SFI og KORA er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Rapport

Veje ind og ud af hjemløshed

En undersøgelse af hjemløshedens forløb og dynamik

Del
Hjemløsheden i Danmark har været stigende i de seneste år. Denne rapport beskriver forløbene op mod hjemløshed, vejene gennem hjemløshed og chancerne for at komme ud af hjemløshed igen. På baggrund af data fra hjemløsetællingerne og fra landets herberger (§ 110-boformer) i perioden 2009-2015 analyseres hjemløshedens karakter og dynamik over tid.
Rapporten belyser desuden hjemløshedens omfang og udvikling samt de hjemløse borgeres profil. Den indeholder et særligt afsnit med fokus på hjemløse unge og endelig undersøges de sociale indsatser i forhold til forskellige typer af hjemløshed.
Undersøgelsen viser, at der en løbende bevægelse ind og ud af hjemløshed. Hjemløshed er således sjældent en ”social endestation”, men en situation nogle mennesker befinder sig i over en kortere eller længere periode. Undersøgelsen viser, at langt de fleste hjemløse borgere kun kortvarigt er på herberger, mens op mod hver fjerde herbergsbruger er langvarigt hjemløs og opholder sig på herberger i lange perioder.
Undersøgelsen er gennemført for Børne- og Socialministeriet og blev igangsat som led i aftalen om udmøntning af satspuljen for 2016.

Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) præsenterer i denne rapport resultaterne af undersøgelsen ’Veje ind og ud af hjemløshed’, der er en analyse af hjemløshedens forløb og dynamik. Undersøgelsen er gennemført for Børne- og Socialministeriet og blev igangsat som led i aftalen om udmøntning af satspuljen for 2016.

Baggrund og formål

De landsdækkende kortlægninger af hjemløshed (”hjemløsetællinger”) har vist, at hjemløsheden i Danmark har været stigende gennem de senere år (Benjaminsen, 2017). Fra hjemløsetællingerne ved vi, at en stor del af de borgere, der er berørt af hjemløshed, samtidig har mange andre sociale og helbredsmæssige problemer som fysisk sygdom, psykisk sygdom og misbrugsproblemer. Hjemløsetællingerne viser samtidig, at der er en betydelig variation i varigheden af, hvor længe den enkelte borger har været hjemløs, hvor nogle er blevet hjemløse for ganske nyligt, mens andre har været hjemløse i flere år. Da hjemløsetællingerne er punktmålinger, der foregår i en bestemt uge (uge 6) hvert andet år, ved vi imidlertid ikke, hvor længe borgerne vedbliver at være hjemløse, ligesom vi heller ikke ved, hvor mange der kommer ud af hjemløsheden igen. Ligeledes har vi ikke en viden om overgange mellem forskellige hjemløshedssituationer, fx hvor stor en del af sofasoverne (dem, der overnatter hos familie og venner), der med tiden tager ophold på et herberg.

Denne undersøgelse har derfor til formål at afdække, hvilke forhold der leder frem til en hjemløshedssituation og hvad der kendetegner forløb gennem hjemløshed. Ligeledes afdækker undersøgelsen, hvad der kendetegner dem, der kommer ud af hjemløsheden igen, og hvad chancerne er herfor.

En bedre forståelse af hjemløshedens varighed og af forskellige gruppers forløb gennem hjemløshed er vigtig af hensyn til udformningen og tilrettelæggelsen af de sociale indsatser på hjemløseområdet. Sådanne forskelle har betydning for, hvilke typer af sociale og behandlingsmæssige indsatser borgeren har behov for, herunder hvem der har brug for særligt intensive indsatser, og hvilke grupper der har behov for en styrkelse af den forebyggende indsats. Undersøgelsen giver dermed en viden, der har relevans i forhold til udformningen af forskellige indsatser for forskellige målgrupper af hjemløse borgere.

Data og metode

For at opnå en bedre viden om hjemløshedens forløb og sociale dynamik kombinerer vi data på tværs af de enkelte hjemløsetællinger, og vi kombinerer samtidig data fra hjemløsetællingerne med data om brugere af landets § 110-boformer (Serviceloven) for hjemløse.

Mens hjemløsetællingerne giver et øjebliksbillede af omfanget og karakteren af hjemløsheden i tælleugen hvert andet år, er boformsregistret baseret på en løbende registrering året rundt af alle borgere, der indskrives på § 110-boformerne. Datakilderne adskiller sig, ud over indsamlingstidspunktet, ved, at hjemløsetællingerne inkluderer en række forskellige hjemløshedssituationer som overnatning på gaden, natvarmestuer, herberger og forsorgshjem og midlertidig overnatning hos familie og venner (sofasovere), mens boformsregistret udelukkende indeholder ophold på § 110-boformerne.

Da der efter den første hjemløsetælling i 2007 blev foretaget en justering af definitionen af hjemløshed, inkluderer vi i denne analyse data fra hjemløsetællingen i 2009 og frem til og med 2015. Data fra den seneste hjemløsetælling i 2017 indgår ikke i analyserne, da disse data endnu ikke var tilgængelige under udarbejdelsen af indeværende undersøgelse. Vi inddrager data fra § 110-boformerne for den samme periode, det vil sige fra 2009 til 2015. 

Ved at kombinere data på tværs af de enkelte hjemløsetællinger og data fra § 110-boformerne bliver det muligt at foretage væsentligt mere dybdegående og detaljerede analyser af hjemløshedens karakter og dynamik over tid, end hvad der er muligt ud fra de to datakilder hver for sig.

Hjemløshedens omfang og udvikling

Når de to hoveddatakilder på hjemløseområdet kombineres, får vi et mere dækkende billede af, hvor mange personer der befinder sig i en hjemløshedssituation i løbet af et år samt over hele analyseperioden. Ser vi på de fire kalenderår, hvor vi både har adgang til tællingsdata og boformsdata, blev der i 2009 registreret i alt 7.841 personer med unikke CPR-numre i mindst et af de to datasæt. Unikke CPR-numre er en forudsætning for, at vi kan kombinere data. I 2011 var det tal steget til 8.249 personer, mens det var 8.648 personer i 2013 og 9.061 personer i 2015. Dette tal udgør et minimumstal for, hvor mange personer der på et tidspunkt i løbet af de pågældende år befandt sig i en hjemløshedssituation. Tallene understreger, at når vi taler om hjemløshedens omfang, skal vi være opmærksomme på, om vi anlægger et øjebliksbillede på hjemløshedens omfang, som ved hjemløsetællingens tværsnitsopgørelse, eller hvorvidt vi taler om omfanget af hjemløsheden over et helt kalenderår.

Ud fra hjemløsetællingernes definition af hjemløshed vil der også være hjemløse personer, der ikke indgår i disse tal. Det gælder personer, som befandt sig i en af de øvrige hjemløshedssituationer (ud over ophold på boformerne), som fx gadesovere eller sofasovere, som var hjemløse på andre tidspunkter af året end i uge 6, og som samtidig ikke benyttede § 110-boformerne i årets løb. Endvidere kan der være hjemløse borgere, som var hjemløse i tælleugen, men som ikke blev registreret, ligesom de personer, der ikke er CPR-numre på, heller ikke indgår i tallene. Det samlede antal borgere, berørt af hjemløshed i løbet af et helt kalenderår, vil således være højere end de tal, der fremkommer, selv når vi kombinerer de to datakilder.        

Resultaterne viser også, at der over en længere periode er et væsentligt højere antal personer, der har været i en hjemløshedssituation. Således er der i perioden fra 2009 til 2015 i alt registreret 29.325 personer (med unikke CPR-numre) i data fra hjemløsetællingerne og § 110-boformerne tilsammen. Der er således tale om et langt højere antal personer, end der er registreret som hjemløse i de enkelte år. Her skal det endda tages i betragtning, at hjemløsetællingerne kun gennemføres hvert andet år. Det er i alt 15.080 personer, der er registreret med unikke CPR-numre i de fire hjemløsetællinger, der er omfattet af perioden, mens det er i alt 21.555 personer, der er registreret i boformsdata i denne periode, hvor vi også har anvendt data for de mellemliggende år. Der er således et overlap mellem de to datakilder, hvilket både skyldes, at hjemløsetællingerne også omfatter de borgere, der opholder sig på en § 110-boform i tælleugen, samt at nogle af de borgere, der er registreret i de øvrige hjemløshedssituationer i hjemløsetællingen, også kan have benyttet boformerne i løbet af perioden.

Bevægelser ind og ud af hjemløshed

Samtidig med at resultaterne som forventet viser, at der over en længere periode er væsentligt flere personer, der rammes af hjemløshed, end vi kan se i de enkelte hjemløsetællinger, understreger tallene også, at der løbende er en bevægelse ind og ud af hjemløshed. Det har været en central del af undersøgelsens fokus at afdække, hvad der kendetegner disse bevægelser ind og ud af hjemløshed, og at afdække varigheden af hjemløsheden og variationen i hjemløshedsforløbene.

Denne del af undersøgelsen tager udgangspunkt i den internationale forskningslitteratur på området, der generelt viser, at hjemløsheden må forstås i et væsentligt mere dynamisk perspektiv end tidligere antaget. Ifølge den såkaldte ’pathwaystilgang’ er det almindeligt for socialt udsatte borgere at opleve flere hjemløshedsforløb og bevægelser ind og ud af hjemløshed over et livsforløb (Kuhn & Culhane, 1998; Shinn m.fl., 1998; Anderson & Tulloch, 2000; Chamberlain & MacKenzie, 2006, Culhane m.fl., 2007). Hjemløsheden er således ikke en ”social endestation”, som det tidligere blev antaget ud fra den såkaldte ’downward spiral theory’ (Clapham, 2003, 2005; Fitzpatrick, 2012). Derimod er det for langt de fleste muligt at komme ud af hjemløsheden igen. Forskningen viser samtidig, at der er stor variation i karakteren af hjemløshedsforløb. For nogle er hjemløsheden ganske kortvarig, og disse borgere kommer sjældent ud i hjemløshed igen. For andre er hjemløsheden længerevarende, og særligt denne gruppe af langvarigt hjemløse har som oftest brug for mere intensive sociale indsatser for at kunne komme ud af hjemløsheden igen.

Disse resultater fra den internationale forskningslitteratur genfindes også i denne undersøgelses analyser af hjemløshedsforløb i Danmark. Når vi ser på de fire år, hvor vi både har tællingsdata og boformsdata, det vil sige årene 2009, 2011, 2013 og 2015, er det hovedparten af personerne, der kun optræder i data i et enkelt af disse år. Det vil sige, at de ikke kan genfindes i de forudgående eller efterfølgende år. Det gælder for cirka tre ud af fire af dem, der er registreret i hjemløsetællingerne, og for cirka to ud af tre af dem, der er registreret på boformerne. Antallet af ”gengangere” afhænger dog af, hvor lang tid vi følger personerne, da nogle dukker op igen og bliver registreret som hjemløse senere i perioden. Når antallet af gengangere er lidt højere på boformerne end mellem hjemløsetællingerne, kan det blandt andet forklares med, at boformsbrugerne registreres fortløbende året rundt, mens hjemløsetællingerne som nævnt foregår i én bestemt uge hvert andet år.

Ser vi på de samlede data fra både hjemløsetællingerne og boformerne, er det 28 pct. af dem, der blev registreret som hjemløse i 2009, der også er registreret som hjemløse i 2011, mens det er 18 pct., der genfindes i 2013, og 14 pct., der genfindes i 2015. Med det forbehold, at der kan være hjemløse borgere, der ikke registreres, fordi de ikke benytter boformerne eller ikke er registreret i tælleugerne, tyder tallene på, at der en betydelig variation i varigheden af hjemløsheden. Mens hovedparten oplever hjemløshed i en forholdsvis korterevarende periode, er der et mindretal, der oplever hjemløshed af væsentligt længerevarende karakter.

Den højeste andel, der genfindes som hjemløse i de efterfølgende år, finder vi blandt de borgere, der i hjemløsetællingerne er blevet registreret som brugere af natvarmestuerne. Det er 38 pct. af dem, der blev registreret som natvarmestuebrugere i 2009, der genfindes i enten hjemløsetællingerne eller på boformerne to år senere i 2011, og henholdsvis 27 pct. og 25 pct., der genfindes i henholdsvis 2013 og 2015. Det er udtryk for, at brugerne af natvarmestuerne udgør en meget udsat og sårbar gruppe blandt de hjemløse.

Andelen, der genfindes som hjemløse de efterfølgende år, er imidlertid lidt lavere blandt gadesoverne, hvor det er 29 pct. af dem, der blev registreret som gadesovere i 2009, der igen blev identificeret som hjemløse i 2011, 22 pct., der var hjemløse i 2013, og 19 pct., der var hjemløse i 2015.

Den lidt lavere andel af gadesoverne, der genfindes som hjemløse i de efterfølgende år, sammenlignet med brugerne af natvarmestuerne, kan dog skyldes, at gadesoverne er den vanskeligste gruppe at registrere, og at det også er i denne gruppe, at vi har den laveste andel med CPR-numre, der er en forudsætning for at kunne identificere borgeren over tid.

I gruppen af hjemløse, der overnatter hos familie og venner, er det derimod en noget lavere andel, der genfindes som hjemløse i de efterfølgende år. Her er det 15 pct. af dem, der ifølge hjemløsetællingen i 2009 havde overnattet hos familie og venner, der efterfølgende registreres som hjemløse i 2011 i de samlede data, og henholdsvis 12 pct. og 10 pct., der registreres som hjemløse i 2013 og 2015. Det er endvidere en ret lav andel på kun 7-8 pct. af dem, der har overnattet hos familie og venner, der de efterfølgende år registreres som brugere af § 110-boformerne. Med forbehold for, at der kan være personer, der ikke er identificeret i de efterfølgende år, tyder tallene på, at det er en forholdsvis lav andel i gruppen af sofasovere, der vedbliver at være hjemløse i lang tid, og at det også er en lav andel, der efter en periode må benytte § 110-boformerne. 

Tre typer af hjemløshed

For yderligere at afdække bevægelserne ind og ud af hjemløshed har vi lavet en analyse af mønstrene i hjemløsheden blandt boformsbrugerne, hvor de fortløbende registreringer året rundt giver mulighed for at foretage en mere avanceret statistisk analyse af brugen af boformerne over tid. Her har vi foretaget en såkaldt klyngeanalyse, der har opdelt boformsbrugerne i forskellige grupper ud fra to mål, nemlig antallet af ophold på boformerne og den samlede varighed af opholdene.

Her har vi taget udgangspunkt i en tilsvarende analyse fra USA, der blev foretaget på amerikanske herbergsdata for næsten 20 år siden, og som var banebrydende i forståelsen af forskellige typer af hjemløshed. Kuhn og Culhane (1998) påviste i dette studie, at der var tre forskellige grupper af herbergsbrugere, nemlig de såkaldt transitionelt hjemløse, de episodisk hjemløse og de kronisk hjemløse. De transitionelt hjemløse er kendetegnede ved, at de kun har få og korte ophold på herbergerne. De episodisk hjemløse har derimod mange korte ophold på herberger og veksler ofte mellem ophold på gaden, på herberger, på hospitaler og i fængsler. Endelig er gruppen af kronisk hjemløse kendetegnet ved få, men meget langvarige, ophold på herberger.

I den amerikanske analyse var de transitionelt hjemløse langt den største gruppe blandt de hjemløse (over tre ud af fire), og det kendetegnede denne gruppe, at væsentligt færre end i de to øvrige grupper havde en psykisk lidelse eller misbrugsproblemer. I denne gruppe skyldtes hjemløsheden derimod ofte generelle fattigdomsproblemer og manglende muligheder for at betale en bolig. I de to øvrige grupper, de episodisk og kronisk hjemløse, var der derimod en høj andel med psykiske lidelser og misbrugsproblemer. Et særlig bemærkelsesværdigt resultat var, at selvom de kronisk hjemløse antalsmæssigt var en ret lille gruppe (kun godt en ud af ti), stod de for cirka halvdelen af alle opholdsdøgn på de amerikanske herberger i de to byer, der indgik i undersøgelsen. Dette forskningsresultat var med til at bevirke, at der kom særligt fokus på at udvikle indsatser for denne gruppe af kronisk hjemløse. Ikke mindst Housing First-tilgangen med dens fokus på både at tilvejebringe permanente boligløsninger og på at give en intensiv social støtte skal ses på denne baggrund og er særligt henvendt til denne målgruppe.

En tidligere analyse af data fra de danske § 110-boformer for perioden fra 1999 til 2009 fandt, måske lidt overraskende, at de samme tre grupper, de transitionelt, episodisk og kronisk hjemløse, også kunne identificeres blandt de danske boformsbrugere (Benjaminsen & Andrade, 2015). Der var dog en væsentlig undtagelse, nemlig at blandt de transitionelt hjemløse i Danmark var der en lige så høj andel med psykisk lidelse eller misbrugsproblemer som blandt de kronisk hjemløse, mens denne andel som nævnt var lavere i USA. Det er formentlig udtryk for, at hjemløsheden i Danmark sjældnere optræder alene som et fattigdomsproblem (uden væsentlige øvrige problemer), mens hjemløsheden i USA generelt rammer bredere grupper af fattige, som ikke nødvendigvis har væsentlige sociale problemer ud over fattigdommen. Et bemærkelsesværdigt resultat af den danske analyse var, ligesom i USA, at gruppen af kronisk hjemløse udgjorde en forholdsvis lille andel på cirka 15 pct. af boformsbrugerne, men at de stod for cirka 60 pct. af alle opholdsdøgn på landets boformer for hjemløse.

I indeværende undersøgelse har vi gentaget denne centrale analyse på nyere data fra den periode fra 2009 til 2015, som vi generelt benytter i undersøgelsen. Hovedresultatet af denne analyse er, at vi fortsat genfinder de samme tre grupper blandt de danske boformsbrugere. Imidlertid benytter vi i rapportens analyser betegnelserne kortvarigt, episodisk og langvarigt hjemløse om disse tre grupper. Det gør vi for at understrege, at siden Kuhn og Culhanes analyser har forskningen generelt vist, at også en stor del af gruppen af kronisk hjemløse kan komme ud af hjemløsheden igen, hvis den vel at mærke får en målrettet social indsats (Tsemberis m.fl., 2004; Tsemberis, 2010; Padgett m.fl., 2016). Derfor er begrebet ’langvarigt’ hjemløse bedre til at karakterisere denne gruppe frem for begrebet om kronisk hjemløshed.      

I den nye analyse finder vi fortsat, at gruppen af kortvarigt hjemløse er den største gruppe. Den udgør 67 pct. af boformsbrugerne i perioden 2009-2015. Denne gruppe har i gennemsnit haft 1,6 ophold på boformerne i denne periode og med en gennemsnitlig varighed af et ophold på 38 dage. Dermed har hver person i denne gruppe i gennemsnit været indskrevet i 62 dage på en boform, og denne gruppe står i alt for 19 pct. af alle opholdsdøgn på boformerne i perioden.

Gruppen af episodisk hjemløse udgør i alt 10 pct. af boformsbrugerne og har i gennemsnit haft 13,3 ophold på boformer i perioden. Hvert ophold har i gennemsnit varet 26 dage. Det svarer til, at personerne i denne gruppe i gennemsnit har været indskrevet på boformerne i 349 dage i perioden, og dermed står de for i alt 17 pct. af alle opholdsdøgn på boformerne.

Gruppen af langvarigt hjemløse udgør 23 pct. af boformsbrugerne. Det er en højere andel end ved den tidligere analyse på data fra 1999-2009, hvor denne andel som nævnt var på 15 pct. Denne gruppe har i perioden fra 2009 til 2015 i gennemsnit haft 2,5 ophold på boformerne, og hvert af disse ophold har haft en gennemsnitlig varighed på 241 dage. Det svarer til, at denne gruppe i gennemsnit har været indskrevet på boformerne i 602 dage i perioden, og det svarer samtidig til, at gruppen af langvarigt hjemløse står for 64 pct. af alle opholdsdøgn på boformerne.

Antalsmæssigt udgør gruppen af langvarigt hjemløse 3.435 personer i analysen, og gruppen er i alt registreret med cirka 2,1 millioner opholdsdøgn på boformerne hen over perioden. Ud fra en skønsmæssig beregning svarer det til en udgift på cirka 2½ milliarder kr. for ophold på boformerne for denne gruppe over perioden. Til sammenligning var der afsat ½ milliard kroner til Hjemløsestrategiens indsatser i perioden fra 2009 til 2013.

Typer af hjemløshed og de sociale indsatser

Undersøgelsen afdækker generelt ikke effekterne af specifikke sociale indsatser på hjemløseområdet, da sådanne studier kræver, at brugerne af indsatserne følges over tid og sammenlignes med en kontrolgruppe. Her har evalueringerne af Hjemløsestrategien og det efterfølgende Implementerings- og forankringsprojekt generelt peget på, at kombinationen af en permanent boligløsning og intensiv social bostøtte (Housing First-tilgangen) er en virksom indsats, der for langt de flestes vedkommende kan hjælpe hjemløse borgere med komplekse støttebehov ud af hjemløshed og muliggøre, at de kan fastholde en bolig (Rambøll og SFI, 2013; Benjaminsen m.fl., 2017). Evalueringerne har dog også peget på betydelige barrierer i form af, at det er meget svært at fremskaffe det fornødne antal boliger til de hjemløse borgere og dermed komme i gang med Housing First, ligesom implementeringen af indsatserne stiller store krav til den organisatoriske forankring og til, at der foregår et mind-shift i den sociale indsats i kommunerne til at hjælpe borgeren i bolig tidligt i et indsatsforløb.

Mens denne undersøgelse ikke afdækker virkningen af bestemte indsatser på chancen for at komme ud af hjemløshed, har vi til gengæld sammenholdt analysen af de forskellige typer af hjemløshed med, hvem der modtog indsatserne under Hjemløsestrategien og det efterfølgende Implementerings- og forankringsprojekt. Her har vi særligt set på de borgere, der indgik i Housing First-indsatsen med brugen af de intensive bostøttemetoder Critical Time Intervention (CTI), Intensive Case Management (ICM) og Assertive Community Treatment (ACT). Vi har set på, hvor stor en del i hver af de tre grupper, de kortvarigt hjemløse, de episodisk hjemløse og de langvarigt hjemløse, der har modtaget en af disse indsatser. Denne analyse er afgrænset til brugere af boformerne i perioden 2009 til 2015, altså den periode, der omfattede Hjemløsestrategiens indsatsperiode og de første to år af Implementerings- og forankringsprojektets indsatsperiode.

Når vi afgrænser analysen til særskilt at se på de 27 kommuner, der medvirkede i Hjemløsestrategien og/eller Implementerings- og forankringsprojektet, var det i alt 7 pct. af de boformsbrugere, der var hjemmehørende i disse kommuner, der indgik i indsatsen. Det var 4 pct. af de kortvarigt hjemløse, 10 pct. af de episodisk hjemløse og 11 pct. af de langvarigt hjemløse, der modtog en af de tre bostøttemetoder, der indgik i Housing First-indsatsen.

Disse resultater viser, at Hjemløsestrategiens indsatser særligt var målrettet de langvarigt og de episodisk hjemløse, det vil sige de hjemløse borgere med de mest komplekse støttebehov, og som også er de borgere, der er den primære målgruppe for disse indsatser. Det var et væsentligt resultat fra Hjemløsestrategiens indsatser, at Housing First-indsatsen og de evidensbaserede bostøttemetoder i høj grad er en virksom indsatsmetode for disse borgere med komplekse støttebehov (Rambøll og SFI, 2013). Resultaterne viser imidlertid også, at dækningsgraden af disse indsatser er lav. Det gælder både for gruppen af boformsbrugere som helhed og for de langvarigt og de episodisk hjemløse borgere i særdeleshed, når det tages i betragtning, at disse grupper har de mest komplekse støttebehov. Selv i indsatskommunerne (set under ét) var det således en lav andel af målgruppen, der reelt var omfattet af indsatserne.

De hjemløse unge

Undersøgelsen indeholder også en særlig analysedel, der ser på hjemløsheden blandt de unge. Dette skal ses i lyset af den kraftige stigning i antallet af hjemløse unge gennem de senere år, der har været dokumenteret gennem hjemløsetællingerne (Benjaminsen, 2017). Undersøgelsens analyser viser, at det er en forholdsvis lav andel af de hjemløse unge, der gentagne gange registreres som hjemløse hen over undersøgelsesperioden. Det tyder på, at for hovedparten af de hjemløse unge er hjemløsheden af forholdsvis korterevarende karakter, mens det er en mindre gruppe af de hjemløse unge, der oplever meget langvarig hjemløshed.

En stor del af de hjemløse unge har enten psykiske lidelser og/eller misbrugsproblemer, og der er ikke nogen nævneværdig forskel på denne andel, når vi sammenligner de unge på boformerne med dem, der overnatter midlertidigt hos familie og venner. Det er cirka to ud af fem af de hjemløse unge, der tidligere har været anbragt, og over halvdelen, der enten har været anbragt eller har modtaget forebyggende foranstaltninger i barndommen.

Forældrebaggrunden blandt de hjemløse unge varierer betydeligt. Det er cirka en fjerdedel, der kommer fra hjem, hvor forældrene kun har grundskolen som højeste uddannelse. En ud af fem af de hjemløse unge kommer fra hjem, hvor mindst en af forældrene har en videregående uddannelse, mens den største uddannelsesgruppe blandt forældrene er dem med erhvervsfaglige uddannelser, der også er den største uddannelsesgruppe i befolkningen som helhed. For en del af de hjemløse unge gælder, at også forældrene har tegn på udsathed i form af psykiske lidelser, misbrugsproblemer eller tidligere fængselsdomme. Denne andel er generelt højest blandt de forældre, der har grundskolen som højeste uddannelse, og væsentligt lavere blandt de forældre, der har en videregående uddannelse. Dette mønster indikerer, at for nogle af de hjemløse unge går udsatheden i arv fra forældrene, men for andre er der tale om, at de unge bliver ramt af psykiske lidelser eller misbrugsproblemer, selvom deres forældre ikke umiddelbart viser tegn på udsathed, når vi ser på de tilgængelige oplysninger i registrene. Selvom der kan være problemer blandt forældrene, der ikke viser sig i registrene, er dette mønster udtryk for, at psykiske lidelser og misbrugsproblemer langtfra kun rammer unge fra socialt udsatte familier, og at psykiske lidelser og misbrugsproblemer også indebærer en vis risiko for hjemløshed for unge, der kommer fra familier, der ikke kan karakteriseres som socialt udsatte.

Konklusion og perspektivering

Rapportens resultater viser, at der i høj grad kan genfindes de samme mønstre i hjemløsheden i Danmark som i andre lande, og at hjemløsheden i høj grad må forstås i et dynamisk perspektiv. Der er særligt en betydelig variation i varigheden og karakteren af hjemløshedsforløb, hvor hovedparten af hjemløshedsforløbene er af relativt kortere varighed. For cirka en fjerdedel af dem, der rammes af hjemløshed, er hjemløsheden imidlertid af langvarig karakter og strækker sig over flere år. Særligt for denne gruppe af langvarigt hjemløse indikerer resultaterne, at der er betydelige samfundsmæssige omkostninger forbundet med hjemløsheden, alene når vi ser på omfanget af ophold på § 110-boformerne.

Undersøgelsens resultater peger på, at når de sociale indsatser for hjemløse borgere tilrettelægges, må der tages hensyn til, at der er forskellige typer af hjemløshed. Ser vi på den store gruppe af korterevarende hjemløse, er disse borgere kendetegnet ved, at de optræder i hjemløshedsregistrene en enkelt eller to gange og sjældent dukker op siden. En del i denne gruppe skaffer formentlig selv en bolig, eller de får den fornødne hjælp gennem de eksisterende sociale indsatser. I denne gruppe kan der særligt peges på et forebyggende potentiale, hvor det formentlig i en del tilfælde kunne være undgået, at borgeren kom ud i hjemløshed. Selv i gruppen af kortvarigt hjemløse finder vi en stor del med psykisk lidelse eller misbrugsproblemer. Her kan man have fokus på den almindelige bostøtteindsats i kommunerne, det vil sige den bostøtte, der sædvanligvis gives efter servicelovens § 85, og som formentlig i en del tilfælde vil være i stand til at forebygge, at disse borgere mister boligen. Ligeledes kan der være fokus på, at en betydelig del af disse borgere er tilknyttet andre behandlingsmæssige indsatser, fx inden for psykiatri og misbrugsbehandling, hvor risikoen for hjemløshed viser vigtigheden af et fokus på borgerens boligsituation og på tidligt at opdage, hvis en borger er i risiko for en udsættelse af boligen.

Undersøgelsens resultater viser også, at der er en gruppe af langvarigt hjemløse, der sammen med de episodisk hjemløse er dem, der har de mest komplekse støttebehov. På den baggrund peger rapportens resultater særligt på et behov for at intensivere indsatserne for de langvarigt hjemløse. Resultaterne viser, at det særligt er gruppen af langvarigt hjemløse, der har været målgruppe for de nye intensive indsatser, der har været afprøvet i de senere år med Housing First-tilgangen og de tilhørende evidensbaserede bostøttemetoder. Evalueringerne af disse indsatser har vist, at disse metoder generelt er effektive til at hjælpe hjemløse borgere med komplekse støttebehov ud af hjemløshed og til at fastholde dem i egen bolig (Rambøll og SFI, 2013; Benjaminsen m.fl., 2017).

Undersøgelsen viser imidlertid også, at dækningsgraden med de evidensbaserede indsatser blandt de langvarigt hjemløse fortsat er lav. Det kan relateres til de boligmæssige og organisatoriske udfordringer, forbundet med at udbrede indsatserne til en større del af målgruppen. Navnlig manglen på boliger til udsatte grupper udgør i den sammenhæng en stor barriere for at udbrede Housing First-tilgangen. Samtidig vil en opskalering af Housing First-indsatsen kræve, at kapaciteten af de intensive bostøttemetoder CTI, ICM og ACT øges i kommunerne. På den måde må både hjemløshedens mønstre og de sociale indsatser ses i en samfundsmæssig sammenhæng, der både involverer tilgængeligheden af billige boliger til de socialt udsatte grupper, tilgængeligheden af en intensiv social støtte, og forankringen og organiseringen af indsatsen i det lokale velfærdssystem. Rapportens resultater indikerer i den sammenhæng også, at der kan være betydelige samfundsmæssige gevinster forbundet med at forebygge hjemløshed og ved at tilvejebringe indsatser, der kan hjælpe de langvarigt hjemløse borgere ud af hjemløshed igen.

Forfattere Lars Benjaminsen, SFI
Morten Holm Enemark, SFI
Udgivelsesdato 26.09.2017
Udgiver VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
Sprog Dansk
ISSN 1396-1810
ISBN 978-87-7119-467-7
E-ISBN 978-87-7119-465-4
Sidetal 128
Publikationsnr.
Kontaktperson

Lars Benjaminsen

Kontaktperson
DIREKTE 33 48 09 10 E-MAIL lab@sfi.dk
Forskningsemne

Denne publikation hører under Udsatte grupper
emneord: Hjemløshed, Misbrugere, Udsatte grupper

Anden relevant SFI-forskning

Søg på sfi.dk