SFI og KORA er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Voldsforebyggelse på botilbud og forsorgshjem
Hent udgivelsen (1.472 KB)
Del
Rapport

Voldsforebyggelse på botilbud og forsorgshjem

Del
I de seneste år har der været flere alvorlige tilfælde af vold på botilbud og forsorgshjem, Denne rapport indgår i arbejdet med at udarbejde nationale retningslinjer for at forebygge denne vold.
Rapporten har til formål at bidrage med viden om to emner:
For det første hvilke metoder, tilgange og organiseringsformer, der virker voldsforebyggende i tilbuddenes arbejde med personer med kognitive funktionsnedsættelser, psykiske vanskeligheder og/eller sociale problemer.
For det andet hvordan det tværsektorielle samarbejde imellem botilbud og forsorgshjem på den ene side og andre institutioner og aktører på den anden, kan bidrage til det voldsforebyggende arbejde.
Hvert af disse to emner belyses med såvel et litteraturstudie som med en række interviews, blandt andet udført på fire tilbud, der skønnes gode til arbejdet med at forebygge vold.

Denne rapport skal bidrage til et igangværende arbejde for at forebygge vold på botilbud og forsorgshjem for beboere med kognitive funktionsnedsættelser, psykiske vanskeligheder og/eller sociale problemer. Rapporten supplerer en række andre, nyere udgivelser, der også har fokus på, hvordan vold bedre kan forebygges på botilbud og forsorgshjem (se fx Socialstyrelsen, 2016a).

Rapporten er bygget op af to dele. Den første del har fokus på metoder, tilgange og organisering internt på botilbud og forsorgshjem, der kan medvirke til at forebygge vold. Den anden del belyser, hvordan det tværsektorielle samarbejde imellem botilbud og forsorgshjem på den ene side og andre institutioner og aktører på den anden kan bidrage til det voldsforebyggende arbejde. Hver af de to dele består af et litteraturstudie, to casebeskrivelser og en diskussion af temaer, der går på tværs af litteraturstudie og casebeskrivelser.

De to litteraturstudier inddrager udgivelser, forfattet på sprogene dansk, svensk, norsk og engelsk. Der indgår såvel forskningslitteratur som såkaldt ”grå litteratur”, der ikke er udgivet gennem gængse, videnskabelige kanaler. Hovedparten af den anvendte litteratur er fra perioden 2010-2016. Litteraturstudiet var oprindeligt tilrettelagt til kun at indeholde studier, der specifikt så på forebyggelse af vold på botilbud og forsorgshjem. Da det viste sig, at litteraturen på dette område er ganske sparsom, valgte SFI at udvide litteraturstudiet til også at inddrage studier, der ser på vold og forebyggelse af vold på fx psykiatriske hospitalsafsnit, da vi vurderede viden herfra relevant, også for arbejdet på botilbud og forsorgshjem.

Rapporten bygger endvidere på 47 interviews. Størstedelen (38 interviews) er udført med ledelse, medarbejdere, borgere og samarbejdspartnere på fire udvalgte tilbud (tre botilbud og ét forsorgshjem). Disse fire tilbud blev af Socialstyrelsen udpeget som steder, der enten havde gode erfaringer med arbejdet med forebyggelse af vold eller som arbejdede aktivt med at sikre et godt tværsektorielt samarbejde. På de fire tilbud er der i mindre omfang også udført feltobservationer. Derudover er ni andre personer med tilknytning til området, herunder forskere fra Danmark, Sverige og Norge, blevet interviewet til undersøgelsen,

Det er vigtigt at pointere, at de fire casestudier udgør et begrænset empirisk materiale, og at de udvalgte tilbud endvidere heller ikke kan anses for at være repræsentative for danske botilbud og forsorgshjem generelt. Dermed giver disse interviewdata naturligvis ikke mulighed for at udtale sig generelt om konflikter og konflikthåndtering i Danmark. Derimod skal casebeskrivelserne bidrage med erfaringer fra praksis om, hvordan man på udvalgte botilbud og forsorgshjem arbejder konstruktivt med det voldsforebyggende arbejde.

Vigtighed af arbejdsmiljø og forebyggende indsatser

På baggrund af en gennemgang af dansk og international litteratur på området må man starte med at konkludere, at der ikke findes dokumentation for, at enkle og generelt anvendelige metoder kan forebygge vold i alle sammenhænge. Samlet set peger litteraturen endvidere på, at den vigtigste indsats i forhold til at forebygge vold foregår på det primære niveau – det handler dermed om, hvordan det daglige arbejde udføres, frem for hvordan man specifikt forholder sig, når der i arbejdet opstår tilspidsede situationer. Det handler dermed i høj grad om relationerne imellem personale og borgere, herunder hvordan personalet taler til og omgås med borgerne.

I forlængelse af det daglige arbejdes store betydning peger såvel litteraturen som erfaringerne fra casestudierne også på, at eksistensen af et godt arbejdsmiljø er centralt for at forebygge forekomsten af vold. Hvad der udgør et godt arbejdsmiljø, er en kompleks størrelse, men indeholder generelt elementer som støttende ledelse og engagerede medarbejdere med et tilstrækkeligt kompetenceniveau. Også mulighederne for løbende fagprofessionel dialog og refleksion og faglig udvikling i det daglige arbejde er væsentligt. Det er også vigtigt, at der er tillid på arbejdspladsen – såvel medarbejderne imellem, i forhold til ledelsen som ledelsen imellem. Derudover er det centralt, at ressourceniveauet er tilstrækkeligt i forhold til arbejdets indhold.

I forhold til forebyggelse af vold kan en høj grad af tillid på et botilbud eller et forsorgshjem øge personalets muligheder for at udtrykke sig åbent, hvis det føler bekymring i forhold til fx givne arbejdsforhold eller givne borgere – også selvom deres bekymring måske kun er af diffus karakter. Blandt andet medarbejdere på de besøgte tilbud fremhæver mulighederne for en sådan åben og løbende dialog på arbejdspladen som værende centralt for det voldsforebyggende arbejde. En sådan tillid og åbenhed giver nemlig personalet mulighed for at afstemme dets oplevelser internt og nå frem til eventuelle forebyggende tiltag, der kan være behov for.

Også tilbuddenes ledelse har stor betydning. Det gælder såvel ledelsens indstilling til arbejdet med sikkerhed som sådan, herunder hvordan man forholder sig ved forekomst af vold i forhold til anmeldelser og debriefing som systematisk læring af de indtrufne episoder. Endelig har ledelsens mere generelle evner til at skabe gode rammer og tilstrækkelig opbakning for deres medarbejdere naturligvis også stor betydning.

Vigtigheden af den pædagogiske tilgang

Såvel litteraturen som case-undersøgelserne fremhæver også den pædagogiske tilgang til borgerne som et centralt emne. Her ses det, at en ikke-konfronterende tilgang – hvor de krav, der stilles til den enkelte borger, er tilpasset borgerens formåen – kan være vigtig. En såkaldt ”low arousal”-tilgang – hvor man dels søger at undgå, at konflikter overhovedet opstår, og dels arbejder med at deeskalere de optræk til konflikter, der måtte forekomme – kan være med til at forebygge forekomsten af vold. Denne tilgangs virkningsfuldhed kan knyttes til, at en stor del udadreagerende adfærd forekommer i forbindelse med grænsesætning.

Også relationsarbejde er af stor betydning for forebyggelse af vold: Hvis medarbejderne har en positiv tilgang til et tilbuds borgere og er i stand til at opbygge stærke og gode relationer til dem, har det gavnlige konsekvenser i mange sammenhænge. Gode relationer til personalet har generelt stor betydning for borgernes trivsel og kan også være en forudsætning for, at personalet kan hjælpe borgerne med at ændre deres egen adfærd.

Gode eksempler herpå sås på Strandengen, et botilbud for borgere, der havde såvel kognitive funktionsnedsættelser som domsanbringelser. Over tid var det lykkedes personalet at opbygge positive relationer til stedets borgere, der sideløbende hermed var blevet klart mindre udadreagerende. Noget af arbejdet handlede om at forstå borgernes handlemønstre og hjælpe dem med at finde nye måder at reagere på. En borger med stærke autistiske træk havde fx lært at trække sig tilbage til sit værelse, når han blev ophidset. En anden borger var igen og igen bestyrket i, at der altid ville være mad parat til ham og var gradvist holdt op med at råbe og slå ud, når han nærmede sig botilbuddets køkken ved måltiderne.

Om ”safewards”

En stor del af studierne om forebyggelse af vold er udført i hospitalspsykiatrien. Af disse studier kan nævnes forskning om såkaldte ”safewards”. Dette koncept er udviklet i den engelske hospitalspsykiatri og dækker over en helhedsorienteret tilgang, hvor personalet samtidig har blik for dynamikker inden for en række forskellige domæner. Det kan handle om en samtidig opmærksomhed på samspillet i borgergruppen, på påvirkninger fra borgernes relationer til personer eller begivenheder uden for tilbuddet, på samspillet imellem borgere og personale, på de enkelte borgeres tilstand og udfordringer m.m.

Ved at sætte forebyggende ind i forhold til de forskellige konflikter, der kan opstå i de forskellige domæner, og ved konsekvent at udvise støtte og omsorg over for borgerne, kan disse borgere skærmes bedre imod den stress, der ellers kan opstå. Samlet set kan en sådan ”safewards”-tilgang skabe et mere sikkert miljø at arbejde i. Studierne heraf er som nævnt udført i hospitalspsykiatrien i Storbritannien. Uanset at man dermed ikke kan sige, i hvor høj grad fundene kan overføres til forholdene på danske botilbud og forsorgshjem, synes tilgangen at være velegnet til at lade sig inspirere af, også i Danmark.

Om forskellige typer af borgere

Der er en stor diversitet blandt borgerne på botilbud og forsorgshjem. Et aspekt af denne diversitet er, at det kun er en minoritet af sådanne borgere, der udgør en voldsrisiko. Et andet aspekt er, at sådanne borgere kan have meget forskellig kommunikativ formåen. Her kan borgere, der har vanskeligt ved at udtrykke sig, føle sig nødsaget til at bruge vold som en udtryksform. Noget sådant gør sig ofte gældende for borgere med kognitive funktionsnedsættelser. I det omfang medarbejdere lykkes med at opbygge en god relation til sådanne borgere, kan kommunikationen forbedres gennem personligt kendskab, og dermed kan sådanne borgeres behov for at kommunikere på uhensigtsmæssigt udadreagerende måder nedbringes.

En anden gruppe af borgere på botilbud og forsorgshjem, der påkalder sig særlig opmærksomhed i forhold til det voldsforebyggende arbejde, er borgere, der har såvel psykiske lidelser som et misbrug af alkohol og/eller stoffer – en såkaldt ”dobbeltdiagnose-problematik”. Forskning viser, at personer med dobbeltdiagnoser har en forhøjet risiko for at udøve vold i forhold til personer med psykiske lidelser, der ikke har et misbrug. Dermed kan en velfungerende misbrugsbehandling være med til at nedbringe forekomsten af vold.

Om det daglige arbejde 

Som det fremgår, handler en del af det voldsforebyggende arbejde om, at medarbejderne lærer de enkelte borgere godt at kende. I forlængelse heraf er det vigtigt at være opmærksom på medarbejdere, der ikke har et indgående kendskab til et tilbud og dets borgere. Det gælder såvel nyansatte som vikarer, hvorfor det bør sikres, at sådanne medarbejdere får fx tilstrækkeligt med sidemandsoplæring, og at de ikke skal varetage for vanskelige opgaver for tidligt i deres forløb.

Også det indhold, borgerne har i deres hverdag, har betydning, da borgerne kan have behov for at engagere sig i meningsfulde aktiviteter for at give dagene indhold. I den forbindelse kan fysisk aktivitet på en jævnlig basis bidrage til at bedre borgernes muligheder for at få deres nattesøvn – i sig selv noget, der kan være vigtigt i forhold til en god trivsel og dermed også for forekomsten af vold.

En del af det daglige arbejde på botilbud og forsorgshjem kan være at arbejde med systematiske risikovurderinger, hvor dette skønnes nødvendigt. Borgere, som risikovurderes, kan ofte med fordel inddrages i arbejdet hermed. Dette kan ske ved at gå i dialog med borgerne om, hvad der kan gøre dem vrede, hvordan vreden kan få dem til at reagere, og hvad borgerne i stedet kan gøre, når de oplever, at sådanne følelser er undervejs. Dermed kan borgerne hjælpes til bedre at mestre deres egen adfærd. Samtidig kan en sådan dialog gøre medarbejderne mere bevidste om, hvordan de selv bedst forebygger, at borgerne hidses op. 

Endelig viser forskningen, at borgerne ofte med fordel kan inddrages i det daglige arbejde, der berører dem, og at de dermed kan blive bedre til at mestre deres dagligliv. Denne inddragelse gælder også i forhold til arbejdet med blandt andet risikovurderinger. Her kan en aktiv inddragelse af borgerne fx være med til at gøre disse klogere på egne handlemønstre – det første skridt på vejen til at blive i stand til at handle anderledes. Samtidig kan denne inddragelse sikre, at personalet ikke uafvidende kommer til at stresse eller provokere borgere i unødvendig grad.

De fysiske rammer

Også de fysiske rammer på botilbud og forsorgshjem kan have betydning for forekomsten af vold. Her er det vigtigt, at rammerne giver borgerne tilstrækkelige muligheder for at få ro og privatliv. Der bør også være gode lysforhold og tilstrækkeligt med plads, fx på gangarealerne, ligesom adgang til rekreative udearealer kan være et positivt element i hverdagen. I byggerier som fx det nye psykiatriske hospital i Slagelse anvendes ligefrem begrebet ”helende arkitektur”, hvor man igennem farve- og materialevalg, opmærksomhed på lyde og stemninger mv. søger at lade den arkitektoniske udformning af bygningerne understøtte den menneskelige helingsproces.

 Forskning tyder også på, at tilstedeværelsen af sanseterapeutiske miljøer kan bidrage positivt til nogle borgeres velbefindende. Sådanne miljøer kan fx være lokaler, der indrettes med særligt tilrettelagt lyd og lys, med adgang til massagestole eller -senge, kugledyner og lignende. Dermed er det steder, hvor agiterede og anspændte borgere kan få hjælp til at finde mere ro i sig selv.

Indretning af de fysiske rammer kan også være væsentligt i forhold til forebyggelse af vold og håndtering af voldsepisoder. Her bør tilbuddenes indretning udformes, så flugtveje sikres, og så der er tilstrækkelige oversigtsmuligheder. Også overvejelser om, i hvilket omfang inventar kan anvendes til at øve skade med, bør indgå i planlægningen af den fysiske indretning.

Af besøgene på forskellige tilbud fremgik det endvidere, at personalets muligheder for sammen at reflektere over indretningen af deres arbejdsplads, og deres muligheder for at føre forbedringsforslag ud i livet kunne indvirke positivt på det voldsforebyggende arbejde.

Det tværsektorielle samarbejde

I forhold til betydningen af det tværsektorielle samarbejde for forebyggelse af vold på botilbud og forsorgshjem viser litteraturstudiet, at uanset at det tværsektorielle samarbejde ofte har stor betydning for de typer af borgere, som undersøgelsen omhandler, er det langt fra altid, at dette samarbejde fungerer optimalt i praksis. Denne konklusion drages af studier udført såvel i som uden for Skandinavien.

Litteraturen viser også, at integrerede indsatser over for borgere med komplekse problemstillinger ofte forbedrer resultaterne for disse borgere, uden at de økonomiske omkostninger samtidig øges. Studierne på området handler dog primært om, hvorledes et bedret tværsektorielt samarbejde kan bedre kvaliteten af den behandling, som borgerne modtager, og dermed øge borgernes udbytte af denne behandling. Dermed fokuserer studierne ikke specifikt på sammenhængen mellem et bedret tværsektorielt samarbejde og forebyggelse af vold. Da en stor del af det voldsforebyggende arbejde som nævnt ligger på det primære niveau, må man dog formode, at i det omfang et bedret tværsektorielt samarbejde øger kvaliteten af den behandling, som borgerne modtager, vil en sådan indsats også have en positiv effekt i forhold til forebyggelse af vold.

Der eksisterer mange typer af tiltag, der sigter mod at forbedre samarbejdet på tværs af sektorer – tiltag, der kan være såvel af tidsbegrænset som af mere permanent karakter. Fælles for sådanne tiltag er ofte, at der i samarbejdet er fælles mål, og at der er klarhed i forhold til arbejdsgange og i forhold til ansvars- og rollefordeling imellem de samarbejdende parter. Det drejer sig om fx indsatsplaner, samarbejdsaftaler, oprettelsen af fælles informationssystemer eller af fælles uddannelsesindsatser, om opbygningen af samarbejdende teams og placering af forskellige indsatser på samme adresse. I mange sammenhænge vil flere af sådanne indsatser blive igangsat på samme tid og dermed understøtte hinanden. Samtidig viser erfaringen dog også, at det kan være vanskeligt at fastholde et formaliseret samarbejde, efter at særlige samarbejdsprojekter afsluttes. 

Både litteraturstudiet og caseundersøgelserne viser også, at der er mangeartede udfordringer i det tværsektorielle samarbejde. En af udfordringerne handler om, at der hos de forskellige samarbejdsparter ofte vil være forskellige mål og rammer for indsatserne i forhold til de samme borgere. Endvidere kan der også være en manglende forståelse for hinandens arbejdskultur på tværs af sektorgrænser. I den forbindelse kan fx fælles uddannelsestiltag, samarbejde i teams eller adressefællesskab imellem forskellige indsatser bidrage til at forbedre samarbejdet. Sådanne tiltag virker blandt andet ved, at medarbejdere fra forskellige baggrunde lærer hinandens vilkår, formål og kultur nærmere at kende, og at de derved opbygger en tillid til hinanden, der gør en mere uformel udveksling af information nemmere.

En udfordring for det gode samarbejde kan også være måden, hvorpå arbejdsopgaver honoreres i et givent system, herunder om samarbejde anses for at være en kerneopgave eller ej. I den forbindelse fremhæver flere interviewpersoner, inklusive forskere på området, at hospitalspsykiatriens ydelsesstruktur kun i ringe grad understøtter det tværsektorielle samarbejde, da der her kræves deltagelse af en borger, før fx et møde kan tælles med som en ydelse. Dermed vil et koordinationsmøde, hvor det kun er professionelle – og altså ikke den berørte borger – der deltager, altså ikke blive anset for at være en ydelse, hvilket kan vanskeliggøre hospitalspsykiatriske medarbejderes muligheder for at deltage i tværsektorielt samarbejde.

Der findes i dag en lang række værktøjer til at forbedre det tværsektorielle samarbejde i forhold til borgere på botilbud og forsorgshjem. Det er dog ikke altid, at disse redskaber anvendes i tilstrækkelig grad. Endvidere kan der være store forskelle på, hvordan de samme redskaber anvendes i forskellige sammenhænge, hvilket naturligvis også har betydning for, hvor effektive redskaberne reelt viser sig at være.

Endelig kan nævnes, at løbende ændringer og omstruktureringer inden for samarbejdende sektorer kan medføre, at etablerede og formaliserede samarbejdsstrukturer brydes op, og at netværk falder fra hinanden. Dermed kan sådanne ændringer undertiden skade et ellers godt og velfungerende samarbejde.  

Særligt om udvalgte samarbejdspartnere

Som det fremgår ovenfor, er hospitalspsykiatrien en meget central samarbejdspartner for mange botilbud og forsorgshjem. Her kan samarbejdet om indlæggelser og udskrivninger være særligt væsentligt. En vigtig komponent i dette samarbejde handler om de forskellige instansers muligheder for at træffe beslutninger – fx om indlæggelser og udskrivninger. Her kan botilbud opleve, at de måske nok kan få borgere indlagt, men at disse borgere udskrives igen ganske hurtigt, noget, der til tider opleves som en konsekvens af et pres på ressourcerne i hospitalspsykiatrien. I den forbindelse giver nogle interviewede medarbejdere på botilbud og forsorgshjem udtryk for oplevelser af, at de ikke altid informeres i tilstrækkelig grad. En sådan mangel på information kan i sig selv opleves som noget, der udgør en risiko i det voldsforebyggende arbejde. På baggrund af den foreliggende undersøgelse kan der dog ikke konkluderes i forhold til, hvor udbredt en sådan problematik måtte være, og det skal nævnes, at vi i undersøgelsen også hørte om velfungerende informationsudvekslinger imellem psykiatriske afsnit og botilbud/forsorgshjem.

På de tilbud, som SFI besøgte, var der særligt positive erfaringer i forhold til samarbejdet med retspsykiatrien. Et centralt element her handler om velfungerende koordinationsplaner, som sikrer en klar ansvars- og rollefordeling imellem botilbud og de retspsykiatriske overlæger. I sådanne planer kan der fx være klare retningslinjer for, hvornår en given plan er overholdt, og hvordan personalet skal handle, hvis planen omvendt ikke overholdes. På tilbuddene hørte vi også, at man satte stor pris på de jævnlige besøg, som nogle af deres borgere modtog fra udkørende retspsykiatrisk personale. Når fx retspsykiatriske sygeplejersker kom på jævnlige besøg på tilbuddene, var det også med til at styrke relationerne imellem disse sygeplejersker og botilbuddenes personale. Dermed blev der opbygget et tæt samarbejde mellem den sociale sektor og sundhedssektoren, som botilbuddets medarbejdere kunne benytte, når de havde behov for råd eller hjælp fra hospitalspsykiatrien.

I forhold til samarbejdet med kommunerne blev der givet udtryk for, at arbejdet i forbindelse med indskrivning af kommunernes borgere på botilbud og forsorgshjem var af særlig vigtighed. Dette var et centralt tidspunkt for at sikre en korrekt visitation, få afstemt forventningerne og lavet aftaler om det fremtidige samarbejde. Fra et forsorgshjem hørte vi fx, at hjemmets medarbejdere arbejdede målrettet på at sikre, at der var en plan for, hvad der skulle ske, hvis en borger viste sig ikke at kunne rummes på forsorgshjemmet, inden borgeren blev indskrevet.

I forhold til samarbejdet med politiet hørte vi fra flere besøgte tilbud, at politiets hurtige indsats i forhold til fx at afhente borgere, når tilbuddet havde behov herfor, var væsentligt for deres arbejde. Endvidere kunne en løbende kontakt mellem politi og fx et forsorgshjem også bidrage positivt til det daglige arbejde begge steder. 

Også andre samarbejdspartnere kan være væsentlige for botilbud og forsorgshjem. Da borgere med psykiske sygdomme, kognitiv funktionsnedsættelse og/eller sociale problemer ofte også lider af forskellige somatiske sygdomme, kan en god kontakt med praktiserende læger således være væsentlig. Her fortalte et botilbud om, at det havde knyttet en god kontakt til et nærliggende lægehus, og at dets borgere her ofte valgte at lade sig behandle af den samme praktiserende læge. Denne læge havde gode kompetencer i forhold til at få botilbuddets borgere til at føle sig vel tilpas. Samtidig gjorde denne samling af borgere hos den samme læge også, at medarbejderne fik bedre muligheder for at følge med i, og dermed også bakke op om, de enkelte borgeres lægelige behandlingsforløb.

Uanset hvilke samarbejdspartnere det drejer sig om, viser såvel litteraturen som interviewene, at fysisk nærhed har en positiv betydning. Nærhed gør det nemmere såvel at organisere møder som at opbygge tillid gennem personlige kontakter. Men nærhed kan også have særlig betydning i forhold til borgerne, der kan føle transport over længere afstande som en udfordring, og måske slet ikke være i stand til selv at foretage sådanne rejser. Dermed kan omorganiseringer og centraliseringer, der medfører, at tilbud, der samarbejdes med, fysisk flyttes længere væk, påvirke det tværsektorielle samarbejde i negativ retning, simpelthen fordi den fysiske transport (og den tid, som denne transport tager) kan gøre det vanskeligere for professionelle at mødes fysisk, og kan udfordre borgernes muligheder for fx at følge en behandling.

Begrænset forskningsmæssig viden på området

Som det også er fremgået ovenfor, er der kun en begrænset forskningsmæssig viden, der specifikt omhandler forebyggelse af vold på botilbud og forsorgshjem. Når vi ser på litteraturen om, hvordan det tværsektorielle samarbejde mellem sådanne tilbud og andre parter påvirker det voldsforebyggende arbejde, er litteraturen endnu mere sparsom.

Dermed må en konklusion af denne rapport også være, at der mangler viden på en lang række områder. For eksempel mangler der sikker forskningsmæssig viden om, hvordan vold kan nedbringes, herunder om effekten af forskellige programmer, der søger at forebygge og håndtere vold. Også når det kommer til fx inddragelse af borgerperspektivet i forhold til at begrænse forekomsten af vold, eller til, hvordan forskellige pædagogiske metoder virker i forhold til forskellige typer af borgere på botilbud, herunder specifikt i forhold til forebyggelse af vold, er vores viden begrænset.

Centrale opmærksomhedspunkter

Afslutningsvist kan følgende punkter fremhæves som særligt væsentlige for botilbuds og forsorgshjems voldforebyggende arbejde med personer med kognitive funktionsnedsættelser, psykiske vanskeligheder og/eller sociale problemer.

  • At relationsarbejdet med borgerne står centralt. Dette relationsarbejde bør baseres på tilpassede krav.
  • At der er opmærksomhed på mulighederne for at deeskalere, når der er optræk til konflikter.
  • At der, hvor det skønnes nødvendigt, arbejdes systematisk med risikovurderinger. Dette arbejde kan kombineres med redskaber, der inddrager borgerne og øger disses muligheder for at mestre egen adfærd.
  • At personalet har plads til faglig refleksion i forhold til udførelsen af deres arbejde, og at forhold angående sikkerhed indgår i disse refleksioner.
  • At man arbejder på at opbygge og vedligeholde en sikkerhedsbevidst arbejdskultur, og at man er åben om de udfordringer, det daglige arbejde kan byde på.
  • At det tværsektorielle samarbejde fremmes i forhold til at sikre den bedst mulige omsorg for borgerne.

 

Nyheder og artikler om denne publikation
Forfattere Anika Liversage, SFI
Udgivelsesdato 10.01.2017
Udgiver SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd
Sprog Dansk
ISSN 1396-1810
E-ISBN 978-87-7119-422-7
Sidetal 188
Publikationsnr. 17:04
Kontaktperson

Anika Liversage

Kontaktperson
DIREKTE 33 48 08 57 E-MAIL ani@vive.dk
Forskningsemne

Denne publikation hører under Samfund og sammenhængskraft, Udsatte grupper
emneord: Kriminalitet, Udsatte grupper

Anden relevant SFI-forskning

Søg på sfi.dk