer sig i samme retning i den pågældende periode.

Kapitel 10: Unges brug af rusmidler

Som trenden er i de øvrige europæiske lande, så drikker danske unge generelt mindre og med senere alkoholdebut end tidligere, selvom danske unge stadig drikker relativt meget, set i et internationalt perspektiv.

En gruppe unge er i særlig risiko for at udvikle et misbrug, der kan brede sig til andre områder. Vi finder, at unge, som starter med at drikke sig fulde i en tidlig alder, kommer fra familier, hvor der er tegn på social marginalisering. Hvis unge har en far, som er uden beskæftigelse eller har en psykiatrisk diagnose, eller en mor, som har et selvrapporteret problematisk alkoholforbrug, er der en øget sandsynlighed for, at de drikker sig fulde, inden de fylder 14 år. Som et centralt fund i kapitlet finder vi en kausal sammenhæng mellem tidlig fuldskabsdebut og det at begynde at ryge hash, inden man bliver 18 år.

De unges brug af alkohol, især deres beruselseskultur, er således en risikofaktor, man politisk og indsatsmæssigt fortsat bør have stærkt fokus på, også i forhold til unges senere brug af andre illegale rusmidler end hash. Indsatser, som ønsker at hæve debutalderen for tidlig alkoholdebut, bør også målrettes unge fra udsatte familier. 

Perspektiver

Samlet set peger den foreliggende undersøgelse af danske unge 18-åriges livssituation på, at flertallet af unge har et godt ungdomsliv i den danske velfærdsstat: 85 pct. af de unge er godt i gang med en ungdomsuddannelse, og over 80 pct. er godt tilfredse med den uddannelse, de har valgt. Langt de fleste unge trives, er psykisk og fysisk velfungerende og har ikke været ude i kriminalitet eller haft erfaringer med overdrevet rusmiddelforbrug. Imidlertid er der stadig relativt mange unge, der har en eller flere udfordringer i deres aktuelle liv; udfordringer, som trækker tråde tilbage til deres opvækst og tidlige skoleår, og som kommer til at præge deres vej ind i voksenliv, uddannelse, arbejdsmarkedstilknytning, familiedannelse, mv.

Samlet set tegner rapporten konturerne af tre overordnede grupper af unge: en stor gruppe af velfungerende unge med højtuddannede forældre, som generelt har mange ressourcer, en mindre gruppe af velfungerende unge med kortere uddannede forældre med lidt færre ressourcer, og en lille gruppe af udsatte unge fra ressourcesvage hjem.

De velfungerende unge fra højtuddannede hjem trives ud fra de parametre, vi har målt dem på, de har forældre med tilpas mange ressourcer til, at de selv er på sporet i uddannelsessystemet, og de har høje forventninger til deres fremtidige liv og uddannelsesvalg. De trives, har haft gode skoleoplevelser og har i det store og hele ikke en risikobetonet adfærd.

De velfungerende unge fra hjem med lidt mindre uddannelse ligner på nogle måder deres kammarater fra højtuddannede hjem. De trives og er godt i gang med en uddannelse, men de har lavere forventninger til deres fremtidige uddannelse og vælger i mindre grad gymnasiet, også selv om de klarer sig lige så godt som deres privilegerede, velfungerende kammerater fra meget ressourcestærke hjem. Disse unge talenter og potentiale udnyttes ikke nok. Den sociale skævhed i uddannelsesmønstre og uddannelsesforventninger er her tydelig: selv når vi tager højde for de unges færdigheder, er der et stort socialt gab i uddannelsesmønstre og uddannelsesforventninger. For denne gruppe af unge er der brug for tiltag, der tydeliggør uddannelsesmulighederne for dem. Såvel samfundsøkonomisk som for den enkelte unge er der nemlig god fornuft i, at den unge bruger de muligheder, som høje færdigheder giver, og har forventninger, der svarer til de forventninger, som deres kammarater fra højuddannede hjem har.

Den sidste gruppe, de udsatte unge, er udfordrede på en eller flere af følgende parametre: De har typisk en opvækst i familier med relativt få socioøkonomiske ressourcer, de har haft dårlige skoleoplevelser, de har fået relativt lave karakterer, de kommer fra skilsmissefamilier, hvor forældrenes relation har været dårlig, deres forældre har oplevet opdragelsesvanskeligheder, de har en usikker tilknytning til ungdomsuddannelserne, og de udviser i højere grad en risikoadfærd i forhold til rusmidler og kriminalitet end deres øvrige jævnaldrende. Denne gruppe af unge er i decideret risiko for at ikke at få fodfæste i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet, for at være i øget kontakt med det offentlige system og for generelt at møde flere problemer i livet end deres jævnaldrende kammerater.

Forløbsundersøgelsens design gør netop, at vi med det longitudinelle perspektiv har været i stand til at identificere forhold, der tidligt indikerer senere problemer for denne gruppe unge. Både for deres egen og for samfundets skyld er det væsentligt, at der sættes ind over for denne gruppe så tidligt som muligt. Vi ved fra andre undersøgelser, at fundamentet for den unges livsmuligheder lægges tidligt, og derfor er der god grund til at fokusere på kvaliteten af dagtilbud og grundskole samt på forældrerollen. Vores rapport peger således på vigtigheden af at have hensigtsmæssige opdragelsesmønstre, hvor forældrene ikke tyr til alt for restriktive opdragelsesmetoder, og hvis forældrene bliver skilt, at forældrene er i stand til at fortsætte en god relation forældrene imellem, da dette er en beskyttelsesfaktor for de unge.

Når vi hertil lægger, at børn af kortuddannede forældre systematisk har lavere forventninger til fremtidig uddannelse end deres venner med højtuddannede forældre, selv om de har samme karakterer, er der således god grund til at fokusere på forældreskab og forældrerolle: Hvordan kan vi arbejde med at understøtte unge par, der står over for at skulle være forældre, kan vi støtte dem i deres relation til hinanden, hvis de oplever kriser, og kan vi understøtte dem i at være opmærksomme på betydningen af selvkontrol, alkoholvaner, uddannelse og ambitioner på deres børns vegne?

Vore analyser peger også på, at dårlige skoleoplevelser (som faglig og social mistrivsel, mobning, skoleskift, konflikter med elever og lærere), uafhængigt af andre sociale baggrundsvariable, øger risikoen for at være på kanten af uddannelsessystemet. For at kunne sætte ind effektivt kan der være god grund til at efterspore yderligere, om bestemte typer af dårlige skoleerfaringer øger risikoen i særlig grad. Da vi ved, at uddannelse er en stærk prædiktor for et fremtidigt godt liv på en række områder, så peger vore resultater mod et fokus på, at ingen børn og unge tabes i skolen, det vil sige et fokus på at modvirke dårlige skoleoplevelser så tidligt de viser sig.  Høj kvalitet og indsatser så tidligt som muligt på dagtilbuds- og grundskoleniveau er her væsentligt.

Samtidig har kapitlerne om depressive symptomer og helbred peget på, at overgreb mod de unge og mistrivsel trækker negative spor ind i unges videre livsløb. På den ene side er der en risiko for, at interessen for unges depressive symptomer skubber til en udvikling, der har tendens til at sygeliggøre unge menneskers ’lidelsesforvaltning’. På den anden står vi som samfund over for et reelt problem med en mindre gruppe af unge, der mistrives i en sådan grad, at det har afgørende negativ indflydelse på deres videre liv. Svaret er ikke nødvendigvis at behandle dem i psykiatrien, men at udvikle metoder til at støtte de unge i at forblive i ungdomsuddannelsen og dæmme op for deres udtalte ensomhedsproblemer.

Slutteligt peger kapitlerne om rusmidler og kriminalitet samstemmende på, at der skal være et fokus på de unges brug af rusmidler, og særligt på, at alderen for alkoholdebut bør sænkes. De unges beruselseskultur er en risikofaktor, der politisk og indsatsmæssigt bør have stor vægt, særligt med henblik på at hæve debutalderen for tidlig alkoholdebut for unge fra udsatte familier.

Selvom det store flertal af unge ser ud til at trives, er det bemærkelsesværdigt, at der alligevel er en betydelig gruppe af unge med tungere problemer, selv i et velfærdssamfund som det danske. Hvordan kan det fx være, at hver femte ung ender med ikke at få en ungdomsuddannelse på trods af alle gode intentioner? Denne rapport peger på, at problemet med restgruppen starter langt tidligere, end når vi observerer de unge på kanten af uddannelsessystemet. Når vi tilmed sammenligner restgruppens størrelse i Danmark med Norden og andre europiske lande og ser, at alle lande har stort set lige store udfordringer, giver det et fingerpeg om det fundamentale i problemets karakter. At være på kanten af uddannelsessystemet er samtidig symptomatisk for at være udsat på en række andre områder, da årsagerne ofte er forbundne og skal findes tidligt. På samme måde skal løsningerne findes tidligt. Børn og unge skal ikke kun styrkes i deres faglige og formelle kompetencer, men også understøttes kulturelt og socialt, så de får gode opvækstoplevelser. Set i dette perspektiv er grundlæggende velfærdsmæssige tiltag vigtige og formentlig mere effektive end isolerede og mindre effektive tiltag senere i de unges liv.

Forfattere Jens-Peter Thomsen, SFI
Karen Margrethe Dahl, SFI
Siddhartha Baviskar
Christopher J. Montgomery
Signe Frederiksen, SFI
Maria Hedemark Poulsen
Mette Lausten, SFI
Mai Heide Ottosen, SFI
Stine Vernstrøm Østergaard, SFI
Rikke Fuglsang Olsen, SFI
Jeanette Østergaard, SFI
Dines Andersen
Udgivelsesdato 22.06.2016
Udgiver SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd
Sprog Dansk
ISSN 1396-1810
ISBN 978-87-7119-383-1
E-ISBN 978-87-7119-384-8
Sidetal 278
Publikationsnr. 16:18
Forskningsemne

Denne publikation hører under Børn, unge og familie, Skole og uddannelse
emneord: Anbringelser, Foranstaltninger for børn og unge, Misbrugere, Udsatte børn og unge, Børn og unge, Erhvervsuddannelse, Skole og uddannelse, Social arv

Projekt

Denne publikation er en del af projektet "Børneforløbsundersøgelsen 6. indsamling, Årgang 95, 18 år"

Anden relevant SFI-forskning

Søg på sfi.dk