SFI og KORA er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Unges selvskade og spiseforstyrrelse
Hent udgivelsen (1.900 KB)
Del
Rapport

Unges selvskade og spiseforstyrrelse

Kan social støtte gøre en forskel?

Del
Formålet med denne rapport er at belyse unges selvskadende adfærd for at finde mulige årsager, risiko- og beskyttelsesfaktorer med henblik på at få ideer til effektive forebyggende foranstaltninger.
Undersøgelsen finder en klar sammenhæng mellem på den ene side selvskade blandt unge mennesker og på den anden side en belastende opvækst med fysisk mishandling, seksuelle overgreb, psykologisk mishandling eller andre ophobede, traumatiske livsbegivenheder. Risikoen for, at unge udvikler spiseproblemer, er ligeledes markant hos de unge, der har oplevet ophobede traumatiske livsbegivenheder, men meget mindre udtalt.
Rapporten finder, at de børn og unge, der havde været udsat for stærkt belastede opvækstforhold, og som ender med at have selvskadende adfærd eller spiseforstyrrelser, også sjældent har fået social støtte. Til gengæld har dem, der fået støtte, oftere oplevet en berigende og udviklende barndom, trods de belastede forhold.
Undersøgelsen baserer sig på interviews med 2.980 unge, alle født i 1984 og omkring 25 år, da de blev interviewet.

Resumé:  Unges selvskade og spiseforstyrrelse. Kan social støtte gøre en forskel? 


Det er undersøgelsens formål at belyse baggrunden for udvikling af selvskade og spiseforstyrrelser og at undersøge, om social støtte udgør en beskyttende faktor, som kan forklare, hvorfor nogle af børnene klarer sig godt på trods af belastende opvækstvilkår.

RESULTATER
Rapportens væsentligste resultater er følgende:

  • Der er en markant sammenhæng mellem en belastende opvækst og senere selvskade, dvs. adfærd, hvor den unge bevidst fx skærer, slår eller brænder sig selv.
  • Der er en mindre markant sammenhæng mellem en belastende opvækst og senere spiseforstyrrelser, fx anoreksi, bulimi eller tvangsoverspisning.
  • Social støtte gør en forskel for, om man klarer sig fri af selvskade og spiseforstyrrelser, selvom man har haft en belastende opvækst.
  • Unge med selvskade har gennemgående flere psykosociale belast-ninger, og de er dårligere stillet følelsesmæssigt og socialt end de unge, der kæmper med spiseforstyrrelser.
  • Begge grupper har et meget lavt selvværd sammenlignet med deres jævnaldrende.

Omkring 2,7 pct. af en årgang unge 25-årige vil udvise selvskadende adfærd. Det sker ofte i form af ’cutting’, hvor de unge skærer sig med skarpe redskaber, slår sig selv, brænder sig selv med en lighter, foretager hoveddunken mv. Der er tale om en bevidst adfærd, der medfører fysisk smerte uden intention om at begå selvmord, men ofte med det formål at blive afledt fra en indre smerte.

Undersøgelsen finder en overraskende klar sammenhæng mel-lem på den ene side selvskade blandt unge mennesker og på den anden side en belastende opvækst med fysisk mishandling, seksuelle overgreb, psykologisk mishandling eller andre ophobede, traumatiske livsbegivenheder. De unge, der har været udsat for et sådant opvækstmiljø, har seks gange større sandsynlighed for at udøve selvskade end de unge, der ikke har været udsat for disse belastninger. Undersøgelsen bekræfter hypotesen om, at børnemishandling og ophobede traumatiske belastninger ses særligt hyppigt hos unge med selvskadeadfærd.

Resultaterne viser, at det er en anden gruppe af unge, der får spiseforstyrrelser. Kun 7-8 pct. af de personer, der har en spiseforstyrrelse, har også skadet sig selv. Omkring 8 pct. af en årgang har udviklet tegn på spiseforstyrrelser, når de interviewes som 25-årige. Spiseforstyrrelser er indkredset ved en række spørgsmål om slankekure, sulte- og fastekure, brug af slankepiller, fremprovokering af opkastninger, følelse af ubehag ved at spise sammen med andre samt frygt for overspisning. Spiseforstyrrelser dækker således over en forhøjet risiko for en bred vifte af spiseforstyrrelser som fx anoreksi, bulimi og tvangsoverspisning. Risikoen for, at unge udvikler spiseforstyrrelser, er ligeledes relativt større hos de unge, der har oplevet ophobede traumatiske livsbegivenheder, men meget mindre udtalt, end det var tilfældet for selvskade. De unge, der har været udsat for de nævnte psykosociale belastninger, har 2,5 gange større sandsynlighed for at have tegn på en spiseforstyrrelse som 25-årig.

Gennemgående har de unge, der skader sig selv, i højere grad været udsat for flere psykosociale belastninger, og de er dårligere stillet følelsesmæssigt og socialt end de unge, der kæmper med spiseforstyrrelser.

Fælles for dem, der udøver selvskade, og dem, der udvikler en spiseforstyrrelse, er, at begge grupper har et meget lavt selvværd sammenlignet med deres jævnaldrende. Et lavt selvværd findes således fem gange hyppigere i disse grupper end blandt deres øvrige kammerater. Men det er ikke blot et lavt selvværd, der volder problemer for disse unge. De savner venner, de har ingen at betro sig til, og de har en følelse af tomhed. Deres isolation viser sig ved, at de bliver mobbet, eller ved, at de føler sig afvist af andre. Selvmordsovervejelser og selvmordsforsøg ses relativt hyppigere blandt de unge, der udfører selvskade, og blandt de unge, der har en spiseforstyrrelse, end hos unge uden disse lidelser.

De unge med selvskadende adfærd har mange baggrundsforhold tilfælles. De børn og unge, der i opvæksten har været udsat for ophobede traumatiske livsbegivenheder, har en forhøjet risiko for at lide af PTSD (posttraumatiske stressreaktioner). De har mareridt, og de genoplever frygtelige og forfærdelige oplevelser. Deres nerver er tyndslidte, og de føler sig distanceret og adskilt fra andre mennesker.

Det er antagelsen, at unge, der har oplevet krænkelser og manglende anerkendelse, har en større tilbøjelighed til destruktive handlinger både rettet mod andre og mod sig selv. En teori om selvskade er, at de unge bruger smerten som en coping-mekanisme. Personer med selvskadende adfærd bærer ofte på en lang række ukontrollerbare følelser, som kan være resultat af traumatiske oplevelser i barndommen. Det at skade sig selv er umiddelbart den eneste måde, hvorpå vedkommende kan håndtere disse følelser. Undersøgelsens resultater bekræfter således tidligere teoretiske antagelser om selvskade.

Sammenhængen mellem belastninger i barndommen og udvik-ling af en spiseforstyrrelse er ikke teoretisk forklaret, og vi finder da heller ikke lige så stærke statistiske bindinger til tidligere barndomsoplevelser i denne gruppe som i gruppen med selvskadende adfærd. Undersøgelsen afkræfter antagelsen om, at selvskade og spiseforstyrrelser har samme bagvedliggende årsager, idet mønsteret af risikofaktorer viser sig at være væsentligt forskelligt i de to grupper.

Det er undersøgelsens formål at undersøge betydningen af, om gode personlige relationer med social støtte kan yde en modstandskraft, der kan mindske risikoen for selvskade og spiseforstyrrelser hos dem, der har oplevet belastende og fjendtlige omgivelser under deres opvækst. Undersøgelsen er dermed en af de få, der både belyser langvarige konsekvenser af børnemishandling og fokuserer på dem, der klarer sig på trods af belastende opvækstvilkår.

Vi har således undersøgt, om social støtte i barndommen kan forklare, hvorfor nogle af børnene har klaret sig godt, mens andre har klaret sig skidt. Undersøgelsen viser, at de børn og unge, der har været udsat for de stærkt belastede opvækstforhold, og som er endt med selvskadende adfærd, også sjældent har fået social støtte. Dem, der fik støtten, har oftere oplevet en berigende og udviklende barndom, på trods af at de eksempelvis har været udsat for belastende opvækstbetingelser. For dem, der både har fået social støtte og haft belastende opvækstbetingelser, er det således tydeligt, at flere har klaret sig fri af både selvskade og spiseforstyrrelser, end man skulle have forventet.

Social støtte forstår vi som en relation, der får personen til at føle, at han/hun er elsket og værdsat. Relationen er kendetegnet ved empati, forståelse og respekt. Der er således tale om en personlig relation til andre, der er villige til at lytte og give emotionel og praktisk støtte, når det har været nødvendigt. Den sociale støtte kan også indebære kontakt med andre, der har været udsat for tilsvarende belastende situationer.

PERSPEKTIVER
Vores forskningshypotese, inden vi gik i gang med undersøgelsen, var, at alvorlige traumatiske livsbegivenheder, som fx forældres omsorgssvigt, mobning i skolen eller andre alvorlige livsbegivenheder, øger risikoen for selvskadende adfærd som ung, og at social støtte fra en anden kan give en modstandskraft, der mindsker risikoen. Hypotesen, som altså bliver bekræftet af undersøgelsens resultater, har baggrund i tidligere undersøgelser, der viser, at social støtte kan mindske følgevirkningerne af traumatiske belastninger. Det er således nærliggende at antage, at social støtte med fordel kunne indgå i behandlingen af selvskade og spiseforstyrrelser.

Undersøgelsens resultater har nogle praktiske implikationer for behandlingen af selvskade og spiseforstyrrelser. For det første bekræfter undersøgelsen de langvarige ødelæggende virkninger, man ser efter børnemishandling, hvilket understreger, hvor vigtigt det er, at børnemishandling identificeres tidligt og følges op af en effektiv indsats. For det andet viser undersøgelsen, at de pågældende unge slås med et meget lavt selvværd, hvilket understreger, hvor vigtigt det er at møde dem, der lider af selvskade eller spiseforstyrrelser, med respekt og værdighed, når de behandles i de sociale og sundhedsmæssige systemer.

Endelig afdækker undersøgelsen de psykosociale problemer, som unge med selvskade og spiseforstyrrelser må døje med. Der er derfor behov for behandlingsprogrammer og procedurer, når man møder disse unge i sundhedssystemet, fx hos den praktiserende læge eller på skadestuen. Og det kan være nødvendigt med en kvalificeret opfølgning i kommunerne, når disse unge har endt deres behandling i sundhedssystemet.

Undersøgelsen giver en større viden om unges sociale problemer og dermed et bedre grundlag for at vurdere forebyggelsesstrategier for de dårligst stillede grupper af børn. Resultaterne giver således belæg for at inddrage barndommens psykosociale belastninger i fremtidige forebyggelsesstrategier.

GRUNDLAG
Undersøgelsen baserer sig på interview med 2.980 unge, alle født i 1984 og omkring 25 år, da de blev interviewet. De unge blev interviewet i ca. 45 minutter om deres barndom enten over telefonen eller ved besøg på bopælen, hvis telefoninterview ikke kunne lade sig gøre.

Den første rapport fra barndomsundersøgelsen, Børnemishandling i hjemmet, udkom i 2010 (Christoffersen, 2010).

Forfattere Katrine Schjødt Vammen
Mogens Christoffersen
Udgivelsesdato 18.07.2013
Udgiver SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd
Sprog Dansk
ISSN 1396-1810
ISBN 978-87-7119-173-8
E-ISBN 978-87-7119-174-5
Sidetal 156
Publikationsnr. 13:18
Kontaktperson

Mogens Christoffersen

Kontaktperson
DIREKTE E-MAIL
Forskningsemne

Denne publikation hører under Børn, unge og familie
emneord: Børn og unge, Udsatte børn og unge, Foranstaltninger for børn og unge

Anden relevant SFI-forskning

Søg på sfi.dk